Finanspolitisk stramning fortoner sig - krisen nærmer sig

Af Henrik Herløv Lund

Der er tilsyneladende ved at brede sig en erkendelse blandt andre danske økonomer om, at en finanspolitisk stramning for at undgå økonomisk overophedning ville være dårligt timet, da den risikerer at forstærke en igangværende afmatning i den økonomiske vækst. Således har både Arbejderbevægelsens Erhvervsråds tidligere formand, Chresten Sørensen, og danske banks cheføkonom, Sten Bocian, samt en række andre meldt sig blandt modstanderne.

DEL I: DEBATTEN OM FINANSPOLITISK STRAMNING
Koncerteret kampagne mod økonomisk overophedning
Sidst i december så vi ellers en veritabel kampagne med en række borgerlige økonomer i spidsen. Finansministeriet, Det økonomiske råd, OECD, Dansk Arbejdsgiverforening og bankøkonomer kappedes om at fremmane billedet af en økonomisk overophedning.

Økonomiske krisetegn har meldt sig i kølvandet af den amerikanske boligkrise.

Kampagnen havde et tydeligt politisk formål, idet den var nøje rettet mod valgløfterne fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne om 5 mia. kr ekstra til offentlige ansattes løn i forbindelse med forårets overenskomstforhandlinger. Kampagnen fremmanede et billede af, at lønforbedringer i den størrelsesorden til offentligt ansatte ville være samfundsøkonomisk uansvarligt, fordi de ville sætte en løn– og inflationsspiral i gang, som igen ville true den danske konkurrenceevne, det økonomiske opsving og beskæftigelsen.

De borgerlige økonomers kampagne lykkedes som bekendt. Den forståelse, der stod tilbage i det offentlige rum, var, at de offentlige ansattes grådighed truede den samfundsøkonomiske balance, opsvinget og velstanden. Hermed blev DF og S på en og samme tid truet med at blive ansvarliggjort for den kommende økonomiske krise og fik samtidig et alibi, som muliggjorde for dem at smutte fra valgløfterne (jf. Henrik Herløv Lund: »Økonomisk–politisk teaterspil om offentligt ansattes løn« på www.henrikherloevlund.dk).

Samfundsøkonomisk ansvarlighed eller interessepolitik?
Imidlertid havde disse advarsler om samfundsøkonomisk ansvarlighed i høj grad en interessepolitisk kerne: Regeringen var optaget af, at undgå at søgelyset blev rettet mod de 10 mia. kr, som den umiddelbart inden havde uddelt i skattelettelser. Dansk Arbejdsgiverforening var optaget af at sikre sig, at den offentlige sektor ikke var for gunstigt stillet i konkurrencen med de private virksomheder om rekrutteringen af arbejdskraft i fremtidens smalle arbejdsmarked.

Og Det økonomiske Råd (DØR) havde i årevis talt for en mere forsigtig finanspolitik, således også i den nuværende situation. Men man havde talt for døve ører. Uanset om timingen egentlig var dårlig, øjnede DØR pludselig chancen for medvind og oprejsning og kørte derfor på. Og da man realpolitisk erkendte, at regeringen næppe ville kunne presse til at ændre på skattelettelser og skattestop, lagde DØR derfor op til offentlige besparelser på 12 – 18 mia. kr.

Alle var dog ikke enige i en finanspolitisk stramning: Arbejderbevægelsens Erhversråd (AE-rådet) indtog et mere forsigtigt standpunkt om kun en neutral finanspolitik, idet man både advarede mod økonomisk overophedning, men samtidig også mod at stramninger kunne gå ud over opsving og beskæftigelse.

Også en række bankøkonomer advarede mod en finanspolitisk stramning på grundlag af faren for et internationalt nedsving i kølvandet på bolig og finanskrisen i USA.

Erkendelsen breder sig: Stramning dårligt timet
I analysen: »Økonomisk politisk teaterspil om løn til offentligt ansatte« forudså undertegnede, at når målet om at få aflyst de 5 mia. ekstra i lønmidler til offentligt ansatte var nået, ville den økonomiske »katastrofesnak« forstumme. Den havde opfyldt sin mission: At skabe en offentlig stemning, der kunne legitimere aflysningen af de lovede lønstigninger til offentlige ansatte.

Det er netop, hvad der nu sker: Der er blandt økonomer ved at brede sig en erkendelse af, at en finanspolitisk stramning nu måske ville være dårligt timet. Således har både AE–rådets tidligere formand, Chresten Sørensen, og danske banks cheføkonom, Sten Bocian, meldt sig blandt modstanderne af en finanspolitisk stramning.

Christen Sørensen skriver i Børsen den 10. januar 2008, at »..et markant finanspolitisk indgreb, som foreslået af vismændene og OECD, risikerer at komme for sent, idet det tager op mod et års tid, før den fulde virkning slår i gennem«.

Og et par dage tidligere (8. januar) skrev Sten Bocian direkte i samme avis: »Man risikerer at komme i den værste af alle verdener, hvis man strammer op nu. ... et indgreb nu og her vil først få fuldt effekt om et års tid. På det tidspunkt er en hård opbremsning næppe den medicin, dansk økonomi har brug for«.

Selv på lederplads advarede Børsen, Dansk Arbejdsgiverforenings ’hoforgan’ par excellence, den 11. januar om, »at der er grund til varsomhed med et finanspolitisk indgreb lige nu«.

Ja, der er ligefrem en begyndende debat blandt økonomer om, hvorvidt vi om et år snarere vil have brug for en lempelse af finanspolitikken: »Spørgsmålet er, om det kan være på sin plads at lempe finanspolitikken i 2009. Det kommer til at afhænge af udviklingen på arbejdsmarkedet. Hvis lavere vækst får virksomhederne til at skille sig af med arbejdskraft, så kan vi formentlig godt tåle et skub til økonomien i 2009,« siger cheføkonom fra Jyske Bank, Peter Skøttegård Øemig, i oven anførte artikel.

DEL II: KRAFTIG ØKONOMISK AFMATNING I GANG
Dansk økonomi på vej mod afmatning
Baggrunden er, at alt tyder på, at dansk økonomisk af sig selv er på vej mod en markant afmatning af den økonomiske vækst.

Amerikansk nedsving på grund bolig- og finanskrise, stigende råvare- og oliepriser, høj eurokurs (fremkaldt af stærkt faldende dollarkurs) samt afmatning på det danske boligmarked og af det private forbrug peger alle i retning af klart aftagende økonomisk vækst i Danmark fremover.

Dette peger i virkeligheden snarere mod et behov for på længere sigt at understøtte væksten gennem finanspolitikken, mens modsat en finanspolitisk stramning blot vil forstærke en løbende afmatning og ramme hårdt i form af stigende ledighed.

Afmatning af det internationale opsving med udgangspunkt i USA
Der er flere grunde til, at tempoet vil sænkes kraftigt i den økonomiske vækst.

Først og fremmest udspringer den nuværende afmatning i det internationale opsving fra USA, der er blevet ramt af tre økonomiske ’chok’ på næsten samme tid: et boligchock, et finanschock og et oliechock.

Udgangspunktet har været boligkrisen i USA, der har bredt sig gennem det internationale finanssystem som en finanskrise, og hvor vurderingen blandt amerikanske økonomer mere og mere er den, at 2008 vil medføre en egentlig recession dvs. negativ vækst.

»Subprimekrisen« på det amerikanske boligmarked har negativ virkning for den amerikanske samfundsøkonomi, fordi den har været ledsaget af omfattende prisfald og tvangsauktioner og dermed en opbremsning i låntagning i fast ejendom. Det har naturligvis virket stærkt afkølende på det private forbrug, som hidtil har været hoveddrivkraften i det amerikanske opsving, men som primært har været finansieret gennem ejendomslån.

Boligkrisen har bredt sig til den amerikanske finanssektor, som har ydet lån i usikre boligværdier og bevirket stigende udlånsrente fra bankerne, som selvfølgelig har forstærket afmatningen af husholdningernes låntagning og det private forbrug (jf. Henrik Herløv Lund: »Finanskrise på vej til økonomisk krise« på www.henrikherloevlund.dk).

USA centralbank har gennem rentesænkninger forsøgt at sætte mere gang i boligmarkedet og har gennem udstrakt kreditgivning forsøgt at overvinde den af finanskrisen fremkaldte indbyrdes mistro i den amerikanske finanssektor, men uden større effekt. Den amerikanske regering har også bebudet hjælp til de betrængte husejere, dog i helt utilstrækkeligt omfang til at det vil stoppe bolig- og finanskrisen.

Samtidig er USA´ s økonomi også blevet ramt af et af et tredje chok: nemlig stærkt stigende råvare– og oliepriser.

Diagram: Olieprisens udvikling 2007 (US $ pr. tønde)

Kilde: Børsen 4. januar 2008.

Virkningen heraf er dog delvist blevet afbødet af den stærkt faldende dollarkurs, der har billiggjort amerikanske eksport.

Men den samlede virkning af de tre chok i den amerikanske økonomi er, uanset alle modforstaltninger og modgående tendenser, en stærkt aftagende vækst, der jf. OECD’s konjunkturindikator truer med at blive negativ (falde under værdien 100 i nedenstående diagram) i 2008 (jf. Lars Erik Skovgård: »USA sidder fast i økonomisk hængedyng«. Berlingske Tidende ):

Diagram: Væksten falder i USA

Kilde: OECD’s konjunkturindikator.

Arbejdsløsheden er allerede begyndt at stige og mængden af nye ordrer til de amerikanske virksomheder falder hastigt (Uffe Gardel: »Økonomisk nedtur langsomt på vej«. Berlingske Tidende den 12. januar 2008).

Da USA er lokomotivet i den internationale økonomi og trækhesten i det hidtidige opsving, er det klart, at afmatningen her vil forplante sig udover den globale økonomi. I EU er væksten også allerede aftagende, hvor den i forvejen ikke var specielt høj. Derimod er der fortsat vækst i Asien og Kina, men markederne her har ikke så stort volumen, at det på nogen måde kan opveje tilbagegangen i USA og Europa.

Det er derfor uundgåeligt, at der i den internationale økonomi vil brede sig en opbremsning af væksten i 2008 og de kommende år. Og en afmatning af det internationale opsving vil også manifestere sig i Danmark, alene i kraft af vanskeligere eksportbetingelser for dansk erhvervsliv.

Danmark: Festen på boligmarkedet er forbi
I Danmark gør der sig imidlertid en række af de samme faktorer gældende, som manifesterer sig i USA og internationalt: Afmatning af boligmarkedet, stigende rente, finanskrise og opbremsning af væksten i privatforbruget.

Fremgangen i den danske økonomi har især været funderet på to søjler: Danskerne har investeret mere i værdipapirer og aktier, og aktiemarkedet er steget markant flere år i træk fra 2003 til 2006. Og takket være opsvinget er kurserne herpå steget. Den danske aktiebeholdning er som følge heraf steget med 400 procent siden 2002. Men med den internationale kreditkrise er den fest forbi – for nu.

Den anden søjle i dansk økonomi har været prisstigningerne på ejerboliger. Især indehaverne er de mere lukrative ejerboliger har været flittige til at ’realisere friværdien’ i ejerboligen. Og bankerne og kreditinstitutterne er blevet ved med at tilbyde nye og stadigt mere fleksible former for lån (jf. Information den 28. december 2007: »Efter festen«).

Men nu kradser krisen på boligmarkedet. Ikke bare falder priserne, de falder drastisk – et typisk parcelhus er faldet med omkring 15 procent siden august sidste år (jf. Lassen, Lauritz Harmer: »Dramatisk år i vente«. Berlingske 29. december 2007) og antallet af bolighandler er på et år faldet 21 procent. Og da de store ejendomskriser typisk har en varighed på 4–5 år er der formentlig længe til en ny ’boligfest’ (jf. Kim Hundevadt og Bo Jørgensen: »Festen er forbi«, Jyllandsposten den 23. december 2007).

Da det stigende privatforbrug i de senere år i høj grad har været drevet af låntagning i formuestigninger, og ikke mindst kapitalgevinster på fast ejendom, vil de øverste lag af det danske privatforbrug blive skrællet af. Det bidrager også, at bankernes udlånsrente i Danmark er steget som følge af usikkerheden i forbindelse med finanskrisen. Endelig trækker det også den forkerte vej, at forbrugerpriserne ser ud til at ville stige kraftigt – især drevet af de kraftige internationale prisstigninger på energi og råvarer.

Afmatning i dank økonomi igang
Afmatning i privatforbruget og den indenlandske efterspørgsel skaber i sig selv dårligere muligheder for dansk erhvervslivs afsætning og har allerede også virket dæmpende på virksomhedernes investeringer. Hertil kommer så dårligere eksportmuligheder for dansk erhvervsliv som følge af opbremsningen i det internationale opsving og som følge af faldet i dollarkursen og den modsvarende stigning i euro-kursen. Alt i alt er virksomhedernes forventninger til salg og indtjening i 2008 faldende og ligger nu på niveau med 2002–2003, dvs. før det seneste opsving (jf. Søren Joensen og Kongskov–Olsen: »Danske virksomheder bremser op i 2008«. Børsen 4. januar 2008).

Tegnene på en afmatning af væksten i dansk økonomi er allerede kommet. Omsætningen i detailhandelen steg kun med 0,1 procent fra 2006 til 2007 og for første gang siden midten af 2006 melder industrien om faldende forventninger til produktion og beskæftigelse fremover (Børsen den 8. januar 2008: »Nye tegn på svaghed i dansk økonomi«).

Ligeledes er aktiviteten i byggesektoren på vej ned. Byggeriet steg i 2007 til et højt niveau på over 7 procent af BNP. Selvom der et stykke ind i 2008 stadig vil være fart på byggeriet, er der en opbremsning i gang og i 2009 forventes at byggeriet at falde med over 4 procent (OECD: Halvårlig prognose for Danmark).

Diagram: Ændring i boliginvesteringer 2007 – 2009 i procent, år til år. Skøn fra OECD og DØR

Kilde: OECD Economic Outlook, december 2007, og Børsen, 7. december, 2007. 2007.

Beskæftigelse og lønudvikling hidtil
Den stærke økonomiske vækst har været baggrunden for en betydelig stigning i beskæftigelsen, der er steget med 70.000 personer i forhold til niveauet i begyndelsen af 2000–tallet.

Tabel: Beskæftigelsesudvikling 2000 til 2007

Kilde: Berlingske Tidende, 25. oktober 2007.

Dette har modsvaredes af en imponerende reduktion i arbejdsløsheden, der er faldet med 50.000 personer i forhold til niveauet 2001–2002.

Diagram: Udviklingen i arbejdsløsheden

Kilde: Berlingske Tidende, 25. oktober 2007.

Det er bemærkelsesværdigt, at den stærke vækst i beskæftigelsen de seneste år har kunnet lade sig realisere uden, at lønudviklingen har været stærkere, end det var tilfældet i de mere magre år i 2002 og 2003.

Diagram: Årlig lønstigningstakt 2002 – 2007

Kilde: Dansk Arbejdsgiverforening.

DEL III: DEN FREMTIDIGE ØKONOMISKE UDVIKLING OG FINANSPOLITIK
Afmatning 2008–2009
Dansk økonomi står altså tydeligvis foran en klar og tydelig opbremsning i væksten, illustreret i nedenstående diagram:

Vækst i BNP, år - år, procent

Kilde: DØR: Dansk Økonomi efterår 2007, OECD: Economic Outlook, december 2007, samt Børsen, 24. september og 7. december.

Det siger sig selv, at en sådan afmatning i de nærmeste år ikke lader sig realisere med et fortsat fald i ledigheden. Ledigheden vil i 2008 formentlig fortsat ligge på et lavt niveau, men hvis forventninger om et stærkt fald i den økonomiske vækst i 2009 holder stik, må ledigheden forventes at stige igen.

Det vil formentlig i første omgang ske på bekostning af en del af den fra Østeuropa hentede arbejdskraft samt nok så beklageligt på bekostning af nogle af de start- og kontanthjælpsmodtagere, som under de seneste års opsving er blevet hentet ind på arbejdsmarkedet.

Ikke brug for finanspolitisk stramning nu, tværtimod
Men det siger også sig selv, at da det - som anført af både Christen Sørensen og Sten Bocian – forholder sig sådan, at en finanspolitisk indgreb vil være det meste af et års tid om at slå igennem, vil afmatningen af sig selv være indtruffet sidst i 2008 og i begyndelsen af 2009.

Et finanspolitisk indgreb nu i 12–18 mia. kroners klassen vil dermed formentlig ikke alene være unødvendigt. Det risikerer tværtimod at gøre ondt værre og skabe en større reduktion i den økonomiske vækst end det ellers ville være tilfældet. Hvilket igen vil forværre ledighedsudviklingen.

Finanspolitikken vil dermed tværtimod formentlig stå overfor en anden udfordring, som handler om at sætte moderat mere skub i hjulene, dvs. formentlig et behov for en svagt ekspansiv finanspolitik.

Debatten om behovet for en finanspolitisk stramning er vigtig, fordi det også handler om behovet for aflysning af såvel regeringens skattelettelser som af de 5 mia. kroner ekstra i lønforbedringer, som S og DF havde afgivet valgløfter om.

Al den stund at en ekstraordinært lønforbedring til offentligt ansatte formentlig ikke ville være udløst på en gang, men ville være – og kunne være – realiseret gradvist, ville lønforbedringerne i hovedsagen være indtruffet samtidig med at den økonomiske vækst i øvrigt aftog. Dvs. den mildt ekspansive virkning, som en sådan offentligt lønforbedring ville have haft i dansk økonomi, kunne muligvis godt have været forenelig med den formentlige behov på dette tidspunkt for en moderat ekspansiv finanspolitik.

Samtidig virker det helt igennem selvmodsigende, når regeringen kort efter valget ikke mener, at der på grund af fare for økonomisk overophedning er mulighed for lønforbedringer til offentlige ansatte, når der umiddelbart inden valget var mulighed for at uddele 10 mia. kroner i skattelettelser.

Enten er der råd til begge dele eller ingen af delene.

Fare for løn-prisspiral og konkurrenceevne
Fra DØRs side har man imidlertid overfor ekstra lønstigninger til offentligt ansatte peget på faren for en opadgående løn–prisspiral, som via stigende priser på danske varer forringer konkurrenceevnen overfor udlandet og dermed på sigt truer opsving og beskæftigelse.

Ved overenskomstforhandlingerne for det private arbejdsmarkedet blev aftalt lønstigninger på omkring fire procent alt i alt, hvilket af DØR dengang blev vurderet som »indenfor det samfundsøkonomisk forsvarlige«. Jf. foran har den hidtidige lønudvikling holdt sig herindenfor.

Det er klart, at et kæmpestort lønhop på en gang for offentligt ansatte ville ændre dette billede. Men spørgsmålet er, om det er særligt realistisk. Snarere måtte man forvente, at der blev aftalt gradvise lønændringer over den kommende overenskomstperiode. Og en klog imødekommenhed fra de offentligt ansattes fagforeninger ville have været enten at aftale en længere overenskomstperiode eller at fordele ekstra lønstigninger over flere overenskomstperioder.

Spørgsmålet er imidlertid også, om dansk erhvervslivs samlede konkurrenceevne ikke er blevet mindre lønfølsom. Godt nok er konkurrenceevnen på lønomkostninger - den såkaldte lønkonkurrenceevne – blevet forringet siden 1990 og navnlig siden årtusinde skiftet, jf. nedenstående diagram:

Diagram: Dansk lønkonkurrenceevne 1990 – 2007 (Indeks 1990 = 100)

Kilde: DØR og Danmarks statistik efter Berlingske Tidende, 20 juni 2007.

Det, der ligger heri, er, at danske lønninger er steget mere end udlandets, men også at kronen – ligesom euroen – er blevet styrket overfor især den amerikanske dollar. Det er således langtfra lønudviklingen, der er eneårsag til denne udvikling i lønkonkurrenceevnen.

Men det er jo på den anden side sket, uden at opsvinget er sat over styr. Tværtimod har opsvinget i dansk økonomi fundet sted samtidig med dette fald i lønkonkurrenceevne.

Der er flere forklaringer herpå, men en af de væsentlige er et forbedret bytteforhold, som afspejler, at varepriserne i sig selv er blevet en mindre betydningsfuld faktor i konkurrenceevnen overfor udlandet. Bytteforholdet er blevet bedre, dvs. at Danmark får relativt bedre priser for de varer, vi sælger til udlandet, end dem, vi køber.

Dette hænger sammen med, at dansk erhvervsliv har været i stand til at opdyrke nicher, hvor lønnen betyder mindre og varepriserne er højere (jf. Peter Birch Sørensen i Berlingske Tidende den 20. Juni 2007).

Selvom der naturligvis er grænser for, hvor kraftig en dansk lønudvikling kan være i forhold til udlandet uden at sætte det forbedrede bytteforhold over styr, peger det dog på, at lønudviklingen kan være mere gunstig i Danmark uden at sætte konkurrenceevne og samfundsøkonomi over styr.

Dette forudsætter naturligvis – som oven anført ovenfor - en klogt tilrettelagt, gradvis lønudvikling.

Brug for finanspolitisk stramning tidligere?
Man kan som Chresten Sørensen diskutere, om der burde have været foretaget en finanspolitisk stramning allerede i 2006 eller 2007 med det formål at dæmpe efterspørgselspresset i dansk økonomi.

I så tilfælde skulle et sådant indgreb imidlertid have været rettet mod privatforbruget. Siden regeringens tiltræden i 2001 og frem til 2006 er det private forbrug årligt steget med 3,2 pct. i gennemsnit, mens det offentlige forbrug er steget 1,7 procent årligt i gennemsnit eller kun lidt over det halve af stigningen i privat forbruget. Det er ikke noget tilfælde, men et nøje planlagt resultat af regeringens økonomiske prioriteringer.

Denne udvikling tegner efter alle solemærker at dømme til at fortsætte. DØR forventer, at det private forbrug i 2008-2009 stiger med i alt 5,2 procent i forhold til 2007, mens det offentlige forbrug kun forventes at stige med i alt 2,7 procent. Det er således det accelererende privatforbrug, som på godt og ondt bærer det danske opsving. Godt fordi det har øget beskæftigelsen og væksten, men dårligt fordi det i sagens natur især er fra privatforbruget, at overefterspørgselspresset stammer (jf. Henrik Herløv Lund: »Finanspolitisk stramning dårlig ide» på www.henrikherloevlund.dk).

Men kendsgerningen er jo, at regeringen med skattestoppet i realiteten er ophørt med at føre konjunkturregulerende økonomisk politik i videre omfang. Regeringen vil jo på grund af skattestoppet ikke hæve skatter og afgifter og dermed ikke gribe ind overfor privatforbruget. Og et indgreb i det i forvejen begrænsede offentlige forbrug ville have været for smed at rette bager.

Skal de offentlige ansatte vise ’økonomisk ansvarlighed’, når regeringen ikke gør?
Men hvis regeringens pludselige udmeldinger efter valget om, at nu brændte det økonomiske lokum, og at der derfor ikke var råd til ekstraordinære lønforbedringer på 5 mia. kroner til offentligt ansatte, skal tages for pålydende, virker det helt igennem ulogisk, selvmodsigende og komplet økonomisk uansvarligt, at der inden gennemføres skattelettelser til op mod det dobbelt beløb (10 mia. kr).

Det var det samme som at sige til pædagoger, sygeplejersker, sosu-assistenter og øvrige offentligt ansatte, at de skal udvise økonomisk ansvarlighed, mens regeringen efter sin egen fremstilling af den økonomiske situation har blæst på denne.

I og med at rekrutteringen til den offentlige sektor af de 150–200.000 offentlige ansatte, der afgår de næste 10 år på grund af pensionering, nu bliver langt vanskeligere, er der i hvert fald tale om et valg mellem velfærd og skattelettelser, i og med at der nu vil være en betydelig risiko for, at velfærden ædes op indefra på grund af mangel på hænder.

Henrik Herløv Lund er økonom og medlem af Den Alternative Velfærdskommision.