Annonce

8. maj 2008 - 18:06

Fredsaktivister ødelægger spionradar

Endnu engang har aktivister fra fredsorganisationen Ploughshares udført en hærværksaktion mod militært isenkram. Den 30. april trængte tre kristne aktivister fra »Ploughshares Aotearoa« ind på Waihopai-basen, der huser et stort radar-overvågningsanlæg.

De to store radarer er skjult under en kuppel af tyndt fiberglas, der dels beskytter antennerne mod vind og vejr, dels forhindrer spioner i at overvåge i hvilken retning radaren vender.

JPEG - 41.6 kb
En af radarene på Waihopai-basen i New Zealand blev effektivt sat ud af kraft af fredsaktivister.

Aktivisterne klippede sig først gennem tre hegn ind til den topsikre militærbase, skar hul i den ene kuppel med medbragte knive, så den »punkterede«, hvorefter de byggede et lille alter på stedet og bad for ofrene for den verdensomspændende »krig mod terror«. Først en halv time efter opdagede vagterne, hvad der var sket.

Skaderne vurderes til at løbe op i knap fem millioner kroner, og de tre fredsaktivister på 24, 42 og 67 år risikerer nu mellem seks og fjorten års fængsel, alt efter hvilken paragraf de sigtes efter.

Global overvågning
Waihopai-basen formodes at være en central del af det verdensomspændende Echelon-overvågningssystem, der bl.a. anklages for at levere informationer i krigen mod Irak samt global overvågning f.eks. telekommunikation.

Aktionen mod basen skete som en del af en langvarig såkaldte Anti-Base Kampagne i New Zealand.

New Zealands premierminister Helen Clark kaldte efterfølgende aktionen for »meningsløs vandalisme«.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce