Annonce

28. november 2008 - 17:15

Kvinder på Island danner nødregering

Da de islandske magthavere utvetydigt har demonstreret deres inhabilitet, har en gruppe kvinder på østaten set sig nødsaget til at danne en nødregering.

Initiativet startede på hjemmesiden Facebook den 29. oktober og inviterede alle kvinder, der ønsker at »bidrage til at opbygge et samfund, hvor kvinders og mænds ligestilling råder på alle områder«, skriver kvinfo.dk.

Allerede den 3. november holdt den nye »nødregering« et brainstorm-møde på Reykjaviks Universitet, hvor spørgsmålet om, hvordan man kan skabe et mere retfærdigt samfund, var til diskussion.

JPEG - 87.8 kb
Tusinder har demonstreret i Islands hovedstad Reykjavik hver lørdag i flere måneder i protest mod det finansielle kollaps. Her sætter demonstranter et skilt på landets parlament med teksten »(IMF) Til salg (SOLGT)«. Senere blev der kastet bl.a. æg og rådden frugt på bygningen uden at politiet greb ind. Foto: stonepi

Et af de konkrete initiativer gik ud på at invitere politikere og andre beslutningstagere til et ligestillingskursus den 7. november, med henblik på at genopbygningen af landet efter finanssektorens kollaps får integreret et kønsperspektiv i alle beslutninger.

Regeringen aflyste ligestillingsseminar

Den kvindelige nødregering havde ikke valgt datoen tilfældigt. Denne dag skulle samtlige parlamentarikere, herunder regeringen, samt Ligestillingsrådets medlemmer nemlig have lært om ligestilling i teori og praksis på regeringens lovfæstede ligestillingsseminar – men på grund af »de særlige omstændigheder på finansmarkedet« blev seminaret udskudt til januar 2009.

Kun ganske få af de inviterede parlamentarikere mødte op til kvindernes seminar, hvor man bl.a. diskuterede, om FN’s resolution 1325, der betoner kvinders inddragelse på alle stadier og beslutningsniveauer for at skabe fred og sikkerhed i FN’s medlemsstater og det internationale samfund – og normalt forbindes med genopbygning af krigsområder i den tredje verden
– kunne tages i anvendelse på Island.

I løbet af den seneste måned har mere end 2.200 kvinder tilsluttet sig den islandske nødregering på Facebook.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce