Annonce

11. november 2008 - 15:36

NGO: Krig i Congo bunder i minerovdrift

Væbnede oprørsstyrker og regeringssoldater er direkte involverede i guld- og tinminedriften i DR Congo, og handelsselskaber bakket op af internationale bagmænd støtter dem aktivt i denne virksomhed. Før det internationale samfund forholder sig til disse økonomiske dimensioner i det konfliktramte land, står freden ikke i sigte, mener NGO’en Global Witness, som arbejder med at afdække sammenhængen mellem naturressourcer og konflikt.

Naturressourcer er konfliktens udgangspunkt

Med sin 17.000 mand store fredsbevarende styrke i DR Congo, verdens største, har FN på det seneste været under beskydning for sin imponerende ineffektivitet i den konfliktramte østlige del af landet. Et overstrukket og svagt FN er dog ikke det eneste problem med den internationale indsats – ifølge Global Witness skal det afgørende aspekt af konflikten, rovdriften på naturressourcer i det mineralrige land, være fokus for den internationale indsats, før man vil se holdbare fredsløsninger.

JPEG - 48 kb
Congolesiske regeringsstyrker er, ligesom oprørsgrupperne, involverede i den illegale minedrift, som holder krigen igang i Congo.

Efter at konflikten i Congo på det seneste er eskaleret voldsomt med General Nkundas oprørsstyrkers fremmarch mod byen Goma i øst, udsendte Global Witness den 1. november en pressemeddelelse med budskabet om, at rovdriften på naturressourcer i Congo er konfliktens udgangspunkt. Det første skridt på vej til en robust international indsats er derfor at forholde sig til sammenhængen imellem væbnet konflikt og handelen med naturressourcer i landet, mener organisationen.

Væbnede grupper samarbejder

Denne påstand bygger Global Witness på deres egen research tidligere i år, som udmundede i en rapport, der dokumenterer væbnede gruppers og congolesiske regeringssoldaters omfattende engagement i tin- og guldhandlen i landets østlige provinser.

Global Witness dokumenterer i rapporten, at udover at regeringssoldater er aktivt involveret i tin- og guldminedriften i øst, samarbejder de også med oprørsgruppen FDLR og udstyrer dem med våben og uniformer. Regeringssoldaterne arbejder ellers for at opløse og fordrive FDLR, som består af rwandiske hutu-soldater, hvis ledere angiveligt stod bag folkemordet på tutsier i Rwanda 1994. En opgave som FN’s styrke i Congo samarbejder med regeringshæren om, skriver liberationafrique.com.




Global Witness er en international NGO med hovedsæde i London, som arbejder med at afdække sammenhængen imellem udnyttelse af naturressourcer og konflikt i verden.
Læs mere på www.globalwitness.org

Pressemeddelelse 1. november:
Resource plunder still driving eastern Congo conflict

Pressemeddelelse om rapporten 10. september:
Control of mines by warring parties threatens peace efforts in eastern Congo

Læs mere om borgerkrigen i Congo på globalsecurity.org

Læs mere om DR Congo på Leksikon.org

Også General Nkundas oprørsgruppe er involveret i guld- og tinhandlen. Altså er alle de store væbnede grupper i Congo dybt engagerede i den illegale minerovdrift, hvis udbytte afsættes til internationalt opbakkede handelsselskaber.

Handelsselskaber som medspillere

Congos mineraler afsættes til handelsselskaber, de såkaldte comptoirs – congolesiske selskaber, som i flere tilfælde har støtte fra internationale interessenter, oplyser Carina Tertsakian fra Global Witness til Modkraft.dk.

Disse selskaber og deres støtter kan ifølge Global Witness ikke fortsætte med at forholde sig udvidende om, at de er roden til konflikten:

JPEG - 66.3 kb
Congos mineraler afsættes til handelsselskaber, der i flere tilfælde støttes af internationale interessenter, oplyser Global Witness.

»Alle ved, hvilke væbnede grupper, der kontrollerer hvilke områder og hvilke miner. Ved at købe af disse kriminelle grupper støtter handelsselskaberne dem«, skriver organisationen i deres pressemeddelelse, og mener derved, at selskaberne gør sig medskyldige i illegal aktivitet.

Ingen nye initiativer

En FN-ekspertgruppe, som undersøger, hvorledes Congos væbnede grupper finansierer sig selv, blev nedsat for flere år siden og arbejder stadig. Men nogle nye initiativer fra FN’s side har Global Witness rapporten fra september ikke affødt, siger Carina Tertsakian.

FN har på nuværende tidspunkt hverken ressourcer eller tilstrækkelig målbevidsthed til at bryde ressource-konflikt sammenhængen i Congo, udtaler hun.

JPEG - 71.7 kb
Med 17.000 tropper er FN-styrken i Congo den største fredsbevarende operation i verden. Alligevel beder FN om flere soldater til området.

Situationen i Congo er beskrevet som en humanitær katastrofe – 250.000 mennesker er blevet fordrevet af konflikten. På topmødet for den Afrikanske Union i Nairobi den 7. november anmodede FN’s generalsekretær Ban Ki-moon FN’s sikkerhedsråd om at sende yderligere 3.000 FN-soldater til Congo.

Men så længe det internationale samfund fortsætter med at ignorere handelen med naturressourcer i Congo som et afgørende aspekt af konflikten, vil man ifølge Global Witness ikke finde fredsløsninger i landet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce