Nicaragua: Magt som hverdagsret

Af Sven Gårn Hansen

Efter et år ved magten er det blevet hverdag at have en sandinistisk regering i Nicaragua.

Der er gået et år, siden den gamle revolutionshelt Daniel Ortega efter 16 år i kulden igen krøb ind på præsidentposten med 38 procent af stemmerne og med løfter til alt og alle: til amerikanerne om at opfylde frihandelsaftalen CAFTA, til landbruget om at genforhandle selvsamme CAFTA, til fagbevægelsen om ret til overenskomster og til de taiwanesiske og koreanske fabrikanter om fortsat at kæle for tekstilsindustriens behov for lavtlønnet, lydig og disciplineret arbejdskraft.

Sandinistisk demonstration i Managua, Nicaragua, den 19. juli 2007. Et menneskehav i sandinistfarverne rød og sort, mødelederne i pastelfarver. Foto: Sven Gårn Hansen.

Daniel Ortegas kone og kommunikationschef Rosario Murrillos taler stadig dagligt om den »spirituelle revolution«, der er i gang i landet. Daniel Ortegas ses stadig på hundredvis af regeringsbetalte reklameskilte med knyttet hånd og med sandinistfrontens nye pink kampfarve som baggrund, under teksten »Op med verdens fattige«, taget fra den spanske version af »Internationale« for at markere Nicaraguas tilmelding under det nye årtusindes socialismes og den bolivarianske revolutions faner.

Ortega har gode konjunkturer for sin statsførelse: IMF og Verdensbanken er en skygge af deres førhen så magtfulde selv, Ortegas regering nyder ubetinget støtte fra Hugo Chavez til gengæld for at være dennes stemme ved internationale møder, der er velvilje eller i det mindste tålmodighed fra både EU, USA og det lokale borgerskab, og han har opbakning fra befolkningen på nogle af hans påståede nøglesager.

Hvad har den genkomne revolution så gang i?

Tre nylige sager kan give en pejling. Den spanske koncern Union Fenosa, årets finanslov og forhandlingerne med den Internationale Monetære Fond.

Opgør med koncernvældet?
På det latinamerikanske topmøde i Santiago de Chile den 11-12. november kaldte Daniel Ortega den spanske koncern Union Fenosa for en mafia. Kort tid forinden havde han på hemmelige møder med Union Fenosas spanske ledelse godkendt stigninger i el-priserne på 10 procent i løbet af 2008, for at sikre Union Fenosas overskud på sin distribution af el i Nicaragua.

Bagefter udtalte Union Fenosas talsmand til avisen El Nuevo Diario, at koncernen og regeringen er 90 procent enige om tingene.

– Hvad så med det at være mafia?

– Ja, det hører nok under de ti procent...

Situationen er blevet velkendt i Nicaragua: Regeringen laver uhæmmede verbale udfald til glæde for sit vælgerbagland og sine venezualanske allierede. Ofrene for disse udfald tager det roligt, fordi regeringen privat allerede har tilbudt aftaler og løfter, som tilgodeser deres behov.

Union Fenosa er uden sammenligning Nicaraguas mest og bredest forhadte koncern. Ti år efter at energisektoren blev privatiseret har landet Mellemamerikas dyreste, mest ueffektive og dårligste elforsyning.

Selskabet sælger den energi, den køber fra producenter, videre til forbrugeren med regionens største avance. Alligevel har selskabet hverken råd til at investere i nye ledninger, der kunne nedbringe det energitab på 30 procent, der er i dets systemer. Der er årelang ventetid på at få en tilkobling i landdistrikter, hvor selskabet ikke ser stor profit i at lægge ledninger. Høje energipriser fører ikke til investeringer i mere el-produktion, tværtimod; statslige vandkraftanlæg må sælge energi til underpris for at subsidiere Union Fenosa.

Trods rige muligheder for vand-, sol- og geotermisk energi er landet blevet næsten helt afhængigt af dyre oliedrevne kraftværker, som ikke er blevet holdt vedlige i årevis. Landet lider derfor af strømafbrydelser på 3-6 timer om dagen som resultat af manglende produktionskapacitet.

Union Fenosa påstår, at de stigende oliepriser gør, at selskabet arbejder med tab. Men folk kan ikke få de massive strømafbrydelser til at gå op med, at Union Fenosas fakturering ikke er gået ned, selv om tariffen officielt er fastlåst.

Union Fenosa er fornylig blevet dømt ved en International Folketribunal for massiv fejlfakturerering, dårlig service, diskrimination mellem bykunder og landkunder og massiv prisfavorisering af selskaber med tilknytning til den forhenværende præsident.

Energikrisen har skabt en massiv folkelig opbakning for ethvert tiltag for at gøre op med denne mislykkede privatisering. Det har regeringen, trods valgløfter og hård retorik på møder hvor Hugo Chavez er med, valgt ikke at gøre.

Nye prioriteringer?
Regeringen har fornyligt fremlagt sit budget for 2008. Det er det første statsbudget, som helt og holdent er regeringens eget værk; budgettet for 2007 blev stort set overtaget uændret fra den konservative Bolanos regering.

Alligevel bryder finansloven ikke på noget punkt afgørende med de foregående 16 års liberale finanslove.

Et eksempel er undervisningsbudgettet. Det anses af mange for at være en afgørende bremse for landets udvikling. I dag kræver tekstilfabrikkerne i landets eksportzoner seks års skolegang for at blive ansat som syerske. Den gennemsnitlige skolegang for landets befolkning er fem år – flertallet af landets befolkning har altså ikke adgang til landets stort eneste tilgængelige industrijob.

I dag bruger Nicaragua ca. 200 millioner dollars om året på undervisning. For de penge får Nicaragua et undervisningssystem, der fører 55 procent af alle børn igennem grundskolens seks klasser, og giver 15-16 procent en studentereksamen.

For at Nicaragua skal leve op til FNs 2015 mål, om at alle skal bestå sjette klasse og seks ud af ti skal bestå studentereksamen, skal landets undervisningsbudget fordobles til 400 millioner dollars om året. Det betyder at undervisningens andel af bruttonationalproduktet hurtigt skal vokse til 6 procent. Regeringen planlægger, at det skal vokse til 3,9 procent frem til 2010.

Kritikere peger på, at det ikke er fordi, der ikke er penge at finde. Ortegaregeringen har afsat næsten 300 millioner dollars om året i renter og afdrag på statsobligationer, som er i hænderne på tre af landets banker – en genforhandling af denne gæld ville mere end finansiere behovet for undervisning.

Dette er statsobligationer, der dels stammer fra statens finansiering af kaffe- og bankkrisen i 2000, hvor fem af landets private banker krakkede. Dels fra statens erstatninger til godsejere, der blev konfiskeret under den sandinistiske revolution i 80erne.

Civilsamfunds-paraplyorganisationen Coordinadora Civil mener, at Aleman og Bolaos regeringernes redning af de krakkede bankers kapital var én stor svindelaffære til berigelse af landets finansielle borgerskab: Staten solgte for 500 millioner dollars højtforrentede obligationer (21 procent i rente) til at dække aktiver, som reelt var 100 millioner dollars værd. Ligeledes er mange af konfiskationserstatningerne fra 1990’erne tvivlsomme.

At Ortega ikke vil genforhandle denne gæld, som den selv under sin valgkamp beskyldte korrupte borgerlige regeringer for at pålægge befolkningen, fortolkes af nogle som en afsløring af hans regerings klasseinteresser (sandinister ejer også aktier i de tre banker, som staten subsidierer), af andre som den pris, som landets finansielle borgerskab har afkrævet ham for den borgfred, han nyder med investorer og arbejdsgivere.

Efter at stormen Felix raserede Nicaraguas Østkyst i begyndelsen af november 2007 foreslog Ortega en to års pause i afdragsbetaling af statsobligationerne fra bankkrakkene, for at finde penge til genopbygning af den ødelagte egn.

Men han har siden ladet forslaget sove i parlamentet, uden at lægge nogen stor politisk kraft bag det.

Man kan sagtens være uenig i at satse på undervisning som landets udviklingsstrategi. Men finansloven rummer heller ikke andre bud:

Opgør med imperialismen?
Nicaragua har siden 1990 levet under den Internationale Monetære Fonds økonomiske regler og anbefalinger. Sandinisterne har i årevis fordømt de borgerlige regeringers føjelighed overfor IMFs fattigdomsskabende krav.

Men siden han trådte til har Daniel Ortega lagt stor energi i at forhandle en ny aftale på plads med den Internationale Monetære Fond. Forhandlinger er foregået i hemmelighed og uden mulighed for indflydelse fra civilsamfund eller folkelige organisationer.

I oktober kunne den nye aftale endelig afsløres.

Til gengæld for et lån på 100 millioner dollars forpligter Ortega sig til at holde de offentlige lønninger nede, lade elpriserne stige og fastholde, at betalingen af både indenrigs- og udenrigsgælden har højere prioritet end alle andre af statens udgifter.

Regeringen bryster sig af, at denne aftale til forskel fra de forrige er denne skrevet af regeringens egne embedsmænd, og ikke af en delegation fra IMF.

Dette er rigtigt, skriver økononomen Adolfo Acevedo i bladet Envio, men det betyder kun, at regeringen ikke længere kan skyde skylden på IMF for sin politik.

Behovet for denne aftale er ikke indlysende: Venezuela har lovet Daniel Ortega mange gange mere end de 100 millioner dollars, som regeringen har fået af IMF til gengæld for at sætte sin økonomiske politik i pant.

Og op til forhandlingerne med IMF fortalte gruppen af donorlande, at de ikke ville kræve en aftale med IMF som betingelse for at fortsætte deres samarbejde med Nicaragua.

IMF var i mange år en spændetrøje for ethvert fattigt lands udvikling. En aftale med IMF var en forudsætning for lån fra Verdensbanken, fra Europa, fra USA.

Men i dag er dette en saga blot. Argentinas økonomiske sammenbrud i 2001 ødelagde tilliden til IMFs økonomiske anvisninger, den såkaldte Washington Koncensus. Og da Argentina indløste hele sin gæld i 2005 – med penge fra Venezuela – gjorde det kål på IMFs økonomiske magt.

I dag har kun 26 lande i verden en aftale med IMF, heraf kun seks latinamerikanske. Ingen af sværvægterne har det: hverken Chile, Brasilien, Venezuela eller Argentina. IMF er trådt i både politisk og økonomisk krise (det var renterne fra de store landes lån, der betalte fondens oppustede bureakrati).

Den bolivarianske revolution
Daniel Ortega har gjort sig selv til en trofast støtte af Hugo Chavez og har til gengæld fået løfter til mange millioner dollars: et kæmpe olieraffinaderi, der skal bryde Essos monopol, oliekraftanlæg, finansiering til den nationale udviklingsbank.

Efter et år er de store udviklingsprojekter stadig stadig ikke at spore hverken i landskabet eller i statens budget, og det nok stadig for tidligt at kunne vurdere, hvorvidt Ortega-regeringen er i stand til at gøre god brug af oliemillionerne fra Chavez.

Venezuelanske penge er dog allerede synlige i arbejde til finansiering af det cubansk-designede video-alfabetiseringsprojekt Yo Si Puedo (Jeg Kan!) og et program til stæroperationer, der allerede har givet mere end tusinde fattige nicaraguanere deres syn tilbage. Venezuela køber bønner af nicaraguanske landmænd og sælger dem billig gødning.

Hvorfor har Ortega ikke gjort som den socialdemokratiske Kirchner i Argentina og brugt oliemillionerne fra Venezuela til at købe sig fri af IMFs klamme hånd? Måske fordi den venezualanske støtte endnu ikke er så massiv. Og måske fordi at den for Ortega ikke er et nationalt projekt som sådan, men mere skal forstås som broderlig støtte til eget Ortegas politiske projekt.

Ortega har nemlig valgt ikke at lade støtten fra Chavez afspejles i finansloven, i stedet kanaliserer sandinisterne den igennem private eller offentlige virksomheder, som er under sandinistisk kontrol. Den venezualanske nationalbank skal kapitalisere den nationale udviklingsbank direkte, udenom den nicaraguanske stat.

Den venezuelanske olie, som der dog endnu ikke er set meget af, fordi Esso sidder på raffinaderi- og distributionskapaciten i Nicaragua, sælges gennem det statslige olieselskab Petronic. De 40 procent af prisen, der kommer tilbage til Nicaragua som kreditter, og som skal udgøre flere hundrede millioner dollars om året, styres af et fælles venezuelansk-nicaraguansk selskab, uden om parlament og finanslov.

Denne semi-privatisering af den venezuelanske bistand sikrer Ortega mod politisk indblanding i, hvordan den bruges, og gør det helt umuligt for offentligheden at følge med.

Det minder meget om den måde, regeringer i Danmark har brugt offentlige og halvoffentlige selskaber som DONG, Havneselskabet og Øresundsforbindelsen for at undgå offentlig indflydelse i hhv. energi-, bolig og trafikpolitik.

Men siden det er Nicaragua, er der også mange, der frygter, at ideen er at gøre Ortegafamilien og dens venner til en ny uafhængig økonomisk magtfaktor i landet.

Regeringen forsvarer sig med, at hvis pengene gik over staten, ville det bryde IMF’s grænser for statens udgifter og låntagning. Men de samme penge kunne have gjort Nicaragua uafhængig af IMF.

Revolutionen tilbage ved magten?
I tre nøglesager, hvor den sandinistiske regering har haft reelle muligheder for at handle anderledes, har den altså valgt:

Der er intet der tyder på, at den sandinistiske regering arbejder ud fra noget så gammeldags som en økonomisk plan.

Men men kan ane indholdet af en udviklingsstrategi, der er ved at tegne sig de facto: alliance med Venezuela om at udvikle oliedreven energiforsyning, alliance med Iran om solenergi og boligbyggeri, alliance med den mexicanske milliardær Carlos Slim om at installere en jeans-fabrik og genetablere den ekstremt økolologisk skadelige bomuldsproduktion og et bomuldspinderi i landet, samarbejde med Brasilien og landets største koncern, familievirksomheden Casa Pellas, om sukker til energiproduktion.

Fælles for de nye donorer, som sandinistregrringen trækker til landet, er manglende interesse for demokratisk kontrol over eller folkelig indflydelse i, hvad pengene bruges til.

De store projekter suppleres af sociale programmer som Nul Sult, en arbejdsmarkedspolitik der stort set stort går ud på at bevare arbejdspladserne i den udenlandsk ejede tekstilindustri og bedre statslig service indenfor skole- og sundhedsvæsen (begge de sidste er højst tvivlsomme, da der ikke er budget bag løfterne om gratis medicin og skolegang for alle).

Strategien, hvis det er en strategi og ikke bare en række partnerskaber mellem rige sandinister og udlændinge, kan diskuteres: De programmer, der prioriteres, gentager et fokus på store statslige eller private virksomheder, som vi sidst så under den sandinistiske revolution i 1980erne.

Erfaringer fra de sidste 16 år sætter ikke noget stærkt præg på regeringens politik: erfaringer fra økologisk landbrug, i selvorganisering og lokaldemokrati, i lokal udvikling, i at udvikle det lille landbrugs potentiale, i at udvikle alternative handels- og eksportnicher.

Måske fordi mange af disse erfaringer er skabt gennem hjælp fra NGOer og gennem partiuafhængige organisationer. Regeringen stoler ikke på hverken den ene eller den anden af disse grupper.

Udvandringen – en sjettedel af alle nicaraguanere bor i udlandet og har taget halvdelen af alle landets studentereksamener med sig, deres hjemsendte penge står nok for en fjerdedel af landets bruttonationalprodukt – er et økonomisk og socialt problem, som regeringen ingen holdning har til. Måske fordi dette problem ikke fandtes, sidst de var ministre og var tvunget til at tænke på løsninger og ikke bare på at vinde næste valg.

Af de programmer, som regeringen har sat i værk, har kun den statslige udviklingsbank, der skal finansiere små landbrug og styrke kooperativbevægelsen, mulighed for at pirke ved landets økonomiske klassestruktur. Den er fortsat mere en uprøvet floskel uden kapital end en virkelighed, men er stadig en mulighed.

Men selv om landet blot fik et raffinaderi, et ordentlig skolevæsen og et sundhedsvæsen, der faktisk virkede, ud af Ortega regeringen, ville mange betragte det som et fremskridt af revolutionerende art.

Selv det har dog foreløbigt lange udsigter.

Al magt til folket?
Imens synes regeringen mere optaget af magtpolitiske spørgsmål:

Den har har sat sit politiske liv ind på oprettelsen af de såkaldte borgermagtsråd, en rådsdemokratisk struktur, som skal have magt til at supervisere embedsmænd, valgte borgmestre og ministre.

Den nye struktur tilsidesætter det møjsommelige arbejde med at demokratisere kommunestyrer, åbne op for borgerindflydelse i landets udvikling og puste liv i en eksisterende struktur af landsbyråd, kommunale udviklingsråd og nationale udviklingsråd, som blandt andet sandinistiske borgmestre og bevægelser har lagt mange kræfter i de sidste 16 år, åbenbart uden at Ortega og hans kone har opdaget det.

Stiftelsen af de nye råd er i fuld gang under former, som er svært gennemskuelige. Flere af de nationale borgermagtsråd er blevet konstitueret, før mere lokale råd er blevet det – noget der gør det svært af argumentere for det demokratiske i strukturen.

De fleste af de lokale råd synes at vælge den lokale sandinistiske partisekretær som formand, hvilket gør det svært at undsige beskyldninger fra oppositionens side om, at det mere handler om at give partiet end folket magt over staten og de folkevalgte. En situation, der kan være nyttig for en regering, der har et mindretal i parlamentet og kun er valgt ind med 38 procent af stemmerne.

Parlamentet har vedtaget en lov, der fjerner rådenes beføjelser, præsidenten har nedlagt veto, parlamentet har stemt vetoet ned. Præsidenten har sat hårdt mod hårdt ved at bede en domstol kende nedstemningen af hans veto grundlovsstridig og ved at sige, at rådene alligevel fortsætter og at de konstiturer sig den 30. november.

Regeringen har brugt meget krudt på at forhandle en ny grundlov sammen med paria-bossen fra det liberale parti, den underslæbsdømte, forhenværende præsident Arnoldo Aleman, som har kørt tæt politisk parløb med Daniel Ortega siden 1998.

Grundlovsreformen skal gøre det muligt for præsidenter at blive genvalgt, og den opretter en ny statsministerstilling, som Arnoldo Aleman ser sig selv som kandidat til. Foreløbigt er tilstrækkelig mange af selv Alemans støtter i parlamentet så skræmt ved tanken om en fælles, tidsubestemt Ortega/Aleman regering, at forslaget langt fra har flertal.

En ny straffelov har bekræftet Sandinistfrontens alliance med den katolske kirkes hierarki, ved at straffe læger, der for at redde kvinders liv foretager en medicinsk abort, med op til tre års fængsel

Samtidig har den nye straffelov åbnet vejen for, at Aleman kan vende tilbage til offentlige hverv.

Aleman er idømt tyve års fængsel for at hvidvaske millioner af dollars, som han stjal, da han var præsident, i banker i Panama. Det er denne situation, som knytter Aleman til Ortega, hvis parti styrer de domstole, der står for hans sag. I forvejen nyder fangen på Ortegas ordre sin straf i husarrest med bevægelsesfrihed i hele landet.

Den nye lov sænker strafferammen for hans forbrydelse til fem år, hvilket åbner døren for at han kan være lovlydig borger i tide til næste valg – og dermed fortsætte den splittelse blandt landets konservativt-liberale vælgerflertal, som gjorde det muligt for Ortega at vinde valget i 2006.

Undervejs har regeringen skrællet skiver af sit parti i en fart, der har fået flere til at tale om begyndende krise selv i denne topstyrede organisation:

Al magten i regeringen og partiet er blevet samlet om præsidenten og dennes kone, Rosario Murillos, der som regeringens kommunikationsdirektør har magt til at sætte mundkurv selv på ministre.

Funktionærer og ministre, der troet, at de selv havde noget at skulle have sagt, er forsvundet i en lind strøm. Hele fem ministre er blevet gået i løbet af de 11 måneder ved magten.

En kulturminister blev gået, da hun satte sig imod, at Daniel Ortega forærede en klenodie fra Nationalmuseet til Hugo Chavez. En sundhedsminister, da hun gjorde det for klart, at det budget, hun havde, ikke slog til for at opfylde løfterne om gratis medicin på hospitalerne. En familieminister som følge af en magtkamp mellem hende og regeringens kommunikationskontor (Rosario Murillos) om, hvem der skulle bestemme over lotterimidlerne, som skal gå til fattige børn.

De sidste rester af den sandinistiske kvindebevægelse har forladt partiet på grund af den absurde lov om dødsstraf for sygdom under graviditet.

Den ellers hensygnende, og indtil nu ubetinget loyale sandinistiske beboerbevægelse, har undsagt regeringen efter at de nye borgermagtsråd er begyndt at besætte beboerbevægelsens mange lokale beboerhuse.

Managuas sandinistiske borgmester har ikke villet lade Rosario Murillo diktere valget af hans efterfølger til det kommende kommunalvalg, og han kaldes nu en forræder. Borgmesterposten i hovedstaden har flere gange været platform for et præsidentkandidatur.

Kun fagbevægelsen, der er baseret på de offentligt ansatte, og bondebevægelsen, hvis formand og næstformand styrer landbrugsministeriet, synes stadig at opretholde den loyalitet overfor præsidenten og hans kone, der afkræves af dem. De sidste formodentlig i forventning om snarest muligt at kunne administrere nogle venezueleanske millioner til gavn for deres medlemmer.

Bondebevægelsen er formodentlig for tiden landets stærkeste sandinistiske folkelige organisation med en vis selvstændighed og egen dagsorden, derfor har Ortega givet bevægelsen landsbrugsministeriet, og derfor er landbrugsudviklingsbanken stadig på dagsorden.

Samtidig har Nul Sult, der lokalt administeres af borgermagtsrådene fremfor af bondebevægelsen, formodentlig til formål at skaffe præsidenten en ny politisk base på landet uafhængigt af bondebevægelsen.

Måske er det sigende for præsidentparrets forhold til sin magt, at præsidenten udfører sit hverv fra Sandinistrontens eget sekretariat, der ligger i samme bygningskompleks som regeringsparrets hjem. En beslutning, der fortolkes som alt fra neurotisk frygt for den stat, han er sat til regere, til et symbol for sammenblandingen af parti og stat, som mange husker og frygter fra 1980erne, til konens måde at holde ham under kontrol, og til hans egen forklaring: At han må gå forrest i sparsommelighed.

Imens står hele to store præsidentpaladser ubrugte hen.

Der er klart mere retning, energi og sammenhæng bag regeringens magtpolitik end bag dens udviklingspolitik. Men på dette område har regeringen altså valgt hemmelighedsfuldhed fremfor åbenhed, har forkastet en retsstyret struktur for folkelig deltagelse i magten til fordel for en partistyret, har prioriteret alliancen med pavestolen højere end respekten for kvinders liv og bruger af sin politiske kapital for at arbejde for en grundlov, der kan sikre en partiledelse fortsat magt uden et folkeligt flertal bag sig, fremfor at udvikle programmer, der kan vinde den et folkeligt flertal.

Ingen har forventet, at Ortega ville blive en ny Chavez – det har han ikke oliemillionerne til.

Det er nu klart, at han heller ikke bliver en ny Evo Morales, der bruger et aktivt folkeligt bagland til at udfordre koncernerne og landets magtrelationer.

Han er ikke en engang en ny Kirchner, der bryder med IMF for stille og roligt at sætte en mere fornuftig og erhvervsvenlig udviklingspolitik på dagorden.

Han minder måske mest om en ny Lula, der bruger slagord og enkelte sociale programmer som facade for en ideløs, men pengerig alliance mellem politiske opportunister og lokale og internationale koncerner.

IMF-politik, med andre ord, blot pyntet med bolivariansk retorik fremfor de mere gængse, men lige så indholdsløse, liberale økonomiske besværgelser.

Sven Gårn Hansen er solidaritetsarbejder og journalist med base i Managua, hovedstaden i Nicaragua.