Somalias hovedstad Mogadishu blev mandag rystet af voldsomme optøjer, da titusinder gik på gaden i protest mod de stadigt stigende fødevarepriser. Demonstranterne kastede sten og knuse butikker og biler, skriver flere medier.
Ifølge nyhedsbureauet AP skød og dræbte regeringssoldater mindst fem mennesker under urolighederne, der er de seneste i rækken af hungeroptøjer i Afrika, Asien og Latinamerika.

Den verdensomspændende fødevarekrise har rystet det internationale samfund, og FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon forsøger desperat at etablere en såkaldt FN-udrykningsstyrke, der skal bestå af højtstående folk inden for FN.
Ban Ki-moon forsøger at få samlet styrken til et møde i næste uge, hvor de skal blive enige om en strategi til at dæmme op for krisen. Samtidig inviterer generalsekretæren alle verdensledere til Rom fra i juni. Også her er emnet en strategi, som skal løse krisen.
Miljøorganisation kritiserer »GMO-løsning«
I EU-regi forsøger man at dæmme op for fødevarekrisen ved at gennemtrumfe en hurtigere sagsbehandling for gensplejsede afgrøder (GMO). Men ifølge miljøorganisationen NOAH er det direkte kriminelt:
»Vi bør selv løse problemerne i vort eget landbrug i stedet for at eksportere dem til Sydamerikas natur og lokalbefolkninger«, skriver organisationen i et åbent brev til bl.a. EU’s landbrugskommissær Mariann Fischer Boel og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Ligesom Landbrugsrådets præsident Peter Gæmelke, mener de, at GMO-afgrøder er en af de centrale løsninger på verdens sultproblem.
Men ifølge NOAH er sultproblemet tværtimod »i høj grad affødt af EU’s egen udbyttende politik over for de fattige lande«. I det åbne brev argumenterer NOAH for, at mere GMO-soja blot vil øge sulten, og at der er andre løsninger imod sult end GMO’er, som er både sikrere, mere tilgængelige og billige.
Ifølge NOAH har FN’s agentur for landbrugsvidenskab og teknologi (IAASTD) netop påpeget, at økologisk jordbrug og lokale markeder er to af de vigtigste indsatsområder for fjernelse af sult – sammen med ændringer i Vestens økonomi- og handelspolitik.
Derudover peger NOAH på, at dyrkning af soja i Sydamerika til EU allerede har krævet enorme rydninger af savanne og skov, og småbønder og indianere lider under tvangsflytning, pesticidforgiftninger og sult som følge af sojaen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96