Den konservative franske regering har i et direktiv den 1. juli tilladt politiet at oprette en database over personer, der er aktive i politiske bevægelser, fagforeninger, religiøse foreninger og andre organisationer.
Databasen, der kaldes EDVIGE-projektet, vil registrere alle over 13 år, der »grundet deres individuelle eller kollektive aktiviteter formentlig vil forstyrre den offentlige orden«, skriver computerbladet Comon på sin hjemmeside.
Det er ikke kun de personer, som politiet mener, udgør en sikkerhedsrisiko, der registreres i databasen, men også dem, »der har søgt eller søger den direkte og ikke tilfældige kontakt med disse personer«.
Databasen vil både registrere navne og adresser, fysiske kendetegn, skatteoplysninger, juridiske forhold, seksuel orientering og helbredsoplysninger på personerne.
Men direktivet er ikke vedtaget uden protester. Siden planerne blev fremlagt, har 700 organisationer og 90.000 personer tilsluttet sig en underskriftsindsamling mod databasen. Flere foreninger har desuden klaget til det franske forfatningsråd. Protesterne bliver derudover støttet af det franske socialistparti.
Det er ikke kun i Frankrig, at overvågning og registrering af borgerne breder sig. I Sverige tillader den såkaldte FRA-lov således at registrere al elektronisk post ind og ud af landet.
Men registreringsmanien møder også modstand. Den 11. oktober afholdes der i hele Europa en international aktionsdag mod overvågning og terrorlove. Det sker under parolen »Freedom, not Fear«.
Aktionerne vil gøre opmærksom på de begrænsininger af privatlivets fred, der følger af den stigende overvågning. Målet er at danne en international bevægelse for frihed og demokrati.

I Danmark arrangerer fagforbundet PROSA, der organiserer it-professionelle, en fest på Flæsketorvet i Kødbyen, København. Det sker under overskriften »mod overvågning – for fri teknologi«.
I Sverige markeres dagen med en demonstration fra Mynttorget i Stockholm.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96