1. maj: Usikre i alle lande, foren jer!

Den 1. maj 2008 udgår en demonstration for den radikale venstrefløj fra Nytorv i Københavns Indre By. Ud af initiativet har flere grupper skrevet otte tekster om kapitalisme og anti-kapitalistisk kamp. Kontradoxa bringer her fire af teksterne – om arbejdskamp, byudvikling, klassesamfund og kultur – fire andre blev bragt i Kontradoxa i sidste uge.

Foto: Freddy Hagen.

Femte tekst:
Usikre i alle lande foren jer!

I en verden, hvor det eneste som synes sikkert, er usikkerheden, hvor mange arbejder permanent midlertidigt, og hvor udsigterne til økologisk og økonomisk ragnarok stadig hænger over os, kan det virke besynderligt, at det er højrefløjen, som vinder terræn. Det meste af den usikkerhed, vi lever med i dag, er jo resultatet af politiske reformer iværksat af selvsamme højrekræfter.

Men når det gælder folketingsvalg, er det disse kræfters løfter om mere sikkerhed - i form af nye love, mere politi, mere overvågning og lukkede grænser - som bliver taget alvorligt.

Måske er det, fordi de fremstår som kompetente politikere, når de giver løsninger på problemer, de selv har været med til at skabe. Det er i hvert fald sikkert, at venstrefløjens svar fremstår som frelste og naive i en verdensorden, der i stigende grad hviler på nøgen vold.

Det er nærliggende at spørge venstrefløjen, om den har et politisk projekt, som kan mobiliserer folk omkring den kommende tids centrale politiske problem: Følelsen af usikkerhed som plager store dele af arbejderklassen, og som driver den i armene på højrepopulistiske partier og stærke mænd m/k.

Det er klart behov for nytænkning i arbejderbevægelsen, og i den sociale bevægelse som omgiver den. Men i enhver fornyelsesproces er det vigtigt at tage de redskaber med sig, som man allerede har, og som stadig fungerer.

Det er således fortsat sådan, at det mest effektive forsvar mod den stadig mere aggressive neoliberalisme er at organisere sig solidarisk i arbejderbevægelsen; den blev trods alt etableret som en modvægt mod selvsamme kapitalisme for snart 150 år siden i en tid, som stadig mere ligner vores egen.

Dengang kunne fagforeningerne ikke tage noget for givet og havde som regel domstole, myndigheder og arbejdsgiverne imod sig.

I dag har vi en EU-domstol, som dømmer politisk til skade for fagforeningerne, myndigheder, som gerne ser et andet styrkeforhold i klassekampen, og arbejdsgivere fra hele Europa, som arbejder for en normalisering og institutionalisering af social dumping gennem løsarbejdernes indbyrdes fri konkurrence.

Dette ser vi på byggepladserne i de fleste danske byer, og vi ser samme mønster sprede sig til stadig flere brancher i stadig større omfang i stadig flere lande.

På de store fabrikker i Sofia i Bulgarien arbejder der nu malaysiske og indiske arbejdere, ofte uden papirer - og på Coca Cola’s største europæiske fabrik, som ligger i Bulgarien, arbejder der nu udelukkende gæstearbejdere fra Senegal. De anvendes helt bevidst i et spil, hvor både fastsættelsen af lønnen og arbejdsvilkårene overlades til markedskræfterne.

I løbet de seneste år har den svenske fagbevægelse SAC-Syndikalisterne vundet en række vigtige sejre for og sammen med medlemmer uden officielle papirer og uden opholdtilladelse. Gennem brug af blokader uden for restauranter, kontorer og butikker har de tvunget arbejdsgiverne til at efterbetale den løn, som de har krav på.

Dette er ikke gået upåagtet hen: I medierne fremstilles fagforeningen som en ’mafia’, og flere gange har politiet angrebet blokaderne voldeligt med pebersprays og så videre.

Senere i år bliver 26 fagforeningsaktivister stillet for retten i Malmø i en historisk sag, hvor de står anklaget, selvom de blot har anvendt sig af den grundlovssikrede konflikt-ret.

Denne reaktion kommer, fordi SAC-Syndikalisterne er inde på noget af det rigtige: De redefinerer, hvad en fagforening er, og hvordan den kan arbejde. De viser, at det er muligt at organisere papirløse og vinde vigtige, principielle kampe, og de skræmmer arbejdsgiverne til at tilbyde arbejdere ordentlige forhold.

Dette blev senest tydeligt i april i år, hvor en McDonald’s-restaurant gav efter for fagforeningens krav, før der overhovedet var iværksat en blokade. Dette skete efter at andre restaurationer havde givet efter for liggende krav fra papirløse arbejdere, og efter at McDonald’s havde modtaget blokadevarsler i et dusin svenske byer, samt fra den syndikalistiske fagbevægelse CGT i Spanien.

Der findes også fagforeninger med tilknytning til LO, som begynder at tænke i nye baner.

I Sverige har for eksempel Fastighetsanställdas Förbund stillet et forslag til den kommende LO-kongres om at gøre det muligt for papirløse at organisere sig inden for LO.

I Norge tillader en række fagforeninger allerede en sådan organisering, uden nogen formel vedtagelse om lovligheden i sådan en praksis. Lettiske papirløse tømre, organiseret i Oslo Bygningsarbeiderforening, vandt for nylig en strejke for at opnå arbejdskontrakter efter, at deres arbejdsgiver havde tvunget den til at registrere sig som enkeltmandsvirksomheder. Gennem opnåelsen af arbejdskontrakter fik de også opholdstilladelse i Norge, som i lighed med Danmark har indført restriktioner på indvandringen af arbejdere fra Øst- og Centraleuropa.

Disse ’overgangsordninger’ over for østarbejdere er blevet støttet af dele af fagbevægelsen, men andre kritiserer dem hårdt: Ved at vanskeliggøre arbejdernes ret til at opholde sig i landet, bliver de mere tilbøjelige til at acceptere dårlige løn og arbejdsvilkår. Det gør det vanskeligere at organisere dem, hvilket burde være enhver fagforenings fremmeste formål.

De danske stilladsarbejdere har indset dette, og i Byggefagenes Samvirke i Storkøbenhavn begynder man at forstå dette. Alligevel findes der stadig dem, som råber op og kræver lukkede grænser og stop for indvandringen, også i arbejderbevægelsens rækker.

De skal mindes om, at nationalisme og socialisme aldrig har hørt sammen andre steder end i nationalsocialismen. Det er det vigtigt at huske på i et land, som har to Volkspartei’er, som nærmer sig hinanden stadig mere; et ’nationalt’ og et ’socialistisk’.

Sankt Hans Torv, centrum for gentrificering af Nørrebro. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Sjette tekst:
Hold fingrene væk fra vores huse og vores kvarterer!

Byudviklingen i København har inden for de seneste 10-20 år været styret af penge og har favoriseret dem med den største tegnebog.

Derfor har de franske cafeer taget over fra bodegaerne, og granitskulpturer er skudt op, hvor der tidligere stod pølsevogne. Og det kaldes forskønnelse eller kvartersløft eller hvad man nu finder på af plus-ord, men det der rent faktisk sker, er at folk stille og roligt bliver skubbet ud af de kvarterer, hvor de er vokset op og har levet deres liv. Nye kunder er kommet ind i butikken, og det er deres behov og deres smag, som skal tilgodeses.

Et godt eksempel på denne udvikling finder vi i området omkring Skt. Hans Torv og Elmegade på Nørrebro, der i løbet af de sidste 10-15 år stille og roligt er blevet totalt forvandlet og renset for, hvad der traditionelt karakteriserede området.

Staten og kommunen har presset på og gjort alt for at forstærke denne proces; den private byfornyelse, finansieret af kommunen, hjalp ejere af ejendomme med tilskud til at istandsætte deres bygninger og specielt med forskønnelsen af facaderne, forældrekøbsordningen hjalp de velhavende, så de kunne købe lejligheder til deres børn på fordelagtige vilkår; facaderne blev renset for graffiti gennem div. kampagner og nul-tolerance politikker. Gaderne, pladser og fortovene blev fornyet med nydelige brosten og granitfliser.

Således var der en lang række faktorer, som gjorde at området stille og roligt blev attraktivt for nye velbeslåede grupper, og invasionen af Nørrebro tog fart.

Processen blev meget symbolsk igangsat med fornyelsen af Skt. Hans Torv og opsætningen af den enorme granit-skulptur midt på pladsen i 1993.

Den var jo ikke henvendt til de traditionelle beboere i området, som nok hellere ville have beholdt pølsevognen midt på pladsen. Skulpturen og den nye plads var en del af en reorientering af området hen imod middelklasseværdier og smag – hvor kunst selvfølgelig er en særlig vigtig markør.

Inden for 10 år er samtlige bodegaer og barer, der lå på pladsen blevet skiftet ud med finere cafeer med en ny smag og et helt nyt klientel.

Samtidig er kvadratmeterprisen for ejerlejligheder i området skudt i vejret og i dag er kvarteret omkring Skt. Hans Torv et af de dyreste områder i København – og befolkningssammensætningen er antageligt, så godt som udskiftet over 20 år.

Dette område er et fint eksempel på, hvordan forædlingen af byen fungerer i dag – hvor privatkapital understøttet af kommunen og staten har været den styrende faktor.

Forædlingen af byen, også kaldet gentrificering er en destruktiv proces, som betyder at mindre bemidlede beboere fra underklassen bliver skubbet ud af deres boligområder af mere bemidlede beboere fra middel- og overklassen.

Men forædlingen er en sindrig bypolitisk proces, som ofte foregår i det skjulte og ofte forklares som en ’naturlig’ udvikling.

Hele udviklingen omkring salget og rydningen af Ungdomshuset kan således også betragtes som en del af en større bypolitisk proces og et resultat af den forædlingsproces, der har ramt Nørrebro gennem de seneste 10-20 år.

Den tidligere kulturborgmester i København H. Thulstrup Hansen udtalte i forbindelse med salget af Ungdomshuset:

»Vi kan få en drømmepris for den grund, og jeg vil da ikke lægge skjul på, at der er økonomi i det her. Hvis vi selv trykte pengene, kunne jeg være ligeglad med, at 20-30 unge får noget ud af huset. Men det er en dårlig anvendelse af en meget udsøgt placeret grund.«

Citatet peger på de politisk-økonomiske processer, som ledte frem til salget og rydningen af Ungdomshuset.

Angrebet på Ungdomshuset og den forestående afvikling af Christiania er en del af en kapitaliseringsproces af byområderne, hvor det ikke tillades, at arealer ligger ubenyttet hen eller fungerer efter principper, som er ikke er effektive i forhold til den neoliberale økonomis nådesløse appetit.

Man kan godt betragte den neoliberale normalisering af disse områder som en forudsætning for, at forædlingen kan udfolde sig og udflytningen kan begynde.

For Christianias vedkommende vil det betyde, at der over en årrække vil ske et skifte i befolkningssammensætningen, således at veltilpassede liberale middelklassegrupper med gode kreative jobs vil flytte ind i det kommende såkaldte eksperimenterende byggeri og erstatte alle de oprindelige christianitter.

Hippierne, grønlænderne, koksehovederne og de hjemløse som holdt til i området, vil blive fjernet eller se sig nødsaget til at finde andre steder at overleve.

Spørgsmålet er, hvordan man yder modstand og kan forhindre forædlingen. Her er oprøret omkring Ungdomshuset et godt eksempel på nogle begivenheder som vendte forædlingsprocessen.

Uroen fik efter sigende fik boligpriserne til at falde på Nørrebro – og denne af-forædlende effekt blev klart dokumenteret i forbindelse med planerne om at placere et nyt hus på Frederikssundsvej, hvor lokale beboere truede kommunen med erstatningskrav, hvis deres boliger tabte værdi på grund af et nyt hus i området.

Thomas Torp, vicedirektør i Danske Ejendomsmæglere, udtalte i den forbindelse:

»Ud over larm, graffiti og utryghed er mange beboere omkring Frederikssundsvejens skole også bekymret for deres friværdi. Boligerne bliver nemlig mindre værd, hvis et nyt Ungdomshus rykker ind på skolen. Det får en betydelig negativ effekt for boligpriserne og er bestemt noget, den enkelte boligsælger og -køber vil mærke.«

Hvad der får en negativ effekt for boligejerne, får en positiv effekt for andre, blandt andet for mindre bemidlede, udstødte og for alle, der fører en alternativ livsstil og har en anti-kapitalistisk adfærd og indstilling.

Så graffiti, uro, svineri m.v. er en helt fin strategi mod den generelle forædling og kan måske endda medføre faldende ejendomspriser.

Ja, vi sviner og laver larm, fordi vi bor her – og det vil vi blive ved med. Hold fingrene fra vores huse og vores kvarterer!

Racisme og racial kategorisering er en del af kapitalismens krop. Foto: Lars Kamp Mortensen/Monsun.

Syvende tekst:
Velkommen til det nye klassesamfund

I 1970’erne hed det ’fremmedarbejder’ og ’spaghetti’. I 1980’erne hed det ’perker’ og ’indvandrer’. I dag hedder det ’muslimer’.

Det er en gruppe mennesker som mange gerne vil gøre meget for. Integrere dem og stoppe deres radikalisering og lære dem demokratisk kultur og værdier, hedder det, også langt ud på venstrefløjen.

At venstrefløjen har haft problemer med internationalismen og solidariteten, når det gælder arbejdsmigranter, er der ikke noget nyt i.

I 1970’erne talte folketingsmedlemmer for DKP mod arbejdsmigration, angiveligt for at undgå løntrykkeri. ’Den danske arbejder’ var vigtigere end den tyrkiske.

I dag forsøger ikke bare Socialdemokratiet, men også SF at erobre terrænet tilbage fra Dansk Folkeparti og Venstre ved at blive Dansk Folkeparti og Venstre.

Men også på venstrefløjen til venstre for SF er der problemer.

En udbredt forestilling på denne del af venstrefløjen er her, at racisme skal bekæmpes, fordi den, ud over at være inhuman og ubehagelig, skygger for det egentlige problem; kapitalismen og dens udbytning. Racismen er kun et overfladisk blændværk, som gør, at folket ikke kan gennemskue dets sande klasseinteresser, synes logikken at være.

Derfor skal kampen mod dette blændværk helst heller ikke fylde alt for meget. For der skal jo stadig være energi til at pege på det som det hele ’i virkeligheden’ handler om.

Ud over at racisme uden tvivl udgør en god del af den glidecreme, der har holdt det yderste højre, i postmoderne gevandter, ved den parlamentariske magt siden 2001, og som tydeligvis sætter sit præg langt ind i det, der plejede at være venstrefløjen, rummer denne blændværksretorik et stort problem.

Racisme er ikke bare fokusforflyttende borgerlig propaganda. Racisme og racialisering skygger ikke for klassesamfundet: Racisme og racial kategorisering er klassesamfundet. En vital del af kapitalismens krop.

Siden murens fald har racekategorien undergået en række sproglige forandringer. Race er blevet til ’kultur’. Også ’religion’, brugt synonymt med ’kultur’, har spillet en tiltagende central rolle, og ikke mindst ’islam’ og ’muslimer’ har været tilbagevendende figurer i debatten i både medier og i parlamentarisk politik.

Betegnelsen ’muslim’ må i denne kontekst forstås på linje med sociale kategoriseringer som ’fremmedarbejder’, ’gæstearbejder’ og ’flygtning’, snarere end en formelt religiøs betegnelse. Frem for alt må det forstås som ’underklasse’.

Dette handler ikke alene om, at migranter og efterkommere af migranter har de dårligst betalte jobs. Klassestruktur og strukturering handler også om, hvad der værdsættes og anerkendes. Hvad der anses for god og naturlig opførsel, hvem der anerkendes som værdig til uddannelse, værdig til en fremtid, værdig nok til værdighed.

Kapitalisme og klassestruktur handler ikke alene om materiel fordeling, men også om symbolsk fordeling, hvad der forstås som godt og hvad der forstås om skidt.

I denne fordeling, både hvad angår besiddelse og hvad angår rettigheder, er den gruppe mennesker, som identificeres som muslimer, udgrænset i et særligt hjørne af samfundsorganismen. Denne udgrænsning gør det politisk muligt at gennemføre alt fra særligt dårlige pensionsforhold til særlige overvågningstiltag og særlige straffe.

Det er naivt, hvis vi tror, at dette kun strømmer ud af staten og ud af parlamentarisk politik. Ser vi eksempelvis på megen feministisk tale i dag i, også uden for folketinget og andre statslige institutioner, udgør »muslimske kvinder« en særlig gruppe som det er helt legitimt at igangsætte særlige opdragelses- og befrielsesteknologier overfor.

’Muslimske kvinder’ anses for viljesløse ofre, mens ’den muslimske mand’, som kvinderne er ofre for, anses for at være patologisk fanget i en helt særlig patriarkalsk kultur, som er fuldstændigt anderledes end det såkaldt ligestillede og demokratiske danske samfunds. Fuldstændigt kulturelt anderledes end den ligestillede og demokratiske danske mand, hvorfor ’han’ må udsættes for integrationsteknologier, så han kan tilpasses den demokratiske og ligestillede danske stat og de demokratiske og ligestillede danske arbejdspladser.

I det hele taget udgør ’muslimsk kultur’ i denne logik en særlig patologisk og uciviliseret størrelse, der er grundlæggende anderledes end denne ’kulturs’ positive modbillede: den såkaldt danske kristne kultur, der identificeres med… ja, demokrati og kvindefrigørelse.

Logikken er ikke ny. Går vi tilbage til slutningen af 1800-tallet var det tilsvarende måder datidens arbejderklasse blev beskrevet på.

Også proletarmanden var dyrisk og patologisk og skulle disciplineres og integreres, mens proletarkvinden skulle hjælpes af kvindesags-borgerkvinderne til ikke at få så mange børn. Så tæt ind på kroppen og ind i kroppen som muligt skulle proletarkvinden og proletarmanden hjælpes.

Beherskelse af kroppe gennem opdelingen af befolkningen i species/racer har altså længe udgjort kroppen af klassesamfundet. Den racialiserede københavnske muslim står altså på samme plads i kapitalismens symbolske økonomi som 1800-tallets københavnske proletar.

Kamp mod racisme må derfor forstås som kamp mod klassesamfundet. Racisme er klassestrukturering.

Og den irrationelle borgerlige snak om særlige danske værdier og særlig dansk kultur overfor en særlig muslimsk kultur er ikke alene bortforklaring, overflade og blændværk, men en uundværlig del af produktionen af det religiøsiserede og kulturaliserede, det vil sige racialiserede proletariat som kaldes indvandrere/muslimer.

I den forstand udgør flygtninge, arbejdsmigranter og efterkommere ikke et egentligt nyt proletariat, men det samme gamle proletariat fremskrevet og produceret på måder, der, når man skærer til benet, er lige så gamle som kapitalismen og imperialismen. Ordene er nye, men struktureringen er den samme.

Når venstrefløjen skriver sig ind i talen om integration og afgrænser helt forskellige Blut-und-Boden-kulturer (den gode versus den skadelige) er det klassesamfundet, venstrefløjen er med til at producere.

Og når den mere venlige del af venstrefløjen harmes over racisme, men heller ikke synes at minoritetsspørgsmål skal fylde alt for meget på arbejds- og velfærdskampens bekostning, er det netop bortforklaringselementet i den kulturalisede klasseracisme, der er i funktion, og det er klassesamfundet og det er produktionen af forskel, der overses.

Spraydåser, spritpenne, tapetklister, papir og kroppe kan tilbageerobre rummet. Foto: Lars Kamp Mortensen/Monsun.

Ottende tekst:
Vores kunst er jeres hærværk – til kamp mod den grå by

Modstand er i høj grad en kamp om og for de offentlige rum, hvori vi deler vores fælles erfaringer. Disse rum bliver uophørligt privatiseret i byfornyelsens navn, og de er som følge deraf ved helt at forsvinde.

Bybilledet bliver et rum præget af en bestemt slags interesser og en bestemt smag. Omgivelserne prøver uophørligt at påtvinge de gennemrejsende en bestemt holdning eller en bestemt adfærd, mens byens mure er prægede af økonomiske interesser frem for spontanitet, livstegn og informationer om lokalområdets organisering og drømme. Daglige små katastrofer plager os, uden at vi kan reagere eller gøre noget ved det.

I denne undtagelsestilstand prøver magten uophørligt at genskabe samfundet uden at genskabe fællesskabet.

De offentlige rum er ikke længere rum, vi alle kan deltage i, men er i stedet blevet en legeplads for en smal elite, der kan boltre sig og tjene penge, mens alle andre er tilskuere.

Modstand mod denne erobring af, hvad der burde tilhøre os alle, behøver ikke at være store scenarier med stenkast, knippelslag og hundebid, men kan også være konkret centreret omkring formuleringen af det ultimative kætteri: Kravet om forandring.

Hvis man ikke opfatter demokrati som et absolut flertalstyranni, er det ikke særligt demokratisk kun at lade en stemme komme til udtryk.

En enkel og ofte effektiv modstand er at vende magtens sprog på hovedet, som det kendes fra ad-busting, men kunsten er at udfordre magtens sprog.

Med spraydåser, spritpenne, tapetklister, papir eller bare ved at bevæge vores kroppe i skæve mønstre kan vi tilbageerobre rummet.

Kunsten i gaden (i ordets brede betydning fra ad-busting over teater/happening til andre interventionsformer) er et oplagt alternativ, idet den per definition er gratis og ikke prøver på at sælge dig noget, men i stedet tilbyder dig en oplevelse, et alternativ til reklamens virkelighed.

Ingen beder om at få placeret et billboard uden for vinduet, ingen beder om at have graffiti-pieces, plakater, påklistrede fundne genstande, farver, striber, tags eller kruseduller på væggene af sin bolig.

Men hvor reklamerne igen og igen opfører et rebelsk psykodrama klar til at blive pakket og markedsført til de ivrigt ventende forbrugere, er meget gadekunst frigjort fra økonomiske interesser.

I stedet er det en form for mental jiu-jitsu, der foregår i gaderne, hvor det uventede møde er det, der kan vække os fra den tankebedøvende enighedstrance, vi bliver hensat i af organiseret religion, reklamer, valgplakater, billederne i det offentlige rum, hvor den sanselige oplevelse skal bekræfte magten, styrke flokmentaliteten og øge forbruget.

Kampen om det offentlige rum er blandt andet en kamp for at skabe nye symboler med ny mening.

Dette gøres ikke blot ved at negere magtens billeder, men også ved at oversvømme dem med blæk og nye billeder, der lader magtens billedsprog stå tilbage som meningsløse klatter.

Det virker, som om vi lever i en tid, hvor man kan ytre sin holdning uden at blive slået ned med en riffel, skudt og smidt i en kanal - selv om magten altid gerne vil kriminalisere dem, den er uenig med, eller som er uenige med den, som vi ser det i nul-tolerancepolitikken over for graffiti.

Det giver os muligheder for at formulere overbevisende alternativer, for at kritisere den globale kapitalismes destruktive projekt, og den fremmedgørelse, der følger med konsekvent altid at være gæst i et privatiseret rum, følelsen af at være turist når man er hjemme.

Man stiller ikke længere de folk, der protesterer, op ad en mur, men magten skaber stadig et sindssygt samfund ved hjælp af voldsmonopolet og udskillelsen af de uenige.

Hvis man skal udfordre det neo-liberale enhedsideal, der insisterer på, at vi alle skal være identificerbare subjekter, alle skal være »normaliserede«, er det netop forskelligheden og brugen af forskellige identiteter, der er styrken.

Den eneste måde at undgå massehallucinationen på er ved at være uenig, også med hvad der er skrevet her. Så vær uenig. Grib dine pensler og spraydåser, klæd dig ud og gå baglæns ned ad gaden.

Vi kan kun ændre det overordnede perspektiv ved at ytre os og ved at vise et bedre fungerende alternativ, der forener teori og praksis i handling, men hvor selvkritikken altid sidder i baghovedet som en ladt revolver.

Bliv den forandring, du ønsker skal ske! Til kamp mod den grå by!

1. maj 2008 - et fælles initiativ på den radikale venstrefløj – afholder demonstration fra Nytorv i København torsdag den 1. maj kl. 12.