Tirsdag den 20. maj annoncerede en gruppe københavnske VU’ere, at de havde tænkt sig at besætte det kommende ungdomshus på Dorteavej 61 i Nordvest-kvarteret i protest over beslutningen om at overdrage huset til ungdomshusbevægelsen.
Men måske mangler VU’erne en smule træning, før de helt mestrer bz-håndværket. I hvert fald erfarede de godt 20 fremmødte VU-aktivister, at politiet var mødt talstærkt op allerede før VU’erne ankom, og at de kampklædte betjente på denne måde forholdsvis let kunne forhindre ungdomspolitikerne i overhovedet at komme ind i huset.

Med til en god bz-aktion hører formentlig, at man ikke informerer politiet om planerne på forhånd - medmindre man som G13-aktivisterne mener at have styrken til at trænge igennem politiets kæder.
I stedet for at besætte hus valgte VU’erne at danse lancier og drikke champagne. Det forlyder også, at de smed små sten efter politiet. Efter cirka en time var det hele overstået.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96