Annonce

14. januar 2008 - 14:19

Aktivister vil sabotere overvågningskameraer

Aktivister med tilknytning til venstrefløjsmiljøet i København vil ikke finde sig i den planlagte kameraovervågning af udvalgte steder i Hovedstaden. Når kameraerne bliver sat op, vil aktivisterne derfor gøre, hvad de kan for at sabotere dem i en fart.

– Vi er nogle stykker, der har snakket meget konkret om det – men der er mange, mange flere, der på mindre forpligtende vis højlydt har brokket sig over de initiativer som kommunen og politiet har snakket om. Så når først de bliver sat op, tror jeg, man vil se mange almindelige mennesker gå ud og på fredelig vis sabotere overvågningen.
Det vi snakker om er jo hverken vold eller hærværk – jeg ville kalde det civil ulydighed, siger en anonym aktivist til Modkraft.dk.

Formålet er ikke hærværk

Hvordan vil I gøre det, hvis I ikke vil bruge hærværk?

– Nu skal vi først se, i hvilket omfang de bliver sat op og hvordan – derefter må vi finde en løsning der passer til. Men formålet er jo ikke i sig selv at smadre og ødelægge udstyret – formålet er at hindre myndighederne i at overvåge gader og stræder. Så mon ikke det bliver noget med at dække linserne til, klipper kablerne over eller lignende, siger aktivisten, hvis identitet er Modkraft.dk bekendt.

JPEG - 36 kb
Den britiske grafittikunster Banksy’s kommentar til kameraovervågningen i det offentlige rum.

Vedkommende erkender dog, at det på sigt kan blive nødvendigt at »gå mere bastant til værks« for at sende et signal til myndighederne om, at det vil blive for omkostningsfuldt at blive ved med at sætte nyt udstyr op.

– Men lad os nu se om politiet og kommunen ikke ret hurtigt forstår, at vi ikke ønsker overvågningen.

Aktivist: »Hellere præventivt arbejde«

Ifølge aktivisten er overvågningen af almindelige mennesker i eksplosiv vækst, på trods af at alle statistiker og undersøgelser viser, at overvågningen ikke på nogen måde er effektiv i forhold til at begrænse kriminalitet samtidig med, at der sker mindre grov voldskriminalitet end tidligere.

– Næsten alle de politiske partier, journalister, meningsdannere og andre magthavere synes at dele den opfattelse, at overvågning er det mest effektive svar på kriminalitet af al slags. Alt fra piratkopiering over knivoverfald til international terror synes at kunne bekæmpes med kameraer og sms-logning.

– Det er enormt omkostningsfuldt at installere overvågningsudstyr – de penge kunne bruges langt bedre på for eksempel effektivt præventivt arbejde i forhold til knivdrabene, lyder kritikken fra den anonyme aktivist.

Undersøgelser: Overvågning nytteløs

Adskillige undersøgelser og erfaringer fra udlandet har stort set entydigt vist, at videoovervågning ingen kriminalpræventiv effekt har.

Senest fremgår det af en international undersøgelse foretaget af det svenske Kriminalpræventive Råd, Brottsförebyggande rådet.

Ifølge den omfattende undersøgelse – der bygger på 22 videnskabelige undersøgelser af kameraovervågning i bykerner fra hele verden – har effekten af kameraovervågning kun medført syv procent mindre kriminalitet i forhold til sammenlignelige områder uden kameraovervågning, og det er så lidt, at det ligeså godt kan være tilfældigt, skriver Jyllands-Posten.

Kravet om øget overvågning sker efter flere voldelige overfald og senest et knivstikkeri på Strøget i København med dødelig udgang. En undersøgelse foretaget af Det Kriminalpræventive Råd viser dog, at der ikke er belæg for den udbredte opfattelse, at vold med kniv er i stigning.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce