Knivdrab havde racistisk motiv

Selvom et skænderi om en hue blev anledning til mordet på den 19-årige Anton Njie den 5. januar 2008, taler en lang række indicier for, at motivet og baggrunden for den konfrontation, der førte til mordet, var racisme.

Da Københavns Byret den 6. november afsagde dom over den 20-årige Rasmus Balle Jensen og 21-årige Andrew Satarivand indgik hændelsesforløbet op til mordet i dommens præmisser, men uden at pege på motivet som racisme.

I de afsluttende bemærkninger før domsafsigelsen havde anklageren ellers sagt, at det var påfaldende, at knivdrabet på Anton Njie, der har en afrikansk far og dansk mor, skete kort efter provokation og chikane mod en anden mand med afrikansk baggrund.

Ifølge straffelovens paragraf 81 er det en skærpende omstændighed, hvis motivet for overfaldet og knivdrabet er racisme. Men den bestemmelse blev ikke bragt i anvendelse i domsafgørelsen og strafudmålingen. Rasmus Balle Jensen blev ganske vist idømt 12 års fængsel for drabet og omstændighederne omkring det, men Andrew Satarivand, der spillede en drivende rolle handlingsforløbet, slap med to års fængsel – og vil derfor blive løsladt om et halvt år.

Svend Vestergaard Jensen, der bor sammen med moderen og lillebroderen til den dræbte Anton Njie, er ikke i tvivl om, at motivet var racisme.

– Drabet handlede ikke om en hue, men om overfaldet på en dreng med afrikanske rødder, der bar hue. Huen var kun anledning til konfrontation, siger han til Modkraft.dk.

– Jeg har siden drabet haft en mistanke om, at motivet var racisme. Og det har retssagen sat i relief: Begivenhedsforløbet op til drabet peger entydigt på racisme, siger Svend Vestergaard Jensen.

Anton Njie var 19 år, da han blev dræbt af knivstik i brystet. Privatfoto.

Han henviser til de videooptagelser og vidneforklaringer, der blev fremlagt i retten. Videooptagelserne dokumenter ikke kun overfaldet og drabet på Strøget i København, men også en forhistorie, der fandt sted på caféen Det Elektriske Hjørne i Store Regnegade i Københavns Indre By.

Chikane af »sort svin«

Det Elektriske Hjørne er ejet af faderen til den drabsdømte Rasmus Balle Jensen. Lørdag den 5. januar ved 5-tiden om morgenen dukker Rasmus og to venner op på cafeen – ud over Andrew Satarivand, der har iransk baggrund og statsborgerskab, også en anden ung mand med brasilianske rødder.

To servitricer, der befinder sig bag baren, er ved at afslutte nattens arbejde og lukke caféen. Der befinder sig kun en gæst i lokalet, nemlig en kæreste til en af servitricerne. Han sidder ved hjørnet af baren og venter på sin veninde. Han har ligesom Anton Njie afrikansk baggrund.

På videooptagelser fra caféen kan man se de tre unge mænd vimse rundt i lokalet. Rasmus Balle Jensen går ind bag baren, mens de to andre holder sig på kundesiden. På et tidspunkt henvender Andrew Satarivand sig til den afrikanske mand og spørger ham, om en hue, der ligger på gulvet, er hans.

Da han bekræfter det, siger Andrew, at det nu er hans og følger op med en række verbale provokationer, blandt andet sjofelheder om mandens forhold til servitricen. Ifølge en af servitricernes vidneudsagn i Københavns Byret ender mundhuggeriet ud i, at Andrew Satarivand kalder gæsten for »sorte svin«.

Lidt efter går de tre venner fra caféen. Det er uklart, om det sker frivilligt eller på ordre fra servitricerne. Andrew Satarivand har nemlig på grund af tidligere episoder forbud mod at komme på Det elektriske Hjørne.

I byrettens dom indgår episoden på Det Elektriske Hjørne i kendelsen. Kendelsen skriver eksplicit, at den voldsdømte Andrew Satarivand »udviste aggressiv adfærd, i hvert fald overfor (gæstens navn)«. Den hæfter sig til gengæld ikke ved, at han har afrikanske rødder og blev kaldt »sorte svin«.

Ny konfrontation med afrikaner

De tre unge bevæger sig efter besøget i Det Elektriske Hjørne op på Ny Østergade, der er en del af Strøget. Ifølge kendelsen er de undervejs »eksalterede« og udfører »karatespark«. På Strøget drejer de nedad mod Kongens Nytorv, angiveligt for at skulle videre på besøg hos en ven.

På Østergade er Anton Njie, der med en dansk mor og sort far også har afrikanske træk, på vej op mod Kongens Nytorv sammen med en ven. Man kan på videooptagelser, der blev fremlagt i retten, se de to venner gå ved siden af hinanden mærket af vinterkulden. De to unge går lidt bag de senere volds- og drabsdømte.

Da Andrew Sararivand får øje på de to unge, udvikler der sig hurtigt en konfrontation. Ligesom på caféen er han den udfarende og aggressive part i en situation, der inden for godt et minut udvikler sig til drab.

De tre følgesvende koncentrerer sig under hele forløbet udelukkende om Anton Njie og ignorerer hans ven, der har dansk udseende. Han bliver ganske vist også slået under konfrontationen, men det sker kun, når han lægger sig mellem den aggressive Andrew Satarivand og Anton Njie. Han kan desuden undvige de tre overfaldsmænd, mens Anton Njie bliver hindret i at komme væk.

Konfrontationen starter med, at Andrew Satarivand henvender sig til Anton Njie og forlanger hans hue. Anton Njies ven fortæller under retssagen, at det sker under trussel om ellers at blive rullet.

Anton Njie går imidlertid videre, men efter hvad der i kendelsen betegnes som en »provokerende bemærkning«, vender han sig og skubber Andrew Satarivand væk fra sig. Det bliver i retten ikke klarlagt, hvad den provokerende bemærkning består i.

Herfra udvikler et håndgemæng sig. Andrew Satarivand slår på Anton Njie flere gange med knytnæver i ansigtet. Anton Njie, der er betydeligt højere end Andrew Satarivand og hans to venner, går frem mod angriberen, men Rasmus Balle Jensen, danskeren i tremandsgruppen, springer op på Anton Njies ryg og trækker han »på voldsom måde« væk fra Andrew Satarivand, står der i kendelsen.

Anton Njies ven går flere gange ind foran den aggressive unge iraner, og han bliver slået flere gange i hovedet – inden han viger til siden og op mod Nytorv.

Der er her et hul i videooptagelserne, inden et nyt kamera fanger Anton Njie. Han viger nu baglæns væk fra de tre forfølgende unge. Mens de bevæger sig mod Kongens Nytorv, trækker Rasmus Balle Jensen en springkniv.

Det er en kniv, som han har anskaffet sig nogle dage tidligere i Thailand, og som han har vist frem til Andrew Satarivand samme aften. På videooptagelserne kan man ikke se kniven, men det er en springkniv med et seks centimeter langt blad, der er slebet skarpt på begge knivens sider. På videooptagelserne kan man heller ikke se de knivstik, der sættes ind mod Anton Njie.

Anton Njie bliver i løbet knivstikkeriet stukket tre gange i benene – og derefter sættes det dræbende stød ind. Det er et voldsomt stød, der går gennem fem lag tøj, brystmuskulaturen, et ribben, hjertet og ind i lungen, og det får Anton Njie til at synke sammen.

Rasmus Balle Jensen har erkendt at have stukket med kniv, men ikke det dræbende stød. Retsmedicinske undersøgelser viser imidlertid, at såret i brystet svarer til den kniv, han har erkendt at have stukket med, og ikke den kniv, som Andrew Satarivand ved sin anholdelse har på sig.

Anton Njie læste HF på Det Frie Gymnasium på Nørrebro, hvor en mur nu er viet mindet om ham.

Det er dette forhold, stødets voldsomhed og det, at stødet sættes ind mod brystet, der fører til kendelsen om overlagt drab og 12 års fængsel til Rasmus Balle Jensen. Han må »have anset det for overvejende sandsynligt, at han ved at benytte en kniv på den angivne måde, udsatte Anton for overhængende risiko for at blive dræbt«, hedder det i kendelsen.

Andrew Satarivand dømmes alene for røveri, vold og ulovlig våbenbesiddelse. Og den tredje unge mand, der deltager i konfrontationen, rejses der slet ikke sigtelse mod, selv om han var med til at hindre Anton Njie i at kunne slippe væk.

Racistisk tråd i begivenhederne

Svend Vestergaard Jensen mener, at det korte hændelsesforløb har en utvetydig racistisk linje: Forløbet fra provokationerne og tituleringen af bargæsten som »sorte svin« på Det Elektriske Hjørne til antastelsen af Anton Njie på Strøget og knivstikkeriet ved Kongens Nytorv har ikke kun en parallel i, at huekonflikter går igen, men også at aggressionerne rettes mod afrikanere.

– Det kan ikke være en tilfældighed, at begge de unge mænd har afrikanske rødder, siger han.

»Påfaldende«, kaldte anklageren i sine slutbemærkninger, før nævningene i Københavns Byret voterede, samme kendsgerning.

Men også begivenhederne på Strøget har et racistisk mønster, siger Svend Vestergaard Jensen. Selv om der ikke er vidneudsagn, der kan bevise hvilke ord, der får Anton Njie til at vende sig og skubbe til Andrew Satarivand, er Svend Vestergaard Jensen overbevist om, at de har været racistiske.

– De tre unge overfaldsmænd koncentrerer sig under hele forløbet om Anton. Det handler ikke om en hue, men om en mørk dreng med en hue. Det er derfor, de tre unge stiller sig foran Anton, så han ikke kan komme videre eller undvige til siderne, siger han.

Er det ikke en selvmodsigelse, at der er tale om racisme, når de tre unge har blandet etnicitet?

– Nej, for racisme går flere veje. Og her er den rettet mod afrikanere – eller i hvert fald folk med afrikanske rødder. Det er ikke kun danskere, der kan være racister. Det kan en person fra Iran også – og det legitimerer ikke racisme at være iraner. En iraner kan sagtens føle sig bedre end en afrikaner.

Ifølge Svend Vestergaard Jensen er familie og vennekreds omkring Anton Njie nervøse, fordi Andrew Satarivand løslades om et halvt år. Det skyldes ikke kun angst for personen, men også for at de sociale myndigheder ikke er i stand til at løfte opgaven med at få bragt ham væk fra et voldeligt spor.

Både Rasmus Balle Jensen og Andrew Satarivand er tidligere blevet dømt for vold, og de sociale myndigheder har været inde over deres sager.

– De sociale myndigheder har i denne og andre voldssager ikke forstået alvoren i de sociale problemer, de arbejder med. Rasmus og Andrew har haft problemer langt tilbage i deres skoletid, men det ser ud som om, ingen interesserede sig for dem, da de først fyldte 18 år, siger Svend Vestergaard Jensen.

– Andrew er ude om fem-seks måneder, og hvad sker der så? Regeringens svar er straf, straf, straf, men det duer ikke. Det er nødvendigt med præventivt arbejde, og at kriminalforsorgen og det sociale system holder fast og følger op, siger han.

Anklagemyndigheden har endnu ikke taget stilling til om domsudmålingen skal ankes.