Annonce

26. november 2007 - 23:25

Optøjer i Paris’ forstæder

For anden aften i træk er de to nordlige Paris-forstæder Villiers-le-Bel og Arnouville scene for sammenstød mellem franske unge og kampklædt politi.

Ifølge BBC.com har de unge sat ild til politistationen i Villiers-le-Bel og plyndret stationen i Arnourville. Der berettes desuden om brandanslag mod to tankstationer, ligesom adskillige biler, herunder en politibil, er blevet sat i brand.

Politiet forsøger at bekæmpe de unge med tåregas og gummikugler. De unge svarer igen med fyrværkeri.

JPEG - 59.2 kb
Det brænder atter i forstæderne til Paris. Her fra lignende sammenstød mellem politi og unge i 2006.

Det er ikke første gang, at de nedslidte, enorme forstadskvarterer omkring den franske kæmpemetropol er skueplads for opstandslignende begivenheder.

Optøjerne leder tankerne hen på 2005, hvor Paris-forstæderne var scene for nogle af de voldsomste sociale uroligheder i Frankrig siden 1968. I flere uger kæmpede politi og unge aften efter aften om kontrollen over gaden, og tv-billeder af utallige brændende biler gik verden rundt.

Opstanden fik endda den franske regering til at erklære en flere måneder lang undtagelsestilstand.

Dødsulykker er udløsende faktor
Denne gang er det også en dødsulykke, der involverer både politi og unge, der får uroen til at flamme op i forstæderne, der hovedsageligt beboes af fattige immigranter og deres efterkommere fra Frankrigs tidligere kolonier.

I 2005 endte en politijagt med, at to unge mænd brændte ihjel på en elektricitets-station, hvor de forsøgt at gemme sig for det forfølgende politi.

Denne gang er den udløsende begivenhed en trafikulykke. To drenge på 15 og 16 år omkom om aftenen den 25. november, da deres motorcykel kolliderede med en politibil, der angiveligt kørte almindelig patruljekørsel.

Anspændt forhold mellem politi og unge
Ifølge idehistorikeren Kåre Blinkenberg, der har boet i Frankrig og forsket i 2005-optøjerne i Paris, er disse dødsulykker imidlertid ikke den egentlige forklaring på optøjerne.

– Der er en generelt meget anspændt social situation i disse forstæder, forklarer han til Modkraft.dk.

– Især er der et meget anspændt forhold mellem polititet og de unge. Folk er utroligt vrede over politiets fremfærd. De unge må konstant finde sig i at blive standset, undersøgt, tjekket og taget med på stationen, hvor de tilbageholdes og afhøres i lang tid, ofte uden egentlig grund.

– De mødes grundlæggende med en enorm mistænksomhed, fortæller han.

I 2005 var det Nicolas Sarkozy, der som indenrigsminister var øverste ansvarlige for den politimæssige nedkæmpelse af forstads-opstanden. I håndteringen af konflikten anlagde han en meget hård linie,. Han omtalte blandt andet de unge som »afskum«.

Et åbent spørgsmål er, hvordan han vil tackle situationen i rollen som præsident.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce