Annonce

3. maj 2008 - 1:25

Massive gadekampe i Tyskland

Omkring 1.000 tyske nazister, der ville marchere i Hamburg den 1. maj, blev mødt af 10.000 moddemonstranter og massive uroligheder. Politiet måtte bruge vandkanoner og bogstavelig talt tæve sig vej gennem byen for at få nazisternes march gennemført, skriver den alternative tyske nyhedsservice, Indymedia.

JPEG - 119 kb
Omkring 10.000 antifascister kæmpede hårdt for at forhindre nazisternes march den 1. maj i Hamburg. Foto: Karla Kolumna/Umbruch-Bildarchiv

Allerede inden nazisterne var forsamlet var bydelen Barmbek præget af barrikader og brændende biler. Også en s-togsstrækning blev blokeret af brændende barrikader og mobile grupper af antifascister byggede interimistiske barrikader på så godt som hvert gadehjørne.

Pladsen, hvor nazisterne skulle forsamles, var besat af moddemonstranter og måtte først ryddes af talstærkt politi, inden nazisterne kunne stille op.

JPEG - 111.6 kb
Antifascister stak bl.a. ild til en politibil under urolighederne i Hamburg. Foto: Indymedia

I løbet af dagen blev en politibil og et bildæklager stukket i brand, og politiet havde travlt med at slukke småbrande og rydde barrikader og sit-down-blokader. På et tidspunkt stødte nazister og antifascister direkte sammen i et gadeslag, hvor begge parter kastede sten på hinanden. Polititalsmænd udtalte til medierne, at situationen var »uoverskuelig«.

Da nazisterne omsider nåede marchens afslutning blev deres planlagte møde hurtigt afbrudt af politiet. Nazisterne protesterede, og det endte med at politiet angreb dem med en massiv peberspray-byge for at tvinge dem ombord på et tog.

Efterfølgende havde mange nazister svært ved at komme væk fra byen, idet en del af deres busser var blevet ødelagt af antifascister.

JPEG - 84.9 kb
Tyk røg fra brændende biler og affaldscontainere prægede bydelen Barmbek i Hamburg den 1. maj. Foto: Indymedia

Om aftenen udbrød der gadekampe mellem politi og demonstranter i området omkring det venstreradikale tilholdssted Rote Flora. Flere biler blev stukket i brand, og politiet måtte sætte flere vandkanoner ind for at rydde barrikader i bydelen.

Ifølge tyske medier blev omkring 250 mennesker anholdt i løbet af dagen.

Sammenstød i Nürnberg
Også i Nürnberg var omkring 10.000 antifascister på gaden i protest mod det højreekstreme parti NPD, der i dette tilfælde mønstrede ca. 1.500 tilhængere. De højreekstreme blev mødt af en massiv pibekoncert, og ved deres afsluttende møde angreb moddemonstranter dem med bl.a. æg og flasker, skriver Die Tagezeitung.

En del moddemonstranter blev kvæstet af politiets knipler, mens fire betjente blev såret af demonstranternes fyrværkeri og stenkast.

Politichef jaget væk
I Berlin forløb både Valborgsaften den 30. april – hvor der ellers næsten traditionelt er gadekampe i bydelen Kreutzberg – og demonstrationerne den 1. maj relativt fredeligt.

Selvom 24 mennesker blev anholdt og 13 betjente kvæstet, heraf en som måtte indlægges, betegnede politiet det som den fredeligste Valborgsaften i ti år.

Om aftenen den 1. maj gik det til gengæld vildt for sig, da der udbrød uroligheder i udkanten af en ellers fredelig gadefest »Myfest«, der havde haft mange tusinde deltagere i løbet af dagen. Berlins indenrigsminister Ehrhart Körting havde netop nået at udtrykke sin glæde over den fredelige udvikling, da venstreradikale stødte sammen med politiet i Kreutzberg.

Berlins politipræsident, Dieter Glietsch, der var mødt op på Lausitzer Platz for at danne sig et indtryk af situationen, blev angrebet af de venstreradikale og jaget væk.

Politifolk på stedet fik deres chef ind i en bil, der på vej væk blev overdænget med sten, flasker og stole. Politichefen slap uskadt fra angrebet.

I området omkring Görlitzer Bahnhof fortsatte urolighederne med stenkast og fyrværkeri mod politiet samt brændende affaldscontainere i gaderne indtil midnatstid.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce