Det er ikke kun i Ungdomshusbevægelsen, at man træner i aktivisme. Lørdag den 5. april samles faglige aktivister i København for at diskutere, planlægge og opfinde aktiviteter til de overenskomststrejker, der forventes at blive sat igang i midten eller slutningen af april måned.

Bag stormødet på Zahles Seminarium i København står initiativet Ligeløn Nu. Det indkalder faglige aktivister med parolen: »Rammen skal sprænges – Vores velværd er mere værd«, og konkretiserer kravet til ligeløn, respekt for offentling ansatte og mere tid og mindre stress.
Ligeløn Nu-initiativet har op til mødet mobiliseret på en række offentlige arbejdspladser, og arrangørerne regner med at omkring 200 mennesker vil dukke op til mødet.
Kathrine Tegllund, der er pædagogmedhjælper og tillidsrepræsentant i vuggestuen Sofiegården på Christianshavn, begrunder deltagelsen i seminaret med nødvendigheden af at stå fast på ordentlige løn- og arbejdsforhold:
– Det kan simpelthen ikke passe, at en så stor del af de mest lavtlønnede jobs i Danmark befinder sig indenfor den offentlige sektor. Jeg og mine kollegaer har fået nok af konstant at blive nedprioriteret, siger hun.
Workshops i aktivisme
Mødet vil være en blanding af plenum-debat og workshops i konfliktarbejde.
I salen vil blandt andet Khaled Mustapha fra BUPL Hovedstaden, Charlotte von Mehren, fællestillidsrepræsentant for hjemmehjælperne i København, og Peter Hess-Nielsen, Ballerup lærerforening, tale.
Workshops’ne er opdelt i emner som »Bliv klædt på til konflikt« om synlighed og organisering af de ansatte på arbejdspladserne, »Organisering af hverdagen under en konflikt« om brugeres støtte til de ansatte under konflikten og »Unge og studerende i lønkampen«.
Det politiske spænd i gruppernes temaer går fra diskussioner af de økonomiske forudsætninger for krav om forbedringer for de offentlige ansatte og til helt konkret aktionsarbejde med bannermaling, badge-produktion og propagandistiske T-shirts.
Det er ikke kun i aktivistgrupperne, at mobiliserende aktiviteter er i gang med at blive planlagt. LFS, der blandt andet organiserer de fleste pædagoger i København kommune, og som er en del af FOA, har udarbejdet en aktivitetsliste med demonstrationer, morgenaktioner og cykeloptog fra den 19. april, hvor strejken med stor sandsynlighed bryder ud.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96