Kommentar: Vækstideologi i stormvejr

Af Jørgen Knudsen

For hundrede år siden hed håbet fremskridt og var et progressivt fænomen, et led i kampen for et retfærdigt samfund. I dag er dette håb afløst af væksten, som man kan sætte et par spørgsmålstegn ved.

Naturen lever op til de dystre forudsigelser - og vælter vækstideologien ud i stormvejr.

Økonomisk vækst er for det rige samfund, hvad narkotiske stoffer er for den enkelte: et afhængighedsskabende rusmiddel, et slør lagt ud over den forhåndenværende virkelighed, der bliver lettere at se stort på, når man kan håbe sig andetsteds hen. Dynamik, udvikling, forandring, innovation, mere rigdom og velfærd, mere af det hele. Hvem gør vrøvl?

Væksten tager brodden af alle problemer ved at gøre dem til sensationer i åndeløs rækkefølge og lade os se nutiden i morgendagens skær som uvigtig, snart overstået. Således giver et af klodens og historiens rigeste lande sig sværmerisk hen, i tanken om at det kan blive endnu rigere: Døm ikke vort profitstyrede, rastløse, selvoptagne samfund alt for hurtigt, morgendagen vil rumme endnu mere indtjening, arbejde, profit, produktion og stress, endnu mere forbrug af mad, biler, alkohol, velfærd, fladskærmsdrømme, endnu vildere million-gratialer til diskrete ledere.

Hvem brokker sig? Sure kværulanter på venstrefløjen.

»Da de mistede målet af syne, fordoblede de deres anstrengelser«, noterede allerede Mark Twain.

Vækst-modellen er fast indarbejdet som ’naturlig’ forventning i vore fortravlede hoveder, rent faktisk har da også mange af klodens kurver peget opad mod højre hjørne gennem de sidste par hundrede år – befolkningsmængde, levealder, produktion og forbrug pr. capita, antallet af opfindelser og innovationer, diagnoser og mediciner, ganske vist også af våbenproduktion og -handel, uddøende sprog, uddøende dyrearter osv.

Der er grænser
Nu er narkomanen truet af en afvænningskur. Længe har han ignoreret eller bagatelliseret de dystre udsigter. Det har varet 35 år, før det synes slået igennem at der er grænser for vækst – titlen på Romklubbens bog fra 1972, et af de første forsøg på påvisning af klimaets sårbarhed og ressourcernes begrænsning.

Efter 35 års bagatellisering, modstand eller tøven synes det principielt accepteret af medier og politisk magt, hvad videnskabelige autoriteter hævder: At disse grænser er reelle. Sat af klodens klima.

Men et kapitalistisk samfund uden vækst har det som et menneske uden ilt. Det glade håb om fortsat vækst er ikke kun båret frem af ønsket om mere rigdom, men også af frygten for at alt skal gå i stå, af skrækken for at alt skal bryde sammen.

Det var i sin tid den politiske venstrefløj, der modtog meddelelsen om den truede natur med størst åbenhed. Vi hilste den velkommen som våben mod vækstsamfundet, mens alle, der havde del i magten eller identificerede sig med den, bagatelliserede eller ignorerede de dystre profetier og bedyrede deres gode hensigter.

Hele denne lange skyggekamp om miljøbevidstheden fortjener sin historiker!

Den patetiske historie om kommunisternes stædige tro på Sovjet er blevet endevendt af Bent Jensen og hans fæller. Hvornår får vi den tilsvarende – og lidt mere relevante – beretning om uviljen mod at se sandheden i øjnene om vækstens pris?

Tallerkenvending

Da Stern-rapporten blev offentliggjort for snart et år siden, en videnskabeligt underbygget opfordring til hurtigst muligt at formindske udledningen af klimagasser, syntes det som om, den – sammen med Al Gore’s krasse film En ubekvem sandhed – kunne vende stemningen. Bedre sent end aldrig!

Den politiske verden syntes i et svævende øjeblik overbevist om at der rent faktisk er disse grænser for vækst. Vores statsminister vendte på en tallerken: »Vi skal sætte os det meget langsigtede mål, at vi bliver helt uafhængige af olie, naturgas og kul«. Intet mindre.

Et år senere kunne man i fjernsynet se vores videnskabsminister få julelys i øjnene ved tanken om at der muligvis kan udvindes olie i Østgrønland. Flere penge i statskassen, mere CO-2 at pulse op i atmosfæren!

Hvad er der ellers sket siden advarslerne om global opvarmning fyldte alle forsider og syntes at blive taget alvorligt?

Naturen har meget pædagogisk levet op til de dystre forventninger og præsteret unormal nedbør, oversvømmelser og sære temperaturudsving.

Fem følgevirkninger – uden konsekvens
Hos os mennesker har den videnskabeligt underbyggede katastrofemelding med de uhyrlige implikationer blandt andet haft følgende virkninger, henholdsvis ikke-virkninger:

For det første: Salget af benzin med tilsætning af bio-brændstof er øget, og producenter af el-biler vejrer morgenluft – markedets forståelige reaktioner (hjulpet af EU: landbrugslobbyen holder meget af bio-brændstof. Den majs, der skal til for at fylde bilens tank én gang, er mad nok for et menneske i ét år).

For det andet: Der er vedtaget forskellige planer om, hvornår CO-2 emissioner bør være reduceret så og så meget, og en række miljøministre har bekendtgjort, at de er enedes om, hvor og hvornår de vil mødes for at vedtage nødvendige skridt til forebyggelse af videre klimaforandringer. At mødet skal finde sted i København, synes i den københavnske presse nok så vigtigt som dets mulige perspektiver.

For det tredje: Her og nu har der vist sig at være penge i at organisere flyveture til Grønland, hvor turister ved selvsyn kan konstatere, hvilke uoprettelige ulykker den fortsat voksende fly-trafik afstedkommer. Vor energiske miljøminister har været inspirator for denne ny gren indenfor turismen.

For det fjerde: Landene omkring Nordpolen har indledt en konkurrence om hvem, der har ret til den olie, som muligvis ligger under den is, som olieafbrændingen formentlig får til at smelte, så denne olie bliver tilgængelig og kan fyres af op i atmosfæren og forårsage afsmeltning af endnu mere is.

For det femte: Her i landet fortsætter udviklingen af velkendte planer og ideer om videre vækst og CO-2-afbrænding uanfægtet af alle advarsler: En bro fra Lolland til Femern er besluttet, mens jyske borgmestre fastholder deres drømme om broer mellem Sjælland og Jylland, og vejdirektoratet ikke slipper sin fremtidsvision om en vejkapacitet, der skal imødekomme kravene fra et fortsat stigende antal biler og bilkøer på motorvejene: Trafikken vil vokse med 30 procent frem til 2030. Bekymringen her skyldes ikke frygten for noget CO-2-udslip, men for kedelige bil-køer.

Kort sagt: I det kapitalistiske samfund er væksten gud. Hvad den højst reelle klima-trussel kan bevirke er en massiv udvikling af dobbeltmoral plus livlig kosmetisk virksomhed.

Intet andet.

Hvordan er noget sådant muligt?

Jeg har tre forklaringsforsøg. Basis for dem alle tre er vækstens indledningsvis omtalte karakter af slør eller narkotikum. Et nøgternt samfund ville reagere nøgternt. Vort reagerer fantastisk.

Første forklaringsforsøg: Katastrofefortrængning
I mange år har det været indbringende at producere film om skrækkelige trusler om jordens undergang, trusler fra enorme kometer eller små blå mænd, trusler som beslutsomme amerikanere heldigvis afværger i sidste øjeblik.

Når man kan fodre grise med disse spillefilm om jordens dramatiske næsten-undergang, er der tale om en banal fortrængnings-mekanisme: Vi udlever i fantasien den frygt, der vil være alt for vanskeligt at tage alvorligt i virkeligheden.

Når dette så let lader sig gøre, hænger det sammen med at disse historier så glimrende passer ind i nogle kulturelle ur-forestillinger om skyld og retfærdig straf, indprentet gennem årtusinder, fra og med beretningerne om syndfloden, Babelstårnet, Sodoma og Gomorra.

Den kristne tradition har grundigt vænnet os til at leve skyldbetyngede i skyggen af dystre profetier om at straffen for vort rige og syndige liv lurer forude, at fædrenes synder straffes på børnene indtil syvende led, at ulven kommer - men har også ladet os håbe på, at Herren nok lader nåde gå for ret lige denne ene gang: Det gør han jo i hvert fald i disse spændingsfilm, der hver gang ender med at helten med en sikker kugle får ram på denne ulv i sidste øjeblik.

Således er vi blevet mentalt forberedt på ulykkesbudskaberne, vænnet til at leve med truslen uden at tage den helt alvorligt, håbende som børn på at det nok skal ende godt alligevel.

Andet forklaringsforsøg: Kontrol-behovet

Fantaster er vi! Symbolske handlinger er vort speciale. Den skræk, filmfantasierne bygger på, holdes til stadighed ved lige af nye meldinger om, at udviklingen løber løbsk, se også bare på alt det unormale vejr! Skulle verden virkelig være ved at komme farligt ud af kontrol?

Der er gys i luften, i hvert fald i mediernes. Og denne frygt for svigtende kontrol vækker ønsker om kontrol, tryghed, sikkerhed. Mere kontrol! Kontrol der skal forebygge eller opfange – nej, ikke lige netop den vækst, der fører til klodens selvantænding, endsige den der kunne inddæmme det globale ’skammens imperium’ af politik og multinationale koncerner, hvis fortsatte vækst ikke kun truer naturgrundlaget, men også undergraver al solidaritet, skærper alle modsætninger og danner grobund for had hos alle tabere, dermed også grobund for terrorisme, voldskriminalitet, misbrug, snyd, truende globale epidemier og så videre. Eller som i hvert fald vækker frygten for alt dette, gør os letskræmte.

Nej, nej, intet af dette. Kontrol med magten?! Eller med væksten?! Vi vender kontrollen mod ganske andre mål. Så meget strengere må den så også blive!

Når statsmagten beklageligvis ikke kan kontrollere udslippet af drivhusgasser, så kan den slippe så meget mere tåregas ud over demonstranterne for Ungdomshuset. En stadig voksende del af samfundets mistænksomme opmærksomhed – og dets arbejdstimer – bruges til udbygning og vedligeholdelse af et historisk set uhørt kontrolapparat, fra politi over lufthavns-gennemlysning til (lemfældig) fødevarekontrol, registrering af afsender og modtagere af mails og så videre.

Teknisk er al denne demonstrative kontroludøvelse muliggjort af de elektroniske medier, økonomisk er den en kraftig belastning af samfundet, men psykologisk er den utænkelig uden den gærende skræk for, at ’noget’ løber løbsk. Hvem kan man overhovedet stole på?

Derfor er terrorister og terrorisme så velkomne på forsiderne, skønt risikoen for at blive offer for deres anslag næppe er større end risikoen for at blive ramt af et lyn. Derfor sidder så mange borgere i dette land foran hver sin skærm og kontrollerer, hvad de andre gør foran deres.

Mens væksten vokser videre, og kritikken af Nestlé eller Siemens – endsige kravet om kontrol med dem – taler for døve øren. Væksten er fortsat vort håb, men lige så meget vi håber på dens udfrielse, lige så meget frygter vi dens følger.

Tredje forklaringsforsøg: Skandalepsykologi
Hverken de underholdende filmfantasier om at bekæmpe det onde eller de omfattende kontrolforanstaltninger kan dæmpe nervøsiteten.

Danmark er blevet det nervøse samfund. Vor kristelige arv, den dårlige samvittighed, sover uroligt, murrer. Vi er på vagt.

Derfor er sensationen og skandalen velkomne, sammen med hårrejsende beretninger om fjern nød og elendighed, gerne tilsat et skud forargelse.

Afsløringer: Børn, der sælges til adoption. Mennesker der sælger deres ene nyre for at opretholde livet. Mishandling af husdyr. Dårlig behandling af beboere på plejehjem. Flygtninge med en særligt oprivende skæbne. En cyklerytters indrømmelse af at have brugt doping. Uhyggelige rapporter om svind i bestanden af diverse dyr og planter. Fækalier i drikkevandet ved Køge. Fortsæt selv!

Trusler fra stadig uventede hjørner af tilværelsen liver op i hverdagen. Spørgsmål om baggrund og perspektiv stilles sjældent. Men håbefuldt: Er der en skyldig?

Væksten er således ikke det moderne nervøse menneskes eneste drug, skandalen er simpelthen central for den nyhedsformidling, der kender vore svagheder.

I heftig forargelse over skandalen finder vi bekræftelse på, at vi selv stadigvæk er ordentlige mennesker: Hvem siger at vi har opgivet håbet om en mere retfærdig verden? At vi ikke evner at forarges over noget forargeligt? At vi ligefrem selv i ny og næ fifler en smule med sort arbejde? At vi med hver vores lille bil og vores lidt større forbrug har en form for medskyld, hvis klimaet løber amok om en ukendt årrække?

Den slags blegner fuldstændig i forhold til denne skandale! Det er for galt!

I den spontane forargelse over dette oprørende udslag af bedrag, misbrug, lemfældighed eller svindel demonstrerer vi vor egen ubesmittede retsindighed. Det er det, vi har skandalen til, for så billig en penge søger vi at opretholde vor selvagtelse. Den stedfortrædende forbryder er fundet og skal ikke slippe så let!

Men når det offentlige rum således forvandles til en art udvidet privatsfære, kommer politik til at handle om politikere og deres manøvrer, og deres eventuelle visioner blegner bag deres galluptal.

Undergravning af den demokratiske borger
Vækstsamfundets/kapitalismens værste virkning på længere sigt er unægteligt truslen mod både natur og mennesker i en selvforstærkende global proces. Men på helt kort sigt er den værste virkning en demoralisering af den demokratiske – det vil sige den medansvarlige – borger.

Borgerens glade accept af vækstens fortsat stigende kurver gør ikke kun ham/hende til udbytter og medvider, men også til selvbedrager, der søger at klare frisag ved at give sig hen i hyppig og alvorligt ment forargelse over et eller andet eller i symbolsk markering af god vilje.

– Et eller andet? Ikke hvad som helst!

Hvor symbolsk arrangementet er, fremgår af at vor statsminister øjensynlig kan slippe godt fra at inddrage Danmark i en unødvendig, ulovlig, grusom og ødelæggende angrebskrig: En virkelig skandale.

Kapitalismen er som bekendt en tilstand i verden og i sjælen. Kan den overleve en videnskabelig konstatering af, at der nødvendigvis må sættes nogle grænser for dens vækst? Det ser det indtil videre ud til.

Den evner i hvert fald ikke selv at sætte disse grænser. Den er lige så ansvarsfri, smidig, bøjelig og fuld af løgn, som den altid har været. Og når den rammes af krav om grænser for sin vækst, så sætter den to diskrete, men faste hæle i jorden, så længe den kan.

Men sine indforståede borgere gør den til fantaster.

Fremtidsscenario
Vi slutter med et optimistisk fremtidsscenario: Klodens topledere er – skal vi sige om tyve år? – forsamlet i en velbevogtet konferencebygning. Dagsordenen handler endnu engang om den endelige fordeling af CO-2-kvoter.

Natlige forhandlinger, hårdknude. Intet nyt under solen: Kina og Indien kræver stadig albuerum til at indhente det vestlige forbrug, mens USA og EU begge fortsat taler med to tunger for på én gang at fremstå som naturens beskyttere og samtidig bevare deres forspring. Ingen af parterne taler om de atombomber, som de alle har liggende parat, det behøves ikke.

Midt i mundhuggeriet afbryder imidlertid en orkan forhandlingerne ved at løfte taget af bygningen og trække et par lavere embedsmænd med sig i samme sug.

Derpå sker omslaget: I kælderen enes de både udmattede og omsider rystede overlevende om drastiske ændringer overalt. Det vil sige om begrænsninger og beskæringer.

På så ussel en måde lærer menneskeheden et nyt spil, den globale solidaritets. Det som Marx havde en lidt anderledes drøm om, da han opfordrede proletarer i alle lande til at forene sig.

Jørgen Knudsen (f. 1926) er magister og æresdoktor ved Københavns Universitet.

Jørgen Knudsen har skrevet en lang række bøger, blandt andet en Georg Brandes-biografi i fem bind.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Det Ny Clarte nr. 5, november 2005.