Tidligere israelsk sikkerhedsofficer hovedvidne i terrorsag

Anklagemyndighedens hovedvidner i terrorsagen mod de syv aktivister fra Fighters+Lovers har ikke den typiske ekspertvidnekarakter. Der er ikke tale om uafhængige og formodede upartiske forskere ansat ved anerkendte universiteter i ind- eller udland.

I stedet er der tale om vidner, hvor to ud af i alt tre i dag er ansat ved private tænketanke, der er tæt allierede med henholdsvis den israelske og den colombianske stat, hovedmodstandere til palæstinensiske PFLP og colombianske FARC, de bevægelser, som anklagemyndigheden hævder er illegale terrororganisationer, men som andre beskriver som politiske modstandsbevægelser i krig med repressive regimer.

Den israelske sikkerhedstjeneste, Shabak, i aktion. Menneskerettighedsorganisationer har beskyldt organisationen for tortur.

Og ikke nok med det: De to vidner har begge tidligere i en lang årrække været ansat ved henholdsvis den israelske sikkerhedstjeneste og i det amerikanske forsvarsministerium, begge institutioner, der er direkte involveret i konflikterne på den ene side.

Vidners udsagn af fundamental betydning
Det er tidligere blevet bestemt, at anklagemyndigheden i bevisførelsen mod aktivisterne ikke bare kan nøjes med at henvise til, at de to organisationer er opført på EU’s og USA’s terrorlister.

Anklagemyndigheden skal konkret bevise, at der rent faktisk er tale om terrororganisationer - et rent politisk spørgsmål ifølge kritikere - og at økonomisk støtte til dem derfor kan straffes efter straffelovens § 114b, der kan give helt op til 10 års fængsel.

Det er her, de problematiske vidner kommer ind i billedet. Det er deres vidneudsagn, der skal godtgøre, at FARC og PFLP rent faktisk er terrororganisationer.

De tre vidners forklaringer kommer således til at udgøre hjørnestenen i anklagemyndighedens sag.

Fortid i den israelske sikkerhedstjeneste
Det ene vidne er israeleren Reuven Paz, der skal vidne i forhold til PFLP.

Paz leder en lille privat tænketank, Project for the Research of Islamist Movements, der angiveligt forsker i islamisk terrorisme.

Han har flere gange været brugt som vidne i terrorretssager i USA, men med til historien hører, at han fra 1971 og frem til 1994 – altså i ikke mindre end 23 år – var ansat i Shabak, en gren af den israelske sikkerhedstjeneste, der af to israelske menneskerettighedsorganisationer er blevet beskyldt for brug af tortur imod palæstinensiske fanger.

Reuven Paz’s fortid i Shabak, der er en af PFLP’s centrale modstandere i konflikten i Mellemøsten, må formodes at disponere ham for at opfatte PFLP som en terrororganisation.

Et dybere indblik i Reuven Paz’s politiske holdninger får man, hvis man læser hans artikler, der er lagt ud på hjemmesiden tilhørende den institution, hvor han arbejder.

I en tekst fra 2005, der bærer titlen »The Non-Territorial Islamic States in Europa«, beskriver Paz eksempelvis muslimer som generelt ikke-integrationsvillige. Han beskriver også, hvordan europæiske indvandrerunges gadekriminalitet udgør »social terrorisme«.

Vidne ansat i højreorienteret tænketank
Vidne nr. 2 er amerikaneren Angel Rabasa, der skal vidne om FARC. Rabasa er ansat i den private tænketank Rand Corporation. Tanken har tætte bånd til det amerikanske militær, der støtter og militært direkte deltager i den columbianske stats kamp mod FARC.

Rabasa har tidligere i en lang årrække været ansat i det amerikanske forsvarsministerium, som bekendt et centralt organ i den amerikanske stat, der er tæt allieret med den columbianske stat, FARC’s hovedmodstander.

Anbefaler samarbejde med højreorienteret terrorgruppe
Et interview fra 2002 om situationen i netop Columbia giver et vist indblik i Angel Rabasa’s politiske ståsted. I interviewet forsvarer han bl.a. mere eller mindre direkte den ultrakonservative, paramilitær organisation AUC, der er knyttet til de colombianske narkokarteller.

I interviewet udtaler han:

»Hvis colombianerne skulle vælge mellem FARC og AUC, ville de vælge AUC. (..) Hvis man ikke kan garantere sikkerhed, er der ingen politik, der vil virke imod de paramilitære grupper, for de opfylder et behov«.

Og om AUC’s opståen i slutningen af 1990’erne siger han:

»De opstod fordi den colombianske stat ikke kunne opfylde sin sikkerhedsforpligtelse imod den columbianske befolkning. Og når den ikke kunne det, så var folk nødt til at gribe til andre kilder«.

Ifølge den amerikanske tænketank CDI er AUC den colombianske gruppering, der er ansvarlige for flest myrderier. Alene i 2001 skulle den angiveligt stå bag mordet på 1.015 civile. Ifølge samme kilde skulle FARC samme år være ansvarlig for mordet på 197.

I en RAND-rapport fra 2001 medgiver Rabasa, at AUC er ansvarlig for langt flere menneskerettighedsovergreb end FARC. Han medgiver også, at selv den colombianske stat betragter AUC som en illegal organisation. Alligevel kommer han meget tæt på direkte at anbefale et militært og politisk samarbejde med gruppen ud fra en argumentation om, at den udgør en mindre politisk trussel mod den colombianske stat end FARC.

AUC er opført på USA’s terrorliste. Et vidne indkaldt af den danske stat i en terrorsag opfordrer såleds til samarbejde med en organisation, som USA betragter som en terrorgruppe.

Det tredje, hemmelige vidne
Det sidste vidne er en medarbejder ansat i PET, hvis identitet anklagemyndigheden insisterer på at holde skjult. Uanset vidnets identitet ligger det fast, at PET i sin egenskab af vestlig sikkerhedstjeneste i det mindste indirekte er involveret i kampen mod både FARC og PFLP.

Juraprofessor: »Ikke særlig smart«
Adspurgt om de juridiske aspekter ved anklagemyndighedens brug af klart politiske vidner udtaler Eva Smith, professor i straffeproces ved Københavns Universitets juridiske fakultet, til Modkraft.dk:

– Det er ikke særlig smart, men spørgsmålet er selvfølgelig, hvem man kan bruge i sådan en sag.

Men er der ikke i loven nogle regler, der siger, at man skal bruge upartiske og uafhængige vidner i en sådan sag? F.eks. universitetsansatte forskere uden fortid i sikkerhedstjenester og lignende, der har været direkte part i den pågældende konflikt?

– Altså systemet fungerer på den måde, at man lader sagens parter komme med deres vidner. Så er det så op til domstolene at afgøre, hvorvidt de er troværdige eller ej.

Eva Smith vil ikke forsøge at vurdere, hvordan de danske domstole vil vurdere troværdigheden af anklagemyndighedens vidner. Hun påpeger dog, at man tidligere har afvist at bruge beviser, der stammede fra den israelske sikkerhedstjeneste.