Den planlagte videoovervågning af udvalgte steder i danske storbyer kan vise sig kun at være første etape i en vidtrækkende kontrolteknologisk udvikling. Drevet frem af den altdominerende sikkerhedslogik er politiet flere steder i Europa allerede i færd med at tage hul på den næste teknologi:
Ubemandede overvågningsdroner – dvs. små flyvende kameraer – af den slags, der hidtil kun har været brugt af militæret til rekognosceringsopgaver i krigszoner i Afghanistan og Irak og i de besatte områder i Palæstina.

I forhold til fastmonterede overvågningskameraer har dronen en række oplagte fordele. Først og fremmest at den kan indsættes målrettet der, hvor politiet måtte ønske det. Da de er næsten lydløse, kan de ydermere bringes til at svæve registrerende over udvalgte personer eller grupper i en afstand af helt ned til ti meter, uden at disse opdager det.
Endelig er mørke ingen hindring, idet politidronerne også kan udstyres med natsyn og varmefølsom optageteknologi.
Kendte eksempler på bevæbnede droner er Predator og Global Hawk, der begge i militære kredse omtales som »jæger-dræbere«.
Både USA og Israel bruger missilbevæbnede droner til udførelsen af drab på personer, der opfattes som militære fjender. Siden 2004 har Israel således primært brugt droner i stedet for angrebshelikoptere i forbindelse med henrettelserne af militante palæstinensere udført fra luften, en taktik Israel i stigende grad har taget i brug i løbet af de sidste år. Begrundelsen er, at dronerne lettere kan snige sig tæt på målet, idet de larmer mindre samt vækker mindre opsigt pga. deres beskedne størrelse.
USA har brugt droner i forbindelse med henrettelsesaktioner i Mellemøsten og Asien rettet mod formodede al-Queda-terrorister. Mest kendt er drabet på Qaed Sinan al-Harithi og fem andre formodede medlemmer af al-Queda i Yemen i 2002. Bevæbnede droner har også været brugt i ildkamp mod oprørere i Irak.
De droner, der nu tages i brug i England, Tyskland, Frankrig og andre EU-lande, er indtil videre kun »bevæbnede« med high-tech kameraer.
Brugt til overvågning af festival
Som et levn fra årtiers kamp mod den irske befrielsesbevægelse IRA er Storbritannien det land i verden, hvor brugen af overvågningsteknologi er mest udbredt, hvorfor det måske ikke er overraskende, at det også er her, politiet er længst fremme med brugen af droner.
Ifølge nyhedsbureauet BBC anvendte politiet for første gang det lille helikopterlignende luftfartøj i forbindelse med den såkaldte V festival i Straffordshire i Midtengland i august 2007. Dronen blev angiveligt brugt til at opspore og fotografere narkohandlere og biltyve, der opererede på festivalens parkeringsarealer.
Siden festivalen har fartøjerne, der er udstyret med højopløsende CCTV-kameraer, været anvendt i en række forbindelser. Ifølge flere engelske medier overvejer adskillige politidistrikter at indkøbe teknologien.
Skal holde øje med unge i Paris’ forstæder
Også tysk politi er på vej med teknologien. Ifølge Welt Online har den konservative indenrigsminister i delstaten Sachsen i det tidligere DDR netop besluttet at indkøbe en af dronerne, der i øvrigt er udviklet og produceret af det tyske firma Microdrones. Dronen, der kun koster omkring 70.000 kr., og som er langt billigere i drift end en rigtig helikopter, skal i første omgang især bruges til at overvåge hærgende fodboldfans.
Ifølge nyhedsportalen Heise.de overvejer også franske myndigheder at tage dronteknologien i brug, angiveligt især til overvågning af unge i de forstæder nord for Paris, hvor man de seneste år har oplevet voldsomme optøjer. Og i Schweiz og Østrig overvejer myndighederne i øjeblikket at indkøbe teknologien med henblik på at bruge den som overvågningsværktøj i forbindelse med de forestående Europamesterskaber i fodbold, der afholdes i alpelandene i juni 2008.
Dansk politi: Ingen konkrete planer om droner
Dansk politi har ingen konkrete planer om at indføre overvågningsdroner, oplyser Niels Otto Fisker, presseansvarlig i Rigspolitiet.
– Men vi holder altid øje med nyt udstyr med henblik på at vurdere, hvorvidt det kan støtte politiets arbejde. Jeg kan ikke sige, at dansk politi aldrig får droner, tilføjer han, da Modkraft.dk forhører sig om, hvorvidt man også kan forvente luftbåren politiovervågning her i Danmark.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96