Kommentar: Finanskrisen på Island

Islands økonomi er i frit fald. Udsigten står mellem at blive sat under administration af IMF (Den internationale valutafond) eller gå bankerot. Der er den internationale finanskrise, der er anledningen til den islandske krise. Men det er en nyliberal økonomisk politik inspireret af Reagan og Thatcher, der er den egentlige årsag til miseren.

Finanskrisen rammer Island

Anledningen er den internationale finanskrise, der har ramt Islands økonomi hårdt.

Den økonomiske grund til, at den islandske »geyser – økonomi« er blevet særligt hårdt ramt, er, at landets økonomi domineres massivt af tre store banker (Glitnir, Landsbanki og Kaupting) samt 10 -12 islandske finansielle forretningsfolk, der i de seneste ti år har opbygget meget omfattende forretningsimperier.

Bankerne og disse forretningsfolk har været tæt vævet sammen i krydsejerskaber og gensidige lån og investeringer og er derfor også blevet kaldt »Det islandske broderskab«. Sammen har de baseret en voldsom økonomisk ekspansion på massiv låntagning i udlandet, såkaldt »gearing«.

Det var muligt og gik godt, så længe kreditmulighederne var rigelige og renten lav, hvilket var tilfældet frem til 2007, hvor den kombinerede amerikanske bolig- og finanskrise satte en stopper herfor.

Krisen skyldtes overdreven långivning i USA til boligejere af tvivlsom økonomisk formåen (de såkaldte subprimelån), der var baseret på at opsvinget og huspriserne ville fortsætte med at stige. Disse lån blev i amerikanske fonde og finansinstitutter brudt op i småstykker og pakket sammen på ny i »små giftige pakker« og solgt videre ud i det finansielle system i hele verden.

Da så det amerikanske boligmarked faldt sammen, sad en masse finansinstitutioner med udsigt til massive tab, uden at hverken de selv eller deres kolleger kunne overskue den nøjagtige omfang af truslen. Og en række finansielle institutioner er som bekendt kollapset eller har måttet reddes af staten, navnlig i USA.

Konsekvensen er, at bankerne i vid udstrækning er holdt op med at låne til hinanden af frygt for ikke at få deres penge tilbage. For en økonomisk ekspansion, der som den islandske i så høj grad har været baseret på international låntagning, har det ramt som en boomerang lige i panden: De tagne lån udløber løbende og skal refinansieres, men der er ingen penge at få udlandet mere.

Islands økonomi i frit fald

For at undgå at bankerne selv går bankerot og at den islandske økonomi kollapser, har den islandske regering været tvunget til at kaste sig ud i en desperat plan. To af de tre banker er mere eller mindre blevet nationaliseret og opgaven med at skaffe ny finansiering overdraget til den islandske nationalbank, som nu er på finansiel tiggergang verden rundt.

Men det, som Island desperat har brug for, er udenlandske penge. For lånene skal tilbagebetales i udenlandsk valuta. Derfor er de nationaliserede banker blevet beordret til at sælge de omfattende udenlandske forretningsimperier, som de og forretningsfolkene havde opbygget, for med alle midler at skaffe udenlandsk valuta hjem til ø-staten.

Det er tvivlsomt, om det lykkes. Den islandske krone er i frit fald og dermed vokser refinansieringsopgaven i det uendelige. Og aktiver kan ikke sælges hurtigt, medmindre det bliver med store tab, og så er man jo lige vidt.

Resultatet vil uundgåeligt blive store tab, omfattende virksomhedslukninger og voldsom ledighed i Island.

Og for at gøre ondt værre har mange menige islændinge deres sparepenge og pensionsopsparing investeret i islandske finansielle papirer, hvis kurser nu rasler ned. Dermed er udsigten personlige fallitter også omfattende. Den islandske økonomi trues af et reelt sammenbrud

Da det med nationaliseringerne er selve den islandske stat, der er nede til tælling, kan en konsekvens blive at Island i sidste ende må anmode Den Internationale Valutafond om kriselån. Det betyder, at landet bliver sat under økonomisk administration og de facto mister sin selvstændighed. Alternativet er formentlig en statsbankerot.

Nyliberalistisk økonomisk politik årsag til krisen

Meget af det er bekendt. Hvad der er mindre erkendt er, at en rendyrket nyliberalistisk økonomisk politik er årsag til hele denne løbske og hasarderede udvikling.

I 1995 kom en borgerlig regering til magten i Island under statsminister David Oddsson fra Uafhængighedspartiet. Med erklæret forbillede hos de kendte nyliberalistiske politikere Reagan og Thatcher iværksatte han en nyliberalistisk økonomisk politik med massive privatiseringer, nedskæring af den offentlige sektor og total liberalisering af erhvervsliv og bankvæsen.

Finanskapitalen fik hermed magten i Island og dikterede i enhver henseende politikken og begyndte opbygningen af en «nordatlantisk tigerøkonomi«. Problemet var bare, at den økonomiske ekspansion var baseret på vildt overdreven og hasarderet låntagning, og det opbyggede himmelhøje finansielle korthus var ekstrem sårbart for international økonomisk blæst.

Resultatet ses nu. Det islandske regering og parlament, der har været finanskapitalens forlængede arm og dikkende lammehale, så længe det gik godt, er nu tvunget til at vende sig mod sine tidligere alliancepartnere, det islandske finansielle broderskab.

Det har ikke gået stille af sig, men har været helt uundgåeligt. Og spørgsmålet er endda, om den desperate redningsmanøvre lykkes?

Under alle omstændigheder vil den islandske befolkning komme til at betale blodige økonomiske lærepenge for deres nyliberalistiske eksperiment.

Forhåbentlig vil det være et skrækeksempel til advarsel. Danmark har også en nyliberalistisk inspireret regeringen, der med statsminister Fogh i spidsen har haft som mål at deregulere, privatisere og trænge det offentlige tilbage. Det må anerkendes, at den er gået forsigtigere til værks end tilfældet i Island, hvor alle hæmninger og al fornuft blev smidt ud. Men målene er de samme i Danmark.

Nyliberalismen og nyliberalistisk politik har klart og tydeligt spillet totalt fallit. Eksemplet Island viser, hvor galt det kan gå med nyliberalismen ved magten.

Har vi råd til fortsættelse af de nyliberalistiske eksperimenter her i Danmark?

Henrik Herløv Lund er økonom, cand.scient.adm