Flyselskaber, der transporterer tvangsudviste irakere ud af Danmark, skal boykottes. Sådan lyder opfordringen fra organisationen Asylret til »alle humanister, flygtningevenner og flygtningeorganisationer«.
Konkret peger Asylret på det tyske luftfartselskab Lufthansa, der »så vidt vi er orienterede«, anvendes til de aktuelle transporter af tvangsudviste irakere.
Asylret opfordrer folk til at skrive til Lufthansa med krav om at de ophører med at være et led i tvangsudsendelserne, og til at »boykotte selskabet, hvis de fortsætter med at medvirke«.
Ifølge Asylret kan piloter og medarbejdere i flyselskaber som Lufthansa ikke undgå at være vidende om, at der er tale om tvangsudsendelser, fordi de udviste er iført fodlænker og håndjern.
Flyselskaberne må derfor handle ud fra økonomiske interesser, og det gør dem til en »kynisk part i denne sammenhæng« på linie med den danske regering, skriver Asylret i en pressmeddelelse.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96