Ikke bare et hegn

Hegnet omkring Sandholmlejren er en del af et meget større system af hegn. Hegnet markerer en
grænse, og de omkring 600 mennesker, som er internerede
i Sandholmlejren, har ikke de samme rettigheder og
muligheder, som de mennesker der har tilladelse til at opholde
sig i det danske samfund.

Det danske pas eller en
opholdstilladelse gør, at man kan færdes frit i København
eller Allerød eller Silkeborg, eller hvor man nu har lyst til
at bevæge sig. EU-samarbejdet betyder desuden, at man
med et dansk pas kan rejse nærmest uhindret i Europa.

Hegnet omkring Sandholmlejren er forbundet med de
hegn, der omgiver de mere end 200 interneringslejre,
som ligger spredt ud over Europa. Her sidder mennesker,
som ikke må bevæge sig i denne del af verden.
De er i en tilsvarende situation som de internerede i
Sandholmlejren. Her sidder de flygtninge, som har opnået
‘territorial kontakt’ med Europa, det vil sige har
været i stand til at sætte en fod på europæisk jord, før
de er blevet taget af myndighederne.

Hegnene omkring
de europæiske lejre spærrer de flygtninge inde,
som grænsehegnene langs kontinentets grænser ikke
har været i stand til at holde ude. På den måde er hegnet
omkring Sandholmlejren et grænsehegn vendt på
vrangen, et grænsehegn, som indespærrer og ikke udelukker.
Men funktionen er den samme, hegnet markerer
en forskel, som søges opretholdt med alle midler.

Passet som nøgle

Som borger i Europa har man visse basale rettigheder
blandt andet frihed til at kunne bevæge sig
over landegrænserne. Europæere møder
sjældent grænsehegnene, da de med
deres pas i hånden relativt let
kan bevæge os gennem checkpoints og
grænseovergange. Som europæer
viser man rutinemæssigt sit
pas i lufthavnen og kan rejse til
Canada eller Senegal uden problemer.
Men hvis du ikke har noget pas,
kan du ikke komme med flyet.

Hegnet omkring Sandholmlejren. Foto: Luk Lejren

Et dansk pas er en nøgle, som åbner de
fleste grænseovergange. Med et Senegalesisk
pas kommer man ikke til Europa
uden en personlig invitation fra en europæisk
borger, som kan sandsynliggøre at ansøgeren
ikke overvejer at søge om asyl.

Lukket land

Flygtninge kan opnå ‘territoriel kontakt’ med Europa
ved at betale for en plads på en skrøbelig fiskerbåd og
satse på, at man kan nå de europæiske kyster inden
båden synker, eller besætningen løber tør for rent drikkevand
eller benzin. Eller man kan betale menneskesmuglere
omkring 10.000 euro for at fremskaffe forfalskede
dokumenter og en rejseplan. Eller en plads i
en container på ladet af en lastbil, som skal ind i
Europa.

Hvis du som flygtning uden for Europa ingen
ressourcer har, kan du godt opgive at opnå ‘territorial
kontakt’, siden det i 2002 blev gjort umuligt at søge
om asyl på de europæiske repræsentationer uden for
Europa. Det vil sige, at man som forfulgt ikke kan
løbe ind på Den Danske Ambassade i fx. Teheran eller
Beijing og søge om beskyttelse. Her er hegnet også
kommet op, og man kommer ikke ind på ambassaden
uden en gyldig grund. At være forfulgt er ikke længere
en gyldig grund. På den måde er hegnene blevet højere,
og dødsfaldene for flygtninge hyppigere ved de
Europæiske grænser.

Hegnet omkring Sandholmlejren er også forbundet
med den grænse, som de døde afrikanske kroppe i
vandkanten på Gran Canaria, Lampedusa eller Malta
forgæves søgte at krydse. Da den danske grænse er
omgivet af andre europæiske lande, såkaldte ‘sikre
tredjelande’, ligger det danske territorium ikke i frontlinjen
i forhold til de globale flygtningestrømme.

Da Danmark rent faktisk er et lukket land for verdens
svageste og mest udsatte, er det meget få flygtninge,
som overhovedet når hertil, hvorfor hegnet omkring
Sandholmlejren fra et overfladisk synspunkt måske
kan virke temmelig skikkeligt og humanitært. Det er
ved Europas ydregrænser mod Afrika og Asien, at
dødsfaldene og den vold, som hegnet udøver, bliver
helt tydelige. Her bliver systemet af hegn løbende
befæstet og udbygget med skærpede militære foranstaltninger.

Massedød

Som dokumenteret af projektet Fortress Europe er
mindst 12.895 mennesker omkommet eller forsvundet
ved Europas grænser siden 1988. Det svarer til omkring
halvdelen af indbyggerne i Allerød Kommune,
hvis man skal sætte tallet lidt i relief. Den overvejende
del af ofrene er omkommet på havet mellem Afrika og
Europa, specielt på vej fra Vestafrika over Atlanterhavet
mod Gran Canaria, eller på Middelhavet mod
Spanien, Italien eller Malta.

Hegnet omkring Sandholmlejren. Foto: Luk Lejren

Men ikke blot havet er
dødbringende for flygtningene, rejsen gennem Sahara
på vej gennem Sudan, Chad, Niger og Mali mod kysten
har resulteret i over 1600 dødsfald siden 1996.
Men det er ikke kun omkring Europas sydlige grænse, at mennesker omkommer
under forsøget på at komme ind i
den Europæiske Union. Siden
1988 har kvælning under transport
skjult i lastbiler kostet mindst 299 mennesker
livet, og 182 migranter er dokumenteret
druknet i forsøget på at krydse grænsefloder
– hovedsageligt i Østeuropa og på grænsen mellem
Tyrkiet og Grækenland. På den græske grænse til
Tyrkiet er der tillige stadig minefelter langs Evros-floden
og mindst 88 mennesker er blevet dræbt af disse
miner i forsøget på at komme ind i Grækenland. 199
flygtninge er blevet skudt og dræbt af grænsepoliti i
Marokko, Gambia, Ægypten og Tyrkiet.

Opremsningen
kunne fortsætte. Tallene understreger, hvad mennesker,
som søger at bevæge sig mod Europa, er villige
til at risikere, samtidig med at det fortæller, hvor
omfattende og voldeligt det system er, som EU anvender
for at forhindre uønskede i at komme til Europa.
De over 12.000 dødsfald er ikke et forhold, som spiller
nogen nævneværdig rolle i den europæiske offentlighed.
Tværtimod er indsatsen mod de uønskede blot
blevet skærpet inden for de sidste år.

Fremskudt grænsekontrol

Forsvaret for Europas grænser har udviklet sig til et
omfattende militært system, som de fleste EU-lande
bruger store ressourcer på. Koordineringen foregår
gennem EU-organet Frontex, som siden 2004 i samarbejde med flere nordafrikanske stater patruljerer farvandene
ud for de afrikanske kyster med henblik på at
opsnappe både med flygtninge på vej til Europa.

Da det afgørende er at stoppe flygtningene før, de når at
sætte fødderne på europæisk jord og opnår ‘territorial
kontakt’ (hvilket i følge FN’s flygtningekonvention
giver dem ret til at søge om asyl) arbejder EU systematisk
på at outsource grænsekontrollen til nordafrikanske
nationer. På den måde undgår EU at leve op
til de internationale konventioner, som findes for at
beskytte flygtninges rettigheder. Ifølge Frontex’ egen
årsrapport havde organisationen ‘æren’ for, at 23.438
flygtninge blev tilbagevist på havet uden for europæisk
farvand.

Disse mennesker, som svarer til samtlige
indbyggere i Allerød Kommune, blev kollektivt
reduceret til uønskede kroppe og tilbagevist uden forskel
af Frontex’ patruljebåde. Selvom Danmark gennem
EU-forbeholdene ikke medvirker i det retslige og
juridiske samarbejde i EU, bidrager den danske stat
alligevel med 2% af Frontex’ samlede budget på omkring
70 millioner euro i 2008.

Formålet med Frontex er naturligvis at samle indsatsen
mod uønsket immigration i Europa samtidig med,
at man spreder det økonomiske ansvar. I 2006 bad
Spanien og Malta EU om hjælp i forbindelse med de
seneste strømme af flygtninge, som var nået frem til
de sydeuropæiske kyster. Fire danske embedsmænd
fra Udlændingeservice og Rigspolitiet med speciale i
asylinterview, undersøgelse af identitet og nationalitet
samt kortlægning af rejseruter blev derefter stillet til
rådighed med henblik på at effektivisere
sagsbehandlingen, så folk kunne
sendes ud af Europa hurtigst muligt.

Det er de samme folk, som bevogter hegnet
omkring Sandholmlejren, hvor både Udlændingeservice
og Rigspolitiet har hver deres bygning henholdsvis til højre og til venstre for
kontrolposten ved indgangen til lejren. Så bortsorteringen
af uønskede mennesker bliver foretaget af de
samme folk og de samme instanser både på Malta og
i Sandholmlejren. Selvom landskabet og dødstallene
er vidt forskellige, er principperne de samme.

Kontrol overalt

I og med at de fysiske grænser internt i Europa er
blevet udvisket, og myndighederne koncentrerer sig
om Europas ydre grænser mod syd og øst, har grænsekontrollen
intern i Europa ændret karakter. Nu arbejder
man med en form for udvidet grænsekontrol, som
foregår i hvad politiet kalder grænsernes bagland.
Grænsen var tidligere en linje, som adskilte et rum fra
et andet, hvor man havde relativt frit spil, når man var
kommet over grænselinjen og ind i det land, man
ønskede at opholde sig i.

Nu hvor grænserne internt i
Europa er blevet visket ud, er grænsekontrollen blevet
mere ‘vandret’ og allestedsnærværende. Det vil sige,
at politiet i princippet kan foretage grænsekontrol
overalt, i Padborg eller på Nørrebrogade i København,
og politiet er således konstant på udkig efter potentielle
illegale indvandrere. Dette nye grænseregime tager
form af en konstant udpegning af potentielle illegale,
hvilket i sagens natur betyder, at særlige befolkningsgrupper
mistænkeliggøres. Derfor kommer et sådant
kontrolregime i praksis til at fungere racistisk.

Ujævn velstand

Hegnet rundt om Europa er i høj grad en økonomisk
barriere, der har til formål at sikre og udbygge velstanden
i Europa selvom det sker på bekostning af
umenneskelige forhold andre steder. Hegnet omkring
Sandholmlejren og alle de andre hegn i og omkring
Europa er med til at opretholde det høje niveau af velstand
og privileger, som de fleste ‘legale’ europæere
nyder godt af.

Hegnet omkring Sandholmlejren. Foto: Luk Lejren

Selvfølgelig er der også stor forskel på
rig og fattig internt i Europa, men sammenlignet med
for eksempel Afrika er den generelle velstand i Europa
i en helt anden liga. Gennemsnitligt tjener en europæer
15 gange så meget som en afrikaner fra landene syd
for Sahara. Ligesom vi kan regne med at leve i 80 år
mod 47 år syd for Sahara. Det er en ujævn fordeling af
liv, som folk forsøger at udjævne. Lukningen og militariseringen
af grænserne er et tydeligt tegn på et system
i krise, presset på grænserne vil blot vokse, hvis
den urimelige velstandsfordeling forbliver uændret.

Racisme

På trods af militariseringen af Europas grænser slipper
der dog omkring 600.000 personer illegalt ind i
Europa hvert år. I kontrast til den almindelige udlægning,
så spiller de illegale en meget vigtig rolle
i den europæiske økonomi, da immigranterne
fungerer som en stor og billig arbejdskraftreserve.
Det er ganske givet immigranter fra
Afrika, som har plukket de røde pebere i de
gigantiske spanske drivhuse, og som vi kan købe til
underpris i Netto.

Faktisk udgør de illegale indvandrere
en afgørende del af produktionen i Europa, og
store økonomier som den spanske, franske og britiske
ville efter flere iagttageres vurdering bryde sammen,
hvis alle illegale blev sendt tilbage til deres oprindelsesland
fra den ene dag til den anden. Inden for de seneste
år har Spanien (til resten af EU’s store fortrydelse)
lovliggjort over en million illegale, da den
spanske økonomi ganske enkelt havde brug for den
billige og villige arbejdskraft.

Derfor har militariseringen
af Europas grænser også et aspekt af skuespil, så
politikerne kan vise, at de er handlekraftige i forhold
til hvad der betegnes som den truende invasion af
fremmede, som åbenbart er overhængende, hvis der
ikke sættes ‘hårdt mod hårdt’. Men denne ‘hårdt mod
hårdt’-retorik sikrer at de indvandrere, som trods alt er
nået til Europa bliver holdt på bunden af samfundet og
i stilhed udfører de usleste job.

Det politiske skuespil
gør det klart, at disse hegn ikke blot er økonomiske
barrierer, men også er racistiske, idet de bruges til at
opretholde billedet af Europa og Danmark som truet af
invasion af fremmede udefra, hvis mål er at overtage
‘vores’ samfund. Det, der rent faktisk sker, er at dem,
som slipper gennem hegnene vasker de europæiske
gulve, plukker de røde pebere og bliver brugt til at
udbygge velstanden i de rige lande.

Hegnet er et tegn på krise

Hegnet omkring Sandholmlejren kan ikke opretholdes
på længere sigt. Det er klart, hvad hegnet gør ved de
folk, hvis bevægelighed de sørger for at begrænse,
men hvad gør det ved os selv? Hegnet har to sider og
at definere nogle grupper som uønskede og fremmede
er en ting, men at være villig til at bruge vold for at
opretholde udelukkelsen er en anden.

Hvad er det
egentligt, som bliver forsvaret så hårdhændet? Det er
svært at se det som andet end et desperat forsøg på at
opretholde de opskruede privilegier, som den europæiske
middelklasse er ved at drukne i. Men er det ikke
et problem, at vores velstand på den måde bygger på
vold – og ikke på fri bevægelighed for alle??

Artiklen bringes også i Luk Lejrens egen avis, der er udgivet i et oplag på 10.000 og uddelt på caféer, uddannelsessteder og arbejdspladser.