Annonce

3. juli 2008 - 2:46

Nej-folk kritiserer rapport om EU-undtagelser

Det skal undersøges, hvorvidt rapporten fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) om de danske EU-undtagelser er uafhængig.

Sådan lyder kravet fra Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, efter afsløringer i Ekstra Bladet, som sætter spørgsmålstegn ved rapportens uafhængighed.

Som omtalt i dagbladet Arbejderen 1. juli konkluderer DIIS, at de danske EU-undtagelser, også kaldet forbeholdene, begrænser den danske indflydelse i EU, både omkring de politikområder, hvor vi har undtagelser, og i forbindelse med forhandlinger om nye traktater.

Ekstra Bladet er i besiddelse af en mail fra den 27. maj, hvor DIIS-rapportens hovedforfatter, den britiske forsker Ian Manners, retter en skarp kritik af de forhold, rapporten er blevet lavet under.

»I min naivitet skrev jeg til EU-medarbejdere på ledelsesniveau, at vi var en »uafhængig« institution, der foretog en »uafhængig« undersøgelse. Det var vi tydeligvis ikke, hvorfor mit professionelle ry nu er ødelagt«, skriver Ian Manners. Han kritiserer også, at DIIS først efter arbejdets afslutning bad om, at der i rapporten blev taget højde for de danske euroskeptikere.

Efterfølgende har Ian Manners sagt, at han er blevet misforstået. Men det beroliger ikke Søren Søndergaard.

– DIIS-rapporten skal være uafhængig. Folketingets formand Thor Pedersen må øjeblikkeligt besvare Ian Manners kritik, siger han.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce