Kommentar: Enhedslisten er hverken varm eller kold luft

Af Line Barfod og Peter Nielsen

Det er altid en fornøjelse at læse Rune Lykkebergs tekster. Det gælder også ’Varm eller kold luft?’. Hans kortlægning af den store konsensus om ’den nødvendige politik’ rammer plet meget langt hen ad vejen. Det er helt rigtigt, at der er næsten total overensstemmelse mellem det store flertal af politikere om ’virkeligheden’ og ’sandheden’, sådan at valget den 13. november stort set er en ren borgerlig affære.

Samfundet består stadigvæk af klasser med modstridende virkelighedsopfattelser.

Men Rune Lykkeberg rammer forkert, når det gælder Enhedslisten.

Rune Lykkeberg skriver, at venstrefløjen ikke udfordrer forestillingen om velfærdsstaten som en konkurrencestat, videnssamfundet som et objektivt faktum og den kreative klasse som samfundets motor. Her nævner han også konkret Enhedslisten, men det er simpelthen ikke korrekt at vi ikke udfordrer disse ’sandheder’.

For Enhedslisten handler velfærdsstaten slet ikke om at positionere sig i den globale konkurrence for herigennem at begunstige danskerne på bekostning af resten af verdens befolkning.

Vi går ind for global solidaritet og er stærkt kritiske overfor, at konkurrence er livets omdrejningspunkt. Vi kæmper for demokrati og fællesskab frem for konkurrence.

Enhedslisten er heller ikke faldet på halen for den fortælling, der ser alt i lyset af det såkaldte videnssamfund.

Det er rigtigt, at uddannelse og viden har stor betydning i nutidens samfund, men det er alt for snævert at se hele virkeligheden i lyset af denne pointe.

Der er mange andre vigtige tendenser på spil i samfundet såsom tiltagende miljøproblemer, mediestyring og markedsgørelse. Disse forhold må også inddrages, hvis man vil tegne et samlet billede af nutidens kapitalisme, der i øvrigt som altid er fuld af modsætninger og konflikter.

I forlængelse heraf ser vi slet ikke den kreative klasse som samfundets motor. Det ville da være en stor sensation, hvis Enhedslisten lige pludselig skævvred den venstreorienterede klasseanalyse, sådan at den borgerlige elite kom til at fremstå entydigt som historiens motor.

Der er god grund til at revurdere klassiske klasseanalyser, men det er stadig vores holdning, at samfundet består af klasser med modstridende virkelighedsopfattelser og interesser, og hvis man skal identificere samfundets motor, så vil vi pege på de sociale bevægelser og kampe, der vokser op nedefra.

Rune Lykkeberg savner ligeledes alternativer til New Public Management i den offentlige sektor og Globaliseringsrådets ønske om at omsætte forskning til faktura.

Her kan man helt konkret pege på Enhedslistens finanslovsforslag for 2008 hvor vi lægger op til at demokratisere den offentlige sektor, samt fx bruge 1 mia. ekstra på fri forskning, dvs. forskning der vurderes på faglige kriterier og ikke ud fra, om det er til gavn for erhvervslivet her og nu.

I det hele taget går Enhedslisten konsekvent op imod den udemokratiske konsensus, der hersker på afgørende områder i den offentlige debat, hvor dét der reelt er politiske holdninger fremstår som sund fornuft eller objektive nødvendigheder.

Det er der mange eksempler på.

I forbindelse med Velfærdskommissionen afviste vi hele vejen igennem dens absurde talmagi og ’objektive’ fortælling om, at nedskæringer er nødvendige.

I forbindelse med Globaliseringsrådet påpegede vi igen og igen, at globaliseringen er et politisk projekt og ikke en naturlov, som vi bare bliver nødt til at acceptere.

Enhedslisten står udenfor den store konsensus.

Vi ønsker et helt andet samfund, der bygger på helt andre analyser og værdier. Demokrati er et af nøgleordene.

Line Barfod er medlem af Folketinget for Enhedslisten og Peter Nielsen, er politsk-økonomkiske sekretær for Enhedslisten.