Venstrefløjen lever

Af Niels Fastrup/Monsun

Når så mange venstreorienterede intellektuelle herhjemme konstant taler om venstrefløjens krise og fornyelsesbehov, så skyldes det, at de er ramt af en slags provinsialisme, udtaler Peter Nielsen, til daglig lektor i politisk økonomi på RUC, men i øjeblikket ansat som politisk-økonomisk sekretær i Enhedslistens folketingssekretariat.

De lider af en slags kikkertsyn, der gør, at de kun har blikket rettet mod Christiansborg. Og her er venstrefløjen ganske rigtigt død: Ud af det danske nationalparlaments 179 medlemmer bekender 95 procent sig til en eller anden form for nyliberalisme.

– Den parlamentariske venstrefløj er forstenet. Den revitalisering, der allerede er i gang, og som sådan en krise kunne give yderlig næring til, den kommer og vil komme fra de sociale bevægelser, fra de udenomsparlamentariske miljøer, mener Peter Nielsen, politisk-økonomisk sekretær i Enhedslistens folketingssekretariat. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Men breder man blikket ud, er det ifølge Peter Nielsen noget helt andet, der fylder horisonten: En levende, fremvoksende, fremtidsrettet venstrefløj, der for længst har arbejdet sig op af det krisehul, den befandt sig i fra midten af 1970’erne til midten af 1990’erne.

Venstrefløj med oprejst pande
Kikkertsynet betyder, at de venstreintellektuelle bruger al energien på at pille selvoptaget og selvkritiserende i venstrefløjen i stedet for at kritisere kapitalismen, liberalismen og økonomerne, som man traditionelt har gjort. En beklagelig tendens, påpeger Peter Nielsen, idet det er medvirkende til, at højrefløjen står i den hegemoniske position, den gør i dag.

Men selvkritikken har vel en grund? Er det ikke rigtigt, at venstrefløjen ikke er på højde med udviklingen i kapitalismen?

– I 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne var den ikke. Man havde endnu ikke fundet ud af, hvordan man skal agere i en verden, hvor den industrielle arbejderklasse ikke længere er en central kraft, politisk såvel som økonomisk. Det indadskuende, selvanalyserende blik var dengang helt på sin plads.

– Men jeg vil hævde, at situationen i dag er fundamentalt anderledes. Vi har udviklet nye teorier. Vi har et bredt spektrum af spændende venstreorienterede teorier at trække på. Vi skal begynde at bruge dem offensivt. Vi må genfinde stoltheden og selvsikkerheden ved at være venstreorienterede.

Hvorhenne ser du lyspunkterne?

– Ser vi på Danmark, så synes jeg eksempelvis, at G13-aktionen og velfærdsdemonstrationen den 2. oktober er langt mere interessante for venstrefløjen end det netop afholdte folketingsvalg. Læg dertil, at Danmark ikke er verdens centrum, hvad angår venstrefløjen: De spændende ting sker andre steder, i Mexico, i Chiapas, i Bolivia.

Globalt fokus, nye organiseringsformer
Peter Nielsen peger også på den massive modstand mod de verdensøkonomiske topmøder siden Seattle 1999 og på udviklingen af organiseringer som World Social Forum, der alt sammen rummer et afgørende nybrud:

– Det reflekterer grundlæggende, at der er en ny global bevidsthed og ikke mindst nogle nye tænkemåder og organiseringsformer, der er netvæksbaserede og decentrerede, måske ligefrem ucentrerede.

– Og så det forhold, at man er begyndt at generobre demokratidiskussionen. Siden Murens fald har der jo været næsten total konsensus om, at demokrati var identisk med det liberale, repræsentative demokrati. Men nu er mange venstrefløjsteoretikere såvel som -pratikere begyndt at tænke demokrati på en ny måde, ikke mindst som globalt demokrati.

Mytologiserer du ikke globaliseringsbevægelsen? Der har lige været Socialt Forum her i Danmark, og det var en noget forkølet lille flok, der deltog. G8-protesten i Tyskland var stort set båret af en transeuropæisk nærmest professionel aktivistelite...

– Det er rigtigt, at vi skal være varsomme med at glorificere udviklingen. Og vi må da slet ikke forfalde til at tro, at historien er på venstrefløjens side.

– Men alligevel synes jeg ikke helt, du har ret. Kig på velfærdsdemonstrationen den 2. oktober eller antikrigsdemonstrationerne for nogle år siden. Der er tale om massemanifestationer med en forankring i brede kredse. De slår ikke igennem på det parlamentariske niveau, men alligevel skaber de et mulighedsrum, de peger fremad.

Nyliberalismens krise som venstrefløjens store mulighed
For Peter Nielsen er venstrefløjens fremgang imidlertid langt fra ensbetydende med, at den er ved at erobre en dominerende position: Den hegemoniske kraft i den globale samfundsudvikling er stadig nyliberalismen.

Men også her er der alligevel grund til optimisme, hævder han:

– Som alle hegemonier er også nyliberalismen historisk begrænset. Paradigmet vil ikke bestå til evig tid. Spørgsmålet er bare, hvornår der kommer et alternativ, eller hvornår det bryder sammen på grund af indre modsætninger.

Nyliberalismens Waterloo kan faktisk let vise sig at være relativt nært forestående. Paradigmet begynder ifølge Peter Nielsen allerede at udvise afgørende krisetegn på det politisk-økonomiske plan. Det bygger på en række modsatrettede krav, som den skal tilfredsstille samtidig, forklarer han. Og netop det tegner til at blive stadigt vanskeligere:

– I øjeblikket er der en slags alliance mellem nyliberalismen, velfærdsstaten og forbrugssamfundet. De nyliberale reformer går hånd i hånd med et højere privatforbrug og mere velfærd.

– Spørgsmålet er imidlertid: Hvor længe kan den treenighed opretholdes? Jeg tror eksempelvis ikke, at man kan opretholde den nuværende høje vækst, og hvad sker der, når man ikke længere kan det? Hvis den økonomiske vækst går i stå eller aftager markant, så bliver det svært at indfri forventningerne om høj vækst i det offentlige og særligt det private forbrug.

– På et eller andet tidspunkt vil nyliberalismen geråde i krise. Om det bliver næste år eller om ti år, det er ikke til at sige. Det kan også være en politisk eller kulturel krise.

G13 og multituden
Peter Nielsen understreger, at en sådan systemkrise vil påvirke mange menneskers livsforhold negativt. Men samtidig viser historien, at ideologiske paradigmeskift og afgørende forskydninger i de politiske magtforhold sker i forbindelse med større kriser: Den lange verdenskrise fra 1914 til 1945 sendte faklen videre fra liberalismen til socialdemokratismen. Og den sidstes krise i 1970’erne dannede grundlaget for nyliberalismens sejrrige fremkomst.

Nyliberalismens forestående krise kan altså blive det moment, hvor venstrefløjen for alvor (gen)etablerer sig som politisk, samfundsskabende kraft. Sker det, bliver det ifølge Peter Nielsen imidlertid ikke fra parlamentet, at impulsen vil komme:

– Den parlamentariske venstrefløj er forstenet. Den revitalisering, der allerede er i gang, og som sådan en krise kunne give yderlig næring til, den kommer og vil komme fra de sociale bevægelser, fra de udenomsparlamentariske miljøer.

En af de sociale bevægelser, der i særlig grad har imponeret ham, er ungdomshusbevægelsen, især i den skikkelse den antog i forbindelse med G13-aktionen:

– Aktionen viste en bevægelse, der rummer en stor mangfoldighed og pluralitet. Der var ikke kun tale om unge, sortklædte. Dertil kommer evnen til at lave politik på en måde, der kombinerer det generelle med det partikulære: Der var på én gang tale om en kamp for et nyt ungdomshus og et nyt samfund.

– G13-aktionen var et eksempel på den kombination af fælleshed eller identitet og så forskellighed eller singularitet, som Hardt og Negri kalder multituden. Men helt grundlæggende, og hvis jeg skal opsummerer, så er den nye, fremvoksende venstrefløjs potentiale dens globale orientering og dens ideal om en radikal demokratisering på alle niveauer og indenfor alle områder.

– Som jeg ser venstrefløjen lige nu, så kæmper den for større frihed, større lighed og en radikalt anderledes form for velfærd. Alt sammen noget, der står i skarp kontrast til kapitalismens og nyliberalisternes projekt om en ekspansion i det abstrakte, i varene, i tallene. Heroverfor kæmper venstrefløjen for en forbedring i de konkrete og kvalitative livsforhold.

– Det er dét, der er dens virkelige potentiale.