Udviklingslande frygter nedskæringer i bistand

Finanskrisens betydning for udviklingslandende og EU’s frihandelsaftaler var i sidste uge overskrifterne på et møde i Papua Ny Guinea imellem parlamentarikere fra EU-Parlamentet og en række udviklingslande. På mødet udtrykte parlamentarikerne bl.a. bekymring for, om finanskrisen skal blive en undskyldning for at skære i udviklingsbistanden.

Parlamentarikere fra EU-Parlamentet mødes to gange årligt med kolleger fra de såkaldte AVS-lande. AVS er en samlet betegnelse for lande i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet, som EU har indgået et særligt økonomisk og udviklingspolitisk samarbejde med. Den »Fælles Parlamentariske Forsamling« stiller politiske forslag til dette samarbejde.

Haltende udviklingsbistand

Der en reel risiko for at recession leder EU-landende til at gribe til den kortsigtede løsning at skære i udviklingsbistanden, vurderer NGO’en Oxfam. Også selvom det beskedne beløb, som det egentlig handler om, kun ville betyde en nærmest symbolsk budgetbesparelse for de rige lande.

Udviklingslandende frygter i kølvandet på finanskrisen få beskåret deres udviklingsbistand. Allerede inden krisen gik det trægt med at få skrabet bistandskronerne ind.

Italien, som blot donerer 0,19 pct. af deres bruttonationalindkomst, planlægger allerede at skære udviklingsbistanden ned til det halve, skriver EU Observer.

Forværrede handelsbetingelser

Udover dyste bistandsudsigter kan finanskrisen også føre til fald i udviklingslandendes eksportindtægter og gøre landende uattraktive for investorer. Således lyder det fra EU-Kommissionen i et skriftligt svar til den parlamentariske forsamling. Her står der bl.a. at:

»Den barske realitet er at udviklingslande må se frem til og forberede sig på et fald i handel og investeringer. Udviklingslandende står over for reduceret eksportefterspørgsel og reduceret adgang til lån«.

Som generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke, Frank Mikael Jensen, udtaler til den seneste udgave af bladet Udvikling, så betyder EU’s toldmure og landbrugsstøtte, at Afrika i forvejen har svært ved at tiltrække investorer.

Frihandelsaftaler

Ikke kun finanskrisens hærgen var på tapetet i Papua Ny Guinea. Det var også EU’s »Økonomiske Partnerskabsaftaler« med Stillehavslandende.

Aftalerne har til formål at danne en frihandelszone imellem EU og AVS-regioner og er svar på kritik om, at AVS- landendes særligt begunstigede handelsaftaler med EU-lande ikke stemmer overens med verdenshandelsorganisationen WTO’s handelsregler. Handelsaftalerne skulle være forhandlet færdig i december 2007, men brød sammen på grund af protester fra det afrikanske kontinent.

Protesterne lød bl.a., at afviklingen af AVS-landenes told på varer fra EU vil koste landene dyrt i form af tabte toldindtægter og stigende billig import fra EU, og det med lukkede lokale virksomheder og fare for den industrielle udvikling til følge. Herudover kan EU’s opdeling af AVS-landende i »handelsblokke« underminere de regionale økonomiske samarbejder imellem udviklingslandende selv.

Der er hidtil kun opnået én regional aftale og i stedet indgået »interim aftaler« med en række lande – bl.a. Stillehavslandende. I Papua Ny Guinea blev det debatteret, hvorvidt en fuldstændig aftale imellem EU og Stillehavsregionen bør underskrives.

EU-Kommissionen mener, at frihandelsaftalerne er særligt nyttige i finanskrisen, og at de kan hjælpe AVS-landende til at imødegå en krise. Men EU-parlamentets hovedansvarlige for aftalerne, Glynn Ford, understregede, at der er behov for en række indrømmelser, som gør aftalerne mere udviklingsorienterede, før han kunne anbefale EU-parlamentet at stemme ja til en aftale.

Foreløbig er der altså langt til FN’s 2015-mål om at sikre øget udviklingsbistand og retfærdige handelsregler for udviklingslandene. Som det lød fra mødet i Papua Ny Guinea, står 2015-målene med den nuværende hastighed først til at kunne opnås i år 2050.