Nyliberalistisk planøkonomi

Af Peter Nielsen

Nyliberalisme sælges af regeringen, eksperter og økonomer som ’nødvendighed’. Peter Nielsens artikel, som Kontradoxa her bringer, er skrevet i efteråret 2006 som et bidrag til årbogen Økonomi og Samfund 2007. Den beskriver den politisk-økonomiske situation før dannelsen af Ny Alliance og folketingsvalget i efteråret 2007, men rejser så mange spørgsmål med fortsat aktualitet, at Kontradoxa trods en vis »forældelse« vælger at bringe den nu: For selv om meget – forbavsende meget - har forandret sig siden, er regeringens politiske strategi den samme.

Redaktionen

Velfærdsreformer. Det må være et fremskridt. Velfærd er positivt. Reformer er progressive. Eller?

Denne retoriske manøvre kan ikke gøre det alene. Det positivt klingende ord suppleres af forsikringer om, at velfærdsreformer er nænsomme og handler om at fremtidssikre velfærden. Hensigten er at undvige en potentiel krise. Det kommer til at gå ud over de svageste, hvis der ikke handles nu. Velfærdsreformer fremstilles altså først og fremmest som et gode. Herefter som minimale tilpasninger i de svagestes interesse, der skaber tryghed for alle.

Hvis dette tilsammen ikke er tilstrækkeligt overbevisende, så trækkes trumfkortet: Velfærdsreformer er nødvendige. Økonomerne har talt. Så stopper al samtale. Politik bliver til mekanik. Fremtiden er lagt på skinner.

Velfærdsreformer har stået centralt i de sidste år. Det er samtidig et politisk og økonomisk felt, der på den ene side har en lang forhistorie og på den anden side peger et godt stykke ud i fremtiden. Herudover er velfærdsreformer et klart eksempel på velfærdssamfundets generelle udviklingsretning. Det handler denne analyse om.

Hele konstruktionen omkring velfærdsreformer falder sammen som et korthus, når man puster let til den. Velfærdsreformer er ikke progressive. De kommer ikke de svageste til gode, og de skaber ikke tryghed. Velfærdsreformer er ikke nødvendige.

En progressiv udvikling af velfærdssamfundet kræver et basalt opgør med den nuværende samfundsøkonomiske konsensus og er ikke et økonomisk og teknokratisk anliggende. Det er hovedsageligt et politisk og demokratisk anliggende.

Velfærdssamfundet under pres
Den problematik, som debatten om velfærdsreformer kredsede om, er ikke ny. Hvis vi ser på den helt afgørende problematik, så har den været på spil i den økonomiske og politiske debat i årevis og har allerede givet anledning til en vidtgående økonomisk plan.

Jeg tænker på spørgsmålet om den demografiske udfordring, eller det der mere effektfuldt – men noget mindre politisk korrekt – kaldes pensionsbomben eller ældrebyrden. Historien bag ældrebyrden er lige så kort som budskabet er kontant.

Prognoser over udviklingen i befolkningssammensætningen i Danmark viser samstemmende, at der over en periode på 30-40 år vil ske en markant aldersforskydning. Gennemsnitsalderen udviser tendens til at stige på grund af forøget levealder og en relativt vigende fødselsrate.

Når økonomer ser på disse prognoser, så bliver de bekymrede. Det skyldes, at en stigende levealder betyder flere uproduktive år og hermed et forventet pres på den offentlige sektor, særligt hvad angår pensioner og sundhedssektoren. Samtidig bliver der relativt færre produktive borgere til at fylde det hul i statskassen, der langsomt, men sikkert, udvider sig ifølge prognoserne.

Alt i alt ser økonomer med fremtidsbriller et truende underskud på de offentlige budgetter hen over den næste generation. En økonomisk krise er under opsejling, og hvis ikke der udvises rettidig omhu, så går det gruelig galt. Politikerne må tage affære.

Dette budskab er blevet gentaget med stigende hyppighed gennem efterhånden mange år. Det har også været stærkt medvirkende årsag til en række økonomiske stramninger over de seneste 10 år.

Det er svært at glemme den efterlønsreform, som Socialdemokraterne pure afviste, men alligevel gennemførte i 1998. Stramninger i efterlønnen er en måde, hvorpå man kan hæve tilbagetrækningsalderen og derfor sænke trykket fra pensionsbomben.

Men ifølge økonomerne rækker det slet ikke med sådanne små justeringer. Der må langt skrappere midler til, hvis fremtidens finansielle krise skal afværges.

Presset på det politiske system blev derfor ikke svækket, og de lydhøre politikere kunne efter et par års betænkningstid lancere en storstilet økonomisk plan for udviklingen frem mod 2010. Igen blev de fremtidige finansieringsproblemer i den offentlige sektor fremstillet som hovedårsag til den økonomiske tilbageholdenhed.

Plan 2010 blev lanceret af SR-regeringen i 2001, men der var ikke tale om blokpolitik eller et snævert flertal bag planen. Alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti tilsluttede sig plan 2010 og efter regeringsskiftet senere i 2001 blev planen trofast videreført af VK-regeringen og adopteret af Dansk Folkeparti.

Plan 2010 er grundlæggende et redskab til at styrke de offentlige finanser for at være forberedt på hårde tider forude. Den handler om at spare op til fremtidige udgifter. Men idet staten er forgældet, så handler det i realiteten om at nedbringe gælden og hermed renteudgifterne for således at skabe et større økonomisk råderum.

Mere præcist sigter planen mod, at statens gæld som procent af bruttonationalproduktet, BNP, i 2010 skal nedbringes til det halve af niveauet i 2000. Da statens gæld i 2000 var på 48 procent af BNP, så indebærer planen altså, at statens gæld skal være nedbragt til 24 procent af BNP i 2010.

Målt i kroner handler det om store milliardbeløb. Alt efter væksten i BNP, så drejer det sig om et beløb i størrelsesordenen 250 milliarder. Kort sagt skal der altså genereres store overskud på statens budget over en lang årrække.

Det er nemmere sagt end gjort, så planen specificerer derfor også en række virkemidler. Det er oplagt, at økonomisk vækst er et grundlæggende virkemiddel, for økonomisk vækst får i sig selv gælden til at skrumpe, når den måles i forhold til BNP, men herudover er økonomisk vækst dobbelt godt for statens økonomi, da det både betyder færre udgifter og flere indtægter.

Økonomisk vækst betyder nemlig flere i arbejde, og når der kommer flere i arbejde, sparer staten penge på overførselsindkomster og får flere penge ind i skat. Et af virkemidlerne i plan 2010 er derfor, at der skal flere i arbejde: 50.000 personer.

Men flere penge i statskassen kan let få ben at gå på, så hvis gælden skal nedbringes, er det også afgørende, at der generelt strammes op på udgiftssiden. I plan 2010 er dette konkretiseret ved, at væksten i de offentlige udgifter kun må være 0,5 procent om året frem til 2010.

Det er særligt på dette punkt, at planen indebærer en afgørende kursændring i forhold til den tidligere udvikling af velfærdssamfundet. Der er nemlig ikke noget nyt i målsætningen om økonomisk vækst og flere i arbejde. Det har altid været en central målsætning for velfærdsstaten. Men samtidig har velfærdsstaten været orienteret mod vækst i det offentlige forbrug og i den offentlige beskæftigelse.

Under opbygningen af velfærdsstaten i efterkrigstiden var vækstraterne i det offentlige forbrug meget høje – højere end i det private forbrug.

Fra 1948 til 1980 steg det offentlige forbrug til det firedobbelte, mens det private forbrug steg til det tredobbelte. I perioden fra 1980 til 2000 var væksten i det offentlige såvel som i det private forbrug omkring 33 procent (Danmarks Statistik: 50-års oversigten 2001, side 25). Antallet af offentligt ansatte voksede fra 1950 til starten af 1980’erne med omkring 600.000 og er herefter vokset i et lavere tempo frem til 2000.

Ambitionen om økonomisk vækst og stigende beskæftigelse koblet med lavvækst i det offentlige forbrug betyder, at plan 2010 kun kan realiseres gennem vækst i det private forbrug og den private beskæftigelse.

Plan 2010 signalerer derfor et historisk kursskifte, hvad angår forholdet mellem den offentlige og den private sektor. Væksten skal ske i den private sektor, mens den offentlige sektor relativt set nedbarberes. Det vender jeg tilbage til.

Plan og virkelighed
Det er velkendt, at planlægning er én ting, virkelighed noget andet. Jeg har allerede nævnt, at plan 2010 har stor opbakning blandt politikerne og med stor iver er blevet overtaget af den nuværende borgerlige regering.

Det betyder, at planen stadig er gældende og stort set ikke problematiseres af partierne omkring midten af dansk politik, hvilket er ret unikt, når man tænker på, hvor omskifteligt det politiske miljø er i øvrigt, og hvordan modsætninger og gensidig kritik er en del af det politiske spil.

Plan 2010 er noget nær hellig i toneangivende politiske kredse og nok også ret ukendt i brede dele af befolkningen, for når politikerne er enige om noget, så gider de ikke diskutere det, og så forsvinder det fra synsfeltet, idet medierne finder andre ting at rette opmærksomheden mod.

Men selv om politikerne er enige, så betyder det ikke, at tingene går, som de ønsker det, for de er på ingen måde alene om at tegne den økonomiske udvikling. Så hvordan er det gået hidtil med beskæftigelsen samt statens udgifter og gæld?

Kort fortalt så det frem til udgangen af 2004 ikke ud til, at målene i plan 2010 ville blive realiseret, men herefter er det gået hurtigt den rigtige vej med såvel beskæftigelsen som statens gæld. De offentlige udgifter kniber det mere med, for det har vist sig at være meget vanskeligt for regeringen at presse udgifterne ned i den form, som plan 2010 støber.

Udviklingen i 2002-2004 var ikke gunstig for opfyldelsen af målsætningen i plan 2010. Den økonomiske vækst var relativt lav, og arbejdsløsheden steg måned for måned. Det betød, at statens gæld som procent af BNP slet ikke faldt i det planlagte tempo. Gode råd var dyre.

Økonomer havde gennem hele perioden forsikret alle om, at opsvinget var lige rundt om hjørnet, men da Anders Fogh Rasmussen satte alt på et bræt i sin nytårstale 2004 ved at love, at opsvinget kom i løbet af året, så var det ikke mere nok at dele økonomernes tilbagelænede optimisme. Opsvinget måtte hjælpes på vej. Men hvordan?

Opsving hjælpes typisk på vej af staten ved at pumpe penge ud i økonomien, men det harmonerer jo ikke godt med plan 2010, da den offentlige økonomi hermed forværres, og der ikke kan betales af på gælden i tilstrækkeligt omfang. Endnu værre ville det gå, hvis det offentlige forbrug samtidig blev pumpet i vejret, som vi så det i 1990’erne, for så kunne man da for alvor vinke farvel til lavvækst i den offentlige sektor.

Da plan 2010 går målrettet efter vækst i den private sektor, valgte regeringen derfor at afvikle tvungne pensionsindbetalinger og at gennemføre skattelettelser. Det førstnævnte påvirker ikke statens budget og er derfor en oplagt måde at forøge det private forbrug på. Det sidstnævnte påvirker på kort sigt statens budget negativt, men betyder omvendt ikke vækst i det offentlige forbrug.

Når man samtidig medtænker, at forøget privat forbrug normalt fører til forbedrede offentlige finanser på lidt længere sigt ved at øge vækst og beskæftigelse, så gik den såkaldte ’Forårspakke’ fra 2004 godt i tråd med plan 2010. Herudover er skattelettelser god borgerlig politik. Når de gennemføres kort før et valg, så er der tillige tale om virkningsfuld politisk taktik.

Resultaterne udeblev ikke. Hverken de økonomiske eller de politiske. Hvad det førstnævnte angår, så knækkede arbejdsløshedskurven i 2004 for herefter at udvise en klar nedadgående tendens, der stadig gør sig gældende. På trods af de lavere skatteprocenter har statens budget også artet sig som planlagt, idet overskuddet er skudt i vejret for i 2005 at blive på ikke mindre end 61 milliarder (www.dors.dk: Dansk Økonomi forår 2006, side 25).

I 2006 forventes overskuddet at blive i samme størrelsesorden, og hvis det bliver tilfældet, så bliver gælden høvlet ned i lyntempo og realiseringen af plan 2010 er i sigte. I hvert fald hvad angår den overordnede målsætning om nedbringelse af statens gæld. I forhold til midlerne ser det ikke helt så lyst ud. Men kan man overhovedet skelne mellem mål og midler?

Det virker, som om midlerne i form af stigende beskæftigelse og offentlige stramninger er blevet til selvstændige målsætninger for regeringen.

Hvad angår den stigende beskæftigelse, så finder den i overensstemmelse med plan 2010 sted i den private sektor, mens beskæftigelsen i den offentlige sektor er faldet svagt (www.dors.dk: Dansk Økonomi forår 2006, side 25). Ligeledes er den økonomiske vækst primært drevet af voldsom vækst i det private forbrug.

I 2004 og 2005 er det private forbrug vokset med samlet 7,2 procent. Det offentlige forbrug er i samme periode vokset med 2,8 procent (Danmarks Statistik: Statistisk Tiårsoversigt 2006, side 107). I 2006 forventes det private forbrug ligeledes at være den primære drivkraft for en høj økonomisk vækst (www.dors.dk: Dansk Økonomi forår 2006, side 24).

I perioden 2004-2006 vil der derfor samlet set være tale om en procentvis vækst i det private forbrug, der er to til tre gange så høj som i det offentlige forbrug.

Men selvom der således tegner sig et billede af en afgørende balanceforskydning i disse år, så er væksten i det offentlige forbrug dog stadig et godt stykke fra at nå ned på målsætningen om 0,5 procent om året. Regeringen har selv gjort, hvad den kan ved hvert år at indgå finanslovsaftaler med Dansk Folkeparti – aftaler der holder sig inden for rammerne af plan 2010. Men kommunerne har ikke været lette for regeringen at styre.

På trods af, at der også hvert år er indgået stramme økonomiaftaler mellem regeringen, amter og kommuner, så har kommunerne konsekvent overskredet budgetterne. I 2005 slap finansministerens tålmodighed op, og han indbyggede et nyt umisforståeligt disciplineringselement i finansloven for 2006.

Kernen i dette vidtgående skridt er, at budgetoverskridelser vil blive straffet ved, at bloktilskuddet fra staten bliver nedsat med det samme beløb. Hvis kommunerne således bruger 1 milliard mere end aftalt med regeringen, så bliver konsekvensen, at de får 1 milliard mindre fra staten i bloktilskud.

Denne kontante raslen med sablen fra regeringens side blev ikke forbigået i tavshed i kommunerne, og efter nogle måneders tovtrækkeri bøjede finansministeren sig en smule ved at tillade budgetoverskridelser på 500 millioner kr. i 2006, uden at regeringen svinger pisken. Dette blev begrundet med ekstra omkostninger som følge af strukturreformen og gælder kun for 2006.

Alt i alt ser det ud til, at væksten i det offentlige forbrug når ned omkring 1 procent i 2006, og der er ingen tvivl om, at regeringen vil gøre meget for at presse væksten i bund i de kommende år. Det viser også regeringens aftale med kommunerne for 2007.

Ifølge Finansministeriets egne tal får kommunerne 100 millioner mindre at gøre godt med i 2007 end i 2005. Herudover indebærer aftalen for 2007 en slags tilføjelse til plan 2010, idet kommunerne har forpligtet sig til at forøge udliciteringen med 25 procent i 2010 i forhold til i dag.

Men hvad med oppositionen i forhold til plan 2010? Det var jo den nuværende opposition, der stod bag plan 2010, da S og R udgjorde regeringen, så de bakker vel op omkring regeringen på dette vigtige punkt? Ja, det gør de helt grundlæggende. Selv om Socialdemokraterne gør deres bedste for i det mindste at fremstå som noget, der ligner virkelig opposition.

I begyndelsen af 2006 meldte Socialdemokraterne ud, at de ønsker at løsne det stramme greb om de offentlige finanser ved at skrue væksten i det offentlige forbrug op til 1 procent årligt. Det lyder måske af meget, men i lyset af den faktiske vækst hidtil under den nuværende regering, er der reelt tale om en stramning.

Væksten i det offentlige forbrug har i perioden 2002-2005 været på 1,3 procent om året i gennemsnit. Socialdemokraternes ’forhøjelse’ af den offentlige vækstramme handler i øvrigt om ca. 2 milliarder om året, hvilket er en brøkdel af det nuværende gigantiske overskud på de offentlige budgetter.

Socialdemokraterne understregede også kraftigt, at de ikke vil bryde med gældsafbetalingen, dvs. grundlæggende med plan 2010, så deres tilsyneladende satsning på den offentlige sektor var således ikke et decideret alternativ til regeringens politik, der angiver en ny retning. Det var snarere en illustration af den gennemgribende konsensus, der omkranser plan 2010 og den bagvedliggende forståelseshorisont.

Det samme kan man sige om SF’s udmelding i april 2006. SF vil ’hæve’ væksten i det offentlige forbrug til 1,2 procent om året frem til 2010.

Socialdemokraternes visionspapir fra april 2006 – som jeg vender tilbage til nedenfor – viderefører deres hidtidige offentlige udgiftspolitik, så hvad angår den overordnede økonomiske politik og planlægning er det altså kun signaler og marginaler, der skiller regeringen og de tidligere regerende ’oppositionspartier’ samt SF.

Denne vedvarende og fremtidssikrede borgfred på det samfundsøkonomiske område er i øvrigt ved at blive forlænget yderligere, da regeringen efter lang tids gode råd fra økonomer har en plan 2015 i støbeskeen, der grundlæggende cementerer og viderefører plan 2010. Samtidig har der længe været nye initiativer på vej, der rækker endnu længere ud i fremtiden og stikker endnu dybere. Velfærdsreformer.

Velfærdskommissionen
Sommeren 2003 lancerede regeringen to overordnede nye initiativer: ’noget for noget’-politikken og Velfærdskommissionen. Slagordet ’noget for noget’ er et klart udtryk for regeringens markedstilbedelse og spiller fint sammen med andre slogans som ’mest muligt for pengene’ og ’fra tanke til faktura’.

I forlængelse heraf ligner det en tanke, omsat til faktura, at Velfærdskommissionen kom til at bestå af kun økonomer og ligesindede, der netop har tal, penge og regnestykker i tankerne. Men man må også tilføje, at regeringens iver efter at lave meget langsigtede planer ikke harmonerer særlig godt med deres fokus på marked, dynamik og fleksibilitet.

I det tidligere Sovjetunionen lavede man 5-års-planer. I dagens Danmark laver man uden at tøve 10-års-planer og nedsætter uden det mindste spor af ironi en Velfærdskommission, der skal se 35 år ud i fremtiden og på grundlag heraf komme med forslag til meget langsigtede reformer af velfærdssamfundet.

Økonomerne i Velfærdskommissionen fik 2 ½ år og en stor pose penge samt besked om løbende at afrapportere deres arbejde og deltage i den offentlige debat. Som et ekko af problematikken bag plan 2010 blev kommissionens primære rolle at analysere de offentlige finanser i fremtiden med udgangspunkt i den efterhånden velkendte demografiske forskydning. Som supplement til dette trusselsbillede indgik også forhold som globalisering og individualisering i arbejdsgrundlaget, men disse forhold gled lige så stille ud af det centrale synsfelt.

Ud over ældrebyrden var der en anden gammelkending på spil i forbindelse med nedsættelse af Velfærdskommissionen, nemlig efterlønnen, der længe har været en torn i øjet på særligt de konservative. Ud over at regeringen således i kommissionen fik placeret en række økonomer, der måtte formodes at dele forståelseshorisont omkring den truende ældrebyrde og det generelle pres på de offentlige kasser, så sørgede man også for, at flere af kommissionens medlemmer allerede var markante fortalere for afskaffelse af efterlønnen.

Så selvom man aldrig helt kan forudsige resultaterne af økonomernes modeller og beregninger, så var der fra starten en ikke uberettiget forventning om, at efterlønnen ville blive fremstillet som en tung klods om benet på fremtidens velfærdssamfund, og at kommissionen i det hele taget ville argumentere for målrettede nedskæringer i den offentlige sektor.

Velfærdskommissionen blev mødt af spredt murren i krogene fra opposition og fagbevægelse, men fik ikke et samlet konstruktivt modspil i det etablerede institutionelle system. Økonomerne var glade, erhvervslivet jublede og De Radikale tegnede oppositionen ved at overgå regeringen i reformiver og helhjertet opbakning til kommissionen.

På denne måde smittede De Radikales image som cool og oppe på beatet delvist af på Velfærdskommissionen, der således generelt har haft medvind i medierne og befolkningen. Det svækker unægtelig De Radikales status som markant centrumvenstre oppositionsparti, at de overhaler regeringen højre om på velfærdsområdet, men man skal huske på, at De Radikale er det politiske udtryk for det, Bjørn Lomborg repræsenterer på det individuelle plan, idet partiets progressive politiske og kulturelle værdier kun er et tyndt lag sminke på en stram økonomisk karaktermaske. Bjørn Lomborg og De Radikales triumftog i disse år er to sider af samme paradoks.

Her kan Velfærdskommissionen ikke helt være med, for på trods af gode odds og store anstrengelser lykkedes det dem ikke at høste helt samme grad af anerkendelse og gennemslagskraft på deres færd gennem medielandskabet. Alligevel indikerer Velfærdskommissionen og konteksten, at liberalistiske økonomiske forståelser og politikker er blevet så indarbejdede i det store flertals bevidsthed og adfærd, at tavs enighed for længst har erstattet meningsbrydninger og åben diskussion på det grundlæggende niveau.

Den kapitalistiske økonomi ses som naturlig og uomgængelig. Nødvendig. Det kan ikke være anderledes. Dette billede er både Velfærdskommissionens største aktiv og det mest vidtgående resultat af deres arbejde.

På grund af bl.a. Den Alternative Velfærdskommission blev dette billede og i det hele taget Velfærdskommissionens analyser og resultater dog ikke helt enerådende i den offentlige debat om fremtidens velfærd.

Den Alternative Velfærdskommission blev dannet i bevidst opposition til Velfærdskommissionen og har konsekvent blandet sig kritisk og konstruktivt i debatten omkring Velfærdskommissionen og velfærdssamfundet. Dette er blandt andet sket gennem medierne i form af kronikker, kommentarer og læserbreve samt mere systematisk gennem udgivelse af bøger og oplæg.

Den Alternative Velfærdskommission er meget bredt sammensat og har ikke et samlet alternativt bud på velfærdssamfundets fremtid, men er fælles om kritikken af Velfærdskommissionen, samt ønsket om udvikling – ikke afvikling – af velfærden. Der er tale om et græsrodsinitiativ uden markant finansiel eller anden støtte fra det politiske establishment.

Alligevel er det lykkedes Den Alternative Velfærdskommission at kaste grus i maskineriet og kile sig ind i den massive selvsikkerhed og arrogance, der kendetegner magtens netværk. Samlet set må man dog konstatere, at dette store arbejde ikke har haft umiddelbar betydning for kernen af fremherskende synspunkter og aktører.

Velfærdskommissionen har gennem hele forløbet forskanset sig bag et uigennemtrængeligt panser af magtfuldkommenhed og dogmatik. Den ’debat’, som Velfærdskommissionen har taget initiativ til og deltaget i, har i det store hele være en monoton monolog.

Ingen af de grundlæggende præmisser for Velfærdskommissionens arbejde har været til seriøs diskussion, og der er ikke blevet ændret et komma i den afsluttende rapport som følge af seriøs refleksion over kritik og alternative tilgange. Økonomerne er et idealbillede på deres eget verdenssyn: Forudsigelighed. Ensretning. Disciplin.

Velfærdskommissionen har altså ikke haft nyheder at byde på, men har ikke desto mindre været behandlet som en permanent nyhed i medierne.

Bredt set har Velfærdskommissionen været udsat for en stor og vedvarende positiv mediebevågenhed. Kulminationen var offentliggørelsen af den afsluttende rapport i december 2005, som blev dækket intenst gennem flere dage og iscenesat som en medieevent komplet med Velfærdskommissionens formand på slap line i en genindspilning af Anders Foghs beundrede rolle på Venstres landsmøde: uden manuskript, afslappet klædt og med en stor scene som legeplads.

Midt i al denne turbulens druknede til gengæld Den Alternative Velfærdskommission, som ikke blev værdiget et blik i de store nyhedsudsendelser, selv om det vel ret beset var her, man fik præsenteret deciderede nyheder og genuin public service.

På samme måde som Den Alternative Velfærdskommission blev ignoreret af massemedierne, blev deres arbejde forbigået i tavshed i de store oppositionspartier. De Radikale har rykket sig lige så lidt som Velfærdskommissionen.

Det gælder til gengæld ikke Socialdemokraterne. De har rykket sig. Hen i nærheden af Velfærdskommissionen.

Udviklingen i Socialdemokratiet illustrerer ganske godt det skred, der er sket i det politiske system i den periode, hvor Velfærdskommissionen har sat dagsordenen omkring velfærdssamfundets fremtid.

Optakt til velfærdsreformer
Da Velfærdskommissionen blev nedsat, var Mogens Lykketoft Socialdemokraternes formand. Under hans ledelse blev der lagt afstand til kommissionens arbejde og særligt markeret, at der ikke var behov for yderligere reformer af efterlønnen.

Det er dog værd at bemærke, at Lykketoft var finansminister gennem mange år under Poul Nyrup Rasmussen og en af hovedarkitekterne bag plan 2010, så den generelle forståelseshorisont omkring ældrebyrden og behovet for tilbageholdenhed i den offentlige sektor blev ikke problematiseret. Kun behovet for yderligere stramninger var til debat.

Efter det seneste valg i februar 2005 annoncerede Lykketoft sin afgang og en valgkamp om formandsposten i Socialdemokratiet blev skudt i gang. Opmærksomheden samlede sig hurtigt omkring Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt, og valgkampen blev reelt et opgør mellem disse to kandidater og deres forskellige bud på partiets politiske profil og strategi.

En helt central omdrejningsakse i forhold til disse to mulige veje var spørgsmålet om velfærdssamfundets fremtid.

Thorning-Smidt havde allerede meldt klart ud i offentligheden, at velfærdsreformer var nødvendige, og at hun særligt havde et godt øje til efterlønnen. Dette blev et hovedtema i hendes generelle retorik om at modernisere Socialdemokraterne og tilnærme sig regeringens linje.

Frank Jensen og hans støtter stod i markant opposition til denne politiske kurs. Disse Socialdemokrater afviste behovet for velfærdsreformer gennem eksempelvis at pille ved efterlønnen og positionerede sig strategisk ved at efterlyse en rolle som skarp opposition i fremtiden. Flere gik endda så vidt som til foreslå en annullering af plan 2010 for i stedet at satse på videreudvikling af velfærdssamfundet med den offentlige sektor som drivkraft.

Således tørnede to meget forskellige bud på politikudvikling og strategi altså sammen i dette plagede parti gennem en kort og hektisk valgkamp i foråret 2005.

Som bekendt vandt Thorning-Schmidt valget snævert og med hende blev det politiske landskab forandret. Den generelle højredrejning blev cementeret yderligere og den brede politiske debat om velfærdsreformer var nu ikke mere et spørgsmål om for eller imod, men et spørgsmål om hvornår, i hvilket omfang og hvordan.

Statsministeren kvitterede med en forsikring om, at velfærdsreformer kun ville blive gennemført med et bredt flertal hen over midten, og Socialdemokraterne svarede igen med et udspil til reform af efterlønnen.

Herefter udstedte statsministeren et velfærdsveto til Dansk Folkeparti, der takkede ja til dansen ved at vende på en tallerken og pludselig anerkende behovet for reform af efterlønnen og en senere pensionsalder. Vejen var således banet for et bredt forlig om velfærdsreformer i forlængelse af Velfærdskommissionens endelige anbefalinger.

Et vigtigt ærinde for regeringen blev herefter serveringen af disse reformer for befolkningen, idet der i brede grupper fortsat er betydelig skepsis over for nedskæringer i velfærden på trods af den årelange politiske tilnærmelse og holdningspåvirkning.

Regeringens strategi over for denne udfordring spillede på to strenge.

For det første blev Velfærdskommissionens omfattende reformkatalog med det samme afvist af regeringen som alt for vidtgående, hvilket fik Anders Fogh til at fremstå præcis, som han ønsker, nemlig som garant for velfærdssamfundet. Hermed kom regeringens udmeldinger til at fremstå som minimale tilpasninger og et forsvar for status quo.

Medierne hoppede på limpinden og problematiserede regeringens ’reformangst’ og ’handlingslammelse’, samt fremstillede regeringens udmeldinger som ’en slap omgang’ i forhold til ’nødvendige reformer’.

Hvis nogle før havde været i tvivl, så blev det nu fuldstændig klart, at Velfærdskommissionen har sat den afgørende dagsorden om velfærdssamfundets fremtid i medierne og det politiske system.

Samtidig blev regeringens konkrete bud på velfærdsreformer udskudt til efter Globaliseringsrådets endelige rapport, idet regeringen annoncerede, at de ville komme med et samlet udspil til forhandlinger omkring velfærdssamfundets fremtid i begyndelsen af april 2006.

På denne måde ville det negative budskab om nedskæringer blive serveret sammen med et mere aktuelt positivt budskab om offentlige investeringer i fremtidens velfærd. Thorning-Schmidt løb derfor åbne døre ind, da hun stillede som krav til de kommende forhandlinger, at det provenu, der blev skabt gennem velfærdsreformer, skulle investeres i mere offentlig velfærd.

Statsministeren kunne nemlig uden at gøre indrømmelser acceptere dette krav fuldt ud og herigennem fremstå forhandlingsvillig og åben. Han må have grinet hele vejen til Finansministeriet.

Forhandlinger om velfærdsreformer
Den 4. april 2006 fremlagde regeringen sit udspil til forhandlinger om velfærdsreformer. Dette var stort set som forventet, men dog med lidt skarpere kanter end de fleste umiddelbart havde troet.

Det var også interessant, at udspillet blev fremlagt som en samlet pakke, som regeringen havde regnet præcist på, sådan at den efter sigende var ’finanspolitisk holdbar’, hvilket grundlæggende betyder, at velfærdsreformerne vil skabe et ’økonomisk råderum’, der er lige præcist stort nok til, at der er penge til at håndtere ’ældrebyrden’ og den offensive globaliseringsstrategi, dvs. primært øgede midler til forskning og udvikling frem til 2010. Det er basalt set den samme forståelse, der lå bag Velfærdskommissionens samlede pakke med anbefalinger.

Selvom regeringens udspil på en række punkter løsnede livremmen markant i forhold til Velfærdskommissionens anbefalinger, så var der altså tale om betydelig inspiration herfra, hvad angår såvel forståelsesrammen som indsatsområderne.

Herudover blev Globaliseringsrådets anbefalinger generøst imødekommet. Således hørte man ikke beklagelser fra medlemmerne af Globaliseringsrådet, og også Velfærdskommissionen var trods alt moderat tilfredse, selvom ambitionerne ikke helt levede op til deres forhåbninger. Det kunne man høre fra eksempelvis Nina Smith, der i øvrigt var medlem af både Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet.

Venstrefløjen havde i forvejen meldt sig ud af forhandlingerne, mens De Radikale, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti pustede sig op og red nogle kæpheste, men i øvrigt signalerede stor vilje til at indgå et forlig. Herefter gik forhandlingerne i gang og velfærdsreformerne forsvandt fra det dominerende mediebillede efter igen at have været tophistorie i et par dage.

April måned bød nemlig på andre gode politiske historier, og der er jo også grænser for, hvor meget spænding og underholdning, man kan presse ud af en ret kedsommelig samfundsøkonomisk konsensus, der også inkluderer stort set alle mediefolk

Mens velfærdssamfundets fremtid således forsvandt næsten totalt fra mediebilledet, fik vi til gengæld serveret to andre afgørende begivenheder. Disse er egentlig også af stor betydning for velfærdssamfundets fremtid, men vanen tro var mediernes behandling løsrevet fra dybe sammenhænge og substans, idet de langt mere dramatiske forhold omkring meningsmålinger, mandater, personrelationer og politisk fnidder fik kommentatorer og lederskribenter til at gå i selvsving.

Den første begivenhed var De Radikales udmelding om, at de ikke ville pege på Helle Thorning-Schmidt som forhandlingsleder efter et kommende valg, hvilket betød, at de brød SR-alliancen og åbnede i forhold til en kommende VKR-regering.

Det er nok ikke tilfældigt, at det var midt i forhandlingerne om velfærdssamfundets fremtid, at De Radikale valgte at lade bomben springe, for i den periode stod det mere end almindeligt klart for regeringen, at Dansk Folkeparti er stærkt fodslæbende, hvad angår såvel velfærdsreformer som globaliseringsstrategi.

På ikke mindst disse to områder er De Radikale en meget mere villig forhandlingspartner, der vil tillade regeringen at tage meget mere vidtgående skridt. Så efter en periode med stærkt højreorienteret udlændinge-, rets- og skolepolitik havde regeringen nu måske politisk mulighed for at svinge over efter næste valg og videreføre indsatsen på de områder, som Dansk Folkeparti hidtil har sat en stopklods for.

Disse områder er hovedsageligt skat og velfærd, dvs. de økonomiske områder, hvor De Radikale har en markant liberalistisk profil. Men hvad der end sker efter næste valg, og det er der jo ingen, der ved i dag, så har regeringen indtil videre vundet det afgørende slag i kulturkampen, idet den har fået placeret sig selv som selvfølgelig referenceramme for regeringsbærende politik (OBS: Artiklen er skrevet før dannelsen af Ny Alliance og folketingsvalget i efteråret 2007. Redaktionen).

Højredrejningen i dansk politik er altså nu blevet grundfæstet yderligere, idet den politiske fremtid tegner til at blive en VK-regering i enten blå eller sort indpakning.

Venstrefløjen er totalt marginaliseret parlamentarisk og Socialdemokraterne oplever en nedtur af historiske dimensioner. Eller er de på vej frem igen? Kort efter De radikales udmelding barslede Socialdemokraterne med et visionspapir, der skulle skabe politisk klarhed og sætte kursen frem mod næste valg.

Udspillet afviger fra regeringens politik på særligt to områder. Socialdemokraterne vil satse mere markant på offentlig velfærd og på at bekæmpe ulighed. Disse takter blev udlagt i nyhedsmedierne som en venstredrejning. Måske. Først fem skridt til højre og så et skridt til venstre. Men det er naturligvis kun det sidste skridt, som nyhedsmedierne fokuserer på – og som så til gengæld er glemt efter et par dage.

Det afgørende spørgsmål er, om Socialdemokraternes politik for alvor er et alternativ til regeringen. Det virker sympatisk, at partiet vil bekæmpe den stigende ulighed, og der er i øvrigt en række områder, hvor partiets politik afviger fra regeringens. Men det er i småtingsafdelingen.

Det er næppe overraskende, at Socialdemokraterne vil løsne på grebet om den offentlige sektor. Det helt afgørende er hvor meget. Det står der ikke noget om i oplægget, men direkte adspurgt (i Politiken den 10. april 2006, 1. sektion side 4) nævner Thorning-Schmidt de sædvanlige 1 procent vækst om året og tilføjer så lidt kryptisk og uforpligtende »mindst«.

Denne udmelding får Socialdemokraternes offentlige velfærdsoffensiv til at fordampe, for hvis denne skal føre til en decideret kursændring, skal der mindst være tale om en vækst i den offentlige sektor, der modsvarer væksten i den private sektor. Ellers fortsætter den relative udhuling af den offentlige sektor, der allerede accelererer stærkt i disse år.

Men alligevel, det er ikke nogen hemmelighed, at der vil blive løsnet op på de offentlige finanser i tilfælde af en Socialdemokratisk ledet regering, selvom vi naturligvis ikke kan vide præcis hvor meget.

Men hvis Socialdemokraterne skal udlægge en decideret alternativ kurs på dette område, så kræver det en kontant og forpligtende udmelding om, at den offentlige sektor skal vokse mere end den private sektor, og på dette punkt viger Thorning-Schmidt påfaldende udenom.

Socialdemokraternes finanslovsforslag for 2007 opererer med en vækst på 1,6 procent i det offentlige forbrug. Det svarer til væksten i det offentlige forbrug i 2004 og er mindre end halvdelen af den aktuelle vækst i det private forbrug.

Men al denne snak om størrelsesforhold skal ikke skygge for det forhold, at Socialdemokraterne ikke afviger en millimeter fra regeringen, hvad angår indholdet i den offentlige sektor, for de lægger op til ufortrødent at videreføre ’moderniseringsprogrammet’ – komplet med mere privat-offentligt samspil og tilkøbsydelser i kommunerne. Mere herom senere.

Er der alt i alt tale om et markant alternativ til regeringens politik? Det er klart, at Socialdemokraterne vil føre en anden politik end regeringen på mange områder, og at der eksempelvis vil være en tendens til modsatrettet pres på de offentlige udgifter. Men der er intet i udspillet, der markerer et afgørende brud med den udviklingsretning, som velfærdssamfundet er sporet ind på i dag.

Et billede på situationen kan være, at nok vil regeringen køre i højeste gear i højre side og Socialdemokraterne i lavere gear i venstre side, men det ændrer ikke ved, at de er på vej i samme retning ad samme motorvej – hurtigt derudad. Forhandlingerne om velfærdsreformer og globaliseringsstrategi viste dette med al tydelighed. Socialdemokraterne holdt lidt igen og forsøgte at bløde op på forliget, men var i øvrigt med hele vejen.

Det eneste der for alvor skabte lidt røre i den forudsigelige kurs frem mod et bredt forlig var den udenomsparlamentariske modstand, der kulminerede i store demonstrationer den 17. maj, hvor 110.000 mennesker var på gaden under overskriften ’Nej til nedskæringer’.

Demonstrationerne og forløbet omkring dem fik ikke nogen af de politiske partier til at ryste nævneværdigt på hånden, selvom særligt Socialdemokraterne måtte håndtere en vanskelig dobbeltrolle, idet de på den ene side lidt tøvende støttede demonstrationerne og på den anden side var ivrige deltagere ved forhandlingsbordet. LO deltog også i demonstrationerne og genspejlede tydeligt Socialdemokraternes Janus-ansigt.

Dette kom til konkret udtryk ved, at de fælles krav i forbindelse med demonstrationerne ikke gik imod Socialdemokraternes linje i forhandlingerne om velfærdsreformer. De var kun vendt mod regeringens udspil. Således var demonstrationerne eksempelvis gennem de fælles paroler vendt mod nedskæringer i SU’en og forringelser på dagpengeområdet og proklamerede ’Stop for regeringens efterlønsforringelser’. Socialdemokraternes efterlønsforringelser var tilsyneladende helt i orden.

Så selvom mange demonstranter samt netværk og organisationer bag demonstrationerne var modstandere af velfærdsforringelser i det hele taget og ønsker en helt ny kurs for velfærdssamfundet, så kom demonstrationerne også i udpræget grad til at illustrere den centrale, men ubekvemme position, som Socialdemokraterne og LO indtager som på den ene side opposition og på den anden side dybt involveret i samarbejde med regeringen og aktive medejere af den samfundsøkonomiske konsensus.

Det er værd at huske på, at LO støttede Thorning-Schmidt i Socialdemokraternes formandsopgør og forholdt sig bemærkelsesværdigt tavse til Velfærdskommissionen. LO er altså en del af den konsekvente tilnærmelse mod højre på velfærdsområdet.

Demonstrationerne rokkede således ikke for alvor ved velfærdsreformerne, men blev kun et blandt mange elementer i de konkrete forhandlinger om det præcise indhold. Den samfundsøkonomiske konsensus er rummelig, så længe de grundlæggende præmisser ikke anfægtes. Det gør Socialdemokraterne ikke. Der var på intet tidspunkt tale om, at de ville forlade forhandlingerne eller stille ’uopnåelige’ krav.

Men herudover kan demonstrationernes massive omfang og de mange genuint kritiske borgere og netværk være en tidlig indikation af en tiltagende destabilisering af den samfundsøkonomiske konsensus.

Aftale om velfærdsreformer
Den 20. juni kunne regeringen, Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokraterne så præsentere det endelige forlig, der i forlængelse af den almindelige sprogbrug blev kaldt velfærdsforliget. Den overordnede målsætning er at få omkring 125.000 flere mennesker i arbejde i 2040. Det virker derfor passende at kalde forliget for plan 2040.

Hovedelementerne i plan 2040 er senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, en styrket indsats for at få ledige i beskæftigelse og hurtigere gennemstrømning på de videregående uddannelser. Herudover opbygges der i første omgang en globaliseringspulje på 10 milliarder kr. frem mod 2012. Denne pulje skal primært bruges til opprioritering af uddannelsesindsatsen og styrkelse af forskning og udvikling, innovation og iværksætteri. De forøgede midler til forskning og udvikling har regeringen forpligtet sig til gennem EU og lovet gennem flere år, og midler til innovation og iværksætteri har ligeledes længe været en central målsætning.

Forligspartierne havde god grund til at være glade. Regeringen havde opnået et meget bredt og billigt forlig med en skarp kant vedrørende tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Plan 2040 er billig, idet midlerne i globaliseringspuljen svarer til en vækst i det offentlige forbrug på 0,5 procent om året frem til 2010, hvilket svarer til niveauet i plan 2010.

Den skarpe kant er, at efterløns- og pensionsalder hæves med 2 år til henholdsvis 62 og 67 år i 2022, men herefter reguleres efter den gennemsnitlige levealder og kan hæves yderligere med et år hvert femte år fra 2025. Det betyder, at efterløns- og pensionsalder kan blive hævet løbende til henholdsvis 66 og 71 år i 2040.

Denne del af aftalen blev ikke fremhævet af forligspartierne. De hæftede sig ved stigningen på 2 år, der kunne udlægges som en sejr for Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, der havde stillet krav om netop denne opblødning af regeringens udspil til forhandlinger. I det hele taget blev de fælles hovedkrav fra demonstrationerne den 17. maj imødekommet i forliget. Der blev ikke skåret i SU’en. Der blev ikke skåret i dagpenge og kontanthjælp.

Det var Socialdemokraterne ikke sene til at tage æren for, om end de måtte kæmpe med Dansk Folkeparti om rampelyset. Begge disse partier havde ligeledes bevist deres forhandlingsvilje og evne til at indgå forlig. Dansk Folkeparti kunne også gnide sig i hænderne over en tillægsaftale med regeringen om udlændingepolitikken. De radikale kunne så sammen med regeringen glæde sig over aftalens skarpe kant, ligesom alle kunne være enige om det fornuftige i, at denne del af aftalen ikke kom til at præge mediebilledet og den offentlige debat.

Sammenfattende er plan 2040 en styrkelse af den samfundsøkonomiske konsensus. Dansk Folkeparti er kommet ind i varmen, og et massivt flertal i Folketinget står således bag planen. Samtidig rækker planen meget langt ind i fremtiden.

Koloniseringen af fremtiden og den planøkonomiske tendens antager groteske proportioner i plan 2040.

På trods af, at planen gennem forløbet efter Velfærdskommissionens udspil er blevet mindre gennemgribende, så er det alligevel basalt set en sejr for regeringen og Velfærdskommissionen. Plan 2040 udstikker regeringens kurs langt frem i tiden og baserer sig på et overvældende parlamentarisk flertal. Velfærdskommissionens grundlæggende dagsorden og politiske forslag er blevet imødekommet.

Efter forliget kunne formanden godt nok tone frem på skærmene og annoncere, at planen kun dækker mellem halvdelen og to tredjedele af det fremtidige finansieringsbehov, men han og de andre medlemmer af kommissionen har alle mulige grunde til at være tilfredse. Kritikken fra den side var da også meget moderat. Til gengæld kom der som forventet kritik fra bankøkonomer, OECD og Dansk Industri.

Fra venstre side var der stor benovelse over, at det folkelige pres tilsyneladende havde fået bugt med de værste torne i det endelige forlig, og kritikken fra denne side var derfor afdæmpet.

Det lykkedes særligt Socialdemokraterne at omklamre den folkelige modstand og venstreoppositionen i tilstrækkelig grad til, at den samfundsøkonomiske konsensus også efter forliget kaster lange skygger mod venstre. Den Socialdemokratiske skinopposition er blevet styrket.

Velfærdsforliget kan derfor karakteriseres som en ny, stor sejr for de borgerlige kræfter i samfundet. Den samfundsøkonomiske konsensus er rykket mod højre og er ekspanderet voldsomt i tid og rum. Venstreoppositionen er marginaliseret og tilbageholdende, mens højreoppositionen er aktiv og eksponeret.

Denne formel har vist sig at være effektiv gennem flere år, og jorden er nu gødet for en fortsat skærpelse af den gældende samfundsøkonomiske kurs i de kommende år. Men denne kurs indeholder også mange elementer, der ikke normalt betragtes som samfundsøkonomiske. Den politiske dimension er oplagt, men herudover er sprog, medier og videnskab m.m. afgørende dele af det samlede billede.

’Velfærdsreformer’
I moderne politik er sprog et vigtigt element. Hvis det lykkes for politikere at klistre et positivt ord på en politik, institution eller plan, så er det meget nemmere at skabe bred opbakning. På samme måde kan man genere de politiske modstandere ved at hæfte negativt ladede ord på deres politiske standpunkter og udmeldinger. Hvis begge strategier bringes i spil samtidig, så er den sproglige vej banet for politiske resultater.

Denne dobbelte sproglige strategi har været essentiel gennem mange år og bliver stadig mere betydningsfuld. Hvis vi ser omkring 20 år tilbage, så lykkedes det den borgerlige regering at forbinde den offentlige sektor med forestillinger om manglende dynamik, ineffektivitet, klientgørelse og bureaukrati. Herigennem ønskede den at skabe opbakning til sit moderniseringsprojekt, der blev påhæftet ord som dynamik, fleksibilitet, frit valg og effektivitet.

Moderniseringsprojektet indebar (og indebærer) i realiteten markedsgørelse, vedvarende omstruktureringer og nedskæringer i den offentlige sektor. Dette medfører bl.a. betydelige forringelser i mange menneskers arbejds- og levevilkår, samt en grundlæggende kursændring i velfærdssamfundet.

Men hvis man gerne vil have politisk opbakning, så kan det betale sig at reducere og modificere projektets indhold sprogligt, sådan at det forbindes entydigt med positive forståelser. Samtidig mistænkeliggøres status quo og mulige alternativer ved, at de sprogligt devalueres.

For man starter naturligvis op ad bakke, hvis man forsvarer en ’bureaukratisk’ offentlig sektor, eller argumenterer for alternativer til ’effektivitet’ og ’fleksibilitet’. Modstander af effektivitet og fleksibilitet? Det svarer næsten til at kritisere, at solen står op om morgenen eller at forsvare det synspunkt, at jorden er flad.

Udtrykket ’modernisering’, der påhæftes projektet som helhed, er i øvrigt interessant i sig selv, for hvordan kan man være modstander af modernisering? De fleste forbinder nemlig modernisering med positive fremskridt, samt alternativer til modernisering med noget tilbageskuende og gammeldags – med tilbageskridt. Fremskridt, ja tak! Tilbageskridt, nej tak!

Kampen om sproget fortsatte med uformindsket styrke under Socialdemokratisk ledede regeringer i 1990’erne. Arbejdsmarkedspolitikken er et godt eksempel.

Det lykkedes regeringen at give dens reformer af arbejdsmarkedspolitikken betegnelsen ’aktiv’ arbejdsmarkedspolitik og herved at lægge afstand til tidligere tiders ’passive’ arbejdsmarkedspolitik. For langt de fleste er aktivt noget positivt, mens passivt er noget negativt, så en aktiv arbejdsmarkedspolitik må jo være et fremskridt.

Den nye arbejdsmarkedspolitik indebar blandt andet, at dagpengeperioden blev beskåret fra 7 år til 4 år, og at arbejdsløse skulle ’aktiveres’ tidligt i perioden, hvilket med det sproglige krydderi giver det indtryk, at arbejdsløse hidtil havde været passive modtagere af offentlige ydelser i alt for lange perioder.

Fremstillet på denne måde lyder den nye politik jo rimelig og logisk. Den aktive arbejdsmarkedspolitik indeholder samtidig et eksempel på decideret manipulation med sproget. Konstruktionen aktiv/passiv er kreativ sprogbrug med et klart politisk sigte, men ikke udtryk for direkte vold på virkeligheden.

Det er det til gengæld, når man kalder arbejdsløses pligt til at blive aktiveret for et ’aktiveringstilbud’. Et tilbud er noget, man frit kan vælge til og fra uden afgørende sanktioner. Men hvis man modsætter sig et ’aktiveringstilbud’, så bliver man frataget sit forsørgelsesgrundlag. Det er simpelthen propaganda og virkelighedsfornægtelse at kalde pligt til aktivering for et ’tilbud’.

Kritiske socialforskere med sort humor har sammenlignet statens ’aktiveringstilbud’ med den type ’tilbud’ som mafiaen står for, altså ’tilbud’, som man reelt ikke kan afvise, hvis man har sit liv kært.

Vi blev ikke forskånet for denne type propaganda siden.

I forlængelse af en række skandaler i Udlændingestyrelsen annoncerede ministeren, at denne offentlige organisation i fremtiden skulle hedde Udlændingeservice. Service? Organisationen administrerer en politik, der i stigende grad handler om at mistænkeliggøre og afvise store grupper af udlændinge. Det er en hån at kalde en kynisk og restriktiv praksis for ’service’.

Eller måske skal man vende problemstillingen på hovedet og konstatere, at denne ’service’ er et ganske godt eksempel på det, man kalder ’servicesamfundet’. Service er for de rige og privilegerede. Resten ekskluderes med mere eller mindre hårdhændede metoder.

Stillet over for denne type propagandistisk sprogpolitik virker den politisk bevidste brug af udtryk som ’aktiv arbejdsmarkedspolitik’, ’velfærdsreformer’ og ’velfærdsforlig’ relativt uskyldige. Men alligevel er der tale om eksempler på den samme tendens til, at sproget bøjes og knækkes for at legitimere politiske strategier og manipulere befolkningen.

Sproget kan aldrig blive et helt neutralt redskab, men et sundt demokrati er uforeneligt med såvel propaganda som mere subtile former for sproglig manipulation. Derfor er det heller ikke rimeligt at bruge udtrykket ’velfærdsreformer’ eller ’velfærdsforlig’ om politiske tiltag, der omhandler forringelser eller deciderede afviklinger af velfærdsordninger.

Ud over at fx ’velfærdsreformer’ ikke giver et retvisende billede af indholdet, så sætter det kritikere i en meget vanskelig situation. For hvis man er modstander af ’velfærdsreformer’, så må man være modstander af velfærd, reformer eller begge dele, hvilket betyder, at man bliver presset ind i en meget ugunstig sproglig form, der indebærer en defensiv position.

Samtidig er en modoffensiv vanskeliggjort, idet ’velfærdsreformer’ nu allerede har et bestemt indhold, og man således står med et forklaringsproblem fra starten, hvis man vil sætte en anden type ’velfærdsreformer’ på dagsordenen, der ikke handler om forringelser.

Det forhold, at en kritiker af ’velfærdsreformer’ taler fra en defensiv, marginaliseret position og fra starten må forklare sig og sætte en ny dagsorden, er katastrofale odds i en flygtig og hurtiggående medievirkelighed, hvor journalister er permanent utålmodige og oftest kun efterspørger overskrifter og slogans.

Når tiden er knap, er der kun mulighed for at appellere til de forståelser, som allerede er de mest udbredte. Det kræver tid at udvikle kritik og nye forståelser.

Det er nok en del af forklaringen på, at medlemmer af Den Alternative Velfærdskommission har været noget nær usynlige i det dominerende mediebillede. Men der er en anden og mere tungtvejende grund.

Velfærdskommissionen har ikke kun haft mediemæssig og sproglig medvind, mens kritikere og modstandere har haft lige præcis det modsatte. De har også indtaget en privilegeret position gennem deres tilsyneladende videnskabelige legitimitet og monopol på sandheden.

’Nødvendighed’
Debatten om velfærdsreformer og Velfærdskommissionen er spundet ind i matematiske modeller og komplekse beregninger. Det er i sig selv med til at give indtryk af, at debatten føres på neutral grund og i en videnskabelig sammenhæng.

Velfærdskommissionen er tungt placeret i den offentlige bevidsthed som videnskabeligt legitim, idet de toneangivende medlemmer er fremtrædende økonomer fra landets universiteter. Når de udtaler sig, har de 100 års udvikling inden for den dominerende økonomiske tænkning og argumentation som ballast, og deres modeller og anbefalinger appellerer derfor til grundfæstede forestillinger om objektivitet, videnskab og rationalitet.

Hvis en tilfældig borger udtaler sig om velfærdssamfundet, så tænker man i bedste fald, at det er da meget interessant, og hun er jo berettiget til at lufte sin mening. Hvis en professor i økonomi udtaler sig, så har hun hele den toneangivende økonomiske videnskab i ryggen. Folk lytter på en helt anden måde og tager i et helt andet omfang udsagn og anbefalinger for gode varer uden nærmere eftertanke.

Den videnskabelige autoritet indebærer, at Velfærdskommissionen ses som politisk neutral og som indehaver af sandheden. Disse forhold gør, at al diskussion i sidste ende forstummer. Politiske diskussioner er irrelevante i en videnskabelig sammenhæng, og sandheden står ikke til diskussion. Punktum.

Videnskab handler jo netop om at neutralisere politiske forskelle og at udtale sig med autoritet om selveste virkeligheden. Når Velfærdskommissionen derfor fremstår som videnskabelig, så kan de lukke øjnene for anklager om, at de er politiske, og de kan kigge den anden vej, hvis deres udlægning af virkeligheden problematiseres.

Velfærdskommissionen besidder en autoritet i debatten, som for langt de fleste får dens arbejde og anbefalinger til at fremstå som meget mere værdifulde og legitime, end hvad andre måtte mene og argumentere for. Indvendinger eller alternative forståelser kommer nemlig uden videre til at fremstå som uvidenskabelige, politiske, famlende, subjektive eller ligefrem irrationelle, uansvarlige og underlødige.

Velfærdskommissionen har direkte adgang til blinkende lysreklamer på alle gadehjørner, mens kritikere og modstandere støder direkte ind i en mur af skepsis, som de enten må klatre over eller vælte for overhovedet at blive hørt.

Det overordnede budskab, der herigennem har bundfældet sig blandt et stort flertal af politikere og i den brede offentlighed, er basalt set, at fremtiden byder på alvorlige økonomiske problemer, som nødvendigvis må tackles nu og her, hvis ikke det skal gå helt galt.

Det er ikke mindst i forbindelse med det lille kunstgreb knyttet til ordet ’nødvendighed’, at den videnskabelige autoritet manifesterer sig, for ’nødvendighed’ neutraliserer alle diskussioner.

Herudover er spørgsmålet omkring fremtiden og nutiden centralt. Fordi fremtiden ser ud på en bestemt måde, så er det nødvendigt, at vi gennemfører nogle bestemte reformer nu. Fremtiden genererer nogle håndfaste krav til nutiden, som ikke kan appelleres. Nutiden er fanget i fremtiden. Men er det ikke snarere science fiction end videnskab?

I science fiction-filmen Minority Report bekæmper en enhed inden for politiet kriminalitet, inden den har fundet sted. Ved hjælp af orakler, der kan forudsige fremtiden, forsøger politiet at forhindre, at der bliver begået kriminelle handlinger.

I de første scener i filmen ser vi denne proces udfoldet. Oraklerne har forudset, at en bestemt person vil begå et mord, og da politiet modtager denne oplysning, rykker de prompte ud og arresterer manden, før han har begået mordet. Herefter bliver manden kastet i fængsel og nøglen bliver smidt væk.

Naturligt nok har han forinden forsvaret sig med, at han jo ikke har begået noget kriminelt, men denne forsvarsstrategi kan fejes af banen med henvisning til, at det ville han jo have gjort, hvis ikke han var blevet arresteret.

Det totalitære aspekt af situationen er oplagt og bringer klare mindelser om Kafkas og Orwells universer. Systemet kan skille sig af med folk på grundlag af uvirkelige anklager, og det er op til den enkelte at bevise, at hun er uskyldig.

Men hvordan kan man bevise, at man er uskyldig, når anklagen ikke vedrører en faktisk hændelse, men en fremtidig hændelse, der jo netop aldrig finder sted? I denne situation er vi principielt alle skyldige, og det er i hvert tilfælde umuligt at bevise sin uskyld med henvisning til den konkrete virkelighed. Menneskers liv bliver spundet ind i et surrealistisk spil om en fremtid, der aldrig bliver virkelig, idet nutidens handlinger jo ændrer fremtiden.

Magt bliver i sidste ende helt vilkårlig og tilfalder dem, der definerer ’fremtiden’. Magten tilfalder i første omgang oraklerne, der producerer ’sandhed’ om fremtiden og i anden omgang dem, der tolker og handler på oraklernes budskaber.

Der er mange elementer i den faktiske nutid, der minder ubehageligt meget om den situation, der bliver tematiseret i Minority Report. Et eksempel er den såkaldt ’forebyggende krig’ i Irak, der blev igangsat på grundlag af løse formodninger om fremtidige aggressioner i forlængelse af påstande om magthavernes besiddelse af masseødelæggelsesvåben og forbindelse til terrornetværket Al-Quada.

De faktuelle anklager har siden vist sig at være falske og formodningerne om fremtidige aggressioner er af gode grunde hinsides falsifikation i dag. Men nu er krigen i gang og følger sin egen blodige logik, mens henvisninger til kendsgerninger om ’fortiden’ betragtes som uinteressante og ’forældede’.

Man kan også levende forestille sig, at fangerne på Guantanamo-basen på Cuba på uhyggelig vis kan spejle sig i de ’kriminelles’ skæbne i Minority Report. I Danmark har den såkaldte krig mod terror ligeledes skabt en situation, hvor den imaginære fremtidige terrortrussel sætter befolkningens frihedsrettigheder under et gevaldigt pres.

Men denne bekymrende tendens til, at politiske handlinger med meget alvorlige konsekvenser for frihed og velfærd bliver til på grundlag af spøgelsesagtige diskussioner om fremtidige trusler, ser vi også på det samfundsøkonomiske område.

Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet er samfundsøkonomiske skoleeksempler på samme generelle tendens til, at en farefuld ’fremtid’ bliver omsat til ’nødvendige’ reformer, der ikke kan diskuteres fornuftigt med udgangspunkt i den konkrete virkelighed, men systematisk bliver skudt ud i et irrationelt parallelunivers, hvor ’sandheden’ er monopoliseret.

De surrealistiske diskussioner om ’økonomisk råderum’ er et eksempel. Set i dette absurde perspektiv giver det også god mening, at Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet i fællesskab kom til at udgøre rammen for regeringens udspil til reformer af velfærdssamfundet. Globaliseringen og demografien skaber samlet set en situation med ’dobbelt nødvendighed’.

I forhold til velfærdssamfundets samfundsøkonomiske fremtid er der ikke tale om konsekvenser i form af decideret fysisk frihedsberøvelse. Det, der finder sted, er en indespærring af den kollektive forestillingsevne og herigennem en bastant undertrykkelse af progressive velfærdsprojekter, idet en sort ’fremtid’ spoles tilbage og folk blæses omkuld med ’nødvendige’ velfærdsforringelser og omstruktureringer.

Hvis vi ser på den konkrete virkelighed i det danske velfærdssamfund, så er der et gigantisk overskud på statens finanser og generelt en historisk gunstig økonomisk situation. Men denne virkelighed bliver tryllet bort ved hjælp af fremtidsspøgelser, og de politiske muligheder for udvikling af velfærdssamfundet bliver neutraliseret gennem et ’videnskabeligt’ monopol på sandheden.

Hvad bliver der tilbage af Velfærdskommissionens arbejde, hvis vi renser det for science fiction, talmagi, videnskabelig autoritet og sprogligt skønmaleri? En lang række politiske anbefalinger, der angiver en helt bestemt retning for velfærdssamfundets fremtid.

Velfærdskommissionen hævder at have videnskabelig indsigt i fremtiden, men i realiteten handler deres arbejde om at forme fremtiden ud fra politiske værdier. Herigennem understøtter og skærper Velfærdskommissionen den udviklingsretning, som velfærdssamfundet i stigende grad er sporet ind på gennem de seneste 20 år.

Fra den siddende regerings side var den generelle intention bag Velfærdskommissionen klar: at påvirke befolkningens politiske holdninger og værdier samt at forbinde deres eget politiske projekt med en videnskabelig aura af autoritet, objektivitet og uundgåelighed. Mere konkret blev Velfærdskommissionens arbejde omsat til plan 2040.

Velfærdssamfundets udviklingsretning
Velfærdskommissionens reformkatalog blev slet ikke implementeret fuldt ud i plan 2040. Kontroversielle forslag om eksempelvis en skattereform, dagpengeperiode på 2 ½ år, nedskæringer i kontanthjælpen samt brugerbetaling i sundhedssektoren og på universiteterne er ikke blevet omsat til politisk praksis. Ikke endnu.

Selvom mange af kommissionens forslag er blevet skudt til side, så er de ikke glemt. De kan nemt vækkes til live igen og gennemføres gradvist over en lang årrække. En sådan udvikling vil ikke være uden historisk fortilfælde.

I 1993 barslede Socialkommissionen med en række anbefalinger til politiske ændringer, der straks blev afvist af den daværende finansminister Lykketoft. Men hvis man ser tilbage i dag kan man konstatere, at størstedelen af Socialkommissionens forslag er blevet ført ud i livet, selvom stort set alle har glemt, at der engang var en Socialkommission.

I øvrigt er to af de mest højtråbende medlemmer af Velfærdskommissionen – Nina Smith og Jørn Henrik Petersen – gengangere fra Socialkommissionen. Den politiske hukommelse er kort, og Velfærdskommissionen vil snart være dynget til med en voldsom mængde nye, aktuelle politiske kommissioner og diskussioner.

Men grundtankerne bag deres arbejde og den retning, som deres anbefalinger angiver, Velfærdskommissionens arbejde, hvis vi renser det for science fiction, talmagi, videnskabelig autoritet og sprogligt skønmaleri?

En lang række politiske anbefalinger, der angiver en helt bestemt retning. Disse aspekter ligger nemlig i klar forlængelse af regeringens politiske holdninger og langsigtede strategi for velfærdssamfundets udvikling.

Regeringen har ikke til hensigt at gennemføre massive nedskæringer eller at slagte hellige køer fra dag til dag. Folk, der går og venter på, at Fogh endelig igen træder i karakter som hulemand, må vente forgæves. Sporene fra efterlønssagen i 1998 og dagpengesagen i 2002 skræmmer. Det samme gør de borgerlige valgnederlag i 1990’erne.

Derfor har regeringen lagt strategien om. Kortsigtede reformer og omfattende hurtige omfordelinger er lagt på hylden, idet resultatet forventes at blive et nederlag ved det kommende valg. I stedet satses på en langsigtet strategi med tre hovedelementer.

Det første er at bibeholde regeringsmagten over en lang periode for således at høste langsigtede resultater frem for et hurtigt fix. Der er såmænd ikke noget nyt i, at en regering går efter at beholde regeringsmagten, men for den siddende regering har det stor selvstændig betydning gennem kulturkampen og en afgørende afledt betydning i forbindelse med de to andre strategiske hovedelementer.

Kulturkampen er en kamp om holdninger og værdier, der ændres gennem lange seje træk. Dette spiller en hovedrolle for regeringen, og eksempelvis Velfærdskommissionen var derfor ikke kun et middel til velfærdsreformer, men også et mål i sig selv gennem dens løbende påvirkning af folks holdninger og adfærd. Men med en klar vægtning af det lange sigt arbejder regeringen også målrettet mod at gennemføre en balanceforskydning mellem den private og den offentlige sektor.

Dette andet strategiske hovedelement gennemføres ikke ved hjælp af store offentlige nedskæringer, men ved i tråd med plan 2010 at stramme grebet om den offentlige sektor, samtidig med at væksten frisættes og stimuleres i den private sektor.

Dette indebærer en relativt skrumpende offentlig sektor og en accelererende vægtforskydning, som forventes at få stor effekt på lang sigt, idet en vedholdende kvantitativ vægtforskydning forbindes med en fremtidig kvalitativ overgang til et nyt og forandret markeds- og erhvervsorienteret samfund.

Måske kan man sammenfatte dette som en kvalitativ overgang fra et velfærdssamfund til et velstandssamfund. Skattestoppet er symbolet på denne politiske kurs og jo også regeringens flagskib – som Socialdemokraterne har kopieret.

Essensen af tankegangen er, at den private sektor skal drøne derudad på 1. klasse, mens den offentlige sektor med tiden i sammenligning bliver et nedslidt foretagende på 2. klasse. Dette vil sætte den offentlige sektor under endnu større dynamisk pres, og regeringen håber så samtidig, at folk gennem ’frit valg’ og private løsninger styrker den private sektor yderligere.

Ved at sætte den offentlige sektor under retorisk, organisatorisk og økonomisk pres, så sættes en selvforstærkende proces i gang, der underminerer velfærdssamfundet på lang sigt.

Samtidig med at der på denne måde arbejdes vedholdende hen imod et indirekte og langsigtet opgør med den offentlige sektors rolle i samfundet ved at sætte den under et relativt pres, så viderefører og skærper regeringen også som det tredje strategiske hovedelement det ’moderniseringsprojekt’ for den offentlige sektor, som har været toneangivende siden de tidlige 1980’ere.

Dette projekt indebærer, at den offentlige sektor i stigende grad organiseres, styres og ledes på samme måde som den private sektor, uden at der er tale om deciderede privatiseringer. Generelle eksempler på denne tendens er udliciteringer, offentlige selskabsdannelser, offentlig-private partnerskaber og tilkøbsydelser samt konkurrence, kontrakt- og incitamentstyring i den offentlige forvaltning.

Markante eksempler fra de seneste år på denne fortløbende proces er universitetsloven og strukturreformen.

Denne systematiske politiske strategi er ikke umiddelbart tilgængelig for det blotte øje, og regeringen må have den holdning, at strategier trives bedst i det skjulte, for den bliver ikke fremlagt til almindelig oplysning for befolkningen eller den politiske opposition.

Mange af konsekvenserne hører også fremtiden til, og debatten om fremtidens velfærd har regeringen jo med succes ført i en helt anden retning, der med ’nødvendighed’ skærper deres egen politiske kurs. Meget kan man beskylde regeringen for, men dumme er dens strateger absolut ikke.

Normalt bliver regeringens politiske strategi ikke offentligt omtalt overhovedet, og den stikker typisk kun hovedet frem, når regeringen skal legitimere sin politik over for kritik i egne rækker fra utålmodige liberalister, der ønsker mere vidtgående her-og-nu-ændringer eller mistænker regeringens top for at være en slags Socialdemokrater uden klare borgerlige visioner.

Når dette er tilfældet, så bliver regeringens chefideolog beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen sendt i byen for at belære disse ivrige sjæle om de politiske realiteter og at overbevise dem om, at liberalismen stadig er på dagsordenen, men bliver gennemført af de små skridts sikre og vælgervenlige vej.

Hvor Hjort Frederiksen således forsøger at tæmme de uregerlige liberalistiske kræfter til højre for regeringen, så er det Foghs rolle at omklamre oppositionen på midten, hvor mange stadig venter skræmt på, at hulemanden viser sig igen.

Hvor Fogh således meget bevidst på ikke mindst Venstres landsmøder i 2004 og 2005 nedtoner regeringens ideologiske projekt, erklærer de politiske ideologier for døde og bekender sig til kerneværdier i det danske velfærdssamfund, så kommer Hjort Frederiksen altså på banen, når den ideologiske profil skal plejes.

Rollefordelingen var ganske tydelig, da socialminister Eva Kjer Hansen i 2005 gjorde sig til talskvinde for mere ulighed i samfundet. Krise! Den slags siger man altså ikke højt! Hun blev straks sat på plads af Fogh, som dog behændigt undgik at nævne, at regeringen i praksis skaber større ulighed, mens Hjort Frederiksen på den anden side pædagogisk beroligede de liberalistiske kræfter med, at den blå fane stadig er solidt plantet i fremtidens muld.

En af de kræfter, der vedholdende trækker i regeringen fra højre er tænketanken CEPOS, der støttes moralsk og økonomisk af borgerlige kulturpersonligheder og erhvervslivet.

CEPOS har en fast stab af økonomer og ligesindede, som løbende udgiver rapporter og i øvrigt gennemfører diverse aktiviteter med en skarp liberalistisk profil og herudover bruges flittigt som kommentatorer i medierne. Tænketanken fyldte i marts 2006 ét år og det borgerlige Danmark fejrede med god grund, at CEPOS er slået igennem med et brag og bidrager betragteligt til regeringens kulturkamp.

Ved denne lejlighed måtte Hjort Frederiksen vanen tro forsvare regeringens politiske kurs, og i denne forsamling var det ikke muligt for selv denne glatte ideolog at undertrykke sin alt for ærlige begejstring over de kommende velfærdsreformer.

Det slap således ud, at »vi kan øge tilbagetrækningsalderen, vi kan tage noget efterløn fra folk. Man kan rykke en velfærdsreform baglæns« (ifølge Information den 14. marts 2006, side 6). Pludselig var alle de fine ord om nødvendighed, fremtidssikring, tryghed, nænsomhed og omsorg for de svageste erstattet af benhård fordelingspolitik og velfærdsforagt.

Tage efterløn fra folk? Rulle velfærden baglæns? Ikke just sprogpolitisk korrekte udtryk, men befriende klart til skue. Regeringens politik og velfærdsreformer samt i det hele taget den samfundsøkonomiske konsensus og velfærdssamfundets nuværende kurs handler nemlig basalt set om regressiv omfordeling og velfærdstab. Langsomt, men sikkert. De svageste først.

Velfærdsreformerne viderefører med udsøgt præcision den udvikling, der indebærer forringede vilkår for svage grupper i samfundet: folk på dagpenge og kontanthjælp, flygtninge og indvandrere, studerende, fattige og nedslidte. Det er uværdigt, og det rimer slet ikke på velfærd.

Det skaber også utryghed. For i et højt gearet konkurrencesamfund, hvor de permanente krav til præstationer, omstillingsevne og effektivitet strammes dagligt, er størstedelen af befolkningen i afgørende forstand potentielt svage, selv om de ikke aktuelt er det.

Som udviklingen ser ud i øjeblikket er velfærd ved at blive erstattet af tom velstand, der lukker sig om sig selv og kun skaber endnu større sociale og individuelle problemer.

Fremtidens velfærd… skabes i dag
Velfærdssamfundets fremtid, som den er anlagt af regeringen og ’oppositionen’, er ikke progressiv. Der er tale om en regressiv konsensus, der på ingen måde løser de virkelige problemer i nutiden. Disse alvorlige problemer er omfattende og mangesidede, men miljøproblemer, fattigdom og udstødning samt fysisk og psykisk nedslidning er vigtige at nævne.

Faktisk vifter den politiske konsensus systematisk disse problemer til side gennem det kunstige og ensidige fokus på budgetproblemer og konkurrencepres i ’fremtiden’, der dikterer en bestemt politik. Denne politik indebærer stramninger, der særligt rammer de svageste og betyder, at de, der i forvejen arbejder sig en pukkel til, skal arbejde endnu mere og endnu hurtigere.

Til kataloget over problemer i nutiden kan derfor føjes den antidemokratiske tendens til, at politiske diskussioner neutraliseres gennem henvisninger til nødvendighed.

Demokrati betyder åbenhed over for diskussion og argumenter. Nødvendighed betyder det modsatte.

Den tiltagende konsensus omkring ’den nødvendige politik’ er ikke ensbetydende med, at politik nu er mere neutral og rationel end tidligere. Tendensen indikerer et demokratisk forfald og en politisk afmontering, idet en særlig politisk ideologi etableres som dominerende og bredt identificeres som det politiske spils generelle regelsæt.

Dette politiske projekt er en særlig afart af liberalismen, som man kan kalde nyliberalistisk. Projektet er tilpasset det udviklede danske velfærdssamfund, og konsekvensen er en langsigtet og skridtvis, men planmæssig og målrettet udvikling hen imod mindre velfærd, mere marked, mere individualisme, mere arbejde og mere ulighed.

I forlængelse af plan 2010 og plan 2040 er det berettiget at tale om decideret nyliberalistisk planøkonomi.

Denne nyliberalistiske udviklingstendens har været markant gennem mere end 20 år og er blevet skærpet under den siddende regering. De tidligere regeringspartier har samtidig bevæget sig hen mod regeringen. Det. der fremstilles som et objektivt pres på velfærdssamfundet, er i realiteten et politisk pres, der udøves af økonomer og et stort flertal af politikerne.

Det første og afgørende skridt hen imod en progressiv udvikling af velfærden er en demokratisering af den politiske debat.

Velfærdssamfundets fremtid må generobres som et politisk og demokratisk anliggende. Det fængsel for bevidstheden, som nødvendighedstankegangen opbygger, må rives ned. Den klaustrofobiske celle må erstattes af et åbent rum med visioner og utopier. Forestillingsevnen må frigøres.

Koloniseringen af fremtiden skal vendes på hovedet. Fremtiden skabes gennem politik og andre sociale handlinger. Her kan man pege på det slogan, som de sociale fora bekender sig til: En anden verden er mulig. Det er ikke tilfældigt, at denne sociale bevægelse har vokset sig stor og mangfoldig i en tid, hvor nødvendighedsretorik og politisk apati er dagens orden.

Ud over at de sociale fora rummer uvurderlige demokratiske ressourcer, så er de også levende alternativer til den gældende indadvendte globaliseringsstrategi og den totale mangel på respekt for ældre og andre ’uproduktive’ medborgere, som diskussionen om ’ældrebyrden’ hviler på.

Velfærden skabes ikke af erhvervslivet, markedet eller liberalistiske regeringer. Alle virkelige fremskridt i velfærden er skabt gennem sociale kampe og bevægelser, der vokser op nedefra. Arbejderbevægelsen. Andelsbevægelsen. Miljøbevægelsen. Kvindebevægelsen. Mange flere.

Med tiden sander disse bevægelser ofte til i hierarki og teknokrati, men så spirer nye bevægelser frem. Denne levende og uforudsigelige proces bærer håbet for fremtidens velfærd. Den nuværende konsensus modarbejder en sådan udvikling. Velfærdssamfundet er på helt galt spor. Hvis de politiske partier skal medvirke til en progressiv udvikling, så er et rent brud med den gældende politiske kurs og ideologi afgørende – også hvad indholdet angår.

For det første er det afgørende med en decideret parlamentarisk opposition, der konsekvent udstiller regeringens svage sider og hensynsløst påtaler de negative konsekvenser af deres politik. Det er demokratisk børnelærdom, men tilsyneladende ved at ’gå af mode’ i nødvendighedens tidsalder.

For det andet er et offensivt alternativ til regeringens politik og strategi afgørende. Der er behov for at eksponere regeringens reale strategi og for at fremlægge en alternativ udviklingsvej, der bygger på helt andre politiske værdier og visioner.

Regeringen og den nuværende ’opposition’ er grundlæggende enige om plan 2010, plan 2040, ’modernisering’ og relativ nedbarbering af den offentlige sektor. Mere grundlæggende bygger den gældende politiske konsensus på en fremtid med mere marked, mere konkurrence, mere vækst, mere effektivitet, mere arbejde og mere forbrug.

Markeds-, forbrugs- og arbejdssamfundet er allerede en realitet, men hensigten er at udbrede det yderligere. Kapitalismen skal ekspandere. Mere af det samme, selvom det allerede skaber store problemer i dag. Det er paradoksalt og blottet for visioner at fortsætte ad dette spor. Problemerne bliver kun større.

Alternativet må være en politik, der lytter opmærksomt og vedholdende til de sociale bevægelser og den sociale kritik – og omsætter det til en ny retning for velfærdssamfundet. Det vil være en politik for demokrati, for velfærd og for lighed. For mangfoldighed, frirum og vækst nedefra. For fremtiden.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitetscenter og redaktør af årbogen Økonomi og Samfund 2007, Forlaget Frydenlund. Årbogen kan bestilles på post@frydenlund.dk. 2008-udgaven udkommer den 24. januar.

Anbefalet videre læsning:
Peter Nielsen (2004): »Den samfundsøkonomiske konsensus«. Artikel i Erik Christensen (red.): Velfærd på vildspor. Frydenlund. Kan downloades gennem www.kritiskdebat.dk

Peter Nielsen (2006): Nyliberalismen i det danske velfærdssamfund. Research Papers from the Department of Social Sciences, Roskilde University, no. 3/06. Kan downloades gennem Roskilde Universitetsbibliotek.