Togstrejke i Frankrig er afgørende styrkeprøve

– Det, vi ser i Frankrig lige nu, er ikke bare endnu en strejke af den slags, som landet har haft så mange af de seneste år. Det er en afgørende styrkeprøve mellem nyliberale kræfter og fagbevægelsen, fortæller Nikolaj Villumsen fra Udfordring Europa, en politisk organisation, der arbejder på at fremme den venstreorienterede EU-kritik.

Modkraft.dk har kontaktet ham for at høre mere om baggrunden for den omfattende strejke i det store EU-land, der i snart to uger har lammet store dele af landets offentlige transportsystem og ført til forskellige sabotageaktioner, bl.a. en koordineret aktion, hvor TGV-banesystemet blev saboteret fire forskellige steder i landet samtidigt.

Fagbevægelsens trumfkort
Ifølge Nikolaj Villumsen er den franske fagbevægelses stærke kort netop dens evne til at lamme den offentlige transport. Konflikten handler derfor ikke kun om præsident Sarkozys fremlagte foreslag til en reform af jernbanearbejdernes pensionsforhold:

– Jernbanearbejderne er Frankrigs svar på minearbejderne i England, indleder han.

Franske jernbanearbejdere protesterer mod nedskæringer.

De engelske minearbejdere var den afgørende faggruppe, som Margaret Thatcher måtte besejre, før hun for alvor kunne sætte skub i omdannelsen af den engelske kapitalisme i retning af et frimarkedssamfund.

Det skete ved en stor, voldsom og til tider ligefrem blodig strejkekonflikt, der udspillede sig i 1984, og som varede i 12 måneder. Mange mener, at minearbejdernes nederlag berørte hele den engelske fagbevægelse, der mistede store dele af sin styrke.

– De engelske minearbejdere kunne standse kulproduktionen og derved store dele af energitilførslen. De franske jernbanearbejdere kan lukke metroen og stoppe regionaltogene og TGV-togene og derved mere eller mindre lamme det franske samfund, uddyber Nikolaj Villumsen.

– Hvis du knækker jernbanearbejderne, så knækker du på mange måder den franske fagbevægelse. Og knækker du fagbevægelsen, fjerner du en af de væsentligste politiske aktører, der står i vejen for en endelig nyliberalisering af landet.

Sarkozy stærkere end Chirac
Den foregående præsident, Jacques Chirac, forsøgte også at konfrontere de franske fagforeninger, men uden held. I 2006 tvang en koalition af fagforeninger og studerende Chirac til at opgive en arbejdsmarkedsreform, der ville have fjernet de resterende arbejdstagerrettigheder for unge under 25 år.

Og i 1995 forsøgte Chirac stort set det samme, som Sarkozy forsøger her i 2007: At konfrontere de centrale og magtfulde jernbanearbejdere direkte, bl.a. gennem et angreb på deres pensionsordninger, der muliggør, at de kan trække sig tilbage lidt tidligere end andre faggrupper på det franske arbejdsmarked.

Men det, som Chirac ikke kunne, er det vurderingen, at Sarkozy kan. Og adspurgt om, hvad det er, der er anderledes, peger Nikolaj Villumsen på Sarkozys popularitet:

– Sarkozy høster frugterne af den hårde kurs overfor de oprørske forstadsunge i 2005. Han er en benhård nyliberalist. Også af denne grund er sammenligningen mellem ham og Englands Margaret Thatcher på sin plads.

Angreb på efterlønnen
Men skyldes opbakningen til hans aktuelle bestræbelser ikke også, at mange franskmænd er enige i, at jernbanearbejderne nyder nogle urimelige priviligier?

– Det er forkert at sige, at de er priviligerede. De har typisk en løn på omkring 2.000 euro, hvilket f.eks. betyder, at de umuligt kan bo i selve Paris, men er henvist til forstæderne. Lige nu oplever de så, at de står til at få deres forhold markant forringet, svarer Nikolaj Villumsen.

– Deres leveforhold er stadig langt fra arbejdsgivernes, tilføjer han.

– Der er brug for en sproglig oversættelse her: For hvad er en pensionsreform? Faktisk er det en fjernelse af det, der på dansk hedder efterløn. Og disse jernbanearbejdere har et hårdt arbejde. Vi taler ikke om folk, der udfører akademisk arbejde på et opvarmet kontor.

Men når Sarkozys politik møder hård modstand, er forklaringen også, at der ikke blot er tale om et enkeltstående indgreb rettet mod en bestemt gruppes forhold. Den aktuelle pensionsreform er ifølge Nikolaj Villumsen blot en brik i en omfattende reformkampagne, der sigter på en gennemgribende nyliberalisering af det franske samfund.

– Grundlæggende er der tale om det samme program, som vi ser i resten af verden. Privatisering af offentlige virksomheder så som post, transport og energi; markedsgørelse af den offentlige sektor og herunder universiteterne, hvor man i øjeblikket er ved at indføre en form for brugerbetaling, hvilket også møder modtstand fra de studerende; sociale nedskæringer fulgt af skattelettelser til de velhavende, opremser han.

– Det særegne ved Frankrig er blot, at sociale kræfter har haft styrken til at bremse de her forandringer, i hvert fald i et vist omfang.

Også de franske studenter protesterer voldsomt over privatiseringsplaner. Her blokerer tusinder af studenter fra L’université de Caen en motorvej.

’Flexi’ uden ’curity’
Men er det ikke rigtigt, at der er brug for de her reformer? Vi hører hele tiden, at den franske økonomi er ufleksibel og ikke rustet til globaliseringen...

– Jo. Men dybest set kommer det an på, hvilket samfund du vil have. Det, man er ved at indføre i Frankrig, er ikke flexicurity, den rundt omkring i Europa så omtalte danske model, hvor man angiveligt har fundet en balance mellem hensynet til arbejdsgivernes krav om fleksibilitet, at det skal være let at hyre og fyre folk, og så arbejdstagernes ønske om social sikkerhed i tilfælde af arbejdsløshed og sygdom osv.

– Det er snarere en amerikansk model, hvor man har fleksibilitet uden sikkerhed. Virkeligheden for rigtig mange franske lønmodtagere er, at de er ansat i usikre kontraktansættelser. Billedet af de forkælede livstidsansatte franske tjenestemænd er simpelthen en myte, forklarer Nikolaj Villumsen.

Ifølge Nikolaj Villumsen er begivenhederne i Frankrig et europæisk, eller endda globalt, anliggende snarere end et rent fransk. For som han understreger, så er den igangværende styrkeprøve af fatal betydning for alle de kræfter, der ønsker et andet Europa og en anden verden:

– I forsøget på at gøre op med nyliberalismen, er det af afgørende betydning, at de her sociale kræfter i Frankrig vinder.

Torsdag den 22. november stemte et stort flertal blandt de strejkendes lokale fagforeningskomiteer ifølge Ritzau for at afbryde strejken.