Annonce

29. oktober 2008 - 19:38

Lund: Villa besat på tredje uge

»Vi er flyttet ind i huset gennem civil ulydighed, fordi vi er trætte af, at der ikke gøres noget mod boligmanglen i Lund«, skriver besætterne på en støtteside for besættelsen på Facebook, der indtil videre har over 1.400 medlemmer.

– Huset har stået tomt i tre år og bare forfaldet. Vi håber, at vi kan sætte det i stand. Vi vil bare have et sted at være, siger en af besætterne på Facebook.

Besætterne fortæller her, at man vil modsætte sig en udsættelse af politiet, men kun med ikke-voldelige midler.

Bolig og frirum

De unge omdøbte efter stormen villaen til »Smultronstället« (Skovjordbærstedet), og det har siden fungeret som bolig og kulturhus for unge i byen.

Besætterne er gået i gang med at istandsætte huset, der er forfaldent efter at have stået tomt i tre år, men de har samtidigt også åbnet huset for kulturarrangementer, blandt andet en kunstudstilling.

I et interview på den svenske hjemmeside Motkraft.net fortæller en af besætterne, at de ikke kun kæmper for at få en bolig, men også for at skabe frirum. Dennis fortæller, at huset er åbent for alle, der accepterer dets grundlag:

– Vi har sat en seddel op på døren, hvor der helt præcist står: Ingen homofobi, ingen våben, ingen vold, ingen alkohol, siger han.

Alkoholforbuddet omfatter også brugen af euforiserende stoffer.

Kommune lader stå til

Lund Kommune har indtil videre ladet de unge have lov at være i huset. Den meddelte på et møde mandag den 13. oktober besætterne, at den ikke ville lade de nye beboere betale for el-forbruget, at den ikke var glad for situationen, men også at den ikke havde planer om at sætte dem på gaden.

Den manglende mulighed for elektricitetsbetaling har siden fået besætterne til at uddele 50-ører i Lunds gader som kompensation for skatteborgernes tab.

Lørdag den 1. november holder besætterne en demonstration i Lund under hovedparolen »Boliger til alle« – og underparolen »Besæt mere«. Demonstrationen starter kl. 19.00 på Stortorget i Lund og bevæger sig derefter ud til det besatte hus på Kävlingevägen .

JPEG - 73.7 kb
Besættere i Lund kræver boliger til alle. Foto: Smultronstället.
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce