Uvidenhedens tidsalder

Af Mikkel Bolt

17 år efter Murens fald, ‘historiens afslutning’ og kapitalismens globale triumf er kapitalismen i vanskeligheder.

Situationen er alvorlig, kapitalismen fremstår mere og mere reaktionær, den kriminaliserer social protest og militariserer international politik. Som den tyske neomarxist Robert Kurz har påvist, har vi at gøre med et desperat forsøg på at løse den systemkrise, kapitalismen aktuelt oplever (2003).

I kølvandet på den tredje industrielle revolution – den mikroelektroniske revolution, der muliggør en stadig større produktion af varer med en stadigt mindre mængde arbejde – er et stadigt større antal mennesker på verdensplan blevet overflødige for den kapitalistiske valorisering.

Kapringen af flyene og indflyvningen i World Trade Center, Pentagon og det Hvide Hus var perverse fortsættelser af den klassiske heroiske selvmordsaktion rettet mod magtens tinder.

Denne potentielt gunstige udvikling, hvor den materielle produktion er stor og derfor kan komme flere til gavn og sikre mere fri tid til alle, kan imidlertid ikke realiseres, da kriteriet for produktion i et kapitalistisk samfund ikke er behovstilfredsstillelse, men valorisering af kapital. Trods det, at der er blevet skabt et enormt værdipotentiale, er flere og flere mennesker blevet overflødige og er ude af stand til at få adgang til den værdi, der skabes.

Resultatet af denne udvikling har været en intensivering af konkurrencen og forsøg på at centralisere kapitalen.
‘Krigen mod terror’ er et led i denne udvikling og har til opgave at formgive den nye globale verdensøkonomi (Jvf. Amin 2004 og Harvey 2003). USA forsøger at påtvinge verden den kapitalistiske produktionsmådes nye regler og intervenerer i Sudan, Afghanistan og Irak. Globaliseringen af amerikanske interesser nødvendiggør destruktion af suveræne nationale magter og suspendering af allerede definerede territoriale grænser.

Interventionen i Irak er således et regionalt punkt i en global løsning på den kapitalistiske reproduktions indre uorden. En ‘balkaniseret’ verden skal forenes under amerikansk overherredømme. Undertrykkelsen er permanent i den forstand, at den er mulig overalt: politimissioner, humanitære missioner, fredsbevarende styrker. Vi har at gøre med global styring, hvor massen af mennesker, der kæmper sig vej mod byerne som følge af landbrugets destruktion, har en dødstrussel hængende over hovedet.

Efter universaliseringen af den kapitalistiske produktionsmåde blev de undertrykte de ubrugelige, som nu får afløb for deres lidelser gennem religionerne, primært islam.

De traditionelle socialdemokratier har intet alternativ til den målrettede kurs mod fallit. De ved, at efterkrigstidens velfærdsstat ikke lader sig oversætte til den integrerede verdenskapitalismes tid. Forskellen mellem Europas ‘moderniserede’ socialdemokratier og de neo-liberale partier er således rent retorisk. Dette udhuler et i forvejen tyndslidt politisk system og udstiller behovet for et andet politisk fællesskab end de utroværdige politiske partier.

Men hvilke fællesskaber? Fagforeningerne har længe været i krise, og bevægelser for fred og ligestilling er sjældent i stand til at mobilisere en støtte, der varer længere end én dag ad gangen. De potentielt transnationale og ‘artificielle’ organisationer, FN og EU, er reelt uden legitimitet; FN er ikke et sted med uvildig autoritet, men fungerer som redskab for USA’s imperialistiske vilje, mens EU er imploderet og synes opsat på at holde Tyrkiet uden for det nu bastant kristne europæiske fællesskab (Jvf. Anderson 2003).

I denne yderst alvorlige situation er venstrefløjen ikke særligt godt rustet til at spille nogen nævneværdig rolle, da venstrefløjen globalt og lokalt i Danmark har optrådt nationalsuverænitistisk og ladt den tredje verdens udbyttede i stikken. Store dele af venstrefløjen har været aktive forsvarerer af den nationale suverænitet, da de aldrig har forladt den stalinistiske kontrarevolutionære ideologi om ‘socialisme i et land’. Derfor fremstår venstrefløjen ikke som det subjekt, der kan lægge ikke blot neo-liberalismen, men kapitalismen i graven. Venstrefløjens ideologiske sammenbrud fratager den muligheden for at rette det afgørende slag mod kapitalismen.

Hvor er de agenter, som skal få tingene til at ske? Hvor er den Orfeus, som er i stand til at overdøve kapitalismens reklamer og jingles?

Ingen steder synes der at kunne høres alternative stemmer, som er stærke og modige nok til at lancere en kritik af det kapitalistiske verdens-system og formulere et alternativ...

Papirtigeren og den postmoderne avantgarde
Fra en uventet side er der imidlertid blevet rettet et kraftfuld slag mod den samtidige kapitalismes centrum, USA. Den radikale islamisme har præsenteret sig som en antiimperialistisk kraft, der er i stand til at ryste det amerikanske imperium (Jeg har valgt at bruge termerne ‘radikal islamisme’ og ‘militant islamisme’ om de nutidige religiøse oprørsgrupper og afholder mig fra at bruge den mere ‘besværlige’ term ‘fundamentalisme’, da denne i den borgerlige offentlighed knyttes ensidigt til islam og forestillingen om en afvisning af moderniteten. Fundamentalisme-begrebet dukker op første gang i tiden før Første Verdenskrig i den nordamerikanske protestantiske kirke. Islamismen kan ikke tages til indtægt for en obskur afvisning af vestlig modernitet).

Den militante islamisme fremstår som en bevæbnet transnational fortrop for en global protest mod den etablerede orden og den amerikanske supermagt (Jvf. Burgat 2005, Retort 2005 og Ruthven 2002). Med terrorangrebet på World Trade Center, Pentagon og det Hvide Hus viste islamismen sig som eksponent for moderne revolutionær politik.

Brugen af individuel terror har traditionelt været de undertryktes og de fattiges våben i kampen mod en overmagt, som når de russiske anarkister, Narodnaja Volja, forsøgte at springe sig selv og zaren i luften (det lykkedes ganske ofte: i 1860’erne og 1870’erne blev en zar, en kronprins, to premierministre, og en hel række generaler, politimestre og ministre dræbt af de russiske terrorister, der (i skærende kontrast til al-Qaeda) ganske ofte gennemførte deres aktioner uden at skade uskyldige).

Kapringen af flyene og indflyvningen i World Trade Center, Pentagon og det Hvide Hus var perverse fortsættelser af den klassiske heroiske selvmordsaktion rettet mod magtens tinder, hvor dåden skal inspirere massen til opstand eller knuse staten ved at tynde ud i dens kadrer (Flyet, som skulle flyve ind i det Hvide Hus, forulykkede, før det nåede sit mål).

Målene for al-Qaedas aktion var fremtrædende symboler på den globaliserede finansmagt og den kapitalistiske globaliserings militære kommando. Som islam-eksperten Olivier Roy formulerer det: »Det var ikke Peterskirken i Rom, bin Laden angreb. Det var ikke engang Grædemuren. Det var Wall Street.« (Roy 2004: 29) Det var de letfattelige symboler på USA’s økonomiske, militære og politiske magt, der blev angrebet af al-Qaeda.

Reaktionerne på terrorangrebet mod World Trade Center og Pentagon har været forudsigelige: de neokonservative filosoffer og embedsmænd i og omkring den amerikanske regering meldte klart ud og forstod begivenhederne som en bekræftelse af den såkaldte ‘kamp mellem civilisationer’, som Samuel Huntington, Thomas Friedman og Benjamin Barber lancerede i forskellige variationer allerede i begyndelsen af 1990’erne (Huntington 1996, Friedman 2000 og Barber 1995).

I dette scenario iscenesættes vesten som den frie demokratiske verden, og terroristerne spiller rollen som repræsentanter for en tilbagestående og barbarisk civilisation, der ikke kan acceptere den vestlige verden og den frihed, den tildeler det enkelte menneske. Denne (ikke-)analyse af begivenhederne dannede baggrund for den efterfølgende kampagne, den amerikanske stat indledte under overskriften ‘krigen mod terror’, som bl.a. inkluderede invasionen af Afghanistan og Irak.

I stedet for at udrede de forviklinger, USA er indviklet i, og erstatte hævn med retfærdighed, forsøges de indre modsætninger eksternaliseret. En ekstern fjende udpeges og får skylden for miseren. Hvor det i tiden efter Anden Verdenskrig var Sovjetunionen, som spillede rollen som skurk, er det nu den såkaldte ‘islamiske fundamentalisme’, der truer den bedste af alle verdener (Jvf. Campbell 2001).

Den politiske horisont reduceres igen til et (falsk) valg mellem to onder. Gårsdagens ‘kolde krig’ mellem kapitalistisk frihed og kommunistisk totalitarisme genfødes som kampen mellem ‘det gode’ og ‘det onde’; »enten holder du med os, eller også holder du med terroristerne,« som præsident Bush formulerede det i sin tale den 20. september 2001 (Bush 2001).

Det er ikke første gang, at kapitalismen retfærdiggør militarisering og krig med henvisning til civilisationskamp. I 1914 blev arbejderklassen sendt i krig for at forsvare civilisationen og bremse den tyske og russiske trussel. Fra 1945 til 1989 var det kommunismen, som truede den vestlige civilisation. Dengang som nu umuliggør manikæismen analyse og lover dårlige tider for de fordømte på jorden.

Hvor konservative var sikre på, hvad de var konfronteret med, var venstrefløjen alt andet end sikker i sin analyse af begivenheden. På den ene side var der ikke tvivl om, at der var tale om et grufuldt og skånselsløst drab på tusinder af civile, på den anden side var det svært at undgå at føle, at USA’s statsterroristiske politik ikke selv bar en stor del af skylden for terrorangrebet, og hvad med alle de andre katastrofer (Rwanda, Palæstina, Sudan, etc.), som ikke fik status af verdensomvæltende begivenheder?

Det var svært at stille sig op og forsvare bin Laden og hans drenges gerninger, venstrefløjen var forvirret og havde svært ved at finde fodfæste: Var der tale om de fattiges modangreb på imperiet eller blot om mord på uskyldige? Det var på den ene side ikonerne for USA’s grådighed, arrogance og pietetsløshed, der blev sænket, og på den anden side var det Brooklyns arbejderklasse, immigranter fra Latinamerika og Østasien, der omkom ved terrorangrebet. Skulle Taleban og al-Qaeda virkelig være globaliseringsbevægelsens bevæbnede fortrop, var det muligt at forene en kosmopolitisk venstreposition med islamisternes anti-semitiske og misogyne holdninger?

Der er ikke tvivl om, at bin Laden og hans djihadister repræsenterer en speciel og grotesk tolkning af islam, men fremstår den islamisme, de er en del af, ikke som den vigtigste antiimperialistiske kraft aktuelt? Er den radikale islamisme ikke en ny postmoderne avantgarde, der benytter sig af den nyeste teknologi i en billedpolitisk kamp? Destruktionen af World Trade Center var et spektakulært angreb på verdens største magt, USA. Et angreb der på hidtil uset vis blev transmitteret direkte ind i stuerne over alt på kloden.

Vi så alle, hvorledes en håndfuld beslutsomme mænd rettede et slag direkte mod USA’s finansielle, militære og politiske centre. Billederne af tårnene i flammer, og tårnene der styrter sammen, blev repeteret i det uendelige – det var uforståeligt, hvad vi så. Om ikke andet var det ufatteligt for amerikanerne, der ikke troede, organiseret massedestruktion kunne finde sted i USA. De er fra medierne vant til oceaner af voldsepisoder udført af desperate eller sindsforvirrede individer – massakren på Columbine High School, Waco, Oklahoma – men de er ikke vant til organiseret vold. Organiseret vold, der har til formål at udfordre helheden af den sociale orden, var et nyt fænomen.

Men den 11. september blev de vidner til et skuespil uden lige: De to gigantiske tårne forsvandt bogstaveligt talt for øjnene af dem. Udfaldet var katastrofalt for USA. Verdens eneste supermagt fremstod mere sårbar end nogensinde før, efter at det andet tårn var styrtet sammen. Et af vartegnene for verdens selvudnævnte supermagt blev totalt destrueret, intet var tilbage: Ground Zero. Trods sit avancerede militære hardware og enorme efterretningsvæsen var USA ikke i stand til at forsvare sine indbyggere. Læren var lysende klar: USA er en papirtiger og ikke værd at frygte, mens de militante islamister er stærke. De globale massemedier spredte budskabet og skulle vække en ubeslutsom arabisk masse.

Katastrofen var først og fremmest synlig (Jvf. Zizek 2002). Billederne af de små fly, der svævede direkte ind i de skinnende højhuse og udløste først rødgule flammer og dernæst en eksplosion af beton, glas og stål, var fascinerende. »Gennem sammenblandingen af rå, umedierede og ikke-klippede billeder, gennem gengivelser, jump-cuts og freeze-frames, gennem sammensuriet af amatøroptagelser og professionelle klip, gennem sidestillingen af skud fra forskellige vinkler og gennem pinefulde, bævrende nærbilleder, var dette et filmisk blik, der erstattede optisk adskillelse med noget meget tættere på det legemliggjorte, kropslige eller haptiske blik. Det var gennem dette middel – gennem dette medium – at den 11. septembers rædsel rakte ud og virtuelt rørte alle, som så den,« som den engelske geograf Derek Gregory skriver (Gregory 2004: 26).

Terrorangrebene blev gennemført med pertentlig opmærksomhed på mise en scéne, som var der tale om den ultimative episke horror-film. For at sikre sig fuld dækning blev de to fly ikke dirigeret ind i World Trade Center samtidigt, men med en vis forsinkelse, på den måde var terroristerne sikre på at blive filmet (Jvf. Dupeux 2002: 79-80). I en tv-alder er synlighed alt. Angrebet virkeliggjorde fantasien om den store katastrofe, apokalypsen, som allerede eksisterede i film, digte og musik, samt i Bibelen og Koranen, der begge indeholder historier om vantro, som straffes. Vi genkendte alle historien fra de tusindvis af tv-serier som X-Files og film som Independence Day og Outbreak, der alle fremviser hallucinerende billeder af invasion og angreb.

Billedkatastrofen
Billederne fra 11. september virkede på én gang genkendelige og uvirkelige. Den globale visuelle mediekultur havde præsenteret os for scenariet: Katastrofen sker, bomben sprænger, flyet styrter ned, bygningen sprænger i luften, døde kroppe og blod overalt, mennesker springer ud af vinduerne og styrter skrigende til jorden, redningsmandskab og politi stimler til, lig. Kun virkeliggørelsen kom helt uventet. Skete det virkelig? Det kunne ikke passe, tænkte man, mens man så de samme billeder igen og igen.

Men det skete, og vi så det alle sammen, igen og igen. Ingen havde ventet, at instruktøren til denne katastrofefilm ville være en hovedrig turbanklædt saudiaraber, som boede i en hule i Afghanistan hos et styre, der forbød drageflyvning og film. Men terroristerne viste ikke blot en bemærkelsesværdig sans for iscenesættelse, de demonstrerede ligeledes en skarpsindig forståelse for, hvordan den vestlige verdens medieorkestrerede offentlighed fungerer.

Som Guy Debord gjorde opmærksom på allerede i 1960’erne, fungerer billeder som socialt kit i den moderne verdens skuespilsamfund. Ifølge Debord fuldendes kapitalens dominans i den generelle varegørelse af feticher, i produktion og forbrug af materielle og symbolske varer, der alle er billeder eller repræsentationer. Skuespillet er således den højeste form for fremmedgørelse, hvor det virkelige liv tømmes for kvalitet og splittes op i aktiviteter, der er adskilt fra hinanden, mens billeder adskilles fra livet og udgør et hele, der lever sit eget liv (Jvf. Debord 1967 og idem 1988).

Skuespillet er det, der skal ses, men aldrig kan leves. Som den italienske filosof Giorgio Agamben har formuleret det: »[N]år den virkelige verden forvandles til et billede og billeder bliver virkelige, adskilles menneskets praktiske kraft fra sig selv og præsenteres som en verden for sig. I denne verdens skikkelse, der er adskilt og organiseret gennem medierne, i hvilken statens og økonomiens former er sammenvævede, i denne opnår den merkantile økonomi status af absolut og ansvarsløs suverænitet over alt socialt liv.« (Agamben 1990: 53)

Tv-seeren er mønstereksemplet på det subjekt, skuespilsamfundet skaber. Tv-seeren sidder og ser hele verden rulle hen over skærmen, vedkommende lever sig ind i det, der sker på skærmen, men er samtidig på afstand af de katastrofer, der finder sted et sted derude. Vi er der, og vi er der alligevel ikke, tv-seeren iscenesættes som et isoleret, kontemplerende, almægtig og altseende subjekt, der overlever alle katastroferne. Et subjekt der på én gang er helt og sprængt i stumper og stykker. Vi betragter eksplosionerne på tv-skærmen, tv-billedet begrænser eksplosionen og lader subjektet forblive helt og identisk, tv-seeren overlever katastrofen. De billeder, massemedierne producerer og cirkulerer, fungerer som et lærred, hvorpå beskueren kan projicere sin frygt og derved forankre den og fjerne den. Det er dér, katastrofen sker, ikke hér (Jvf. Weber 2002).

Som Debord indsigtsfuldt skrev, har massemedierne i den vestlige verden til opgave kontinuerligt at skabe og fjerne frygt. De er konstant engageret i at sy et fragmenteret samfund sammen. Kapitalismens revolutionære innovationer tømmer nemlig ethvert fællesskab for mening, kapitalen rykker rundt på mennesker, sløjfer byer og kommunikationskanaler og opretter nye, for så senere at sløjfe disse og skabe nye i en ustandselig strøm.

Kapitalismen river samfundet fra hinanden og producerer tomme subjekter. Subjekter frataget alt. Disse subjekter bruger tiden på at arbejde og først og fremmest på at konsumere. Da forbrug er en hjørnesten i den samtidige kapitalismes måde at fungere på, appelleres der ustandseligt til subjektet som forbruger. Dette bombarderes med billeder, ikoner, slogans og repræsentationer, der fremmer konsum.

I denne proces skabes der et forsvarsløst liv, et formindsket menneskeligt liv uden begær, som er uden nogen form for politik. Et liv, hvis skæbne det er altid at vente og blive fyldt op med billeder, jingles og reklamer. Dette skrøbelige og svage liv skal konstant fyldes op, derfor er kontrollen med kommunikationsstrømmen alfa og omega for den kapitalistiske stat. Når det svage subjekt igen og igen ser billederne af terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon, ser det den amerikanske stat lide nederlag (Jvf. Retort 2005: 24-29).

‘9/11’ blev et besættende kollektivt traume for USA. Terrorangrebet, der blev delvist opfanget på videokamera, udløste en syndflod af kulturelle udtryk som dramatiske videosekvenser, intense og gribende fotografier, øjenvidneberetninger, og en lang, lang række af tv-udsendelser, avisartikler, dokumentarfilm, skuespil og musik. Nogle amerikanske tv-stationer afspillede sekvensen, hvor det andet fly rammer ind i det sydlige tårn og udløser dets kollaps, baglæns og forsøgte på den måde at omgøre det skete og genskabe den orden, der herskede før selvmordspiloterne slog til.

Men angrebet fandt sted. Umiddelbart efter terrorangrebet udtrykte folk over hele USA deres patriotisme ved at hænge flag foran deres huse og på arbejdspladser og ved at sætte flag på deres tøj eller deres biler. Behovet for offentligt at udtrykke sin patriotisme var intenst i USA, i supermarkeder kunne man ved kassen købe nøgleringe med patriotiske slogans og anskaffe sig amerikanske flag i alle mulige størrelser. I visse stater var det muligt at købe nummerplader med afbildningen af et amerikansk flag og teksten: »9-11-01. Fight Terrorism.« (Jvf. Foster 2005, Toal 2003 og Giroux 2004)).

Terrorangrebet rystede det amerikanske samfund, og den amerikanske statsmaskine har siden desperat forsøgt at genskabe billedet af amerikansk overherredømme – statuen af Saddam væltes, en forkommen Saddam vises frem, Bush serverer kalkun for sine sejrende soldater – den amerikanske statsmaskine har siden forsøgt at rejse sig, skabe et billede på sejr og få hævn.

Smilet er væk
Men det går ikke efter planen. Den amerikanske stats sejr over sin siamesiske tvilling, det statskapitalistiske Sovjet, synes nu at ligge årtier eller århundreder borte. Med terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon blev alt forvandlet. Den kapitalistiske statsmaskine er nu fanget i sit eget skruestik. De spøgelser, den har fremmanet, kan ikke længere kontrolleres. Den islamiske avantgarde ydmygede den amerikanske stat og påførte den et spektakulært nederlag, den nu mere og mere desperat forsøger at komme sig over.

Men modstanden stiger, både ‘derhjemme’ i USA og i Europa og også i Irak, hvor modstandsgrupper retter nådesløse angreb på besættelsesstyrkerne (Jvf. Alexander & Assaf 2005 og International Crisis Group 2006). Dagligt gennemføres der succesfulde terroraktioner i Irak. Samtidigt stiger rækken af succesfulde terrorangreb rundt omkring i verden (I 2005 blev der ifølge USA’s udenrigsministerium gennemført 11.111 såkaldt ‘betydelige’ terrorangreb. Det er 5000 % mere end i 2003, hvor der blev gennemført 208 terrorangreb).

Terroraktioner som ikke kan vurderes som værende andet end helt igennem legitime, da den amerikanske besættelse ikke er en reaktion på en trussel eller tog form af en modoffensiv, men kun kan beskrives som en invasion, en aggression, en rekolonialisering. De daglige rapporter om masseslagtninger trætter nu den vestlige tv-seer, der ikke længere er så sikker på, at det kun er derovre, faren lurer. Euforien er borte, den sejrssikre snak om udbredelse af demokrati er stilnet af, rapporterne om tilfangetagne terrorister høres ikke længere, i stedet ser vi britiske soldater i flammer, og scener der kun kan beskrives som borgerkrig. Det er en ny film, vi ser: De udstationerede soldater får ikke længere besøg af præsidenten, der smilende serverer kalkun, og ingen tv-stationer viser længere »Saving Private Lynch«.

Den amerikanske administration tog fejl, da den ikke blot troede, den nemt kunne vælte Saddam Hussein, men også i løbet af få uger indsætte en stabil marionetregering. Den irakiske befolkning tiljubler ikke befrielseshæren. Kister sendes nu hjem til USA i rutefart, mere end 3000 amerikanske soldater er døde, og revisorer gennemgår de forfalskede regnskaber, samtidig med at billeder af tortur cirkulerer på Internettet. Skuespillet er ovre. Billederne fra september eleven og Abu Ghraib, hvor smilende amerikanske soldater torturerer irakiske mænd, mens de poserer for kameraet, har rystet den kapitalistiske statsmaskine og tvunget den ud i excessive manøvrer, der har til formål at genskabe ‘historiens afslutning’ som kombinationen af demokrati og markedskapitalisme (Jvf. Bolt 2004).

Men soldaterne smiler ikke længere, når de sendes af sted til Irak eller Afghanistan, og kommentatorerne har travlt med at berette om nye guerillaangreb og kampe mellem besættelsesstyrkerne og de lokale eller eksterntfinansierede grupper. Den makabre manipulation med ord og billeder og den systematiske misinformation kan ikke længere skjule den teknologisk ultra-sofistikerede statsterrorismes rædsler og den blodige modstand mod den. Iscenesættelsen af berigelseskrigen som et korstog for fred og demokrati runger nu hult.

Socialt ubehag
Med sin skånselsløse og dobbeltmoralske politik har den globale neo-liberale orden fremprovokeret en fanatisk og morderisk modreaktion i skikkelse af den militante islamisme, der har stået bag terroraktioner i bl.a. New York, Casablanca, Istanbul, Madrid, Bagdad, London og Bali. Gennem disse terroraktioner er det lykkes for Al-Qaeda og andre terrorgrupper at sprede rædsel i vestens hovedstader og i nationale regeringer i Mellemøsten og Sydøstasien. Den postkoloniale imperialismes økonomiske undertrykkelse afvises, og USA’s overherredømme og den arabiske elite forsøges udfordret gennem brug af politisk modvold.

Den spektakulære destruktion af World Trade Center var ikke blot en overfladisk ridse i den amerikanske stats lak. Repræsentationer er ikke et ydre vedhæng for den kapitalistiske stat, da denne er helt igennem afhængig af sine evner til at skabe og cirkulere billeder. Dette forhold er de islamistiske grupper opmærksom på, og de har formået at iscenesætte sig som en betydningsfuld anti-imperialistisk kraft, der befinder sig som fisk i vandet i en global medieoffentlighed, hvor billeder er en essentiel del af enhver politisk aktivitet. Siden den 12. september har vi set, hvorledes billederne af World Trade Centers kollaps nødvendiggjorde en hidtil uset mobilisering og efterfølgende militæraktioner i Afghanistan og Irak, der har medført omfattende ændringer i både basis (øget statsstyring af økonomien i USA og andre lande) og overbygning (f.eks. Patriot Act og den generelle militarisering af den vestlige offentlighed).

Der er selvfølgelig en risiko ved at tildele disse militante islamistiske grupper rollen som revolutionær avantgarde, der i voldelige aktioner udfordrer USA’s neoliberalisme. Problemet er selvfølgelig, at der igen, som det konstant sker i de vestlige massemedier, sættes lighedstegn mellem islam og terror, og at et uniformt orientalistisk billede af fanatisme dækker over en kompleks virkelighed med forskellige religiøse og politiske praksisser. Selvom den militante islamisme er vævet tæt sammen med den islamiske tro og vanskeligt lader sig skille fra den, er denne islamisme ikke det samme som islam, og det er nødvendigt at skelne mellem små militante gruppers politiske ideologier og tankesæt og så millioner af menneskers daglige religiøse praksis og politisk-religiøse bevægelsers arbejde. Den politiske islamisme dækker over en pluralitet af forskellige ikke-voldelige demokratiske aktiviteter såvel som politisk vold (Jvf. Guilbal 2005 og Daewich & Chartouni-Dubarry 1997).

Men trods ubehaget ved at tendere til at reproducere historien om islams barbariske terror, der er rettet mod den vestlige verdens frihed, så skal vi tage den militante islamisme alvorligt. Der er ikke blot tale om en lille gruppe mænd, der fanatisk kæmper for at vende historien om og vende tilbage til Kalifatet. Islamismen er et uafviseligt vidnesbyrd om et dybt socialt ubehag, og den skal tages alvorligt som politisk fænomen, der formår at appellere til mange mennesker over hele verden. Som eksempelvis International Crisis Group og François Burgat har redegjort for, så er en stor procentdel af befolkningerne i lande som Saudi-Arabien, Pakistan og Egypten i stigende grad modtagelige for de militante islamisters idéer (Jvf. Burgat 2005: 13-42 og International Crisis Group 2005).

Den militante islamisme er blot den mest synlige del af en enorm bevægelse, der ser det som sit mål at genislamisere hverdagen og indføre islamiske love. For en meget stor gruppe mennesker fremstår den djihadistiske islamisme som et alternativ, et alternativ til den amerikanske stats militariserede neoliberalisme og til de mellemøstlige landes nationalistiske og sekulariserede undertrykkelse. I den forstand opleves den radikale islamisme som en seriøs trussel mod status quo, og den militante islamisme fremstår som en postmoderne og revolutionær ‘tredjeverdensagtig’ bevægelse, der appellerer til unge over alt i verden.

Historisk har islam været en modstandsreligion for store dele af verdens befolkning. Tilhængere af islam og i særdeleshed tilhængere af forskellige militante versioner af islam har traditionelt betragtet islam som en autentisk opposition til kristendommen og som et alternativ til demokrati og kapitalisme. Da islam er en mere verdslig og materialistisk religion end kristendommen, har islam altid spillet en vigtig politisk rolle i de regioner, hvor den har haft stor tilslutning (Ruthven 1997, Sardar & Davies 2004 og Engineer 1980).

Islam opstod i det syvende århundrede på den arabiske halvø som et socio-kulturelt fænomen, der skabte en politisk-økonomisk mediering mellem stridende interesser, mellem nomader og handlende. Indtil da havde den arabiske halvø været et område domineret af nomader, det var et nomadesamfund; med fremkomsten af en egentlig handel mellem de større byer i området, blev det imidlertid nødvendigt at skabe et imperium, der muliggjorde handel uden frygt for konstante overfald. Islam medierede mellem de forskellige interesser ved at skabe et imperialt system med orden og islamiske love, hvor nomaderne fik rollen som militær kraft (Jvf. Engels 1853 og Watt 1961).

Muhammed (ibn Abdallah) havde selv været succesfuld handelsmand, før han blev profet og begyndte at prædike og kritisere de lokale uretfærdigheder i Mekka, hvor han boede. Muhammed prædikede social retfærdighed og retfærdig ledelse. I fraværet af en central myndighed fremstod Muhammed og hans tilhængere som en alvorlig trussel mod Mekkas elite. Muhammed og hans tilhængere blev tvunget til at forlade Mekka, men i Medina lykkedes det for ham at skabe en bystat med en konstitution baseret på den nye tro.

Muhammed skabte et nyt fællesskab (umma), som hurtigt viste sig overlegent i forhold til andre arabiske byer og stammer, og Medina blev i løbet af kort tid centrum for et hastigt ekspanderende islamisk imperium. Kombinationen af handel, nomadisme og islamiske love blev i løbet af de næste århundreder spredt over det meste af Mellemøsten og inkluderede i en periode Egypten, Palæstina, Syrien, Mesopotanien og dele af Persien.

Som andre religioner er islam kendetegnet ved tvetydighed og er åben for forskellige fortolkninger, der gør det muligt at tilgodese forskellige gruppers interesser (på Muhammeds tid appellerede islam til både rige og fattige, da de hovedrige handelsmænd undgik revolution, mens de fattige slap for undertrykkelse).

Islams historie er karakteriseret af en lang række splittelser, brud og konkurrerende fortolkninger, et forhold som allerede blev en kendsgerning umiddelbart efter Muhammeds død, hvor uoverensstemmelser førte til bruddet mellem, hvad der senere blev benævnt sunni- og shiamuslimer. Lige siden har islam været kendetegnet af uforsonlige brud og krav om tilbagevenden til den rigtige islam. Henvisningen til profeten og den rigtige måde at praktisere islam på skal ses som forskellige forsøg på at komme på højde med en historisk accelereret udvikling, i den forstand er både de mange forskellige lokale udgaver af islam og den militante islamisme moderne fænomener, der ikke så meget ønsker at vende tilbage, men mere ønsker at skabe noget nyt under pres fra en række faktorer, først og fremmest verdenskapitalismen. Vi kan ikke forklare de subjektive bevæggrunde og ideologiske motiver i islamismen, hvis vi ser bort fra den verdenskapitalistiske udviklings objektivitet.

Islam, imperialisme og kapital
Det er ikke muligt at forstå islamismen, hvis vi ser bort fra den vestlige kapitals århundredelange engagementer i regionen, der strækker sig fra Nordafrika til Sydøstasien. Siden Napoleon invaderede Egypten i 1798 har vestlige magter ved hjælp af ekstremt voldelige midler sat dagsordenen for regionen. Den europæiske besættelse, der blev iværksat i begyndelsen af det 19. århundrede, men for alvor tog fart efter Første Verdenskrig, påvirkede mere eller mindre hele regionen, der indtil da havde været en relativt sammenhængende enhed med islam og det ottomanske rige som religiøs og politisk ramme.

Den europæiske ekspansion smadrede regionens økonomi og integrerede det i verdenssystemet. Det ottomanske rige blev revet fra hinanden og delt op i henhold til de europæiske nationalstaters interesser. De mellemøstlige samfund var ikke i stand til at modstå presset fra imperialismen, og islam kunne ikke forhindre regionens sammenbrud. Den vestlige kapital grundlagde en økonomisk udbytning af området, som er fortsat lige siden med omfattende omkostninger for lokalbefolkningen. De aktuelle eksempler på den vestlige kapitals brug af vold er selvfølgelig de daglige militære aktioner i Afghanistan og Irak, men de blodige konsekvenser af vestlig indblanding har været mere eller mindre konstante gennem hele perioden.

Det er selvfølgelig regionens olieforekomster, der har gjort området særligt vigtigt for den vestlige kapital. Efter at den britiske flåde i 1911 gik fra at bruge kul til at bruge olie, blev olie en meget vigtig politisk og økonomisk ressource for den vestlige kapital. I perioden efter Anden Verdenskrig spillede olie en central rolle som energikilde i den fordistiske akkumulationsmåde, hvor profitraten blev holdt oppe gennem produktionen af relativ merværdi og udvidelsen af det indenlandske marked for forbrugsobjekter.

Kapitalismen blev i denne periode baseret på masseproduktion og masseforbrug og havde behov for et alternativ til kul som energikilde, da afhængighed af kul gjorde kapitalen sårbar for genstridige minearbejderes utilfredshed. Derfor har det været af stor betydning for den vestlige kapital at kontrollere mellemøstens oliekilder (Når man ser bort fra oliekilder i Sovjetunionen er verdens tolv største oliefelter (med over 1000 millioner tønder i reserve) i Mellemøsten).

En håndfuld vestlige multinationale firmaer har sammen med lokale despoter haft kontrol over olien, som meget sjældent er kommet den lokale befolkning til gode. De imperialistiske magter har været med til at skabe svage stater, der ofte kun har kunnet overleve takket være direkte eller indirekte vestlig støtte. Gennem hele det 20. århundrede har billedet været det samme: Den vestlige kapital har dikteret regionens politik, den direkte kolonialisme er stadig en realitet (er Irak andet end en amerikansk koloni?), men som oftest er denne nu afløst af en mere indirekte styring og truslen om brug af militær magt (Staten Israel har spillet en særlig rolle i regionen i tiden efter Anden Verdenskrig. Med Israel som brohoved har den vestlige kapital nemlig kunnet afvise ethvert regionalt forsøg på at opnå økonomisk og politisk autonomi. Gennem etableringen af staten Israel, en europæisk bosætter-koloni oprindeligt sponsoreret af Storbritannien og senere af USA, har den vestlige kapital forstærket den arabiske verdens indre modsætninger. Staten Israel skærer sig ind i den arabiske verden og skaber underudvikling, idet den påtvinger de arabiske lande en kæmpe palæstinensisk flygtningestrøm, de ikke kan integrere. Samtidig fungerer den palæstinensiske befolkning som underbetalt arbejdsstyrke i Israel, idet de frarøves hjem og land. Palæstinenserne er i den forstand altid allerede proletarer, de er født afklædte og lemlæstede. Jvf. Said 1995 og idem 2001).

I den forstand er der ikke stor forskel på, hvorledes Lord Cromer styrede Egypten i 1880’erne og så den aktuelle situation, hvor IMF og Verdensbanken udstikker den økonomiske kurs for lande som Algeriet og Egypten uden hensyntagen til lokalbefolkningens tarv: Den vestlige kapital griber ind i millioner af menneskers liv og dirigerer kapital og oliestrømme til egen fordel (Jvf. Harman 2002).

Islam har spillet forskellige roller i denne historie om, hvorledes imperialistiske kræfter har været med til at trække grænser og åbne den arabiske verdens markeder op for verdenskapitalen. I takt med at vestlig indflydelse satte sit præg på regionen direkte og indirekte, var der i den sidste del af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. århundrede forskellige forsøg på at benytte islam som modstandsideologi, men det blev nationalisme, som efter Anden Verdenskrig spillede hovedrollen i en række arabiske lande.

Med den voldsomme vækst i olieproduktionen blev der indledt en hastig modernisering af de traditionelle arabiske samfund. Forskellige former for nationalisme dukkede op som ideologier, der styrede denne modernisering. I Egypten tog Nasser magten i 1952 og indledte en modernisering af landet. Moderniseringen lykkedes imidlertid aldrig, det statskapitalistiske system, Nasser skabte, blev ramt af krise, og landet forblev afhængig af udenlandsk valuta. Da Anwar Al-Sadat efterfulgte Nasser, førte han Egypten tilbage til den vestlige lejr og åbnede igen landets økonomi.

Islam spillede kortvarigt en rolle i de nationale moderniseringsprojekter som Nassers i Egypten: For at samle ‘de indfødte’ bag sig appellerede Nasser til islam i kampen mod kolonimagten. I en række lande brugte konservative regimer islam som ideologisk kit, da nationalisme ikke var tilstrækkeligt til at mobilisere traditionelle sektorer som bønder i de nationale moderniseringsprojekter, der blev mulige i takt med en forøget olieproduktion. Men denne brug af islam var kortvarig, og da de nye regimer havde konsolideret deres styrer, blev de politisk-religiøse bevægelser udslettet eller undertrykt.

Efter det lammende militære nederlag til Israel i 1967 blev Egypten og de moderniserende arabiske samfund ramt af krise, og islamiske protestbevægelser dukkede igen op til overfladen. Magtelitens nationale moderniseringsprojekter løb ind i problemer, og 1970’erne bragte islam og radikaliserede islamister på banen igen. Utilfredsheden med regimerne, hvad enten det var militære regimer med en socialistisk tendens som Egypten, Syrien, Irak og Algeriet, eller provestlige monarkier som Jordan og Marokko, var gennemgående: Regimerne var præget af korruption og kunne slet ikke håndtere den omfattende migration fra land til by. En afgrundsdyb kløft mellem en ny generation af unge mennesker, der havde fået en uddannelse og var bosat i (udkanten af) byerne, og en ældre generation, der for en stor dels vedkommende stadig var bønder og analfabeter, gjorde situationen elektrisk og åbnede en breche i magtens forsvarsværk, hvor de militante islamiske ideologer kunne agere.

Mobiliseringen kulminerede med (kontra)revolutionen i Iran i 1979, hvor ayatollah Khomeini vendte tilbage til Teheran og udråbte Den Islamiske Republik, i Mekka i 1979, hvor en større gruppe bevæbnede islamister angreb og besatte Den Store Moske og afviste det saudiske dynastis kontrol med de hellige steder, og i 1981, hvor islamister dræbte Sadat ved et attentat.

Trods den iranske revolution fungerede islam i en periode i 1980’erne som alternativ til den sovjetrussiske stalinisme (Jvf. Mitchell 2002). Den vestlige verden med USA og Israel i spidsen støttede således aktivt en række forskellige islamiske grupper som Talebanerne i Afghanistan og Hizbollah i Gaza med det formål at aflede potentielt revolutionære strømninger, svække oprørske subjekter og dæmme op for den sovjetrussiske kommunisme.

Ved at finansiere talebanerne i Afghanistan kunne USA med Saudi-Arabien som mellemled ikke blot påføre Sovjetunionen et smertefuldt nederlag, der var medvirkende til dets opløsning, de kunne samtidig svække Khomeini og hans shia-muslimske offensiv ved at lancere den saudiske wahhabi fundamentalisme som den vigtigste eksponent for islamisme (Den saudiske wahhabisme var ideel som ‘samarbejdspartner’ for USA, da den er kendetegnet ved en særlig grad af dogmatisme – den afskyr enhver form for filosofisk spekulation og advokerer for en bogstavelig læsning af koranen – og antipati over for den shiitiske islam (som Khomeini var eksponent for), der betragtes som værende en forråelse af islam.

Samtidig er wahhabi fundamentalismen udpræget konservativ og støtter op om den regerende elite, så længe disse respekterer sharia som den eneste form for konstitution. Efter angrebet på Den Store Moske i 1979 havde det saudiske dynasti behov for at bekræfte sin rolle som beskytter af de hellige steder (og dermed islam), lanceringen af kampagnen i Afghanistan var således en kærkommen anledning for Saudi-Arabien til at træde i karakter).

Kampen mod den ateistiske kommunisme blev præsenteret som den islamiske bevægelses primære opgave. Den afghanske jihad, hvor tusinder af unge muslimer fra de fleste arabiske lande deltog, deriblandt millionæren Osama Bin Laden, tjente således et dobbelt formål: Iran blev neutraliseret (krigen mellem Iran og Irak tjente det samme formål for USA, som aktivt støttede Saddam Hussein), og Sovjetunionen blev islams erklærede fjende (i stedet for USA, som Khomeini ellers konstant prædikede (Jvf. Barry 1998/1999)).

Situation blev imidlertid radikalt forvandlet efter Sovjetunionens tilbagetrækning fra Afghanistan og murens fald. Den sovjetrussiske kommunismes fællesskab var ikke længere en mulighed, og Sovjetunionen kunne heller ikke længere spille rollen som skurk. Samtidig var den arabiske nationalisme blevet stadigt mere diskrediteret og havde vist sig ude af stand til at tilbyde den arabiske masse en vej frem.

Økonomiske og sociale problemer med årsager i bl.a. en stor befolkningstilvækst og urbanisering fratog de korrupte politiske regimer den legitimitet, de måtte have tilbage. Derfor har islamisme i forskellige former fået rollen som modstandsparadigme for den tredje verdens undertrykte, der ikke af sig selv har udsigt til at omvælte verdenskapitalismen og derfor støtter op om islamismens militante paroler og abstrakte utopi.

Inden for de sidste 15 år er islams politiske rolle derfor blevet forøget betragteligt, og den militante islamisme er trådt i karakter hinsides nationale tilhørsforhold og fremstår som en global avantgarde. I kølvandet på Iraks angreb på Kuwait i 1990 blev Saudi-Arabiens pro-amerikanske politik genstand for stærk kritik af de radikaliserede djihadister, som med foragt så, hvorledes amerikanske og vestlige tropper blev udstationeret i Saudi-Arabien (Bin Laden tilbød Saudi-Arabien at mobilisere de hellige krigere fra modstandskampen i Afghanistan i kampen mod Saddam Hussein, men tilbuddet blev afslået).

Efter afslutningen på den kolde krig har den vestlige kapital således vist sig ude af stand til at kontrollere islamismen, der ikke blot truer med at afskære store områder fra verdensmarkedet, men også direkte truer den vestlige kapital med billeder af dens fallit og samtidig er i stand til at mobilisere muslimske unge, der er vokset op i Europas byer og den arabiske verdens slum. Islamismens billedpolitik har en global rækkevidde og appellerer såvel til unge mennesker, der er opvokset i den vestlige verden, som til unge i de fallerede sekulære nationalstater i Mellemøsten. Begge grupper oplever verden som værende i opløsning, de sekulære nationalstater er i ruiner, og den vestlige verden er uden indhold, men med hjernedød underholdning døgnet rundt. Over for den lokale korruption og det vestlige forfald er det muligt for islamismen at træde frem som en (post)kolonial frihedskamp.

Den radikale islamismes fællesskab

Den militante islamisme er uløseligt forbundet med den koloniale fortid og nutid og er i den forstand et moderne fænomen, der ikke lader sig forstå uden for denne kontekst af mislykket national modernisering og vestlig imperialisme. Islamismen kan spores tilbage til de ganske profane stridigheder, der har kendetegnet regionen hele vejen op gennem det 20. århundrede.

I 1920’erne reagerede Det Muslimske Broderskab på kolonialisme, efter uafhængigheden reagerede islamistiske grupper på en mislykket afkolonialisering, og i dag reagerer al-Qaeda på den militære besættelse af den arabiske verdens olierige territorier. Som andre milleniarismer er islamismen og dens mest militante former som al-Qaeda uløseligt forbundet til en stemning af krise. Noget er gået galt og kræver radikale indgreb. Den radikale islamisme er en reaktion på den markante krisestemning, der hersker i de arabiske lande, og den krise, som mange unge muslimske immigranter, født og opvokset i byer som Paris, London, Madrid og København, føler.

Den sekulariserede nationalisme har ikke været i stand til at udgøre en ramme for moderniseringen af de arabiske lande. Disse er præget af store sociale og økonomiske problemer som ulighed, arbejdsløshed, fattigdom, kriminalitet, brug af tortur, mangel på egentligt demokrati og, hvad der opleves af mange som, et generelt moralsk fordærv. De lokale regimer er ikke i stand til at løse disse problemer og fremstår blottet for enhver legitimitet; de nationale statsbygningsprojekter har lidt fallit, og afhængigheden af vestlig støtte opleves som voldsomt ydmygende. Udstationeringen af amerikanske soldater i Saudi-Arabien efter den første golfkrig var en væsentlig årsag til radikaliseringen af islamisterne, der med god grund har haft svært ved at se USA’s adfærd i regionen som eksempel på et universalistisk projekt, der ikke blot skulle tilgodese de amerikanske, europæiske og de lokale magtherrers interesser.

I Europa oplever muslimske anden- og tredjegenerations immigranter stadig større rodløshed, mange er fattige, arbejdsløse og føler sig både fremmede over for deres forældre og over for de vestlige samfund, de er vokset op i. Omfattende racisme i de europæiske lande øger blot miseren. Den radikale islamisme trives i denne opløsning og gør alt, hvad den kan, for at intensivere den. Som François Burgat skriver, »al-Qaeda er verdens uretfærdigheders monstrøse afkom.« (Burgat 2005: 56)

Der er som allerede skrevet en lang tradition for at forbinde islam med politik: Muhammed var leder af en politisk bevægelse og skabte et politisk-religiøst fællesskab i årene 622 til 632. Det er dette fællesskab, som udgør modellen for de mange forskellige islamiske trosretninger, og som også udgør modellen for den radikale islamisme. Med henvisning til det fællesskab, Muhammed skabte, ønsker de forskellige islamiske grupper at skabe en politisk orden baseret på islamisk lov (sharia). Politiseringen af islam er altså ikke et nyt fænomen.

Men det er først i det 20. århundrede, at islamismen opstod som reaktion på de europæiske imperiers kolonialisme og det ottomanske riges kollaps. På det tidspunkt blev der skabt en veritabel moderne politisk bevægelse, der præsenterede sig som værende i stand til at skabe en islamisk stat, der kunne genoplive kalifatet. I 1920’ernes slutning opstod den første islamistiske bevægelse i Egypten, da Hassan al-Banna grundlagde Det Muslimske Broderskab (Ikhwan al-Muslimin).

Efter flere års protester og antikolonialistiske kampe var England i 1924 gået med til at give Egypten begrænset selvstændighed, og det sekulære nationalistiske parti Wafd kom til magten. Det nye regime forblev dog afhængig af vestlig kontrol, og egentlige demokratiseringsbestræbelser løb hurtigt ud i sandet. Al-Banna reagerede på denne udvikling og agiterede for, at landet skulle gennemgå en renselsesproces, og at der skulle oprettes en islamisk stat baseret på sharia. Det Muslimske Broderskab voksede i 1930’erne og 1940’erne i takt med, at det ikke lykkedes Wafd at udfordre den britiske dominans.

I midten af 1940’erne havde bevægelsen omkring en halv million medlemmer og lige så mange sympatisører og var således den største massebevægelse i den arabiske verden. Al-Bannas bevægelse tiltrak især mænd fra middelklassen, studenter og offentligt ansatte, men også arbejdere og bønder fandt en plads i Broderskabet. Konfronteret med de vestlige nationers imperialistiske manøvrer og Wafds manipulation af det folkelige ønske om uafhængighed bekæmpede Det Muslimske Broderskab den koloniale kulturs diskurs ved at genopfinde en muslimsk kultur og et islamisk verdenssyn.

Opgaven lød at genskabe den islamiske verdens identitet og afvise den materialisme og korruption, som vesten ifølge al-Banna havde inficeret de arabiske lande med. Moderniseringen skulle ikke decideret afvises, men den skulle islamiseres. Den vestlige indflydelse skulle afvises, og de lokale eliter og magthavere, der støttede sig til vesten, skulle bekæmpes. Til trods for kritikken af den lokale elite samarbejdede Det Muslimske Broderskab dog i denne periode med det egyptiske monarki og de mere konservative dele af Wafd-partiet i kampen mod vestlig indflydelse.

Al-Banna ønskede, at islam spillede en større rolle i muslimers hverdagsliv og for at nå dette mål, satte han til en vis grad sin lid til den eksisterende politiske elite; det var den ydre fjende, som var den største trussel mod islam. I de revolutionære begivenheder, som fandt sted sig i begyndelsen af 1950’erne, spillede Broderskabet en vis rolle, men det var hæren med Nasser i spidsen, som satte sig i førersædet og tog magten i Egypten og indførte en republik. Som et led i den nationale mobilisering, Nasser igangsatte efter statskuppet, blev der indledt en omfattende undertrykkelse af Det Muslimske broderskab, flere ledende medlemmer blev henrettet og andre flygtede til Yemen.

Et af de medlemmer af Det Muslimske Broderskab, som blev offer for Nassers undertrykkelse – han blev henrettet i 1966 – var Sayyid Qutb, der i retrospektiv fremstår som islamismens vigtigste teoretiker (Qutb blev født i 1906 i en landsby tæt ved Asyut. Han studerede til underviser i Kairo, og efter at have undervist nogle år arbejdede han i undervisningsministeriet. I denne periode var han aktiv som litteraturkritiker og forfatter og deltog aktivt i den litterære offentlighed i Egypten.

Sidst i 1940’erne begyndte han at interessere sig brændende for islam. Efter et ophold i USA, hvor han frastødes af den amerikanske levestil, melder han sig ind i Det Muslimske Broderskab og får hurtigt en central placering i organisationen. I 1954 arresteres han og tilbringer med undtagelse af otte måneders frihed fra december 1964 til august 1965 resten af sit liv i fængsel. I fængslet udsættes han regelmæssigt for tortur. Den 29. maj 1966 henrettes han). Det er mere end nogen anden Qutb, som med bogen Maalim fil-tariq (Milepæle langs stien) fra 1964 har støbt kuglerne til den kritik, vi finder hos dem, som stod bag terrorangrebet den 11. september.

Siden 1970’erne har Qutb været en markant inspiration for forskellige islamiske grupper, deriblandt al-Qaeda og Islamisk Jihad. Mens han var i fængsel, forfattede Qutb, der oprindeligt havde været aktiv som forfatter og litteraturkritiker, Maalim al-tariq og en række værker, hvori han agiterede for nødvendigheden af en altomfattende revolution, der skulle befri verden for den jordiske griskhed, usædelighed og politiske undertrykkelse, der var blevet en realitet ikke blot i den vestlige verden, men også i de arabiske lande.

Ifølge Qutb eksisterede der ikke længere noget muslimsk samfund, verden var splittet, egoistiske ambitioner havde delt det muslimske fællesskab. »Menneskeheden står i dag på afgrundens rand. Ikke på grund af den overhængende trussel om tilintetgørelse; den er bare et symptom på sygdommen, og ikke sygdommen selv. Men på grund af at menneskeheden har tabt de værdier, den kan bygge sund udvikling og sand fremgang på.« (Qutb 1964: 3) Verden var karakteriseret af jahiliyya, uvidenhed.

Traditionelt bruges jahiliyya i islamisk sammenhæng om perioden før Muhammeds forkyndelse, dvs. om den præ-islamiske uvidenhed, der kendetegnede samfundene, før Muhammeds fællesskab blev en realitet, men Qutb udvidede begrebet og gav det en samtidig betydning. I det moderne samfund havde jahiliyya gennemtrængt alle facetter af livet også i de såkaldt muslimske samfund. I det moderne samfund afviste mennesker at underkaste sig guds suverænitet og benægtede hans eksistens, i stedet havde de selv skabt nye værdier.

Resultatet var ifølge Qutb, at mennesker levede i trældom forblændet af materielle og symbolske varer, de var ikke længere i stand til åndelig og æstetisk fordybelse.

Selvisk individualisme karakteriserede ikke kun vestens sekulære samfund, men også den arabiske verdens muslimske nationer. Nassers nationalistiske stat havde været i stand til at trænge dybere ind i samfundet end den kolonialistiske magt havde og havde derved forpestet det med materialistiske og individualistiske forestillinger. Sande muslimer havde ifølge Qutb en forpligtelse til at afvise denne tilstand af global dekadence og genskabe guds herredømme. Den sande muslim skulle bekæmpe jahiliyya hvad enten denne tog form af vestens imperialisme, den lokale elite eller arabisk nationalisme.

En avantgarde af troende skulle ifølge Qutb sætte sig i spidsen for en revolution, afvise materialismen og genskabe guds rige. Der skulle ske en total religiøs vending, hvor alle aspekter af det menneskelige liv blev betragtet under et religiøst perspektiv. Målet med den jihad, den islamiske avantgarde skulle indlede, var at sætte en stopper for menneskeskabte love og anerkende guds suverænitet som den eneste suverænitet. »Hele verden lever i en tilstand af jahiliyya, en uvidenhed om de kilder, som livets forskellige strukturelle elementer udspringer fra. [...] Dagens jahiliyya bygger på en krænkelse af Guds suveræne autoritet på jorden,« som det lyder i den islamiske avantgardes manifest.

Det er selve kampen, som var det væsentlige for Qutb, den revolutionære proces er i fokus, mens overvejelser vedrørende indretningen af den sande islamiske stat nedtones. For Qutb og hans efterfølgere som Ayman al-Zawahiri kan revolutionen ikke overlades til folket, da de er fremmedgjorte, deres bevidsthed er blevet forgiftet af idéer, som er fremmede for islam. Derfor må de sande troende organisere sig i en avantgarde, der dedikerer sig til revolutionen. »Det er nødvendigt med en avantgarde, der fastholder beslutningen og følger vejen gennem det oprørte hav, som jahiliyya har bredt ud over hele verden, mens den på den ene side efterstræber en adskillelse fra, og på den anden side en form for forbindelse med, den omkringliggende jahiliyya.« (Qutb 1964: 9)

Qutb legitimerede denne avantgarde med henvisning til den gruppe af tilhængere, som Muhammed samlede i Mekka. Muhammeds fællesskab distancerede sig fra det omgivende samfund og indledte en offensiv mod datidens eliter, der havde skabt et samfund kendetegnet ved ulighed og afgudsdyrkelse. På samme måde ønskede Qutb at samle en kreds af troende, der var villige til at ofre sig for gud. Som det ifølge Qutb var tilfældet med Muhammeds fællesskab, skulle den islamiske avantgardes medlemmer rense sig for ydre indflydelse og vestlig kultur for at blive rene i troen og starte revolutionen.

I sine skrifter skriver Qutb konstant om kampen, og islam bliver til en veritabel politisk oprørsideologi. Som Olivier Carré formulerer det: »Han [Qutb] bestræber sig på at fortolke islam som en kamp, og ikke kun en spirituel og moralsk kamp, men en militær og missionær kamp. [...] Islam er ifølge ham aggressiv, sammenhængende, uforsonlig, verdensomspændende eller den er intet«. (Carre 1984: 123) For Qutb var »islam ikke en sandhed, som skulle analyseres, men et ensemble af billeder, der ophidsede sjæle og kaldte muslimer til handling«. (Calvert 2004: 31) Islam blev en fordring om kamp og (væbnet) modstand. At være muslim var at være kriger (mujâhid), der altid var klar til kamp for gud.

Betoningen af kampen gør Qutbs islamisme til en nær slægtning af det nye venstres militante oprørsbevægelser som Weather Underground og Brigatte Rosse; og som bl.a. John Calvert og Malise Ruthven har skrevet, er der en forbindelse mellem Qutbs teorier om den islamiske avantgardes kamp mod åndløs individualisme og dele af det 20. århundredes revolutionære socialismes teorier om en anarkistisk eller kommunistisk avantgardes kamp mod kapitalismen og den borgerlige stat. »[D]en revolutionære avantgarde, Qutb er fortaler for, har ikke en islamisk herkomst, selvom der altid har været stammer, der har ønsket at rense islam fra forkerte religiøse tilvækster. Avantgarden er et begreb importeret fra Europa gennem en afstamning, der går tilbage til jakobinerne, gennem bolsjevikkerne og senere marxistiske guerillaer som Baader-Meinhof-banden.« (Ruthven 2002: 91)

Qutb og hans senere disciple som Abd al-Salam Faraj, Bin Laden og Muhammed Atta forstår sig selv som revolutionære politiske martyrer, der forsøger at rette op på den tort, som muslimer er blevet påført (Faraj var chefideologen i Al Jihad-gruppen, der dræbte Sadat i 1981. Atta organiserede terrorangrebet den 11. september).

Orfeus er ikke tilstede
Den radikale islamisme er et svar på en århundredelang kolonialisme, som aktuelt genopføres under betegnelsen ‘krigen mod terror’. På samme måde som Qutb tidligere var involveret i en kamp mod grådige fremmede magter og lokale diktatoriske eliter, så er hans ‘arvinger’ i al-Qaeda det aktuelt. Nutidens radikale islamister trækker derfor store veksler på Qutbs emancipationsteologi, da de er konfronteret med den samme politiske misère og ligeledes nægtes muligheden for repræsentation.

Som reaktion på denne misère foreslår den radikale islamisme at skabe et arkaisk fællesskab med postmoderne midler. De ønsker at genskabe et helligt fundament for samfundsopbygningen; moderniteten har slået fejl, idet den har fjernet sig fra gud. De dybe økonomiske, sociale og politiske problemer, der præger ikke blot den arabiske verden, men hele kloden, har ifølge islamisterne deres rod i desavoueringen af gud. Projektet er således ikke at modernisere islam, men at islamisere moderniteten. Modernitetens værdier afvises ikke i nogen simpel forstand, men oversættes til islams symbolske systems terminologi. Selvom den radikale islamisme i en vis forstand ønsker at vende tilbage og genskabe Muhammeds oprindelige fællesskab, så er den ikke en traditionalistisk ideologi, der ønsker at bevare samfundet og undgå forvandlinger.

Tværtimod går den radikale islamisme med vold og magt ind for forandring, den ønsker at forvandle samfundet. Den ønsker at rense samfundet for ulighed og tyranni og genskabe en mytisk ‘fortid’ med postmoderne midler. Den er ikke modstander af moderne teknologi og videnskab, men argumenterer, at islam er mere i overensstemmelse med moderne videnskab, end kristendommen er det. Den radikale islamisme bekæmper den koloniale nutid med et sprog, som på en gang henviser til et gammelt religiøst fællesskab og til en postmoderne verden med hjemmesider, som gør det muligt for alle at fremstille bomber, og videoer, der gengiver halshugninger af grædende tilfangetagne vesterlændinge.

Den militante islamisme har vist sig ekstremt effektiv i brugen af nye massekommunikationsteknologier som Internettet og mobiltelefoner. Som bl.a. Olivier Roy har gjort opmærksom på, er al-Qaeda i dag et varemærke, et brand med global rækkevidde, der ikke er afhængig af bin Ladens virke og aktiviteter. Projektet lever nærmest sit eget liv, som et spøgelse, der hjemsøger Vesten og de arabiske lande og truer med at sætte dem i brand (Jvf. Roy 2004 og Baran & Gudière 2005).

Den radikale islamisme er drevet frem af visionen om en anden verden, den tilbyder sine tilhængere et fællesskab i en verden uden fællesskaber. Som i den kapitalistiske verden den på én gang bekæmper, bruger og hylder, fungerer paradigmatiske billeder som fællesskabsopbyggende. Videoerne med de tilfangetagne vesterlændinge, der får hovederne skåret af, syr et skrøbeligt muslimsk fællesskab sammen. Billederne har netop som funktion at iscenesætte og værne om den fælles identitet.

I den forstand er den militante islamisme et perfekt symptom på de postmoderne skuespilsamfunds abjekte kommunikation, alle, terrorister og ofre, er tømt for indhold, åbne og udsatte. Den spektakulære kapitalisme opløser ethvert fællesskab og skaber medierede fællesskaber, hvor mennesker ikke kommunikerer andet end mediet selv. Kapitalismens udarmerede strukturer suppleres med en ældre kodning, der tilbyder mennesker muligheden for den libidinale investering, som den kapitalistiske aksiomatik ikke selv kan tilbyde.

Den militante islamismes bandekarakter er således ikke en undtagelse, men reglen, banden er, som Jacques Camatte og Gianni Collu skriver, den almindelige organiseringsform i den globaliserede postfordistiske kapitalismes periode (Camatte & Collu 1969). Individer slutter sig sammen i bander som følge af det enorme pres, den enkelte oplever i en aggressiv konkurrencepræget kapitalistisk verden, hvor truslen om eksklusion er permanent. Selv de, som kæmper mod amerikansk dominans (og tror de derved bekæmper kapitalismen), reproducerer denne organiseringsform.

I den forstand er der ikke stor forskel på Al-Qaeda og den neokonservative bande i USA, begge boltrer de sig i fraværet af en konstitueret magt (i dag er Al Capone modellen for såvel storkapitalen som dem, der kæmper for social forandring: brug af ekstrem vold og håndtering af finanskapital går hånd i hånd).

Billederne af destruktionen af symbolerne på USA’s militære og økonomiske magt mobiliserer dele af en fremmedgjort ungdom; al-Qaeda skaber modbilleder, der fascinerer og forklarer. På deres egen drabelige facon peger den islamistiske avantgarde på det kapitalistiske samfunds fallit og forsøger at uddybe den, trods det at de selv er et af dens produkter. I den forstand er den islamiske avantgarde engageret i et storstilet (selv)destruktionsprojekt.

Med vold skal denne verden destrueres og en ny verden opstå. Men den militante islamismes brug af vold er, som 1970’ernes venstreterror var det i sin tid, et symptom på håbløshed, hvor volden mindre er et middel til social og politisk transformation og mere er en måde at positionere sig som outsider på. Der ydes modstand, men det er det. Modstanden er en substitut for et egentligt sammenhængende antikapitalistisk projekt. Konfronteret med kapitalens abstrakte dominans svarer den militante islamismes avantgarde desperat igen ude af stand til at begribe egne mulighedsbetingelser. En reel kritik bliver det ikke til, den er stadigvæk fraværende; Orfeus er ikke tilstede...

Mikkel Bolt er adjunkt på Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.
Artikel har tidligere været bragt i tidsskriftet Ny Mutant, Nr. 1., maj 2007.

Litteratur
Giorgio Agamben: La comunità che viene, Torino: Giulio Einaudi, 1990.

Anne Alexander & Simon Assaf: »Iraq: The Rise of the Resistance«, International Socialism, nr. 105, 2005, pp. 3-41.

Anne Alexander & Simon Assaf: »The Elections and the Resistance in Iraq«, International Socialism, nr. 106, 2005, pp. 12-23.

Samir Amin: The Liberal Virus: Permanent War and the Americanization of the World, London: Pluto Press, 2004.

Perry Anderson: »Casuistries of Peace and War«, London Review of Books, 6 March 2003, pp. 12-13.

Hannah Arendt: Det totalitære samfundssystems oprindelse. Bind II: Imperialismen [The Origins of Totalitarianism, 1951], oversat af Per Borch, København: Notabene, 1972.

David Baran & Mathieu Guidère: »Motstandsbevegelsens kommunikasjonskrig«, Le monde diplomatique. Nordisk utgave, maj 2005, pp. 20-21.

Benjamin Barber: Jihad versus McWorld, New York: Times Books, 1995.

Michael Barry: »L’Islam vu de Washington«, Politique Internationale, nr. 82, 1998/1999, pp. 81-105.

Mikkel Bolt: »Engageret, forceret, kropsløs. Hovedløse bemærkninger om den forsvundne avantgardists selvforståelse«, Passepartout, nr. 22, 2003, pp. 126-148.

Mikkel Bolt: »Abu Ghraib. Biopolitikkens æstetisering«, Lettre Internationale, nr. 4, 2004, p. 82.

François Burgat, jvf. »Les non-dits du ‘déclin islamiste’«, Esprit, août / septembre 2001, pp. 82-92.

François Burgat: L’islamisme à l’heure d’Al-Qaida, Paris: La Découverte, 2005.

George W. Bush: »Address to a Joint Session of Congress and the American People«, http://www.whitehouse.gov/news/rele...

George W. Bush »President’s Remarks to the Nation«, http://www.whitehouse.gov/news/rele...

John Calvert: »The Mythic Foundation of Radical Islam«, Orbis, vol. 48, nr. 1, 2004, pp. 29-41.

Jacques Camatte & Gianni Collu: »De l’organisation, Invariance«, årgang 5, 2. serie, nr. 2, 1969, pp. 49-59.

Jacques Camatte: »Contre la domestification«, Invariance, årgang 6, 2. serie, nr. 3, 1973, pp. 79-113.

David Campbell: »Time is Broken: The Return of the Past in the Response to September 11«, Theory and Event, nr. 5, 2001, [http://muse/uq.edu.au/journals/theory_and_event/v005/5.4campbell.html]

Olivier Carré: Mystique et politique. Lecture révolutionnaire du Coran par Sayyid Qutb, Frère musulman radical, Paris: Les Éditions du Cerf & Presses de la Fondation Nationale des Sciences Politiques, 1984.

Basma Kodmany Daewich & May Chartouni-Dubarry: Les Etats arabes face à la contestation islamique, Paris: Armand Colin, 1997.

Mike Davis: »Planet of Slums: Urban Involution and Informal Proletariat«, New Left Review, nr. 26, 2004, pp. 5-34.

Guy Debord: La Société du Spectacle [1967], Paris: Gallimard, 1992.

Guy Debord: Commentaires sur la société du spectacle [1988], Paris: Gallimard, 1992.

Gilles Deleuze & Félix Guattari: Mille plateaux. Capitalisme et schizophrénie II, Paris: Les Éditions de Minuit, 1980.

Yves Dupeux: »L’image de la catastrophe. Sur les attentats du 11 septembre”, Lignes, nr. 8, 2002, pp. 76-92.

Friedrich Engels: »Engels an Marx«, 6. juni, 1853, MEW 28, Berlin: Dietz Verlag, 1970, pp. 255-261.

Asghar Ali Engineer: Origin and Development of Islam: An Essay on Its Socio-Economic Growth [1980], Bombay: Orient Longman, 1986.

Roxanne L. Euben: »A View from Another Side: The Political Theory of
Sayyid Qutb«, Enemy in the Mirror: Islamic Fundamentalism and the Limits of Modern Rationalism: Princeton: Princeton University Press, 1999, pp. 49-92.

Hal Foster: »Yellow Ribbons«, London Review of Books, juli 2005, pp. 29-31.

Michel Foucault: »Réponse de Michel Foucault à une lectrice iranienne« [1978], Dits et ecrits, III, Paris: Gallimard, 1994, p. 708.

Thomas Friedman: The Lexus and the Olive Tree, New York: Farrar, Straus & Giraud, 2000.

Henry A. Giroux: »War on Terror: The Militarising of Public Space and Culture in the United States«, Third Text, nr. 69, 2004, pp. 211-221.

Ellis Goldberg: »Smashing Idols and the State: The Protestant Ethic and Egyptian Sunni Radicalism«, Comparative Studies in Society and History, vol. 33, nr. 1, 1991, pp. 3-35.

John Gray: Al Qaeda and what it means to be modern, London: faber & faber, 2003.

Derek Gregory: The Colonial Present: Afghanistan, Palestine, Iraq, Malden, Ma., Oxford & Carlton: Blackwell, 2004.

Claude Guibal (interview med Hugh Roberts (ICG)): »On ne peut plus identifier l’islamisme politique au fondamentalisme«, Liberation, 19. marts, 2005, pp. 46-47.

Michael Hardt & Antonio Negri: Multitude: War and Democracy in the Age of Empire, New York: The Penguin Press, 2004.

Chris Harman: The Prophet and the Proletariat: Islamic Fundamentalism, Class and Revolution, London: Socialist Workers Party, 2002.

David Harvey: The New Imperialism, Oxford & New York: Oxford University Press, 2003.

Samuel Huntington: The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, New York: Simon & Schuster, 1996.

International Crisis Group: In their own Words: Reading the Iraqui Insurgency, Middle East Report, nr. 50, 2006, http://www.crisisgroup.org/home/ind...

International Crisis Group: Understanding Islamism. Middle East/North Africa Report, nr. 37, 2005. http://www.crisisgroup.org/home/ind...

Gilles Kepel: Le Prophète et Pharaon, Paris: La Découverte, 1984.

Robert Kurz: Weltordnungskrieg. Das Ende der Souveränität und die Wandlungen des Imperialismus im Zeitalter des Globalisierung, Bad Honnef: Horlemann, 2003.

Timothy Mitchell: »McJihad: Islam in the U. S. Global Order«, Social Text, vol. 20, nr. 4, 2002, pp. 1-18.

Sayyid Qutb: Milepæler [Maalim fil-tariq 1964], oversat til norsk af Nora
S. Eggen, Oslo: L. S. P. Forlag, 2004.

Retort: Afflicted Powers: Capital and Spectacle in a New Age of War, London & New York: Verso, 2005.

Olivier Roy: Den globaliserede islam [L’islam mondialisé, 2002], oversat af Manni Crone, Preben Neistgaard Hansen & Kamma Skov, København: Forlaget Vandkunsten, 2004.

Olivier Roy: »Al-Qaida som varemerke«, Le monde diplomatique. Nordisk utgave, september 2004, pp. 10-11.

Malise Ruthven: Islam. A Very Short Introduction, Oxford & New York: Oxford University Press, 1997.

Malise Ruthven: A Fury for God: The Islamist Attack on America, London & New York: Granta Books, 2002.

Edward Said: The Politics of Dispossession: The Struggle for Palestinian Self-Determination 1969-94, New York: Random House, 1995.

Edward Said: The End of the Peace Process: Oslo and After, New York: Vintage, 2001.

Ziauddin Sardar & Merryl Wyn Davies: The No-Nonsense Guide to Islam, London & New York: Verso, 2004.

Gerard Toal: »‘Just Out Looking for a Fight’: American Affect and the Invasion of Iraq«, Antipode, nr. 5, 2003, pp. 856-870.

William Montgomery Watt: Islam and the Integration of Society [1961], London: Routledge, 1999.

Samuel Weber: »War, Terrorism, and Spectacle: On Towers and Caves«, The South Atlantic Quaterly, nr. 101, 2002, pp. 449-458.

Slavoj Zizek: Welcome to the Dessert of the Real: Five Essays on September 11 and Related Dates, London & New York: Verso, 2002.