Venstrefløjen falder ud

I den lange periode fra den industrielle revolution i slutningen af det 18. århundrede og indtil de sidste årtier i det 20. århundrede, dvs. i hele den industrielle modernitets æra, var politikken identisk med kampen mellem en magtbevarende højrefløj og en magtudfordrende venstrefløj.

Skal man tro Rune Lykkeberg, redaktør på dagbladet Information og kendt som en af landets mest originale politiske kommentatorer, indikerer den igangværende valgkamp imidlertid, at der er ved at ske et afgørende skift i politikken.

Venstrefløjen har sat sig uden for definitionskampen om de herskende sandheder, mener Rune Lykkeberg, redaktør og kommentator på dagbladet Information. Foto: Freddy Hagen.

I en kommentar i Information, der også er blevet bragt på Kontradoxa, skriver han, at valget for første gang i historien ikke står mellem højre og venstre, men mellem forskellige borgerlige regeringer.

Når vælgerne møder op i stemmelokalerne den 13. november, vil de ret beset ikke skulle vælge mellem en prokapitalistisk ideologi og et mere eller mindre systemudfordrende alternativ. De vil, hævder han, skulle vælge mellem en globalistisk »kreativ klasse«-nyliberalisme repræsenteret ved Ny Alliance og så en nationalistisk »underklasse«-nyliberalisme repræsenteret ved Dansk Folkeparti.

Men hvis det er sandt, så er et interessant spørgsmål: Hvor efterlader det venstrefløjen? Hvorfor er den ved at falde ud af politikken? Og er spillet ude?

Ny klassestruktur, ny klassekamp
Rune Lykkeberg, hvorfor er venstrefløjen faldet ud af ligningen? Hvorfor er politik tilsyneladende på vej til at blive et rent højre/højre-anliggende i stedet for en højre/venstre-kamp?

– Fordi der er sket nogle fuldstændig grundlæggende forskydninger i klasseforholdene. Traditionelt, og det vil sige i det 20. århundrede, har man haft en kulturel overklasse af kunstnere, intellektuelle og journalister, der stod overfor en økonomisk overklasse af industrifyrster og lignende. Der har været et modsætningsforhold mellem den kulturelle og den økonomiske overklasse, og det har faktisk været hele omdrejningspunktet for venstreorienteringen. Dominansen lå i det økonomiske system, og det var muligt i det mindste at postulere en alliance mellem arbejderklassen og de intellektuelle.

– Denne alliance betød, at det var muligt at forene arbejderklassens sociale kapitalismekritik med de intellektuelles kunstneriske ditto. De samme produktionsforhold kunne angribes fra to vinkler. De kulturradikale, for nu bare at bruge det udtryk, de kunne tale om de fremmedgørende og nedværdigende og frihedsberøvende rutiner i den industrielle kapitalisme. Kort sagt: De kunne påråbe sig individets ret til fri selvudfoldelse, en typisk kunstnerisk eller æstetisk kapitalismekritik, som Boltanski og Chiapello udtrykker det i deres store bog om kapitalismens nye ånd fra 1999.

– Denne elitært-kulturelle kritik kunne kombineres med den sociale kritik: Man kunne sige, at de produktionsforhold, der skabte fremmedgørelse, de skaber også social ulighed. Det var altså muligt at bygge bro mellem en kulturel overklasse og så en økonomisk arbejder- og middelklasse, idet deres kritik havde samme objekt.

– Men i takt med at den industrielle eller fordistiske kapitalisme bryder sammen, hvilket sker rimeligt langsomt og ikke så brudagtigt, som mange hævder, skabes der en ny alliance mellem den økonomiske og den kulturelle kapital, de tidligere modstandere. Mange af dem, der i dag er økonomisk overklasse, dem vil man faktisk identificere med en kulturel overklasse, det er dem, der i dag kaldes symbolanalytikere.

– Man får sådan nogle Lars Kolind-typer, en økonomisk overklasse, der faktisk går ind for venstrefløjens kulturelle projekt: Vi skal respektere homoseksuelle og indvandrere, som går ind for reformpædagogikken og forsvarer den antiautoritære lære. Den kulturelle position, der tidligere var oppositionel i forhold til den økonomiske overklasse, den er nu allieret med den. Man kan se kunstnere, der siger, at vi skal have en kulturpolitik, der handler om at brande Danmark.

– Der opstår altså en ny overklasse. Og som jeg ser det, har venstrefløjen overhovedet ikke revideret sin klasseanalyse. Den har ikke sagt: Det er alle de der Lars Kolind-typer og Michael Lindholm-typer, dem der sidder i Globaliseringsrådet og det Nationale Kompetenceregnskab, dem, der buldrer igennem med coaching og læring og alle de der antiautoritære paroler, det er i høj grad dem, der sætter præmisserne for en politik, der ekskluderer de svageste.

Venstrefløjen repræsenterer ikke længere de dominerede
I en kommentar til din artikel antyder Enhedslistens Line Barfod og Peter Nielsen, at det er dig, og ikke dem, der mangler en klasseanalyse. I hvert fald skriver de, at det stadig er deres holdning, at samfundet består af klasser med modstridende virkelighedsopfattelser og interesser. Hvad siger du til det?

– Jo, men det afgørende spørgsmål er: Hvordan er klassestrukturen i dag? Og hvem dominerer hvem og hvordan? SF’s vælgere er f.eks. ikke længere arbejdere. De er jo i vid udstrækning meget tæt på den kreative klasse. Hvis man skal være lidt grov, kan man sige, at de er den kreative klasses småborgere. Det er dem, der efterligner den kreative klasse.

– Læg dertil, at venstrefløjen i stigende grad føler et ubehag ved arbejder- eller underklassen. Hadet til Dansk Folkepartis vælgere er jo enormt. I det øjeblik hvor kulturen og produktionsforholdene skifter, føler den økonomiske underklasse sig meget mere presset af den kulturelle overklasse, hvilket venstrefløjen ikke forstod ved valget i 2001: Der er en masse mennesker, der føler, at det er »smagsdommerne«, der undertrykker dem. Måske siges det ikke på en legitim måde, men deres oplevelse af undertrykkelse er fuldstændig legitim.

– Og alle kan fandme se det: Når du afleverer et barn i en vuggestue, så har pædagogerne et sprog og en kompetence, der gør, at de kan sige, hvordan du skal passe dit barn. Så ikke alene har venstrefløjen fejlet hvad angår udpegningen af den nye overklasse: Man er også i vid udstrækning havnet i et modsætningsforhold til store dele af den nuværende underklasse, ude af stand til at forstå og artikulere den dominans, som disse grupper oplever.

Velfærdsstaten skaber en ny ulighed
Venstrefløjens problem er vel også, at det er svært, som især Enhedslisten forsøger, at fremføre den sociale kritik. Uligheden er voksende, de sociale problemer er der også, men i modsætning til lande som USA, England, Tyskland og New Zealand har nyliberaliseringen endnu ikke gjort det helt store indhug i velfærdsstaten. Den brede middelklasse er endnu ikke berørt, snarere tværtimod...

– Ulighedsdiskussionen føres efter min opfattelse på en fejlagtig måde. Der fokuseres udelukkende på den økonomisk målbare ulighed. Men det, der er meget mere interessant og tydeligt, det er, at der jo findes en kolossal ulighed, der er skabt i velfærdsstaten. Den sidste er jo ikke sat i verden for at bekæmpe ulighed. Alle indgår i former for dominansforhold: Behandler du dine børn rigtigt? Spiser de rigtigt? Behandler du dig selv rigtigt? Er du tyk?

– Derfor er det latterligt, når folk siger, at Danmark er verdens mest lige samfund. Jeg har svært ved at forestille mig noget samfund, hvor der er så mange ulighedsrelationer mellem nogen, der er behandlere og nogen, der er behandlede; mellem nogen der bestemmer hvad der er rigtigt at spise og hvad der er forkert osv.

– Hele det her ulighedssystem er skabt af velfærdsstaten, det har venstrefløjen ikke haft blik for. Og det tror jeg skyldes, at det i høj grad er venstrefløjen, der har skabt velfærdsstaten. Til gengæld har Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard haft et ekstremt godt blik for det.

Behov for en lydhør venstrefløj
Hvis venstrefløjen skulle tage den her form for ulighed op, hvordan skulle den så gøre det?

– Man må starte med at spørge: Hvad er det, de her dominerede grupper beklager sig over? Hvad er det for en form for dominans, som de artikulerer? Det nytter ikke bare at stille sig op og sige: Nej hvor er de racistiske! Hvad er det dog for en tone! En sådan fordømmende tilgang til disse grupper er dybt ekskluderende: Det er allerede her, dominansen opstår. Spørg: Hvad er det, de siger? Tag udgangspunkt i, hvad folk selv siger i stedet for at fortælle dem, hvad det er, der i virkeligheden dominerer dem.

– Og derfor synes jeg også, at det er til grin at gå til valg på at være imod Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti er et underklasseparti. Man må undersøge, hvad det er for nogle dominansforhold, som deres vælgere reagerer på.

– Venstrefløjens problem er, at man kan ikke tale på andres vegne uden at tage sproget fra dem. Man kan ikke frigøre andre imod deres vilje.

Venstrefløjen skal sætte sig igennem i definitionskampen
I kommentaren skriver du, at venstrefløjen ikke udfordrer den dominerende fortælling om velfærdsstaten som en konkurrencestat, videnssamfundet som et ojektivt faktum og den kreative klasse som samfundets motor. Men ifølge Line Barfod og Peter Nielsen rammer du helt ved siden af her. De opregner en række politiske initiativer, der efter deres opfattelse viser, at i hvert fald Enhedslisten gør meget for at udfordre denne fortælling. Hvad er din kommentar til det?

– Jeg er helt overbevist om, at Enhedslisten arbejder benhårdt på de konkrete områder, og at de er meget opmærksomme på f.eks. strukturreformen, som de jo næsten er de eneste, der har problematiseret på en systematisk måde. Problemet er bare, at i ethvert posttraditionelt samfund er det afgørende kampen om sandheden. Det er på mange måder her, slaget står.

– Og her kan jeg ikke se venstrefløjen. Jeg kan ikke se Villy Søvndal udfordre ideen om den kreative klasse; jeg kan ikke se venstrefløjen grundlæggende udfordre forestillingen om videnssamfundet; jeg kan ikke se den udfordre de økonomiske imperativer. Jeg har svært ved at få øje på venstrefløjen i de offentlige definitionskampe, dér hvor det virkelig gælder.

– Men lad mig slå helt fast: Det er helt fint, at man kritiserer de konkrete ting, og jeg synes især Enhedslisten gør et stort arbejde, hvor man graver sig ned på en række områder. Altså nu så jeg, at Line Barfod var ude med et forslag om tilskud til tandpleje. Og det er jo virkelig et problem, som folk har, og det er faktisk meget ambitiøst, at de tager det op. Men på den anden side: Man er nødt til at acceptere, at de herskende sandheder er åbne for diskussion, og dér skal man gøre sig gældende, i den overordnede definitionskamp. Og lige nu er det altså sådan, at denne kamp styres af to borgerlige fraktioner: Venstrefløjen er der ikke.