Annonce

4. december 2007 - 14:40

Hemmelig besættelse i Vestsjælland

Mandag den 3. september trængte fire unge ind i et hus på Vestsjælland. Huset har siden gennem tre måneder haft tre faste beboere og været frirum for en større gruppe unge i området.

JPEG - 47.4 kb
En firlænget gård uden for en vestsjællandsk by har været besat i tre måneder i efteråret 2007. Foto: Jammutopia.

Beboerne og deres sympatisører gik under besættelsen i gang med istandsættelse af huset, der blev navngivet Jammutopia.

Fristedets beliggenhed er en hemmelighed. Det skyldes, at området, hvor huset ligger, ikke er særligt »hippie-venligt«, fortæller Jonathan fra Jammutopia.

– Der er stor risiko for at få en knytnæve i fjæset, hvis vi går i byen, og der bliver råbet efter os, når vi går på gaden, fordi vi ser anderledes ud, beretter han til Modkraft.

Det besatte hus har flere gange været udsat for indbrud, hvor blandt andet guitarer, vandpiber og andet er blevet ødelagt.

Bortset fra det disse fjendtlige reaktioner, har de unge mødt stor opbakning fra venner og familie, blandt andet fordi huset har stået ubenyttet hen i omkring 15 år.

Ikke tiden til konfrontation
I starten af november blev besættelsen anmeldt til politiet. De unge beboere valgte fire uger efter anmeldelsen at forlade huset frivilligt. Det skyldes, at de ikke mener, at det er det rette tidspunkt at tage en kamp om stedet – det er endnu ikke blevet sat så meget i stand, at det fungerer som et fuldt funktionsdueligt fristed.

De unge holder imidlertid stadig øje med ejendommen, og bruger den fortsat til fester:

– Vi har efterhånden et tæt forhold til stedet, og vi flytter derud igen så snart vejret bliver lidt mildere, beretter Jonathan.

Aktivisterne håber herefter at få indrettet stedet som et stort frirum for områdets beboere og miljøet omkring dem inden en eventuel konfrontation med politiet:

– Selv om vi flyttede ud, da vi blev meldt denne gang, så tror jeg ikke det bliver tilfældet til sommer. Så blir vi og tager konfrontationen, forudsiger Jonathan.

Han udtrykker dog samtidigt håb om, at politiet vil være fredelige, fordi bz’erne er det samme.

Kapitalismekritik
Indtil huset igen bliver besat, vil de forsat benytte det lejlighedsvis – til endagsarrangementer, møder og fester.

– Vi bruger det som et sted, vi kan feste og tage ud for at få kapitalismen lidt på afstand, fortæller Jonathan.

Og netop kapitalismekritikken er også baggrunden for at de unge oprindeligt greb til besættelse af ejendommen.

– Vi var utilfredse med den eksisterende samfundsorden og ville godt lave noget nyt. Et sted, hvor det ikke var materialisme og kapitalisme, der herskede.

Intensionen var et økologisk og socialistisk kollektiv uden forbrugerstress

– Og den eneste måde, man kan lave sådan sted, når man er på SU, det er ved at besætte noget, mener Jonathan.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce