Strejken der ikke blev til noget

Af Jan Hoby

På mindre end en måned formåede det pædagogiske personale i København for første gang siden 2000 at få et budgetforlig, som ikke betyder markante og vedvarende nedskæringer og udhulinger.

Budgetforliget er blevet en nulløsning. Nedskæringen på 278 millioner er taget af bordet, væk er nedskæringen på morgenåbning, væk er en rundbarbering på en kommende budgetmodel, væk er truslen om flere børn i vuggestue- og børnehavegrupperne, væk er kraver om start i børnehaven, når børnene er 2 år og 10 måneder.

De pædagogiske personale støbte kuglerne til forældrenes afvisning af besparelserne i Københavns Kommune. Forældre, børn og personale foran Københavns Rådhus 20. september 2007. Foto: Ole Wugge Christiansen/Monsun.

Det pædagogiske personale afslørede politikernes spin om, at der ikke var penge til børnevelfærd og viste, at København havde råd – uanset Fogh’s minimalstatspolitik overfor kommunerne.

Men hvad er læren af det pædagogiske personales kamp? For dette er ikke den første, ej heller den sidste, og vi kan alle sammen lære af deres erfaringer, så vi står endnu stærkere i de kommende kampe.

Jeg vil fokusere på to ting, vi kan lære af kampen.

Strejker virker
Der er aldrig nogen, som har meldt sig ud af en fagforening pga. for meget i løn, for kort arbejdsuge eller for lang ferie eller for godt arbejdsmiljø. Tværtimod. Men i alt for mange år har fagforeningerne udviklet sig til servicebutikker a la SILVAN og BILKA for medlemmerne, uden mål, retning og visioner.

Hvorfor skal man være medlem i en fagforening, hvis de ikke kan sikre bedre forhold for medlemmerne, men kun lappe på elendighederne? Hvorfor være medlem af en fagforening, hvis dens politik blot er plus/minus 10 procent af arbejdsgivernes eller den til enhver tid siddende regering?

Medlemmerne i BUPL og LFS viste, at ord som kamp ikke et ord i en historiebog, men et levende begreb! Først og fremmest fordi BUPL og LFS bygger deres styrke på deres medlemmer og tør give medlemmerne frie hænder til at frisætte deres faglige styrke og lade deres medlemmer opbygge uafhængige netværk fra neden.

Det pædagdogiske personales sejr er et resultat af rå fagforeningsmagt og -styrke, byggende på sammenhold, solidaritet og vilje til at bruge strejkevåbnet - fuldt og helt.

Det er et resultat af aktive medlemmers vilje til at forberede alle deres kolleger på de københavnske daginstitutioner på at kæmpe en – om nødvendigt langvarig – kamp, for at ændre en flerårig defensiv til en offensiv kamp!

For det pædagogiske personale sprang erkendelse omkring strejkens styrke ud af nedenstående tre punkter:

Med de bedste erfaringer fra strejkerne i Århus sidste år og fra SOSU-strejkerne før sommerferien opstod uafhængige netværk af pædagogisk personale i de forskellige bydele i København. Alt sammen for at sikre en effektiv strejke, der ville være i stand til at udvide sit grundlag, sin styrke og sin opbakning.

Uden opbygning fra neden – gennem netværk i de otte bydele i København, oprettelse af hjemmeside, kreative happenings – så var de ikke kommet så langt.

Det var det pædagogiske personale, som var årsagen til, at tusindvis af forældre ikke købte politikernes store forsvindingsnummer om de 278,4 millioner kr.

Mere end 2.700 forældre og mere end 1.700 pædagoger og pædagogmedhjælpere deltog i møder om budgetnedskæringer på 2½ uge - et resultat af massive aktiviteter og mobilisering fra neden blandt medlemmerne. Den aktive konfliktforberedelse sikrede, at tusindvis af pædagogisk personale blev aktive og fik ejerskab af og troen på kamp nytter.

Det pædagogiske personale viste, at det ikke kun er Fogh, der kan kommunikere klart, tydeligt og enkelt. Det kan det også!

Dets slogan og aktion »Støt Byens Børn – Vis Dit Hjerte« viste, at deres kamp handler om mennesker, om de ansatte og om børn og unge. Ethvert reklamebureau eller spindoktor ville ønske, at de havde fundet på det slogan.

Kommunikationsforum.dk gav kampagnen topkarakter. For det var et slogan, som brød politiske barrierer og sociale skillelinjer.

Strejkestøttearbejdet var kørt i stilling, stort solidaritetsmøde og koncert var klar til at blive realiseret. Der var taget kontakt til andre offentligt ansatte om at deltage og udvide strejken.

Det er mange år siden, at en strejke er blevet så godt forberedt, og den viser, at revolutionære socialister kan have afgørende indflydelse på en strejkes succes. Først og fremmest fordi revolutionære socialister bygger på de bedste erfaringer fra arbejderklassens tidligere kampe.

Stol aldrig på politikerne
Politikere er magtmennesker, og for at beholde deres magt har de udviklet design- og tilbudspolitik.

Design- og tilbudspolitik er opfundet af spindoktorer for at sælge nyliberale løsninger. Uanset om den kommer fra højre eller venstreside i det politiske landskab.

Specielt på det kommunalpolitiske felt ser vi tydeligt, at forskellene mellem højre- og venstrefløjen forsvinder i »realpolitikkens« hellige navn. Ord som ansvarlighed, økonomisk mådehold og politiske projekter betyder mere end mennesker, velfærd eller solidaritet.

Selvfølgelig er der forskel, men der er ingen garantier for, at arbejderklassens naturlige politiske allierede – Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten – vil føre dens politik. Kun hvis arbejderklassen konstant sætter de politiske partier under pres, fører de den politik, de siger, de vil føre, ellers fører de blot en variant af den borgerlige og nyliberale politik – og det gælder alle tre partier!

Det pædagogiske personale skabte netop sådan et pres, der tvang Helle Thorning, Villy Søvndal & Margrethe Vestager til at presse Ritt, Bo og Bondam til at tage nedskæringerne af bordet. Kamal Qureshi undsagde Børne- og Ungdomsborgmesteren fra SF, Bo Asmus Kjeldgaard, i en pressemeddelelse den 19. september.

Derfor skal vi også lære af erfaringerne i Norge, hvor fagbevægelsen var mere end træt af, at arbejderpartierne og venstrefløjen førte borgerlig politik plus/minus 10 procent, når de kom til magten.
I Norge valgte fagforeningerne at udvikle en politik ud fra deres faglighed, deres ønsker og visioner og sagde til politikerne: »Hvis I støtter vores politik og vil gennemføre vores politik, når I bliver valgt – så vil vi støtte jer!«

Det pædagogiske område må sige klart, tydeligt og enkelt: »Her har I vores bud på hvad et godt børne- og ungdomsliv er i København; max 3 børn per voksen i vuggestuegrupperne, max 6 børn per voksen i børnehavegrupperne, minimum 4 kvardratmeter per barn i dagtilbud, flere fritidshjem, gratis og sund mad til alle børn i alle dagtilbud i København. Drop test af alle børn i dagtilbud. Drop al skolificering af det pædagogiske område. Flere hænder og vi vil ha det gennemført inden 2013.«

Hvis pædagogiske fagforeninger og personale går i offensiven på den måde, ja så er det dem og ikke politikerne, der sætter dagsordenen og definerer indhold og rammer.

Jeg ved, at de gav hinanden håndslag på at slå en streg i sandet med denne sejr og gå fra defensiv til offensiv kamp.

Jan Hoby er forretningsudvalgsmedlem i Landsforeningen for Socialpædagoger, LFS.