Det liberale demokrati i medietidsalderen

Af Peter Nielsen

Det liberale demokrati i Danmark er ikke blot et neutralt arrangement, der formidler samfundets demokratiske energi. Denne særlige form for demokrati har afgørende konsekvenser og begrænsninger. Det interne demokrati i partierne har svære kår og pluralismen folder sig sammen. Det var folketingsvalget i 2007 et godt eksempel på.

Det liberale demokrati er en særlig form for demokrati, der kombinerer en kapitalistisk økonomi med massedemokrati, dvs. universel og lige valg-/stemmeret i et parlamentarisk system. Efterkrigstidens liberale demokrati har været meget stabilt på grund af de politiske massepartier og konkurrencen mellem dem. Men stabiliteten er opnået på bekostning af nogle klare demokratiske værdier.

I medietidsalderen er politik et spørgsmål om veltunede soundbites, der kan præsenteres for tv-kameraerne på sekunder.Foto: Freddy Hagen.

De uendelige finjusteringers politik
Konkurrence mellem massepartier om at opnå regeringsmagten og parlamentarisk flertal indebærer først og fremmest, at partiernes ideologi bliver udvandet. Der opstår med tiden en situation, hvor de politiske partier ikke har en fast basis i en bestemt klasse eller ideologi, men forsøger at gøre sig attraktive for vælgermassen som helhed. De kæmper om de samme svingdørsvælgere, der ikke er præget af en klar politisk overbevisning, men er udslagsgivende for det parlamentariske flertal.

Samtidig bliver radikale politiske forskelle vanskeliggjort af det parlamentariske fokus på kompromisser og koalitioner, der nødvendiggør en vedvarende afslibning af skarpe kanter, hvis den politiske magt skal være indenfor rækkevidde. I samme retning peger det forhold, at det er de umiddelbare politiske muligheder, der sætter dagsordenen i det parlamentariske spil, ikke langsigtede og principielle målsætninger. Dette indebærer en tendens mod uendelige finjusteringer med udgangspunkt i den aktuelle situation, mens radikale reformer omvendt altid bliver skudt ud i horisonten eller parkeret i partiprogrammet.

Parlamentet tømmes med tiden for grundlæggende uenighed. Interessen samler sig om de store partier, hvis politik og retorik kommer til at ligne hinanden mere og mere. Politikken bliver konsensusorienteret.

I samme bevægelse er massepartierne ensbetydende med en centralisering af den interne styring. Partierne bliver topstyrede og hierarkiske. Politiske beslutninger udgår fra centralt hold og den politiske styring sker i stigende grad på grundlag af udefrakommende impulser såsom markedsundersøgelser og meningsmålinger, mens interne konflikter holdes i kort snor, sådan at partiet fremstår som en enhed udadtil. Politiske ledere bliver opportunistiske og det er karismatiske personer, der når toppen. De indre linjer bliver præget af professionalisering. Det interne demokrati i partierne dør ud og medlemmerne siver.

Det liberale demokrati bliver stabiliseret af mekanismerne i det parlamentariske massedemokrati. Med tiden sker der en intensivering af mekanismerne samtidig med, at medierne får tiltagende betydning og hastigheden i det politiske liv eksploderer. Det liberale demokrati er på mange måder stift, begrænset og præget af en bastant konsensus. Det blev rigt illustreret i forbindelse med det seneste folketingsvalg.

Lad os se på Ny Alliance og to af de partier, der oplevede store udsving siden sidste valg i 2005: SF og Enhedslisten.

Partipolitik som lækre billeder
Selve lanceringen af Ny Alliance var en spektakulær mediebegivenhed. Gennem flere dage var det nye parti topnyhed på tværs af mediebilledet og selv efter at nyhedens interesse havde lagt sig blev der opretholdt et højt medieberedskab omkring partiets udvikling.

Det mest særegne var måske også netop partiets mediebevidsthed. Det nye parti havde ikke et politisk program. Til gengæld havde de et par korte erklæringer, der blev skåret til for at udfylde oplagte huller det eksisterende partilandskab. Det ene element var kravet om massive skattelettelser. Det andet element var en genoplivning af den ’borgerlige anstændighed’.

Men Ny Alliance havde også tre karismatiske hovedpersoner med Naser Khader i spidsen, et velklingende navn og et flot logo, samt en række gode fortællinger, der var tilpasset massemedierne og designet til at ramme bredt. Brandet var succesfuldt. Alene fortællingen om, at der var behov for noget nyt i dansk politik, vandt stor genklang. Sympatien var stor og meningsmålinger viste, at op mod 12 % af vælgerne ville stemme på partiet. Medlemmerne strømmede til gennem hjemmesiden og det møjsommelige arbejde med at opbygge en partiorganisation gik i gang.

Det fik i sig selv glansbilledet til at blegne, for partipolitik er ikke kun lækre billeder og store helte. Det er også hårdt arbejde, konflikter, organisering og almindelig hverdag. Det oplevede Ny Alliance hurtigt, men det var først i forbindelse med folketingsvalget, at de mere grundfæstede mekanismer i det liberale demokrati slog igennem og efterlod partiet som en grå og livløs skygge af sig selv.

En forceret højkonjunktur, der hviler på blændende overflader, reklameæstetik og febrilsk hastighed, kan let slå om i sin modsætning. Efter de hektiske majdage er det stort set gået ned ad bakke for Ny Alliance. Kort efter den første bølge af interesse og velvilje meldte de første problemer sig. De mange interesserede borgere, der havde meldt sig under fanerne med et klik på hjemmesiden var mere tøvende, når kontingentet skulle betales eller der skulle ydes en konkret politisk indsats.

Det styrkede heller ikke partiets position i det daglige politiske spil, at der var enorme huller i deres program. Omvendt blev det ikke belønnet af vælgerne, da partiet med tiden fik udviklet en mere finmasket politisk identitet. Det er let at identificere sig med rummelige slogans og velturnerede soundbites, men lige så let at være uenig i konkrete politiske udmeldinger om folkeskolen, miljø, asylansøgere eller skat.

Ved indgangen til valgkampen var det altså allerede et decimeret Ny Alliance, der tegnede sig. Alligevel viste meningsmålinger en tilslutning på omkring 7-8 %. Valgkampen blev til gengæld katastrofal. De medier, der første havde virket for partiet, begyndte nu at virke modsat med den kraft og hurtighed, som er deres særkende. Naser Khader fremstod usikker og famlende overfor de garvede partiledere og kunne ikke udlægge og forsvare partiets politik på de fatale sekunder, hvor klarhed og konsekvens er afgørende for succes. Det betød at Khaders karisma fordampede. Samtidig krakelerede partiets sammenhold og der begyndte at komme kontroversielle solomeldinger, hvilket bidrog til den aftagende massetillid. Men også partiets centrum blev mast under de store tandhjul i den kværnende valgkamp.

Der tegnede sig hurtigt en tegneserieagtig kamp mellem rød blok og blå blok, og her faldt Ny Alliance fatalt igennem. Khader fumlede i flere dage med denne problemstilling og partiets grå eminence Asger Aamund måtte revse ham i fuld offentlighed, før han i allersidste øjeblik pegede på Anders Fogh Rasmussen som statsministerkandidat, selvom han vedblev at mumle uforståeligt om en dronningerunde. Man skal ikke forsøge at forny det politiske spil i en valgkamp. Det bliver ikke belønnet. Op til et valg slår de velfunderede mekanismer i det liberale demokrati igennem med fuld kraft, og hvis man vil klare sig godt skal man spille aktivt med, ikke forsøge at udforme nye spilleregler.

Ny Alliance slog igennem på grund af veltilrettelagt udnyttelse af massemediernes kolossale kraft hvad angår det spektakulære og kortsigtede, men formåede slet ikke at begå sig i det mere langsigtede parlamentariske spil i det liberale demokrati, end ikke hvad angår de stadig mere afgørende massemedier.

Brandet Villy Søvndal
Ud over det nye parti, der endte med skuffende 5 mandater, er det værd at se nærmere på de to venstrefløjspartier, der også oplevede dramatiske udsving. SF udmærkede sig ved målrettet at udnytte den måde det liberale demokrati virker på, og blev belønnet med mere end en fordobling af tilslutningen.

Først og fremmest er Villy Søvndal gennemgået en overraskende forvandling fra grå partisoldat til karismatisk frontfigur. SF har siden formandsskiftet oprustet på kommunikationsfronten og et af de afgørende elementer i den nye strategi har været opbygningen af brandet Villy Søvndal som ubestridt og slagkraftig leder af partiet. Vi ved at karismatiske, stærke ledere et uomgængeligt krav i moderne storpolitik, men SF har først for nylig omstillet sig til dette vilkår og høster nu det fulde udbytte af Villy Søvndals noget uforudsete potentiale på dette område.

Lederdyrkelsen har været massiv i SF under den nye formand. De andre folketingsmedlemmer er blevet rykket ud i skyggen og Villy Søvndal er rykket ind i det absolutte centrum i form af enorme heltebilleder og en vedvarende politisk reklameoffensiv.

Men dette er kun ét aspekt af SF’s succesformel. Tre andre markante træk er lige så afgørende for den nye profil. Der er sket en udvanding af den politiske platform idet socialismen er blevet nedtonet i en sådan grad, at den stort set er forsvundet. Partiet brander sig nu konsekvent som SF og der tales ikke højt om hvad S’et står for. Til gengæld er der bred opbakning til en grøn profil, der netop er så pragmatisk, at den ikke truer det brede flertals privilegier. SF har omstillet sig til en erhvervsvenlig og lysegrøn linje, der taler til befolkningens samvittighed uden at udfordre middelklassens livsstil.

Denne vælgervenlige omstilling er blevet ledsaget af en kommunikativ opstramning. SF har udformet og utrætteligt gentaget tre konkrete politiske krav, der har masseappel. Det ene er en indsats mod klimaforandringerne. De andre to er særlige indsatser på ældreområdet og i folkeskolen. Der er altså tale om kontante politiske prioriteringer, der appellerer til og pleaser store vælgergrupper, samt er klinisk renset for ubehagelige overraskelser i form af eksempelvis skattestigninger eller grænser for den økonomiske vækst.

Det tredje element i SF’s parlamentariske succeskurs er undertrykkelsen af interne uenigheder i særligt den eksterne kommunikation. Konflikter mellem røde og grønne, samt mellem EU-tilhængere og -modstandere er stort set fraværende i massemedierne. Det er klart, at denne vidtgående nyorientering i SF mødes af modstand i dele af partiet. Men det ligger også i den parlamentariske logik, at man ikke legitimt kan være modstander af stor fremgang - og at fremgang kun avler endnu større ambitioner. I den aktuelle situation er der ingen alternativer til SF’s nuværende kurs.

Det »uprofessionelle« parti
Enhedslistens position i forbindelse med valgkampen var næsten den modsatte af SF’s. Partiet lå omkring spærregrænsen lige til det sidste og opnåede kun lige at blive i folketinget. Det mest overraskende i denne forbindelse var måske, at partiet ikke gik mere tilbage, men det skyldes nok, at partiet i forvejen er meget lille og har en stor andel kernevælgere, der er vanskelige at skræmme væk - ikke mindst i en situation, hvor SF og Socialdemokraterne flygter fra det socialistiske udgangspunkt. Enhedslisten har et solidt vælgergrundlag, samt har sikkert også tiltrukket nogle vigtige sympatistemmer fra vælgere, der ville undgå stemmespild for oppositionen.

Men partiet er ikke godt rustet til at klare sig i den politiske konkurrence om vælgerne. Der er kollektiv ledelse og rodfæstet uvilje mod persondyrkelse, samt modvilje mod massemedier, reklamekommunikation og fælles fodslag. Rotationsprincippet vanskeliggør langsigtet planlægning og den relativt hurtige udskiftning af folketingsmedlemmer skaber signalforvirring i forhold til vælgerne. Det interne hierarki er fladt og partiet er ikke professionaliseret i samme omfang som de andre partier.

Det er også afgørende, at Enhedslisten har et radikalt politisk program, så på trods af rimelig bred appel på flere områder, er platformen ikke er velegnet til at tiltrække flygtige vælgere fra hele spektret.

Enhedslisten har altså i udgangspunktet ringe odds i det liberale demokrati, men op til valgkampen kom partiet på decideret katastrofekurs på grund af en kontroversiel kandidat, som var meget provokerede for vælgere langt ind i kernetropperne på grund af en sprængfarlig cocktail af religion og politik. Hertil kom så en vedvarende intern uro der kulminerede med et ekstraordinært årsmøde om kandidatlisten, der endte med at blive aflyst på grund af valgkampen. Det der reddede partiet ud over de ovenfor nævnte faktorer var utvivlsomt, at der blev lagt låg på de interne uenigheder i valgkampen og arbejdet hårdt på at markere partiet på andre områder end i forbindelse med Asmaa Abdol-Hamid, som var udsat for en vedvarende, negativ mediestorm.

Det hører også med til historien, at den anden nye topkandidat Johanne Schmidt-Nielsen klarede sig godt på mediernes præmisser og at partiet formåede at trænge bredt igennem med billedet af dets nødvendighed i folketinget som vagthunden, der taler magten imod og retter lyset mod de politisk ubekvemme sager. Denne rolle er jo i bred overensstemmelse med et demokratisk sindelag gennem den klassiske position som opposition eller djævelens advokat.

Et udemokratisk demokrati
Resultatet af folketingsvalget siger meget om det liberale demokratis konsekvenser og begrænsninger. Først og fremmest er nyskabelse vanskelig, hvilket Ny Alliance kan skrive under på. Det er de store, gamle partier der dominerer den politiske scene – ikke mindst i valgkampene.

Samtidig er internt demokrati i partierne en klar svaghed i konkurrencen. Det er stramt organiserede og topstyrede partier, der klarer sig bedst. SF kan bevidne dette og er også et klart eksempel på betydningen af karisma og stærk ledelse, samt målrettet massekommunikation. Men SF’s succes signalerer også tendensen til politisk konsensusdannelse på grundlag af status quo. Enhedslistens tilbagegang indikerer præcis det samme.

Stabiliteten i det liberale demokrati tegner sig altså på bekostning af et mere deltagerorienteret demokrati i partierne og i samfundslivet i det hele taget, samt en sammenfoldning af pluralismen og oppositionen til den gældende konsensus. Mere konkrete og flade demokratiformer undermineres, og alternativer til den gældende samfundsindretning udgrænses. Det er i grunden ikke særlig demokratisk.

Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC