Annonce

28. oktober 2008 - 9:54

Rydningsoperation i gang på Christiania

Politiet er tirsdag morgen i færd med at rydde et hus på Christiania i København. Det drejer sig om en beboelse ved navn »Vadestedet« beliggende yderst på Christiania ved Refshalsvejen.

Kort efter kl. 08.00 tirsdag morgen rundsendtes en sms-kæde, der opfordrer folk til at møde op på fristaden og »støtte vores venner, der længe har været i gang med at lave det (Vadestedet, red.) til et hjem.«

I en sms-kæde rundsendt kort før klokken 9.30 indkaldes der til demonstration mod rydningen senere på dagen med følgende ordlyd:

»Politiet er i gang med at rydde på staden... VIGTIG DEMO!! I dag kl. 11 ved hovedindgangen. KOM og send videre«

En kilde på stedet vurderer overfor Modkraft.dk, at politiet er til stede med adskillige gruppevogne og andre køretøjer. Da området omkring det ryddede hus er afspærret, er det vanskeligt præcist at vurdere, hvor mange folk politiet har sat ind.

JPEG - 73.9 kb
Politiet afspærrer Refshalevej under rydningen af »Vadestedet« på Christiania. Foto: Freddy Hagen/Monsun

Politiet skal ifølge kilden have anvendt peberspray tidligere på morgen. Christianitter og deres støtter er angiveligt i færd med at bygge en barrikade på Refshalsvej, ligesom der er forlydender om stenkast mod politiet inde på Christiania.

Omstridt hus

Ifølge Berlingske.dk er det Fogedretten, der har bedt politiet rydde det pågældende hus. Avisen skriver, at myndighederne betragter beboelsen som ulovlig.

– Konkret er der tale om et ulovligt byggeri udført af en person, som ikke har tilladelse til at bo på Christiania. Derfor er det uundgåeligt, at vi nu må gribe ind, udtaler Slots- og Ejendomsstyrelsens direktør Carsten Jarlov til Berlingske.dk.

JPEG - 84.5 kb
Håndværkere river taget af »Vadestedet« under dagens rydning. Foto: Freddy Hagen/Monsun

Kilder med tilknytning til Christiania, som Modkraft.dk har talt med, oplyser, at christianitterne opfatter »Vadestedet« som en fuldgyldig del af fristaden.

Ved tidligere lejligheder er lignende operationer endt med voldsomme uroligheder på Christianshavn. Senest i maj 2007, hvor politiet fjernede en bebyggelse ved navn »Cigarkassen«.

Modkraft.dk følger sagen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce