Kommentar: Varm eller kold luft?

Af Rune Lykkeberg

Det ser ud, som om valget for første gang nogensinde ikke står mellem højre og venstre, men mellem vidt forskellige borgerlige regeringer. Valget ligner en kamp mellem varm luft fra Khader og kold luft fra Kjærsgaard.

Valget den 13. november 2007 ser ikke ud til at blive et opgør mellem højre- og venstrefløj. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Det kan blive et historisk valg. Det ser ud, som om valget for første gang ikke står mellem højrefløjen og venstrefløjen, men derimod mellem to forskellige borgerlige regeringer ledet af Anders Fogh Rasmussen. Det kunne se ud, som om valget står mellem den kreative klasses humanisme og Dansk Folkepartis antihumanisme og modstand mod ’eliten’.

Ny Alliance opstiller celebre erhvervsledere som Malou Aamund og Lars Kolind og erklærede ’superhumanister’ som Jørgen Poulsen. Det nye parti præsenterer et dreamteam af kendte stjerner, som vil et borgerligt, anstændigt og konkurrencedygtigt Danmark. Som der står i partiets principprogram:

»Ny Alliance tager udgangspunkt i virkeligheden. Vi lever i en globaliseret verden, hvor der konkurreres om alting. Ikke kun om varer og kvalificeret arbejdskraft, men også om økonomi, sociale ydelser, velfærd og uddannelse. For at sikre sig at Danmark klarer sig bedst muligt i konkurrencen, er der brug for nye alliancer i det danske samfund og i dansk politik.«

Ny Alliance tager udgangspunkt i en bestemt beskrivelse af virkeligheden, som offentligt tages for givet som ’sandheden’: Det gælder om at klare sig i den internationale konkurrence. Socialstaten skal sikres som en konkurrencestat. Vi skal sænke skatten på arbejde for at optimere produktionen. Vi skal have en anstændig udlændingepolitik og tale ordentligt om de fremmede, så vi ikke længere skal skamme os ude i verden, og så vi kan tiltrække højtuddannet arbejdskraft.

Som partilederen Khader plejer at sige: Det er gammeldags at tænke i højre og venstre. Sociale modsætninger hører til i det forrige århundrede. Det innovative og kreative erhvervsliv er samfundets bærende kraft økonomisk, socialt og moralsk.

Eksklusionen
Denne opfattelse af ’virkeligheden’ udfordres ikke af venstrefløjen. Forestillingen om velfærdsstaten som en konkurrencestat, videnssamfundet som et objektivt faktum og den kreative klasse som samfundets motor angribes hverken af Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og slet ikke af Det Radikale Venstre.

Som undervisningsminister i 90’erne førte Margrethe Vestager tværtimod an i en akademisering af de tekniske uddannelser, som har ført til større frafald og eksklusion af dem, der ikke er akademisk kompetente og i stand til selv at tilrettelægge et uddannelsesforløb.

Det gælder i det hele taget, som Richard Florida har gjort opmærksom på, at videnssamfundet er et klassesamfund med en mindre elite af kreative entreprenører og en større underklasse af plejere og omsorgspersonale. Jo mere produktionen, uddannelsessystemet og offentlige arbejdspladser bestemmes af hensyn til den kreative elite, jo større bliver eksklusionen af dem, der ikke kan gøre sig gældende på kreative og akademiske præmisser værre.

Socialdemokraterne og venstrefløjen annoncerer et opgør med kontrol- og dokumentationsregimet i den offentlige sektor. Men igen mangler man et svar på det afgørende spørgsmål: Hvis det ikke er New Public Management, som blev lanceret som styringsstrategi af Lykketoft i 90’erne, som skal bruges til at regere den offentlige sektor, hvad er det så? Hvis det ikke er markedet, som skal optimere den offentlige sektor gennem konkurrence, og det heller ikke er den bureaukratiske centralisme, hvordan vil man så styre den offentlige sektor?

Valgkampen udfoldes omkring en forståelse af socialstaten som en konkurrencestat, videnssamfundet som et faktum og den kreative klasse som samfundets motor. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Socialdemokraternes rettighedskatalog har den fordel, at det myndiggør den enkelte borger i forhold til forvaltningen, men det ligger stadig i forlængelse af New Public Management-tænkningen, hvor borgerne bliver brugere, der evaluerer som kunder.

Manglende opgør
Valget 2007 betegner hverken et opgør med konkurrencestaten eller en udfordring af markedstænkningen i den offentlige sektor. Og miljøsagen, som alle nu forsøger at promovere som personlige mærkesager, bliver ikke tænkt som opgør med forbrugsfest og vækstfiksering, men tværtimod som et nyt attraktivt og innovativt brand for Danmark.

Valget betegner heller ikke et opgør med det berømte systemskifte, men tværtimod en bekræftelse af det.

Den tydelige konfrontation mellem Over-Danmark og Under-Danmark findes på den borgerlige fløj. Det potentielt katastrofale for venstrefløjen er, at det bliver Dansk Folkeparti, som problematiserer videnssamfundet som et klassesamfund og udpeger den kreative klasse som den nye overklasse - uden at sætte andet i stedet end en fiktion om universelle dyder som ’flid’ og ’solidaritet’ som særligt danske værdier.

Og det bliver Ny Alliance, som tager opgøret med Dansk Folkeparti. Denne gang siges det ikke, at de ikke er stuerene. Det præsenteres ikke som en moralsk indvending, men som en økonomisk funderet position.

Og den solidaritet, som ikke kan oversættes til ressourcer for konkurrencestaten, er svær at få øje på: Det problematiseres eksempelvis ikke, at vi på den ene side fører krig ude i verden for at opbygge demokratiske samfund, men på den anden side vil ’tiltrække højtuddannet arbejdskraft’ fra verdens tredje lande.

Det anfægter tilsyneladende heller ikke nogen, at Globaliseringsrådets fokus på forskningsstrategiske satsninger underminerer betingelser for den forskning, som ikke kan omsættes til faktura.

Det handler ikke om, at kapitalismen som det store onde subjekt i åbenbaringen i virkeligheden styrer alting. Det handler heller ikke om, at konkurrencestaten reducerer Danmark til en virksomhed. Det drejer sig om, at de, der kan præsentere deres visioner og deres politik ’som det vi skal leve af i fremtiden’ er svære at sige imod.

Men det ’vi skal leve af i fremtiden’ er netop ikke guddommeligt givet eller objektivt bestemt, men tværtimod genstand for diskussion og definitionskamp.

Og hvis ikke Socialdemokraterne og venstreorienteringen formår at udfordre de vedtagne sandheder om, hvad vi skal leve af, risikerer vi at ende med et valg mellem varm luft fra Naser Khader og kold luft fra Pia Kjærsgaard.

Rune Lykkeberg er redaktør og journalist ved dagbladet Information. Analysen har været bragt i Information 27. oktober 2007.