Når offentligheden seksualiseres

Af Mari Vågsland Skjolden

Jeg ved, at jeg under en orgasme stønner faretruende tæt på en pornostjerne. Samtidig ved jeg også, hvad klitoris faktisk kan gøre for mig.

Seksualisering omgiver os, den omfavner og udfordrer, river og slider i os. Seksualisering er modsætningsfyldt; det er både mine alt for små bryster, venindesnakken om onani, vægten på badeværelset hver morgen og den (i hvert fald ind i mellem) skyldfrie kådhedsfølelse fredag eftermiddag. Seksualiseringen af offentligheden er et tosidigt fænomen, som giver både komplekser og kundskab.

Seksualisering findes overalt i det offentlige rum. Men hvem giver et seksuelt præg til hvem, og hvem lægger hovedvægten på det seksuelle hos hvem?

Sådan lever vi, du og jeg i en stadig mere seksualiseret verden, som stille og forsigtigt hvisker ord og begreber, der definerer os og rummet, vi lever i. Seksualisering. Køn. Sexy. Seksualitet. Kvinde. Mand. Seksualisering. Verden hvæser lidt på s’erne og gentager ordene, hviskende, hvæsende, nok gange til at ordene betyder det, verden vil.
Således bliver ord magt.

Og måske virker det helt overdrevet sådan at påstå, at ord er magt, men nogen gange er det vigtigt at se forbi både gentagelser og hvæselyde og minde sig selv om, at ordene har magt, fordi de former, udtaler og giver krop (både bogstaveligt og metaforisk) til vores tanker. Således bliver konkrete forestillinger uløselig koblet til ord og får en betydning vi overtager relativt modstandsløst, uden at benytte os af egen definitionsmagt.

Sådan som ordet seksualisering. Hvordan bliver det defineret for os og hvordan definerer vi det selv, midt i verdens højlydte hvisken?

Hvad ordbøgerne siger
Sprognævnet ved Jostein Stokkeland fortæller, at ordet »seksualisering« må være kommet ind i det norske sprog i 1950’erne og 60’erne. Videre kan han fortælle, at verbet »seksualisere« er taget med for første gang i Tanums store retskrivningsordbog fra 1961. Der står det uden nogen yderligere afklaring i forhold til betydning. Første tekstbelæg som Sprognævnet kan finde, er fra 1969 og er hentet fra Norsk riksmålsordbog tillægsbind (1995). Der defineres »seksualisering« som at »give et (stærkt) seksuelt præg; lægge hovedvægten på det seksuelle (hos)«.

Som alle definitioner giver også denne et godt indtryk af, hvad der oftest er begrebets mening her: noget med at lægge vægt på det seksuelle. Samtidig rejser definitionen også implicit nogle interessante spørgsmål. Skal vi forsøge at udlede dem eksplicit, vil spørgsmålene kunne være: hvem er tænkt at være subjekt, altså den som handler, og hvem er tænkt at være objekt, altså den eller det subjektet handler med? I klartekst: Hvem giver et seksuelt præg til hvem, og hvem lægger hovedvægten på det seksuelle hos hvem?

Ved at skelne mellem et aktivt subjekt og et passivt objekt kan vi se seksualisering som en dobbeltsidig proces, som kræver at nogle seksualiserer, mens nogle andre seksualiseres. Det fremgår også af de nævnte definitioner, men eksisterer kun som en implicit forudsætning. I et forsøg på at komme til bunds i et begrebs betydning, er disse sprogstrukturer væsentlige.

Seksualisering kræver altså minimum to deltagere, som på hver sin side er tænkt som henholdsvis aktiv og passiv. En sådan logik vil medføre en form for hierarkisk dimension og positionering ved begrebet. Dette kan være en nøgle til forståelses at have med sig videre på færden for at komme på det rene med, hvad seksualisering virkelig betyder.

Både verbum og substantiv
Hvis vi fortsætter færden ind i sproget, finder vi i Norsk ordbogs første udgave (1994), at seksualisering er »det at give et seksuelt præg eller lægge vægten på det seksuelle«. I anden udgave (2005) står nøjagtig samme definition at læse efter verbet »seksualisere«. Er det nogen stor pointe, at et substantiv og et verbum har samme definition?

Sprognørden i mig kribler og kræver at komme op til overfladen igen. Et substantiv er en ting, proces eller fænomen. Et verbum beskriver en handling. Set sådan er substantivet passivt, noget du enten besidder eller udsættes for. Et verbum er noget, du selv udfører. Det er interessant at ordbogsdefinitionerne ikke forholder sig til denne modsætning mellem det aktive og det passive, eller man kan eventuelt se det som en tilsløring af den.

Definitionerne fortæller os hvad der er i fokus ved seksualisering (det seksuelle), samtidig med at de ikke siger noget om, hvad der er ude af fokus (det menneskelige). På den måde inkluderer begrebet seksualisering det seksuelle i så stor grad, at det undertrykker og måske til og med ekskluderer andre personkarakteristika ved et menneske. Det er dette, der er baggrunden for de mange bekymrede meldinger fra politikere, forskere og forældre i forhold til seksualisering af det offentlige rum. Idet mennesket kun bliver sin seksualitet og sit kønsliv, får vi en endimensional verden uden særlig meget rum for almen (og kønsløs) menneskelighed.

Usynliggør magtbalance
Måske kan logikken endda føres lidt længere. I den største engelske ordbog der findes, Oxford English Dictionary, ses følgende definition: »The act or process of sexualizing; the state of being sexualized: adaptation to a sexual role«. Det er særligt den sidste del af denne engelske definition, er udgør en væsentlig forskel i forhold til den norske.

Professor i engelsk sprog, Hilde Hasselgård påpeger at »Adaption to a sexual role« er en tilpasning til en kønsrolle ikke en sex-rolle. Fordi ordet »sex« på engelsk også betyder køn, bliver kønsdimensionen i »sexualization« væk i den norske oversættelse. Dette indebærer, at de norske ordbogsdefinitioner udelader en væsentlig forbindelse mellem seksualisering og køn.

Professor i genusforskning Tiina Rosenberg er inde på det samme i sin bog L-ordet (2006). Der skriver hun, at begrebet seksualisering »i svensk oversættelse savner det engelskes dobbelte betydning af både køn og sex«. Denne dobbelthed mangler også på norsk.

I forhold til det tidligere ræsonnement omkring seksualisering som en proces med en aktiv og en passiv deltager, er det interessant at kunne krydskoble dette med køn og forsøge at forstå det i sammenhæng. Har processen en kønsdimension? Kan det være sådan, at det hovedsageligt er et køn som seksualiserer og et som seksualiseres? I så fald medfører det en undertrykkende mekanisme, som ikke bliver artikuleret i begrebsafklaringerne.

Resultatet bliver da en uheldig usynliggørelse af den magtbalance som ligger implicit i seksualisering, både som begreb og proces.

Ikke pornofisering
Seksualisering kan let forveksles, bevidst eller ej, med begreber oplever lignende samfundsmæssige udviklingstendenser, som for eksempel pornofisering. Journalist Marte Brekke Michelet (tidligere redaktør af radiOrakel (norsk feministisk radio, oversætters note) og en af initiativtagerne til Sett Grenser, en kampagne mod seksuel chikane) har skrevet, at der netop mellem disse to begreber er en vigtig forskel.

Hun definerer sidstnævnte begreb som »fremstilling af seksuelle handlinger som på en eller anden måde degraderer og objektiverer kvinder, og knytter sex til vold«. En sådan definition er møntet på at blive opfattet som udelt negativ – pornofisering er uønsket og vil have skadelige konsekvenser.

Seksualisering er derimod ikke bare negativt, understreger Michelet. I stedet mener hun, at begrebet kan tolkes ind som en del af en større proces som handler om åbenhed omkring seksualitet og ikke mindst brud på moralistiske konventioner og tabuer som i bedste fald kan føre til en reel synliggørelse og dermed accept af seksualitet, kvindelig som mandlig.

Seksualiseringens dualitet
Kønsforsker Wenche Mühleisen er optaget af denne dualiteten. Hun mener, at det paradoksale ved seksualiseringsprocessen i lille grad bliver set og får uforholdsmæssig lidt opmærksomhed. Hennes pointe er, at seksualisering er en bred, kulturel trend, som ikke bare omfatter lav- og populærkultur, men hele den kulturelle arena (også hele kunst- og kritikfeltet).

Resultatet er, at seksualiseringen kan have en undertrykkende og kommerciel effekt, samtidig med at den kan have en subversiv og frigørende kraft. På den måde kan seksualisering af det offentlige rum altså bringe en frugtbar eksperimenteren med sig med seksualitet som kategori. Dette kan bryde op og skabe nye former for kvindelig seksualitet som igen udfordrer undertrykkende konventioner.

Unge piger i dag ved at veninderne onanerer og kan uden at skamme sig have en dildo i skuffen. De kan snakke åbent om kroppen som et seksuelt instrument for nydelse uden dårlig samvittighed, og dermed få mulighed for at forholde sig til seksualitet på specifikt kvindelige præmisser: Hvad skal der til for at tilfredsstille min kvindekrop? Hvis vi ser på seksualisering som en dobbelt proces, både aktiv og passiv, er det måske muligt at hævde at seksualisering af det offentlige rum kan bidrage til, at kvinder aktivt anerkender og benytter sig af kroppen og seksualiteten som en nødvendig erkendelseskategori af sig selv som et fuldstændigt menneske.

Problemet er imidlertid om den samme proces fører til en passivisering af den kvindelige krop som et endimensionalt objekt med visse fastsatte proportioner. Et sådant »ideal« kan let blive skadeligt, hvis det bliver til en form for officiel og enerådende standard som må opfyldes for at være fuldgyldig kvinde. I så fald vil du kun være »kvinde« eller »kvindelig«, hvis du ser ud på en bestemt måde, bestemt af en generel seksualiseringstrend.

Det er også et problem, at det i størst grad er kvindekroppen som udsættes for denne dobbelte proces. Ser vi os omkring i det offentlige rum er det i høj grad kvindens hud, bryster og numser, vi møder på store plakater, i blade og på tv, i en salig blanding af eksponering og problematisering. Et væsentligt spørgsmål er derfor, hvorfor ikke mandekroppen i samme grad udsættes for denne proces? Betyder det, at mandekroppen er færdigdefineret? Eller kan det have en sammenhæng med, at den allerede ligger under begreber som krop, køn og seksualitet som en uudtalt idealstandard?

Seksualisering som accept
Det er væsentligt, at seksualiseringsbegrebet ikke forfladiges ved at det kun bruges i betydningen »uheldig samfundstrend« knyttet sammen med et gennemkommercialiseret samfund. For seksualiseringen af det offentlige rum kan også være en åbning mod accept af seksualitet. For eksempel har det ført til en begyndende anerkendelse af, at kønsrollen kvinde (jf. Hasselgård) også har og er seksualitet (aktiv proces). Det problematiske er selvfølgelig, hvis kvinderollen bliver reduceret til bare at være seksualitet (passiv proces).

Seksualisering af det offentlige rum kan opsummeres som et seksuelt udstillingsvindue på godt og ondt. Det vigtige er at se dualiteten: både de undertrykkende strukturer og det frigørende potentiale. Derfor: Støn som du vil (gerne som en pornostjerne). Kend din klitoris. Men gør begge dele.

Artiklen har tidligere været bragt i det norske feministiske tidsskrift Fett. Den er oversat af Martin Lindblom med forfatterens tilladelse.