Kommentar: Systemskiftet

Af Dino Knudsen

Nogle ville måske kalde det en tilsnigelse, da Søren Krarup efter valget i 2001 talte om et »systemskifte« i dansk politik, men nu må man modstræbende give ham ret (selvom det ikke er hverdagskost at give indrømmelser til reaktionens ypperstepræst): Der er naturligvis ikke sket et systemskifte i den forstand, at en politisk revolution har fundet sted, eller at et samfundssystem har afløst et andet, men i den forstand at Anders Fogh Rasmussen og Venstre kan lede landet en tredje valgperiode.

Det lykkedes som bekendt ikke en Venstre-statsminister at blive genvalgt i hele det sidste århundrede, Fogh er til gengæld lykkedes med det hele to gange i det nye.

Fogh har modereret sit oprindelige program og tilsat det en smule social sammenhængskraft. Målet om en minimalstat er blevet afløst af en trimmet velfærdsstat med en forholdsvis mindre offentlig sektor og flere private løsninger.

Han er ikke blevet socialdemokrati, kun hvad angår strategien: de små skridts revolution, de trinvise reformer. Med en liberal og asocial ingeniørkunst afvikler Fogh den velfærdsstat, vi kender.

Venstres sejr er Socialdemokraternes nederlag. Systemskiftet ses ikke tydeligere end i partiets grundlæggende accept og tilpasning til Foghs dagsorden: skattestop, stram udlændingepolitik, krig (Afghanistan).

Helle Thorning-Smith viste sig at være retorisk stærk i debatterne med Fogh, men politisk fuldstændig indholdsløs. At hun er leder af oppositionen bekræfter blot at vi lever i et oppositionsløst samfund.

Spørgsmålet er om det demokratisk-liberale system, trods sine prætentioner, overhovedet tåler modsigelse?

Med sin sang om, hvad der ville ske, hvis han blev præsident, har Fugees Wyclef Jean – det tætteste vi kommer på en nutidig Bob Marley – med nogle få strofer blotlagt det borgerlige demokrati.

Det lykkedes hverken SF eller Enhedslisten i en hel valgkamp.

Sidstnævnte fik ellers hjælp til det af hele affæren omkring Asmaa. Men i stedet for at gå i offensiven da hetzen ramte, gik man helt i baglås og gjorde sig parat til at dolke Asmaa i ryggen, så man igen kunne være med »i det pæne selskab«.

Enhedslistens top kunne samtidig ikke formilde en del af medlemmerne med henvisningerne til, at Asmaa blot er et forsøg på at inkludere muslimer i det politiske liv.

Modstanderne ønskede ikke at Enhedslistens konverteres til Minoritetspartiet og oprettede en anti-religiøs fraktion. Hvad de og deres ligesindede overser er, at de borgerlige kræfter i dette land netop har valgt »det muslimske spørgsmål« som rambuk for deres generelle program.

Kravet om at Enhedslisten skal forkaste al religion og tage den videnskabelige socialisme som sit teoretiske grundlag er én stor modsætning al den stund, at Enhedslisten jo netop er resultatet af oprøret med partiet af ny type«, det leninistiske fortropsparti, forankret i arbejderklassen og med sit hovedarbejde placeret i massebevægelsen.

Sådan et parti eksisterer ikke mere i Danmark.

Velkommen til systemskiftet!

Dino Knudsen er redaktør af det venstreintellektuelle tidsskrift, Det Ny Clarte.

Kommentaren har tidligere været bragt i dagbladet Information.