Lørdag den 8. november blev et hus i Göteborg besat. Klokken 14.00 trængte en større gruppe ind og tog et hus i Gamlestan i besiddelse som bolig.
Læs mere om besættelsen i Göteborg på Motkraft.net
Se Motkraft.net’s opdatering af besættelsesaktiviteterne i Lund
Det besatte hus, der ligger på Holländarepaltsen i Gamlestan, har stået tomt i tre år, ejes af det kommunale boligselskab Poseidon og indeholder tre lejligheder og et større forsamlingslokale. Det besatte hus er nu både bolig for besætterne, men også et socialt mødested med kunstnere og folkekøkken.
Poseidon indgav søndag eftermiddag en politianmeldelse mod besættelsen. Besætterne erklærer, at de vil blive i huset til de har fået et møde i stand mellem repræsentanter for Poseidon og kommunens embedsmænd.
– Det er jo vanvittigt, at et hus med flere lejligheder står tomme i flere år, siger Klas, en af besætterne, på hjemmesiden Motkraft.net.
– Poseidon vælger aktivt ikke at anvende huset, hvilket er en politisk motiveret beslutning. At et kommunalt boligselskab ikke forvalter sine ejendomme på en måde, som gavner byens indbyggere er uforsvarligt, siger han.

Det er ifølge besætterne uklart, hvilke planer Poseidon har for ejendommen. Huslejen i ejendommen skal ifølge besætterne høre til blandt de højeste i Göteborg, selv om lejlighederne ikke er i specielt god stand.
Besætterne har derfor mistanke om, at huset skal rives ned og give plads til nybyggeri.
Gamlestan er omfattet af en kommunalplan, som besætterne mener vil »gentrificere« kvarteret.
Besætterne siger i en løbeseddel, at de er imod overbefolkning, høje boligudgifter og lange boligkøer.
Aktivisterne opfatter dog ikke kun aktionen i lokalt perspektiv.
– Vi ser en finanskrise, som har rystet verden på en måde, som ikke sket siden 1930’erne, siger Eva, en anden af husets nye beboere.
– Finanskrisen i USA indledtes med bankernes værdiløse spekulationer og belåninger af bolig- og ejendomsmarkedet. Boblen sprang, og nu ser vi krisen rammer almindelige arbejdere her i Göteborg med massefyringer på blandt andet Volvo. En af de svenske industrielle flagskibe, SKF, ligger bare hundrede meter herfra, og der har arbejderne set produktionen blive flyttet til udlandet i flere omgange. Der er umådeligt behov for billige boliger og sociale mødesteder, og det er noget, vil tilgodeser gennem det her, siger hun.
Universitetsbyen Lund har også på det sidste oplevet flere besættelser.
Lørdag samledes ifølge Motkraft.net 300-350 mennesker til en støttedemonstration for Smultronstället, en besat villa, der blev ryddet af politiet tirsdag den 5. november. Rømningen blev umiddelbart efter efterfulgt af to ny besættelser i Lund, der dog begge er ophørt.
Studenter fra Vänstern Studentförband Lund besatte lørdag den 8. november op til støttedemonstrationen et mødested for studerende ved Lund Universitet i solidaritet med de udsatte besættere.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96