Anmeldelse: Feministisk bekendelseslitteratur i et nyt årtusinde

Af Camilla Tved

Når der en sjælden gang imellem udkommer en kønspolitisk bog i Danmark, så er det nogle gange sjovere at læse anmeldelserne af den end at læse selve bogen. Hvis bogen så oven i købet er svensk, så bliver det først rigtig sjovt. For når der kommer en svensk bog som Maria Svelands »Bitterfissen«, der kigger lidt kritisk på den heteroseksuelle kernefamilie, så er der tilsyneladende en del anmeldere, der får lyst til at brænde broer i mere end overført forstand.

Den svenske radio- og tv-journalist Maria Sveland, der privat lever i et forhold med en mand og deres fælles søn, har skrevet sin første roman »Bitterfissen«. Bogen dissekerer den heteroseksuelle kernefamilie med udgangspunkt i Svelands egen opvækst og parforhold. Til dette benytter hun bl.a. Erica Jongs roman »Luft under vingerne« fra 1975, og Susanne Brøggers »Fri os fra kærligheden« fra 1973, begge klassikere der har hængt det heteroseksuelle kærlighedsliv til tørre.

Svelands roman »Bitterfissen« er måske ikke VM i litteratur. Alligevel er den anbefalelsesværdig læsning, en øjenåbner.

Kvindekritik af patriarkatet ikke klynk
»Bitterfissen«, som har solgt 60.000 eksemplarer i Sverige, har fået hårde ord med på vejen herhjemme, også fra mere uventede kanter. Informations Lillian Munk Rösing er gået så langt som til at kalde bogen antifeministisk:

»I en vis forstand glider Sveland lige direkte ind i en af patriarkatets klassiske pladser til kvinden: et hæmningsløst plaprende, infantilt væsen, som ikke er parat til at tage den byrde og de afkald på sig, som det indebærer at blive ansvarlig, voksen samfundsborger. Det radikalt anti-feministiske ved bitterfissens position er således ikke engang, at den er feministisk på den dumme måde, men at den strengt taget er patriarkalsk.» (Information den 6. marts 2008).

Tilsyneladende opdager Lilian Munk Rösing ikke, at hun med denne anklage selv indtager en af »patriarkatets klassiske pladser« ved konsekvent at kategorisere kvinders kritik af patriarkatet som forkælet klynk.

Ikke VM i litteratur
Anmelderne har ret i, at »Bitterfissen« ikke er VM i litteratur. Sveland skriver jævnt uden de store sproglige perler og det skrevne medie bliver næppe nogensinde hendes stærke side.

Til gengæld er bogen ærlig uden at være anmassende og de tråde der trækkes til Jong og Brøgger, bringer tankerne hen på andre af halvfjerdsernes bekendelseslitterater som Bente Clod, Herdis Møllehave og ikke mindst amerikanske Marylin French’ »Kvinder«.

I dag kan meget af denne periodes »kvinde-litteratur« på nogle områder virke en smule patetisk, men ikke desto mindre er denne litteratur-bølge uhyggelig tidløs i sin beskrivelse af frustrationerne over bl.a. det heteroseksuelle parforhold, hvilket bliver tydeligt ved læsningen af Svelands »Bitterfissen«. Er man feminist med blot en smule historie- og litteraturinteresse står der således intet i denne bog, som man ikke har læst før, og som nævnt brillerer dette materiale ikke ved at være fremført på nogen specielt fantasifuld måde.

Det sensationelle skulle således ligge i, at denne bog jo netop ikke er halvfjerdserlitteratur, men tværtimod er skrevet i Sverige i 2007. Mennesker, som beskæftiger sig politisk med begreberne køn og seksualitet, vil sandsynligvis argumentere, at det alligevel er naivt at tro, at tingene er blevet særligt meget bedre siden halvfjerdserne og dermed lægge bogen fra sig, men der er faktisk lidt at hente, specielt for de heteroseksuelle. For i en dansk kontekst er det for så vidt ganske sensationelt med en bekendelsesroman fra det nye årtusinde, også for alle de på venstrefløjen som tror, at et undertrykkende heteroseksuelt parforhold er noget indvandrere og medlemmer af Dansk Folkeparti har.

Vigtig trist læsning
Det taler til Svelands fordel, at hun forsøger at få det hele med. Bogen fokuserer ikke kun på hendes aktuelle forhold, men på den socialisering som piger (og drenge) udsættes for, fra de er ganske spæde, dels som de mødes af omverdenen i kraft af deres køn, men også i kraft af det de ser i børns første parforhold – forældrenes. Sveland er gavmild med eksempler fra sin egen opvækst og således understreges det, at pigers oplæring udi kunsten at indgå i en heteroseksuel familie med mand og børn, starter langt tidligere og foregår på langt flere planer, end de fleste har fantasi til at forestille sig.

For mange mennesker vil det måske være netop her, at denne bog har en, endog meget vigtig, værdi. For undertegnede, som har levet heteroseksuelt i mange år og tilmed frivilligt har kastet sig ud i at skabe en familie med Mand og børn, men som samtidig har arbejdet køns- og seksualitetspolitisk og som derfor burde være hærdet i forhold til bogens emne, var det alligevel trist læsning.

For det er rigtigt, at mange heteroseksuelle kvinder først oplever de undertrykkende strukturer, når de får børn med en mand, og fordi der som oftest er stor kærlighed forbundet med denne erkendelse, så bliver det blot desto mere smertefuldt. For som Sveland skriver:

»Hvis du ser verden gennem feministiske briller, gør det endnu mere ondt. Det er ligesom i Matrix – når du først har valgt sandhedspillen og vågner op i din kokon til en meget grimmere verden end søvnens, er der ingen vej tilbage.«

En øjenåbner
Som meget andet kønspolitisk litteratur, fiktion såvel som non-fiktion, så kan der fra et radikalt feministisk standpunkt argumenteres for manglende radikalitet, statsfeminisme, forkerte vinkler osv. Men dels har denne bog faktisk noget at byde på, også til os radikale feminister, og dels er det lige så vigtigt at kunne vurdere, hvorledes denne bog vil kunne spille en rolle for mennesker, som ikke er politisk beskæftiget med emnet.

Og her er det mit håb, at »Bitterfissen« kan være en øjenåbner for, at det heteroseksuelle parforhold som det dyrkes, fremelskes og idylliseres i dag, er en social og kulturel konstruktion, der er bygget på strukturer, som introduceres meget tidligt i vores liv. Det er disse strukturer, der undertrykker og umuliggør det parforhold, som mange mennesker stræber efter at være i.

Sveland selv antyder i sin slutning, at det er muligt at leve indenfor disse strukturer, blot man har kærlighed nok, og her får bogen godt nok en alvorlig slagside. På den anden side er der på venstrefløjen en tendens til, at man partout skal være enig med alt, hvad der står i en bog, før man kan anbefale den til nogen. Det er ikke tilfældet med »Bitterfissen« som jeg lukkede i med meget ambivalente følelser, men som jeg ikke desto mindre kan anbefale at man får læst, politisk position og seksuel præference uagtet.

»Bitterfissen«,
Maria Sveland
Oversat af Christina W. Bojlén
242 sider
200 kr.
Modtryk

Camilla Tved er radikal feminist og boganmelder på Modkraft.dk