OK08: Inflation truer reallønsforbedring

Af Henrik Herløv Lund

Overenskomstfornyelsen i 2008 for offentligt ansatte fremstår som mere betydningsfuld end mange tidligere overenskomstforhandlinger. Kravene og dramatikken har været større end i mange »rutineprægede« tidligere overenskomstforhandlinger, og selv om der er indgået aftaler for store grupper af offentligt ansatte, er forløbet endnu ikke afsluttet for FOA, DSR og sygeplejersker.

De indgåede overenskomster skaber ikke markant bedre forhold for de offentligt ansatte. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Men der er også en anden grund til at denne overenskomstforhandling er meget vigtig. Det er den meget store rekrutteringsudfordring for de offentligt ansatte de kommende år, hvor op mod hver fjerde offentligt ansatte forventes at ville gå på pension frem til 2015 -2020, samtidig med at tilgangen af unge til arbejdsmarkedet i samme periode vil være ekstraordinært lav.

Og det er en udfordring, hvor det offentlige indtil nu er kommet dårligt fra start, for med de seneste års (lave) tilgang og forventede store afgang til det offentlige tegner der frem til 2021 til en personalemangel på 80 - 120.000 i den samlede offentlige sektor.

Der ligger heri en kæmpe udfordring med at tiltrække arbejdskraft, og det afgørende er selvfølgelig at det offentlige fremstår som en attraktiv arbejdsplads i sig selv, men også i forhold til den private sektor: Det handler om uddannelse, arbejdsmiljø og afbureaukratisering, men også om løn.

OK08 – bedste overenskomstresultat i mange år?
Har de offentligt ansatte så med de hidtidige overenskomstresultater fået en lønforbedring, som vil betyde et afgørende ryk frem i vurderingen af det offentlige som attraktiv arbejdsplads?

Ved vurderingen af overenskomstresultatet 2008 – 2010 for offentligt ansatte må det på den ene side anerkendes, at både kravene og resultater - målt i kroner og øre (nominelt) - har været større end ved en lang række tidligere overenskomstfornyelser for offentligt ansatte. De offentligt ansatte har notorisk i kroner og øre fået en større lønforbedring end set en række år tilbage. 12,8 procent samlet lønforbedring over 3 år opnåede de statsansatte (CFU) og helt op til 13 procent har KTO opgjort deres tilsvarende aftale til at medføre.

Indenfor KTO området skal man 20 år tilbage for at finde et bedre nominelt resultat

Det skal dog medtænkes, at en del af denne forbedring er givet som særlige ordninger (fx bedre barselsordning for mænd) eller til særlige grupper (fx til højere start- eller sluttrin). For den almindelige gennemsnitslønmodtager, der hverken er på start- eller slutløn vil stigningen på lønsedlen typisk være mindre – måske 8 -10 procent.

Men nok så afgørende for vurderingen af et overenskomstresultat er, hvilke real købekraftsforbedring overenskomstresultatet vil give?

Og her truer et forhold med at sætte skår i ovenstående billede. Det er, at inflationen i løbet af det seneste år også er taget til.

Ifølge Danmarks Statistik er forbrugerpriserne i løbet af det seneste år (februar 2007 til februar 2008) steget med 3,1 procent. Fortsætter denne udvikling i overenskomstperioden 2008 – 2010, vil det indebære en samlet prisstigning på 9,6 procent.

Under denne forudsætning vil reallønsstigningen over de tre aftalte år være 3,2 – 3,4 procent svarende til en årlig gennemsnitlig reallønsstigning på omkring 1,1 procent.

Jf. nedenstående betyder det en for en bruttoindkomst i 2008 på 300.000 kr. en gennemsnitlig månedlig reallønsstigning hver måned på 250 – 300 kr før skat.

Et fremskridt som arbejdsplads?
At der vil være tale om en reallønsforbedring for offentligt ansatte er et gode. Men set i forhold til den tidligere nævnte meget store rekrutteringsudfordring for det offentlige må det nok være et åbent spørgsmål, om en realstigning på et par hundrede kroner om måneden – uanset at det er hver måned - er noget, der rykker tilstrækkeligt ved det negative billede af det offentlige som en dårligt lønnet og lavt værdsat arbejdsplads?

Og i forhold til de privat ansatte ser stigningen heller ikke så imponerende ud. Ganske vist opnår de offentligt ansatte en overenskomstmæssig lønstigning på niveau med de privat ansatte. Men de senere år har reallønsudviklingen i industrie ligget på omkring et par procent årligt. Det hænver bl.a. sammen med, at der for store dele af de privatansatte gælder en anderledes adgang til at forhandle løn i løbet af overenskomstperioden. En lønforhandlingsret, som formentlig også i løbet af de næste par år vil udvirke, at de privatansatte trækker fra de offentligt ansatte, uanset om de offentligt ansatte over reguleringsordningen får delvis kompensation for lønglidningen i den private sektor.

Uanset at forbedringerne i de hidtidige overenskomstresultater for offentligt ansatte målt i kroner må anerkendes, er der på grund af den tiltagende inflation desværre betydelig risiko for, at reallønsforbedringen vil blive noget mere begrænset.

Og herved kan det diskuteres, om der opnås det markante ryk frem mod det offentlige som en mere attraktiv arbejdsplads, som er nødvendig for at løse de kommende års store rekrutteringsudfordringer i den offentlige sektor.

Prisstigningstakten fremover: Risiko for stagflation
Et afgørende spørgsmål i denne forbindelse er spørgsmålet om prisstigningstakten. Det økonomiske Råd skønnede i efteråret 2007, at den årlige prisstigningstakt til og med 2010 ville ligge på samlet 7,3 procent svarende til et årligt gennemsnit i perioden på 2,6 procent.

Imidlertid er krisetegnene i verdensøkonomien siden tiltaget og i det seneste år har økonomer været beskæftiget med navnlig at omvurdere to ting: den økonomiske vækst og inflationstakten. Gang efter gang justeres skønnene for den økonomiske vækst ned, mens modsat skønnene for inflationen sættes op.

De tiltagende prisstigninger skyldes dels stigninger i energi og råvarepriser samt i fødevarepriser, dels krisen i den amerikanske økonomi, som er i færd med at brede sig til resten af verden. Og prisstigninger ventes at fortsætte. Flere økonomer venter således, at inflationen i Danmark vil komme op på 3,5 procent – altså betydeligt over Det Økonomiske Råds skøn.

Normalt ville man forvente, at økonomisk afmatning ville indebærer et mindre pres på økonomien og dermed lavere priser. Ikke desto mindre ser vi nu både økonomisk afmatning globalt set og navnlig i USA og samtidig høj prisstigningstakt.

Denne kombination af på den ene side stadig stærkere tegn på krise og stagnerende økonomisk vækst og på den anden side tiltagende inflation har fået økonomerne til at mindes 1970´erne, hvor der sidst sås et sådan mønster kaldet stagflation.

Selvom det forventes, at det bliver på et betydeligt lavere niveau end i 1970´erne, hvor der sås tocifrede inflationsrater kombineret med en lang periode med stillestående vækst, er der altså grund til i de nærmeste år at frygte for en betydelig inflation.

Udhuling af realløn, rekruttering og velfærd
Uanset indsatsen fra de offentligt ansattes faglige organisationer er der grund til at frygte, at reallønsforbedringen i de hidtidigt indgåede overenskomster bliver beskeden. Der skal ikke nogen stor stigning i inflationen til – blot op til 4 procent årligt de næste par år fra de nuværende 3,1 procent – før reallønsforbedringen vil være ædt op.

Det vil i første omgang være dårligt nyt for rekrutteringen til den offentlige sektor, der jo i stedet har brug for et gevaldigt løft for at undgå, at vi om 10 år står med 10 – 15 procent ubesatte stillinger i den offentlige sektor.

Og det vil være dårligt nyt for velfærden, som trues med at blive udhulet indefra på grund af mangel på hænder, hvis de offentlige arbejdspladser – bl.a. lønmæssigt – ikke fremstår som attraktive nok til at kunne rekruttere i konkurrence med den private sektor.

Henrik Herløv Lund er økononom og medlem af Den Alternative Velfærdskommission.

Artiklen har tidligere været bragt i dagbladet Information.