Overenskomst 2008: Et afgørende skifte

Dag efter dag fyldte begejstrede SOSU’er, dagplejere, pædagoger og sygeplejersker gaderne med deres skilte og T-shirts. De råbte slogans og modtog opbakning fra næsten alle de mødte. Selv medierne var for en stund nødt til at behandle de strejkende positivt.

Spørgsmålet er, om det blot var en enlig svale eller noget mere afgørende. Vi mener det sidste. OK08 er begyndelsen på et opgør med nyliberalismen, fordi den udfordres af klassekræfter, som har styrke til at presse den herskende klasse.

Overenskomsten 2008: Et afgørende skifte

Overenskomsten 2008 (OK08) er udtryk for et afgørende skifte i mulighederne for at sætte en ny kurs væk fra nyliberalismen. Og ikke mindst skabe forudsætningerne for at fagbevægelsen igen får en fremtid. Takket være de offentlig ansattes strejke som sprængte rammen, genetablerede ligelønskampen og viste at strejker nytter. Vi er gået fra demonstrationer og socialt forum til politisk klassekamp, hvor arbejderklassens selv slås.

I de seneste års arbejdskampe har vi både set en ny militans blandt de strejkende og en ny villighed til aktioner og faglige møder. SAS’s piloter sagde fra over for SAS ledelsens diktatoriske ledelsesstil, - buschaufførerne i København strejkede mod dårligt arbejdsmiljø, - HK’er strejkede mod deres arbejdsgivere i Dansk Skuespillerforbund.

2500 tillidsfolk fra DLF (Danmarks Lærerforening) har været forsamlet til møde vendt imod regeringens angreb på demokratiet og lærernes metodefrihed i folkeskolen. FOA (Fag og Arbejde) tog initiativ til en underskriftindsamling til forsvar for efterlønnen, som optakt til de store
i dag har en direkte politisk dimension, uanset om fagbureaukratiet kan lide det eller ej. Læren af de sidste års politiske udvikling fortæller os, at hvis vi afpolitiserer økonomiske og fordelingspolitiske spørgsmål i samfundet, så politiseres alt andet! For frustrationerne og utilfredsheden forsvinder ikke, den finder blot andre udtryk. Og det vinder kun Fogh, Pia og magthaverne på.

Tidspunktet er vigtigt

Strejkerne kommer på et afgørende tidspunkt, hvor den kapitalistiske krise er ved at slå igennem, og inflationen presser reallønnen. Derfor er fornyet kampvilje afgørende, hvis arbejderklassen skal kunne slå igen på de angreb som uvægerligt må komme, fx gennem de kommende budgetnedskæringer i kommunerne.

Demonstrerende pædagoger under forårets overenskomstsjreke. Foto: Martin Sidenius/Monsun

OK-Strejkerne var en sejr og et vigtigt skridt fremad, selvom regeringen ikke måtte af med mange ekstra milliarder. På en række afgørende punkter brød OK08 med mønstret fra de sidste mange års overenskomstforhandlinger.

Rammen blev sprængt, selvom det kun var med få procenter. Det vigtige er, at regeringen og nyliberalisterne tabte den politiske kamp, om arbejderklassens tiltro til enten ligeløn og lønforhøjelser eller den nyliberalistiske ramme fra regeringen.

Når initiativet flytter fra topforhandlerne og ud til de strejkende medlemmer, så betyder det, at de mange kommer med i den konkrete diskussion om mål og midler. Det betyder et stort løft i de politiske diskussioner, som medlemmerne inddrages i.

Strejker nytter, hvis arbejdsgiverne ikke giver sig i forhandlingen. Det giver både medlemmerne håb om, at de kan stille krav, der svarer til deres forventninger, og samtidig giver det en kollektiv mulighed for at bryde med magtesløsheden overfor den nyliberale offensiv, uanset om den er økonomisk eller politisk.

Samtidig betyder det, at den ideologiske påvirkning fra de borgerlige, om at strejker er fortid, i en tid frem over har svært ved at vinde argumentet. Og det har stor betydning for de kommende kampe, hvor det vil være langt lettere at henvise til de succesrige OK-strejker.

Ligeløn og ligestilling er sat på dagsordenen og resultatet er et lille bitte skridt frem økonomisk. Men langt større betydning har det, at arbejderklassens kvinder selv sætter dagsordenen gennem deres krav, deres argumentation og ikke mindst deres meget synlige og aktive strejke. Det flytter langt mere end middelklassedamernes fokus på antallet af kvindelige chefer.

Fagbevægelsens politiske mission som den kraft, der kan sætte magt bag velfærdskravene er genskabt! To årtiers defensive vandring i politikløshed er endt, fordi det igen for alvor er blevet legitimt at rejse en politisk dagsorden i fagbevægelsen.

Det er ikke for at postulere, at magtforholdet generelt er skiftet i det danske samfund. Kapitalen har stadig magten, og den herskende klasse slap relativt billigt fra OK08. Og desværre sidder Fogh stadig ved roret, og Socialdemokraterne har ikke skiftet kursen væk fra nyliberalismen.

Men nu kan vi i praksis tale om, at den herskende politik bliver udfordret konkret af arbejderklassen og ikke længere bare bliver passivt accepteret. Og det er her det store politiske og ideologiske skifte skal forstås!

Positive erfaringer fra OK-strejkerne

Det er den mest aktive og synlige strejke siden påskestrejkerne i 1985. Det har været en strejke, hvor alle de strejkende har været på gaden for ikke blot deres krav, men i lige så høj grad for at vinde på argumenterne. Naturligvis har meget af det været igangsat fra oven i de enkelte fagforbund, men det er medlemmerne selv som er mødt frem og vist kreativiteten og ikke mindst den enorme kampgejst.

Vi kan derfor tale om en egentlig strejkebevægelse, hvor det var medlemmernes egen kreativitet og aktivitet, som satte scenen både lokalt og i medierne. Og det er meget anderledes end den sidste store OK-strejke i 1998, hvor folk gik hjem til sig selv i stedet for at være på gaden.

Strejkens tusinder af aktive medlemmer og strejkens politiske karakter giver et begrundet håb om at der kan skabes et helt nyt lag af faglige aktivister, som vil forvente en helt anden slags fagforening end den passive service-og forsikringsmodel. De kan blive morgendagens faglige ledere og være de kræfter, som der skal satses på for venstrefløjen - dvs. fokus på det brede
arbejde fra neden.

FOAs kampagne for mandeløn til kvindefag og markante lønstigninger til lavtlønnede har været iscenesat i en velfærdsramme, hvor det er hele arbejderklassens velfærd og interesser som er i spil. Modsat står BUPL’s fagchauvenistiske og ikke politiserede krav om rigtig løn til rigtige pædagoger, hvor der hverken er en velfærdsramme for resten af arbejderklassen eller en solidarisk tilgang som andre kan bruge.

Ligelønnen og ligestillingen er for alvor tilbage på dagsordenen igen. Og nu ikke i den karrierefeministiske udgave om topposter, men tværtimod som en klassebaseret kamp for lighed. Den dagsorden er sat i fremtiden, næste gang til Overenskomstforhandlingerne i 2010, hvor de lavtlønnede butiks- og rengøringsassistenter skal have et markant løft.

Forudsigelserne om fagbevægelsens kommende stille og hastige død er gjort til skamme. De forbund som har været i kamp har fået flere medlemmer, og særlig FOA som har været i gang over lang tid har fået mere end 7000 nye medlemmer. Det er meget enkelt. Hvis fagforeningen vil kæmpe, vil politisere og vil lytte til medlemmernes krav, så har vi en stærk fremtid.

Problemerne

At blive enige om at strejke kan være svært og kræver megen forberedelse til en overenskomst. Men mindst lige så vigtigt er det, hvornår strejken skal sluttes. Det er jo enkelt at sige, at det gør vi først, når kravene er indfriet, men det er jo langt fra altid muligt.

Lige så vigtigt er det, at man stopper strejken, så det er os som kommer sejrrigt og samlet ud af den. For det giver erfaringer og styrke til de næste kampe, mens et nederlag kan give splittelse og mismod. Derfor er tidspunktet for afslutningen af strejken meget vigtigt.

Enhver strejke har et momentum, hvor det enten går frem eller tilbage. For offentlig ansatte uden magt over kapitalen er det solidariteten i arbejderklassen, som er afgørende. Den herskende klasse stod solidt bag regeringen og oppositionen var tavse. Da FOA indgik forlig stod det klart at selvom opbakningen i arbejderklassen var enormt stor (meningsmålinger viste at næsten 4 ud af 5 støttede kravene og strejken.),så ville det øvrige fagbureaukrati ikke støtte strejken i hverken ord eller blot i form af demonstrationer.

Fx kom der ingen solidaritetserklæringer fra LO eller LO-storbyerne, og da slet ikke fra de store LO-forbund som allerede havde accepteret regeringens ramme og indgået forlig. Og venstrefløjen havde hverken styrken til at udfordre toppen eller ideen om, at den havde opgaven.

På den baggrund ville en »strejke til kravene er indfriet«- parole og »stem-nej-kampagne« ikke have nogen realitet. Og i praksis ville det udfordre de små materielle, men politisk store landevindinger som FOA havde kæmpet sig til. I denne situation duede det ikke at slå den politiske automatreaktion til. Ligesom socialdemokratiske fagforeningsledere næsten per automatik vil stemme ja til et forlig, så vil den klassekampsorienterede del af venstrefløjen (fra Enhedslisten og der ud af til venstre) sige stem nej.

Men om man skal stemme ja eller nej afhænger både af styrkeforholdet og indholdet. Derfor er en »strejk-strejk-parole« og »stem-nej« ikke gangbar i alle situationer. Venstrefløjen kunne have lavet en offensiv kampagne for et nej, men det ville være et slag i luften, fordi venstrefløjen ikke i praksis havde styrken til at udvide strejken til flere områder, og dermed øge presset på regeringen.

Argumentet for at stoppe strejken var meget politisk og ikke i særlig grad økonomisk. Man kan jo omvendt spørge om en fortsat strejke, som kun ville have givet marginalt mere, og samtidig have udtømt strejkekasser og kampvilje, fordi kampen oplevedes mere isoleret, ville have været det hele værd. Ville det være værd at sætte hele den politiske sejr og sammenholdet over styr for blot et par ekstra tiendedele af en procent. Det vil det ikke i en optik, hvor der skal ses fremad mod de næste kampe.

Venstrefløjen har stået meget svagt i billedet, fordi vi ikke andet end på et meget symbolsk plan har formået at støtte strejkerne. SF har ikke villet noget for alvor og Enhedslisten har ikke en organiseret og aktivistisk styrke (endnu). Og samtidig har der fra venstrefløjens faglige ledere ikke været selvstændige initiativer til at samle støtten eller strejkende til en fælles strategi og kamp-snak. Og uden denne selvstændige politiske kraft slipper toppen i fagforeninger og forbund alt for let af sted med deres defensive og fagchauvinistiske tilgang.

Heller ikke Fagligt Ansvar kunne organisere solidariteten og styrke de strejkende. Og dette til trods for at Fagligt Ansvar udgør den mest aktive del af fagbevægelsen. Fagligt Ansvar er en løs samling af både privat og offentlig ansattes fagforeninger, hvor der lægges vægt på en fælles kamp for at bevare velfærden. Hidtil har det udmøntet sig i en række udtalelser og konferencer, bl.a. i samarbejde med LO-storbyerne.

Det var således helt rimeligt at forvente, at Fagligt Ansvar trådte i karakter som et fælles forum for de strejkende, når nu der var så lidt samarbejde forbundene i mellem.

Men intet skete. Der blev ikke holdt bare et møde, hvor de strejkende og resten af den aktive fagbevægelse kunne mødes, og dermed organiserer den udbredte solidaritet på gulvet. Forklaringen er dels, at de privates fagforeninger ikke var særlig lune på at støtte FOA og at BUPL, og FOA ikke ville samarbejde. Dels er forklaringen, at de ledende i Fagligt Ansvar lægger så stor vægt på samarbejdet med LO-storbyerne (læs lokale socialdemokratiske faglige ledere), at når disse ikke vil noget, så gør man intet selv.

Brug strejkeerfaringerne til de kommende kampe

OK08 har givet os nogle værdifulde erfaringer, som vi kan anvende i de fremtidige kampe. Og det er erfaringer, som ikke blot er aflejret i hovedet på en lille venstrefløj, men som mange aktive arbejdere vil nikke bifaldende til. I overskriftform kan de formuleres sådan:

Kampen for ligeløn er kun begyndt:
Overenskomsten i 2010 for det private område skal være en fortsat kamp for mandeløn til kvindefag og et markant løft til de lavtlønnede i HK og 3F. Vi skal have løftet mindstelønnen for kassedamer og rengøringsassistenter. Det skal være en fælles og solidarisk kamp i hele arbejderklassen.

Strejker nytter:
Kampen om velfærden fortsætter om de kommunale og regionale budgetter. Vi ved at strejker nytter, og den økonomiske kamp skal være politisk. Vi behøver ikke acceptere nedskæringer, vi kan slås og vinde!

Kampduelige ledere opstilles:
Fagbevægelsen skal genskabes som en kamporganisation og have et politisk projekt, hvis den skal have en fremtid. Det første trin er at venstrefløjen må sætte sig et mål om at få udskiftet alle de topledere i fagbevægelsen, som ikke ville støtte OK-strejken (og for alvor gå ind i velfærdskampen) og heller ikke vil slås i fremtiden.

Vi skal opstille alternative kandidater som samler opbakning og skaber gejst. Vi må erkende at det gør en stor forskel, hvem der står i spidsen for et forbund eller en lokalafdeling. Der er således langt mere kampvilje, ligestilling og velfærdspolitik i Dennis Kristensen end fx Torkild E. Jensen (formand for Dansk Metal), der oftest ses, iført slips, sammen med arbejdsgiverne i fælles udspil.

Opbyg Netværk fra neden:
Der mangler et netværk af tillidsfolk og andre fagforeningsaktivister, som er villige til at kæmpe på trods af Socialdemokratiets knæfald for nyliberalismen. Et netværk som har de politiske svar, der skal til for at imødegå stat, medier og fagbureaukrati. Opbygningen af et sådant netværk er først og fremmest en politisk proces; ikke en praktisk-teknisk.

Det er en proces, som er i gang. Mange steder bliver der valgt yngre tillidsfolk, som er inspireret af antikrigs- og den globaliseringskritiske bevægelse. Hvis de fagligt aktive ikke får forbindelse med hinanden og får mulighed for at udvikle deres ideer sammen i et anti-kapitalistisk miljø, - så vil de, trods utilfredshed og kampvilje hos kollegerne, - være svage overfor stat, medier og fagbureaukrati.

Fagligt Ansvar må træde i karakter:
Fagligt Ansvar kan gøre en forskel, hvis de vil. De kan spille den vigtige rolle som fødselshjælper til netværk og fastholdelsen af de politiske resultater. Det første skridt er at vi opsamler erfaringerne fra OK08 i fællesskab mellem de strejkende og andre faglige aktivister, så det bringer os fremad. Det må være Fagligt Ansvars opgave at organisere denne ramme.

Brug de politiske erfaringer

Omfanget, dynamikken og perspektivet for strejkebevægelsen, har ændret det politiske landskab, fordi det har sat nyliberalismen under pres. Det er en bevægelse, som indeholder alle de klassiske elementer fra klassekampens historie: Strejkerne blev hurtigt til aktive strejker, der blev dannet aktionskomiteer, pressegrupper etc. Strejkebevægelsen kan blive et afgørende vendepunkt i klassekampen.

Bevægelsen har vist, at politikerne kan presses - at strejker og aktioner nytter, at velfærden kan forsvares og forbedres - gennem kollektiv handling og solidaritet.

Overenskomststrejkerne blev vundet politisk og ideologisk og har startet en dynamisk proces, som et mindretal begynder at anvende til mere overordnede politiske konklusioner om nyliberalismens, regeringens og fagbevægelsens kurs, dvs. at de generaliserer deres egne erfaringer til et mere generelt politisk udgangspunkt.

Det er en udvikling, vi har set fx i Frankrig. Men det er svært at se en sådan generalisering blive fastholdt, medmindre der samtidig opbygges et politisk alternativ, som på den ene side kan forbinde radikale faglige aktivister, men som ikke er begrænset til kun at handle om faglige spørgsmål.

Vi kan allerede nu se, at de positive erfaringer fra strejken er presset af hverdagens hårde realiteter ude på arbejdspladserne. Allerede nu synes halvdelen af de strejkende sygeplejersker og SOSU’ere, at OK-resultatet ikke var strejken værd. Søndagsavisen har i begyndelsen af august spurgt godt 500 om »Synes du, at OK-resultatet var strejken i foråret værd?« Hertil svarer 38, 1 % af sygeplejerskerne ja og 55,2 % nej, mens 45,7 % af SOSU’erne svarer ja og 47,6 % nej.

At fastholde og videreføre de politiske landevindinger blandt medlemmer forudsætter et kontinuerligt fokus og politisk oprustning, hvor medlemmerne aktivt inddrages. Ellers kan det synes spildt, og naturligvis er sygeplejerskerne frustrerede over den manglende lønfremgang, og vel også lige så vigtigt den manglende anerkendelse af deres indsats.

De største inspirationer i disse år kommer ikke fra den faglige scene isoleret, men først og fremmest fra den bredere kamp mod krig og nyliberalisme, fra Venezuela og Bolivia. Enhver faglig kamp kræver et politisk svar, fordi den møder modstand ikke kun hos arbejdsgivere, men også fra staten og i medierne.

Med overenskomststrejkerne er ånden for alvor kommet ud af flasken! Kombinationen af en ideologisk offensiv og aktivisme, viser at processen med at genskabe fagbevægelsen som politisk projekt ikke blot er gået i gang blandt de få, men er rejst som politisk spørgsmål for alle, som ønsker at fagbevægelsen skal stå imod afviklingen af velfærden.

Der ligger en kæmpe opgave foran venstrefløjen, hvis strejkebevægelsen skal materialisere sig i et opsving i medlemmer, mere radikalitet og aktivisme. Det forudsætter at alle som vil genskabe fagbevægelsens styrke må sætte sig i bevægelse og påtage sig opgaven med at opbygge et alternativ og skabe et netværk af socialister fra arbejderklassen, der vil slås og tage lederskab i opbygning af netværk, der kan handle selvstændigt og uafhængigt af fagbureaukratiet.

Enhedslisten har et særligt ansvar som det eneste parti, der ikke har bundet sig til en nyliberal dagsorden, og som samtidig har rødder i arbejderklassen og fagbevægelsen. SF er desværre meget svagt repræsenteret i forhold til deres størrelse og fremstår ikke som et klart politisk alternativ til Socialdemokraterne i fagbevægelsen.

Men samtidig skal vi huske på, at der er masser af aktive medlemmer i fagbevægelsen, som orienterer sig mod SF og de bedre dvs. venstreorienterede dele af Socialdemokraterne, så derfor skal de være med i et alternativ. Venstrefløjen kan passende tage ved lære af DKP’s erfaringer, - som imellem 30’erne og til midten af 70’erne - skabte et politiske netværk af militante arbejdere. Som den dag i dag indgyder respekt og er en forsat kilde til inspiration.

Jakob Nerup er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse. Jan Hoby er forretningsudvalgs-medlem i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger)