Annonce

1. december 2008 - 17:36

Homo-panik i Polen

Polske katolikker raser over, at varehuskæden IKEA bringer billeder i sit varekatalog, hvor der optræder par af samme køn. En række polske medier har i den forbindelse givet udtryk for, at IKEA træder på kristne familieværdier, skriver prideradio.dk.

Gentagne opfordringer til boykot af den svensk-ejede kæde rører dog ikke IKEA:

– Homoseksualitet er en af de essentielle elementer af at leve i det nutidige samfund, siger Karolina Horoszczak, der er talskvinde for IKEA i Polen.

Homopar i strid med kristne værdier

IKEA er imidlertid ikke det eneste homovenlige, der får de polske katolikker op i det røde felt. Tv-gallashowet »Róże Gali« på det nationale tv, er endt i voldsom storm, fordi prisen i kategorien »Smukkeste par« gik til et homoseksuelt par, journalisten Tomasz Raczek og forfatteren Marcin Szczygielski.

JPEG - 76.4 kb
Da journalisten Tomasz Raczek og forfatteren Marcin Szczygielski valgtes til »smukkeste par« i et tv-show, gik Polens kristne homofober amok.

Ifølge Prideradio.dk har Wojciech Reszczyński, en af Polens mest markante mediepersonligheder og bl.a. vicedirektør i det, der svarer til Danmarks Radio, udtalt, at »den slags indhold i et public-service medie er uacceptabelt og bryder reglerne for radio og tv. Disse regler slår fast, at public-service medier skal ’respektere de kristne værdinormer som basis og tilpasse universelle etiske principper’ og ’tjene til at styrke familien’«.

Den megen debat har fået den øverste ledelse i polsk TVP2, der ejer rettighederne til tv-showet, til at indkalde til krisemøde. Sławomir Siwek, der er næstformand i tv-selskabets bestyrelse, vil have en forklaring fra den ansvarlige ledelse på, hvorfor showet blev vist, når det ifølge hans opfattelse forbrød sig mod reglerne for offentlige tv-udsendelser.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce