Kommentar: Demokrati, valg og festdag i Azerbaijan

Den 15. oktober 2008 blev den azerbaijanske præsident Ilham Aliev genvalgt med næsten 90 procent af de afgivne stemmer.

Når den siddende præsident bliver valgt med et stemmetal på 88,73 procent, så er det som oftest et tegn på, at valget er forfalsket.

Men, det vil jeg være forsigtig med at sige i forhold til Azerbaijan. For blandt valgobservatørerne landet over, var der ikke nogen vigtige eller afgørende tegn på alvorlig valgsvindel. Der var ikke noget politi på valgstederne. Ingen atmosfære af trusler i luften – ikke alvorlige tegn på omfattende ballot stuffing (dvs. at nogen kommer ekstra stemmesedler i stemmeurnerne). Ingen rapporter om at studerende, soldater, fanger og folk på store fabrikker blev udsat for massivt pres for at stemme.

Kort sagt præsidentens stemmerprocent afspejlede mere eller mindre de krydser som vælgerne havde sat, og de havde mere eller mindre selv valgt at sætte krydserne.

Men er der så demokrati i Azerbaijan?

Der var faktisk ingen valgkamp, udover rituelle plakater med kandidaterne, sat op på rituelle opslagstavler, der var der til det samme.

Præsidenten førte heller ikke kampagne. Han passede bare sit arbejde. Han åbnede veje, fabrikker og skoler, modtog udenlandske gæster og så sportsstævner. Og alt dette blev naturligvis dækket godt og grundigt i fjernsynet.

De større oppositionspartier boykottede valget – en beslutning der blev begrundet i utilfredshed med de manglende muligheder for at føre valgkamp og komme til orde. Men det kan også dække over, at de kender til deres egen svaghed og mangel på gennemslagskraft.

Arvefølgepræsidenter i Azerbaijan. Faderen, Heydar Aliev, udgik fra KGBs skole i Leningrad i 1949 og 50 – senere politbureau medlem i Sovjetunionens Kommunistiske Parti og fra 1993 til sin død i 2003 Azerbaijans præsident. Ilham Aliev overtog sin fars præsidentpost og blev 15. oktober genvalgt. Foto: Mikael Hertoft.

De seks kandidater der stillede op – udover den siddende præsident – var politiske letvægtere, der aldrig havde en chance. Man kan undre sig over, hvorfor de gad. Men naturligvis, der skal være flere kandidater til et valg, ellers er det ikke demokratisk – og Azerbaijan vil gerne være et demokrati i verdens øjne.

Her nærmer vi os kernen i forklaringen. Ideen om demokrati – og om at valg er demokratiets højeste udtryk – kommer til Azerbaijan udefra, endda i to omgange.

Senest er det Vesten, dvs. Europa og USA, der gennem de seneste 15-18 år, der er gået siden Sovjetunionens opløsning har rejst kravet om demokrati og ser valgene som demokratiets manifestation.

Før den tid var det Sovjetunionen, der som en parodi på det vestlige demokrati brugte valg til som et ritual at bekræfte forbindelsen mellem folket og ledelsen – også i Azerbaijan, som var en af sovjetrepublikkerne.

Der var ikke noget reelt valg, men på festdagen, undskyld valgdagen, som også var fridag, kom folket og bekræftede sin støtte til ledelsen og det kommunistiske parti.

Ritualet videreføres i dag i Azerbaijan. Valgdagen er en festdag, som også er national fridag, og folket møder op og bekræfter sin støtte til ledelsen. Nu hedder partiet blot ikke Sovjetunionens Kommunistiske Parti, men Nyt Azerbaijan Parti.

Resultatet var klart: Præsidenten Ilham Aliev blev genvalgt med næsten 90 procent af stemmerne. Processen var rolig, blid, ja nærmest søvndyssende. Heri adskilte valget sig markant fra tidligere valg i Azerbaijan.

Til den søvndyssende ro hjalp det, at Azerbaijan er enormt olierigt, sælger olie til milliarder af dollars. Nogen af disse penge siver ned til byer, landsbyer og borgere, hvor de bruges til nye skoler, veje, arbejdspladser osv.

Det moderne Baku er finansieret af oliepengene. Den ældgamle by er bygget om og genskabt. I det moderne Baku pulserer pengene i en hurtig strøm og livet plages af evindelige trafikpropper af nye firhjulstrækkere.

Lederen bekræfter sin kærlighed til folket gennem disse penge, der præsenteres som præsidentens personlige gaver til folket.

Azerbaijan er qua sine oliedollars i dag meget rigere end sine to naboer i Kaukasus - Armenien og Georgien - hvor der ikke er meget olie.

Azerbaijan er også meget rigere, end landet var for 15 år siden, hvor oliepengene ikke var begyndt at flyde og hvor alt var kaos og elendighed. Dengang var der også som oftest ballade og åbenlyst snyderi ved valgene.

Folket er altså mere eller mindre tilfreds, fordi oliepengene flyder, og livet bliver lettere og bedre.

Det er ikke nemt for oppositionen at komme til orde – der er ingen landsdækkende kritiske aviser, ingen fri debat i fjernsynet, få kritiske udsendelser osv.

Men derudover har oppositionspartierne heller ikke noget program, der adskiller dem fra præsidenten eller meget interessant at sige. Der er ikke nogen stor debat om vigtige samfundsspørgsmål eller klare brudflader.

Omkring præsidenten bliver der opbygget en massiv kampagne af støtte og forgudelse – fra staten, fra medierne og fra Nyt Azerbaijan Parti, der har store og fine lokaler og organisationer i hver en flække landet over.

Den siddende præsident, Ilham Aliev er søn af den gamle præsident Heydar Aliev, hans arvtager, og omkring den gamle opbygges der en kult, der nærmer sig religiøs tilbedelse.

Landet sover tornerosesøvn under en dyne af penge fra den olie, der pumpes op af Det Kaspiske hav og måske 50 år frem i tiden.

Er der så demokrati i Azerbaijan nu? Hvis man med demokrati mener at et flertal af befolkningen har stemt på lederen, så ja.

Hvis man med demokrati mener at folket bestemmer - så nej, naturligvis ikke. I Azerbaijan er det pengene der bestemmer.

Mikael Hertoft er cand. mag i russisk og øststatskundskab og var valgobservatør ved præsidentvalget den 15. oktober.

Heydar Aliev-krukke – en hyldest til Azerbaijans afdøde præsident, der også har givet navn til utallige veje, skoler, pladser og Bakus lufthavn. Foto: Mikael Hertoft.