Annonce

7. januar 2008 - 13:11

Hærværk mod Finlands ambassade

En anonym gruppe, der kalder sig »K-town supporters« kastede natten til den 7. januar maling på facaden af den finske ambassade i København. I en engelsksproget aktionserklæring meddeler aktivisterne, at hærværket sker i protest mod, at bystyret i Helsinki har afbrudt forhandlingerne med bz’erne i huset »Elimäenkatu 15«.

»De finske politikere og bureaukrater ser ud til at have glemt den pris, København for nyligt betalte for at optrappe en lignende konflikt. Kampen fortsætter«, skriver aktionsgruppen.

JPEG - 75.3 kb
BZ’erne i det besatte hus i Elimäenkatu 15 i Helsinki har forladt huset efter rydningstrusler, men varsler nye aktioner. Foto: Versacrum

Situationen for det besatte hus Elimäenkatu 15 så ellers rimelig ud i efteråret, hvor kommunens Ungeråd indledte forhandlinger med bz’erne om at omdanne huset til et kulturcenter.

Men nu har det private forsikringsselskab Etera, der ejer huset, erklæret, at der ikke er mere at snakke om. Ifølge bz’erne betyder det, at det kun er et spørgsmål om tid, før huset bliver ryddet.

BZ’ere varsler aktioner
Dagen før juleaften gennemførte bz’erne derfor en såkaldt »konfronterende demonstration« i Helsinki, hvor de besatte et centralt vejkryds og blokerede trafikken i en time, hvorefter de gik til Elimäenkatu 15, hvor de kastede malerbomber og byggede barrikader, som efterfølgende blev sat i brand.

»Desværre er ressourcerne i det Helsinkis bz-miljø stadig små, og når panserne kommer for at rydde huset, er det en kamp, vi er sikre på at tabe«, skrev de finske bz’ere i en pressemeddelelse den 23. december 2007.

De har derfor forladt huset frivilligt, men erklære at ville vende tilbage i denne måned med fornyet styrke.

»Indtil da vil ethvert udtryk for solidaritet blive varmt modtaget i hjerterne på et stadigt voksende bz-miljø i Helsinki«, skriver bz’erne, der slutter meddelelsen med parolen »Fred, kærlighed og brandbomber«.

JPEG - 44.2 kb
Den finske bz-bevægelse oplever en stigende tilslutning med en række besættelser, aktioner og demonstrationer. Foto: Versacrum
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce