Annonce

5. oktober 2007 - 11:48

Baskiske separatister anholdt

Anholdelsen foregik ved en politioperation, hvor maskerede spanske politimænd rykkede ud og anholdt ledelsen af Batasuna. De 22 personer blev anholdt i byen Segura efter ordre fra Spaniens højeste anti-terrordommer, Baltasar Garson. Politiet stormede bygningen og anholdt ledelsen, mens den holdt møde.


Batasuna er et venstrefløjsparti, der kæmper for Baskerlandets løsrivelse fra Spanien. Partiet blev forbudt i 2003, fordi det blev anset for at være den politiske del af den væbnede separatistgruppe ETA. Indtil da repræsenterede det omkring 15 procent af baskerne i lokale råd og i den lokale regering. Partiet har siden opfordret til boykot af valgene.

Anholdelsen er sidste led i en række operationer vendt mod Batasuna og undergrundsbevægelsen ETA, som har fundet sted i de sidste måneder. I juni anholdt politiet Batasunas leder, Arnaldo Otegi. Han er stadig fængslet med sigtelser om terrorisme hængende over hovedet.

Blandt de anholdte var Joseba Permach, der har været partiets talsmand, siden Otegi blev anholdt i juni, skriver BBC.

ETA opsagde tidligere på året en selvudnævnt 15 måneder lang våbenhvile.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce