EU-kommissionen sagde i sidste uge, at EU arbejder på at få en frihandelsaftale med det sydamerikanske land Colombia i hus.
Det foregår selvom fagforeninger i Europa og Colombia har gjort kommissionen opmærksom på, hvordan de colombianske myndigheder ikke værner om arbejderrettigheder og faglige aktivisters sikkerhed.
De seneste fem år er der myrdet flere faglige i Colombia end resten af verden tilsammen, og under to procent af sagerne er blevet retsforfulgt.
Imellem 1991 og 2007 er mindst 2200 faglige aktivister blevet myrdet - hovedsageligt af højreorienterede paramilitære grupper. Grupper, som i flere tilfælde er blevet sat i forbindelse med Colombias hær, narkobaroner og toppolitikere fra præsident Alvaro Uribes koalition.
– Det kan undre, at EU - som fremhæver sig som bannerfører for den fredelige sameksistens og demokrati - samtidig blåstempler Colombia uden restriktioner. Det eneste de skal, er at ytre, at de vil gøre noget ved drab og overgreb på faglige, siger Carsten Bansholm Hansen, ansvarlig for freds- og solidaritetsarbejdet i Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96