Annonce

10. marts 2008 - 17:14

Debat i Enhedslisten: Eksistensberettigelsen på spil

Folketingsvalget den 13. november var tæt på at sende Enhedslisten ud af Folketinget. Tilbagegangen og de interne stridigheder, der er blusset op i partiet det seneste år, har sendt listen i tænkeboks op til årsmødet i midten af april 2008.

JPEG - 19.8 kb
»Med 2,2 procent af stemmerne må man vel konstatere, at vi er langt fra en aktiv tilslutning fra et flertal af befolkningen«, skriver Per Clausen i det venstresocialistiske tidsskrift Solidaritet. Foto: Enhedslisten.

Der har dog været forbavsende stille i og omkring Enhedslisten siden Folketingsvalget. Det skyldes ikke, at uenighederne om Asmaa Abdol-Hamids Folketingskandidatur og partiets håndtering af situationen er løjet af.

Fortsættelse af uenigheder
I medlemsbladet Rød-Grønne Linjer præger uenighederne fortsat bladets debatsektion, og Hovedbestyrelsens beretning op til årsmødet er blevet mødt med kritik fra flere fremtrædende medlemmer, blandt andet den omstridte suppleant til Folketinget Asmaa Abdol Hamid og den tidligere markante MFer Pernille Rosenkrantz-Theil.

Kritikken retter sig både mod beslutningen om indkaldelse til et ekstraordinært årsmøde om listens kandidatliste i efteråret – der dog blev aflyst på grund af udskrivelsen af folketingsvalget – og forklaringerne på tilbagegangen ved Folketingsvalget.

Hvis meningsmålingerne har ret, stod Enhedslisten i den første uge af marts 2008, med kun 1,8 procent af stemmerne, igen ikke til at opnå parlamentarisk repræsentation.
SF er derimod siden valget den 13. november stormet frem. Med 19,5 procent af stemmerne er SF næsten lige så store som Socialdemokraterne, der får 22 procent.
Mens Socialdemokrater har dannet »Rød skole« for at diskutere partiets historisk lave vælgertække, har stilheden sænket sig over Enhedslisten efter stærk indre uro om ikke mindst Asmaa Abdol-Hamids kandidatur op til Folketingsvalget den 13. november 2007.

Eksplosionsfare
Med udmeldingen fra Asmaa Abdol-Hamid i den sidste uge af februar 2008 om, at hun ikke stiller op til den årlige urafstemning om placeringen som folketingskandidat, kan brinten være feset ud af den ballon, der meget vel kunne være eksploderet på årsmødet i april.

Debatklimaet i listen har aldrig væres så tilspidset som i debatten om Asmaa Abdol-Hamids folketingskandidatur. Den muslimske kandidats varslede pause som spidskandidat kan nok dulme ophidselsen, men næppe fjerne uenighederne. Der er f.eks. indtil videre fremsat ikke mindre end syv forskellige forslag til udtalelser om Enhedslistens forståelse af »religion«.

De uenigheder, der blev eksponeret i og omkring konflikten om Abdol-Hamids kandidatur, eksisterer altså fortsat i listen – og kan muligvis fortsat være farlige for listens sammenhængskraft.

Eksistensberettigelse på spil
Krisetendenserne for Enhedslisten cementeres da også af, at listen fortsat svinger omkring spærregrænsen i opinionsmålingerne efter folketingsvalget – og at partiets eksistensberettigelse bliver sat til diskussion af ikke kun listens modstandere, men også af medlemmer og sympatisører.

Det sidste sker bl.a. i det seneste nummer af det venstresocialistiske tidsskrift Solidaritet, hvor tidsskriftets leder og seks debatindlæg diskuterer Enhedslistens problemer. Debatdeltagerne er både menige medlemmer, hovedbestyrelsesmedlemmer, bevægelsesrepræsentanter og ikke-partiorganiserede skribenter.

Fælles for alle indlæggene er, at de er mere debatterende end analyserende, men også at de så godt som alle er villige til at tage en diskussion af listens eksistensberettigelse op.

Meget sigende lyder en af titlerne »Enhedslisten – ikke et parti for partiets skyld« og et andet indledes med ordene: »Enhedslisten er stadig en nødvendighed i dansk politik – men ikke for enhver pris«. Flere af indlæggene tager fat på en diskussion af listens ideologiske selvforståelse som parlamentarisk vagthund og flere efterlyser en skarpere socialistisk markering fra listens side.

Fra vagthund til magthund
Det mest konkrete og radikale indlæg har to fagligt aktive medlemmer af listen skrevet.

Murersvenden Mattias Tesfaye og sygeplejersken Signe Hagel Andersen foreslår, at listen omformes til et mere centraliseret parti. De mener også, at Enhedslisten skal gøre op med princippet om at stemme mod den mindste forringelse og for den mindste forbedring. I stedet skal det samles omkring et »reformprogram« med »flertalsfokus«. Den implicitte kritik af listen synes at være, at fokus har været rettet mod minoritetsrettigheder, ikke »at repræsentere vores klasse overfor de andre«.

De to unge faglige aktivister foreslår derfor også en bevidst social rekruttering i »arbejderklassens kernegrupper«. Helt konkret opstiller de mål om at opnå én procent af kernegrupperne som medlemmer på fem år: 3.820 fra industrien, 2.430 pædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere, 1.020 transportarbejdere, 1.520 bygge- og anlægsarbejdere, 630 post- og telearbejdere og 1.600 lavt uddannede offentlige ansatte.

Socialismen er et frigørelsesprojekt
Forslaget til forandring af politiske perspektiv og ændret social sammensætning vil dog næppe gå igennem uden modstand. Flere andre indlæg kredser om problematikken »minoritet« vs. »klasse«. Folketingsmedlemmet Per Clausen argumenterer for, at man ikke bare kan vælge det ene eller det andet:

»Socialismen er først og fremmest et frigørelsesprojekt. Det handler om, at mennesker skal frigøres for undertrykkelse og udbytning – uanset om årsagen er klassemæssig, kønsmæssig, racemæssig, etnisk eller religion«, skriver han.

Han erkender dog, at listen ikke kun kan proklamere sig ud af problemstillingen: Listen må, skriver han, »erkende, at vi har langt vej igen, før vi for alvor kan blive et folkeligt parti, der appellerer til de mange forskellige mennesker, der udgør arbejderklassen i Danmark«.

Men situationen kan ikke reduceres til et enten-eller, mener Clausen, da »flertallet i arbejderklassen er kvinder, som også undertrykkes og udbyttes på grund af deres køn«, de etniske minoriteter, der bliver en stadig større del af arbejderklassen »undertrykkes på grund af deres etniske tilhørsforhold« og muslimer »– helt rigtigt – føler, at de også undertrykkes på grund af deres religion«.

Leve eller mene
Martin Lindblom, journalist på Modkraft.dk, pointerer også, at modsætningen ikke nødvendigvis er uløselig. Men hans udgangspunkt er lidt anderledes: »Når de politiske fjender hævder, at det er selvmodsigende med et parti, der både rummer et Queer-udvalg og en religiøs, der ikke giver hånd til det modsatte køn, så giv dem fingeren og vær stolt«.

Modsætningen mellem holdning og praksis skal opløses, mener han: »Og hvis man mener parolen ’Plads til forskellighed,’ så skal man også leve den«.

Det mener han bedst sker ved at gøre op med en vrissen vagthundsidentitet i Enhedslisten: Partiet skal hellere være en »kærlig køter«, der sætter »humor, varme og kærlighed i front«.

Bevægelsernes parti
Flere andre bidragydere ønsker, at Enhedslisten udvikler en klarere »bevægelsesprofil«. Rosa Lund, der er tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, pointerer bevægelsernes samfundsforandrende perspektiv: »Det er i bevægelserne at folk, med udgangspunkt i deres egen hverdag, kan gøre oprør og skaber forandringer«. Hendes udgangspunkt er, at det netop er i understøttelsen af bevægelserne, listens eksistensberettigelse ligger. Hun mener – på linje med Per Clausen – ikke, at der er en modsætning mellem at være et bevægelsesparti og et minoritetsparti.

Lars Henrik Carlskov argumenterer for det samme, men i en skrappere argumentation: Folketingsrepræsentationen er ikke listens berettigelse, men et socialistisk perspektiv, der bygger på »en udenomsparlamentarisk bevægelse, som kan udvikle sine egne magtorganer, der gennem en revolution erstatter Folketinget og resten af den borgerlige stat«.

Han nedtoner derfor betydningen af tilbagegangen ved valget: »Hvis det er lig døden for Enhedslisten at miste pladsen i Folketinget, bygger partiet ikke på noget sundt fundament«, skriver han.

Alternativ skal først formuleres
Jan Helbak takserer derimod tilbagegangen som »mere alvorlig end som så«: Den politiske situation – en velfærdsbevægelse i fremdrift og offentlige ansatte sat op til lønkamp – burde være en ideel situation. Men selv om SF i høj grad har kunnet artikulere behovet for en »samlet opposition med et fælles regeringsgrundlag«, vurderer Helbak, at man nu står »i en ny historisk situation, hvor målet for modstanden er krystalklart, men hvor alternativet er tilsvarende uklart«.

Kampen for en velfærdsstat kan nemlig ikke blot være »identisk med et nyt historisk klassekompromis«, men må udvikles i sammenhæng med »en demokratisk socialistisk forandringsproces«, skriver Helbak.

Det strategiske spørgsmål må Enhedslisten tage på sig »som skulle det tage stilling til et nyt regeringsprogram i morgen«.

Selv om Enhedslisten måske er på hælene lige nu, så fejler ambitionerne hos debatdeltagerne ikke noget: Partiets eksistensberettigelse, et socialistisk perspektiv og nyudviklingen af svar på en kompliceret historisk situation er nogle de udfordringer, Enhedslistens medlemmer står over for at tage stilling til.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce