Skattelettelser uden tøj på

Regeringen har sat massive skattelettelser, navnlig i topskatten, øverst på den skattepolitiske dagsorden. Men er skattelettelser, hvad befolkningen ønsker, hvad samfundsøkonomien har brug for og det som vil være effektivt overfor krisen?

Dele af oppositionen synes i et vist omfang at have tilsluttet sig regeringens skattepolitisk dagsorden. Befolkningen ønsker derimod ønsker bedre velfærd og er villig til at betale mere herfor.

Den faktiske udvikling i beskatningen under VK-regeringen har da også indebåret en betydelig udhuling af det økonomiske grundlag for velfærden. Ligesom progressionen i skattesystemet og skat efter evne princippet er blevet udhulet til fordel for lempelse af beskatningen for navnlig de højere indkomster.

Alt andet lige betyder det, at udviklingen i skattesystemet ikke peger mod skattelettelse, som den øverste prioritet på den skattepolitiske dagsorden, men på et behov for forbedring af det økonomiske grundlag for velfærden gennem sikring og forøgelse af skatteindtægterne. Ligesom udviklingen heller ikke peger mod lempelse af topskatten, som det vigtigste forandringsfelt i indkomstbeskatningen, men tværtimod på en forbedring af progressionen i skattesystemet og en større overensstemmelse med skat efter evne princippet for de højere indkomsters vedkommende.

Endelig vil skattelettelser ikke være det mest effektive redskab til sikring af beskæftigelse og økonomisk vækst. Den dynamiske effekt af skattelettelser i den aktuelle økonomiske situation må vurderes at være begrænset, så størstedelen af det investerede provenu vil går tabt. Og borgerne må i lyset af den økonomiske nedtur, den kommende stigning i arbejdsløsheden og de faldende formuer pga. udviklingen på boligmarkedet vurderes primært at ville bruge ekstra indkomster til at nedbringe gæld samt spare op til dårligere tider. Skattelettelser vil kun stimulere den indenlandske efterspørgsel og økonomien i meget begrænset omfang.

Der vil være langt mere beskæftigelse og stimulering af samfundsøkonomien i at øge det offentlige forbrug og navnlig de offentlige investeringer end gennem skattelettelser

Regeringen: Skattereform med massive skattelettelser

Regeringen har endnu engang sat skattelettelser som det vigtigste tema på den skattepolitiske dagsorden. Senest den 1. februar 2009 skal skattekommissionen komme med et oplæg til »..en markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst, herunder ved at sænke skatten på den sidst tjente krone« (Regeringen: Kommissorium for skattekommissionen).

Og både statsminister og skatteminister har udtalt sig for mere ambitiøse skattelettelser end de to tidligere pakker i 2003 og 2007, som begge var på omkring 10 milliarder kroner (jf. Jeppesen, Peter og Mylenberg, Troels: »Minister lover massive skattelettelser«. Berlingske Tidende, 17. november 2008). Der er fra de borgerlige regeringspartiers side ikke lagt skjul på, at lettelse af skatten på arbejde for dem primært handler om topskatten.

Op til fremlæggelsen af skattekommissionens betænkning synes der at tegne sig en overraskende bred konsensus blandt de politiske partier om denne skattepolitiske dagsorden.

Socialdemokraterne har igennem lang tid accepteret skattestoppet og i forbindelse med valget i 2007 har også SF lagt op til at ville respektere dette »af hensyn til socialdemokratiet«. Og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og LO har - formentlig i god overensstemmelse med holdningen hos Socialdemokraterne - også accepteret omfattende lettelser af skatten på arbejde, herunder også af topskatten (jf. oplæg af direktør Lars Andersen, AE–rådet til paneldiskussion i Debatforum for Politisk Økonomi, DJØF 3. december 2008 samt AE–rådet: Fordeling og levevilkår 2008 samt LO: Oplæg vedr. skattereform, 7. november 2008). Og er for nylig også her blevet fulgt af en SF accept af omfattende indkomstskattelettelser og også af topskattelettelser (jf. SF’s hjemmeside samt dagbladet Arbejderen 20. november 2008).

Det skal dog understreges, at en væsentlig forskel på de nyliberale og borgerlige skattereformforslag på den ene side og så forslagene fra AE–rådet, LO og SF er, at alle de sidste forudsættes at være fuldt finansierede dvs. at de indeholdte indkomstskattelettelser skal dækkes af andre skatteindtægter primært gennem en bredere skattebase samt gennem miljø og energiafgifter.

Men overordnet synes der således at være en ganske bred konsensus om omfattende lettelser af skatten på arbejde, herunder i topskatten.

Det er imidlertid tankevækkende, at denne partipolitiske prioritering ikke synes genspejlet hos befolkningen. Undersøgelser af vælgernes holdninger igennem de senere år har tværtimod vist flertal for velfærdsforbedringer frem for skattelettelser. En meningsmåling gennem ført af Catinet i juni måned for Jyllands Posten viste at 74 procent foretrak bedre service, mens kun 22 procent ønskede lavere skat. Senest viser en undersøgelse af Zapera i november for Ugebrev Mandag Morgen, at 55 procent af vælgerne gerne ville betale mere skat for bedre skoler, 61 procent for bedre ældrepleje og 66 procent for bedre sundhedsvæsen.

Sejr for nyliberal offensiv mod velfærdsstaten

Hvorfor denne enighed om skattelettelser blandt et flertal af politikerne i tilsyneladende modsætning til holdningen hos et flertal af befolkningen?

Der er givet flere forklaringer, men det er ikke mindst afgørende, at den aktuelle skattereform først og fremmest vil være resultatet af en stærk indflydelse fra den nyliberalisme, som frem til århundredeskiftet efter amerikansk og engelsk inspiration marcherede frem i de borgerlige partier samt delvist i Socialdemokratiet. En nyliberalisme, som også har været på fremmarch i DI og DA, som videre har domineret mainstream økonomisk teori f.eks. OECD og Det økonomiske Råd og ikke mindst er blevet højlydt propaganderet af den højreorienterede borgerligt-liberale tænketank CEPOS.

Nyliberalismens program har også i Danmark helt overordnet handlet for det første om størst mulig liberalisering af selve markedsøkonomien, for det andet om at begrænse den statslige omfordeling (dvs. tilbageføre større dele af samfundsproduktet til den private sektor/markedet og dermed til arbejdergiverne og de økonomisk bedrestillede) og for det tredje om at indføre markedsløsninger (privatisering og udlicitering) og markedsstyring (f.eks. frit valg, brugerbetaling, mål og resultatstyring) i den offentlige sektor som sådan (jf. Henrik Herløv Lund: New Public Management – rehabilitering af markedet, www.henrikherloevlund.dk under »artikler«).

I forbindelse med skattereformen er det navnlig det andet punkt i nyliberalismens standardprogram, som er centralt, nemlig at begrænse og tilbagerulle den omfordeling fra kapital til lønarbejde og fra de økonomisk bedrestillede til de dårlige stillede, som velfærdsstaten og keynesianismens har betydet siden 2. Verdenskrig og frem til slutningen af 1900–tallet. En omfordeling, som blev set som en bremse på marked og kapitalakkumulation.

Ikke mindst skattepolitikken har for nyliberalismen været udpeget som et centralt kampfelt. For det første fordi velfærdstatens progressive beskatning udgør finansieringsgrundlaget for den omfordelende velfærd, som nyliberalismen har set det som et væsentlig mål at trænge tilbage. Ved at afsnøre velfærdsstaten fra finansiering har man fra bagsiden gennemtvunget en udhuling af velfærden. Og for det andet, fordi den progressive indkomstskat repræsenterer et direkte indhug i og omfordeling fra de økonomisk bedrestilledes disponible indkomst til fordel for de dårligere stillede.

Kampen for skattelettelser har sammenfattet den ideologiske kamp mod velfærdstaten og for mere marked med den borgerlige interessekamp for at holde pengene i (de økonomisk bedrestillede) borgernes lommer (jf. Henrik Herløv Lund: Selvfinansierende skattelettelser: Mere spekulation end realitet).

Nyliberalisme kom med VK–regeringen i 2001 til regeringsmagten i Danmark og har – ikke mindst i kraft af en manglende alternativ (jf. Henrik Herløv Lund: »Nyliberalismen i Socialdemokratiet er årsagen til partiets krise«. Kronik i Information, 22. ferbruar 2008)- formået at sætte den politiske dagsorden, at først skattestop og siden skattelettelser er blevet accepteret som grundlæggende politiske præmisser også for centrale dele af oppositionen.

Skattestoppets og skattelettelsernes skadevirkninger

Der er ellers grund til at stille spørgsmålstegn ved skattelettelsesdogmet.

For det første fordi skattestop og skattelettelser har betydet en alvorlig udhuling af det økonomiske grundlag for velfærdsydelserne. Mellem 36 og 40 milliarder kroner har det offentlig tabt i indtægter fra VK–regeringens tiltræden og frem til 2008.

Tabel: Tabt årligt provenu som følge af VK-regeringens samlede skattelettelser

Kilde: AE–rådet: Fordeling og levevilkår 2008, s. 47

Konsekvensen af denne gradvise udhuling af velfærdsstatens indtægtsgrundlag har selvfølgelig været en modsvarende tilbageholdenhed med udgifter til velfærdsydelserne, nærmere bestemt i form af regeringens udgiftsloft for det offentlige forbrug (Henrik Herløv Lund: »Regeringens skattestop og skattelettelsespolitik«. Samfundsøkonomen, november 2006. www.henrikherloevlund.dk). Selvom det på grund af kommunernes civile ulydighed hidtil ikke har været fuldt effektivt, har det dog ikke været uden effekt.

Diagram: Realvækst i BNP, privat og offentligt forbrug 2001 – 2006 (procent)

Kilde: Morten Mandøe og Kenneth Bo Nielsen (KL’s økonomiske sekretariat): »Moderat vækst i det offentlige forbrug«. Økonomisk perspektiv 20.12.07

Mens den gennemsnitlige årlige vækst i bruttonationalprodukt (BNP) fra 2001-2006 har været på cirka 1,9 procent, har væksten i det offentlige forbrug »kun« udgjort cirka 1,5 procent årligt. Det har betydet, at der årligt har manglet 0,4 procent, svarende til op mod 2 milliarder kroner, i vækst i det offentlige forbrug i at kunne følge med den almindelige vækst i økonomi og velstand

Sagt på anden måde så ligger niveauet for det offentlige forbrug 12–16 milliarder kroner for lavt i forhold til, hvis det siden 2001 havde fulgt den almindelige økonomiske vækst og velstandsudvikling.

De manglende 12–16 milliarder kroner er dem, som skulle have sikret opretholdelse og fornyelse af kvalitet og service af de offentlige velfærdsydelser i takt med den øvrige velstandsudvikling. Opdateringen og fornyelsen i den offentlige velfærd har været sat på vågeblus på grund af skattestop og skattelettelsespolitik.

Det vil i de kommende år blot forstærkes, fordi væksten i det offentlige forbrug i årene frem til 2015 skal helt ned på 0,9 procent årligt.

Der er et massiv behov for genoprettelse, fornyelse og udvikling af velfærden efter års vedvarende og konsekvent udhuling fra finansieringssiden.

Progression og omfordeling forringet

Skadevirkningen af skattestop og skattelettelser har ikke begrænset sig til at udhule det økonomiske grundlag for velfærden, men har også betydet en forringelse af progressionen i den samlede beskatningen og tilbagerulning af omfordelingen gennem skattesystemet fra lavere indkomster til økonomisk bedre stillede.

Navnlig på grund af stoppet for ejendomsværdibeskatningen samt på grund af fordelingen af skattelettelsespakkerne i 2003 og 2007 har de højere indkomster fået langt større skattelettelser målt i kroner og øre end de lavere indkomster,

Fordelingseffekter af regeringens samlede skattelettelser (2008–priser)

Kilde: AE–rådet: Fordeling og levevilkår 2008, s. 47. Kun befolkning over 18 år.

Som det fremgår af nedenstående figur har den nederste tredjedel af befolkningen indkomstmæssigt fået en skattelettelse på 2–3.000 kroner, mens den øverste tredjedel har fået mellem 12 og 21.000 kroner.

Også set forhold til indkomsten er det de rigeste, som har fået den forholdsvist største andel.

Figur: Fordelingseffekt af regeringens skattestop og skattelettelser målt i forhold til bruttoindkomsten (procent)

Kilde: AE–rådet: Fordeling og levevilkår 2008, s. 48. Tendenslinje 2 til og med 9 decil indsat af undertegnede. Omfatter fordelingsvirkningen af både direkte og indirekte skatteændringer som følge af skattestop og skattelettelser.

Mens 2 til 4 debil har fået 1,2–1,3 procent lettelse i forhold til bruttoindkomsten udgør lettelsen for 7 til 9 decil 3,1–3,5 procent.

VK–regeringen har således systematisk forringet progressionen i skattesystemet dvs. udhulet princippet om skat efter evne og om at de stærkeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Den logiske konsekvens er, at udviklingen er gået mod at tilgodese de økonomisk bedrestillede og har bidraget til at forringe omfordelingen fra dårligere stillede til bedre stillede.

Brug for skattelettelser eller styrkelse af velfærdsstat?

Skattepolitikken under VK har ikke alene udhulet det økonomiske grundlag for velfærden, således at der hidtil mangler omkring 2,5 milliarder kroner yderligere hvert år i at finansierede den offentlige velfærd. Regeringen har også svækket progression i skattesystemet så det navnlig er de økonomisk bedrestillede, som takket være skattestop og skattelettelser har fået den forholdsmæssigt største lempelse i bidraget til samfundsvellet og velfærden.

Den samlede provenuvirkning af en kommende skattereform vil ikke alene afhænger af, hvorvidt der gennemføres lempelser i indkomstskatteskala og grænser, men også af om der på andre områder (f.eks. fradrag, beskatning af pensionsafkast, afkast af ejerbolig, skattefritagelser) modsvarende sker en udbredelse af skattebasen samt af om andre skatter end indkomstskatter forhøjes (f.eks. miljø og energiafgifter).

Ligesom den samlede fordelingsvirkningen af en skattereform naturligvis ikke alene afhænger af, hvorvidt topskattesats eller -grænse nedsættes, men også af om der reduceres fradrag som navnlig udnyttes af høj- eller af lavindkomster samt af, hvad fordelingsvirkningen er af forhøjelse af andre skatter end indkomstskatter.

Alt andet lige må det dog siges, at de velfærds– og fordelingspolitiske konsekvenser af udviklingen i skattesystemet under VK ikke peger mod skattelettelse, som den øverste prioritet på den skattepolitiske dagsorden, tværtimod. Provenumæssigt peger udviklingen på et behov for forbedring af det økonomiske grundlag for velfærden gennem sikring og forøgelse af skatteindtægterne.

Når befolkningen i undersøgelse efter undersøgelse ikke prioriterer skattelettelser, men velfærd, men erklærer sig villig til at betale mere i skat til navnlig det udmarvede sundhedssystem (jf. Henrik Herløv Lund: »Mod et sygdomsmarked«. www.henrikherloevlund.dk) afspejler det en ganske sund fornemmelse for, hvad der er de grundlæggende problemstillinger i velfærds– og skattepolitikken.

Og hvad angår fordelingspolitikken peger de velfærds- og fordelingspolitiske konsekvenser af udviklingen i skattesystemet heller ikke mod lempelse af topskatten, som det vigtigste forandringsfelt i indkomstbeskatningen.

For som vist har udviklingen under VK allerede medført en langt større lempelse af indkomstbeskatningen for de økonomisk bedrestillede – dvs. netop for de egentlige topskatteydere – end for de økonomisk dårligere stillede. Fordelingspolitisk er der tværtimod behov for en forbedring af progressionen i skattesystemet og en større overensstemmelse med skat efter evne princippet for de højere indkomsters vedkommende.

Begrundelser for skattelettelser; Forvrider skat økonomien?

Objektivt set ud fra en velfærdsøkonomisk og fordelingspolitisk synsvinkel såvel som ud fra befolkningens prioritering udgør skattelettelser og lempelse af topskatten langtfra de væsentligste punkter på den skattepolitiske dagsorden.

Det ved de nyliberale kræfter i de borgerlige politiske partier (V, K og Radikale), i arbejdsgiverorganisationerne (DA, DI, Danske Erhverv samt Finansrådet og Børsen) samt blandt de borgerlige økonomer (OECD, Det økonomiske Råd og bankøkonomerne) naturligvis godt. Og derfor forsøger de – som med så mange andre velfærdsforringelser i VK–epoken (se herom i Henrik Herløv Lund: Arbejdsmarkedskommissionen – samme recept og samme fejl som velfærdskommissionen. www.henrikherloevlund.dk) – at give tilbagerulningen af det progressive skattesystem en økonomisk begrundelse.

Den første af disse begrundelser handler om den i neoklassiske opfattelse af, at skat forvrider økonomien.

Skatter er ifølge den teoretiske opfattelse »forvridende«, idet de ved at beslaglægge en del af markedsindkomsten nedsætter incitamentet til at udbyde arbejde. På markedet vil alle økonomiske agenter af sig selv opnå en markedsindkomst svarende til deres produktivitet – heraf altså, at skatter forvrider økonomien, fordi de »snupper« en del af den markedsmæssigt korrekte indkomst.

Det hænger i denne teori sammen med dyrkelsen af markedet som det suveræne og universelle middel til at skabe økonomisk effektivitet og koordinere økonomiske aktivitet. Ifølge teorien er staten/det offentlige grundlæggende et fremmedlegeme. Skat betragtes således en ren omkostning (Jesper Jespersen: »Velfærdskommissionens brug af økonomisk teori og modeller«, i Den Alternative Velfærdskommission: Fremtidens velfærdssamfund).

Det er imidlertid kun en gangbar betragtning i en forsimplet markedsøkonomisk model. I virkelighedens verden er skat en betaling, for hvilken skatteborgerne får offentlige ydelser tilbage. Skat er i den skandinaviske model, hvor universelle offentlige ydelser finansieres via skattebetalinger, blot en »ikke-markedsmæssig måde« at betale for offentlige ydelser.

I denne »universelle velfærdsmodel« får skatteborgerne noget igen for skattebetalingen i form af adgang til et kollektivt forbrug når som helst, hvor som helst og efter behov. Og netop ikke blot velfærdsydelser i nødsituationer, men velfærdsydelser i alle livets faser og mulige situationer: Daginstitutioner og skole i børneårene, SU og uddannelse, arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge og sundhedsydelser i de erhvervsaktive år og efterløn og folkepension i alderdommen.

Ud fra en realistisk samfundsøkonomisk betragtning er det ikke korrekt, at skat er rent tab. I den skandinaviske velfærdsmodel får skatteborgere noget igen – og de ved det. Den velfærd borgerne mister ved mindre privat forbrug udlignes eller øges ved udvidelsen af det kollektive forbrug.

Dermed er påstanden, at skatter reducerer motivationen til at arbejde og reducerer arbejdsudbuddet heller ikke rigtig. Det ville skat gøre, hvis borgerne ikke fik noget for deres skattebetaling, Men da privatforbrug udlignes af kollektive forbrugsmuligheder, oplever borgerne ikke skatter som spild, men tværtimod som adgangsbillet til velfærdsydelser.

Den nyliberale økonomiske teoretiske opfattelse, at det høje danske (og nordiske skattetryk) hæmmer økonomisk vækst og velstand er ligeledes grebet ud af luften. Det er tværtimod således, at den økonomiske vækst i Danmark og Norden, uanset det langt højere skattetryk her end i f.eks. USA, har været sammenlignelig med den amerikanske vækst i de seneste år og at indkomstniveauerne er meget høje i Norden (jf. Jeffrey Sachs (professor i økonomi og rådgiver for FN’s generalsekretær 2006): De nordeuropæiske lande har vist resten af verden, at et socialt velfærdssamfund ikke står i modsætning til frihed og markedsøkonomi. Sekretariatet for det nordiske ministerråd, 2006).

Skaber skattelettelser mere beskæftigelse og vil de være selvfinansierende?

Endelig høres fra nyliberalt politisk og økonomisk teoretisk hold ofte den påstand fremført, at skattelettelser, navnlig af topskatten, vil skabe øget arbejdsudbud og øget beskæftigelse - og dermed være mere eller mindre selvfinansierende.

Ekstreme nyliberalister som CEPOS og andre nyliberale økonomer (Henrik Jacobsen Kleven og Claus Thustrup Kreiner: »Velfærd og skatter« i Torben Tranæs: Skat, arbejde og lighed. Rockwoolfonden ) ja ovenikøbet skatteministeriet (Skatteministeriet: Skatternes økonomiske virkning) har hævdet, at skattelettelser, navnlig af top og mellemskat, ville skabe så meget merbeskæftigelse, at de ville være mere end selvfinansierende - dels gennem sparede udgifter for det offentlige til dagpenge mm. og dels gennem øgede skatteindtægter på lønindkomst.

En mere moderat udgave af disse opfattelser findes i hos det økonomiske råd, der senest har opgjort selvfinansieringseffekten på topskattelettelser til mellem 57 og 63 procent (Det økonomiske Råd: Dansk Økonomi Efterår 2008, s. 227).

For det første er dokumentationen for forventningen om øget arbejdsudbud uhyre tynd. DØR’s seneste vurdering bygger ligesom fire forudgående (Finansministeriet 2002, DØR 2004, Velfærdskommissionen 2006 og Skatteministeriet 2007) på en og samme empiriske undersøgelse, nemlig et studie af Anders Frederiksen, Ebbe Krogh Graversen og Ninna Smith fra 2001: »Overtime work, dual job og taxation« (IZA - discussion paper 323).

Dette studie bygger igen på en interviewundersøgelse af 4000 personers præferencer og valg foretaget af Danmarks Statistik i 1996. I selve opgørelsen af elasticiteterne indgår dog kun 2441 personer (jf. AE–rådet: Fordeling og levevilkår 2008, kapitel 5, s. 52 samt Finansministeriet: Fordeling og incitamenter 2002, Appendiks 7.1: »Beregningsforudsætninger ved timebeslutningen«).

Datagrundlaget er for det første kun omkring en promille af den danske arbejdsstyrke, hvilket må karakteriseres som et uhyre tyndt empirisk grundlag (jf. Christian Lehmann: »Grundlaget for regeringens skattereform smuldrer«, Information, 4. december 2008 ). Hertil kommer, at analysen har den svaghed, at de udspurgte primært er beskæftigede i midten og toppen af indkomstskalaen, mens der er meget få besvarelser fra personer udenfor arbejdsmarkedet i bunden af indkomstskalaen.

Undersøgelsen kan ikke fortælle noget væsentligt om, hvorledes arbejdsudbuddet påvirkes for personer i beskæftigelsesreserven og giver heller ikke et troværdigt grundlag for sammenligning mellem skattelettelser i bunden i forhold til skattelettelser i toppen.

Ydermere bygger troen på høj selvfinansiering ved topskattelettelser på en forhåbning om, at beskæftigelsen vil øges betydeligt gennem et større arbejdsudbud, og især at mange vil kunne øge arbejdstiden betragteligt. Men øget arbejdsudbud hjælper ikke meget, når der i de kommende år vil være stor jobmangel på grund af stigende ledighed, jf. nedenstående figur.

Diagram: Forventet arbejdsløshedsudvikling 2012

Kilde: Det Økonomiske Råd: Dansk økonomi efterår 2008, s. 107–109.

Hvad angår den anden postulerede kilde til øget beskæftigelse, nemlig forøgelse af arbejdstiden, så er den samlede arbejdstid pr. dansker er i dag allerede på et uset højt niveau, ikke mindst lige for topskatteydere.

I de senere år er over/merarbejdet nemlig steget til et højt niveau. Fra i 1996 at udgøre 1.499 timer er den gennemsnitlige arbejdstid pr beskæftiget steget til 1.599 timer, dvs med +6,7 procent, jf. nedenstående figur.

Diagram: Udviklingen i den gennemsnitlige arbejdstid pr. beskæftiget

Kilde: Louise A Hansen og Frederik I. Pedersen: Analyse af danskernes arbejdstid: Stor stigning i arbejdstiden. AE-rådet, juni 2008, samt Peter G. H. Madsen: »Danskerne knokler mere end nogensinde før«, ugebrev A4, nr. 42, 8. december 2008.

Der er i virkeligheden ingen udsigt til, at forhåbningerne om en stor beskæftigelsesfremgang og stor selvfinansiering af topskattelettelser kan realiseres.

Eftersom en øget arbejdsmarkedsdeltagelse fra navnlig ledige samt fra efterlønsordningen yder et betydeligt bidrag til de anførte selvfinansieringsgrader, må de betragtes som overvurderede, fordi et øget arbejdsudbud ikke automatisk skaber øget beskæftigelse.

Dette kræver nemlig, at der også er en efterspørgsel efter arbejdskraft dvs. at der er nogle arbejdsgivere, der efterspørger og vil beskæftige et øget arbejdsudbud (jf. Jesper Jespersen: »Ensidig kritik fra økonomiske eksperter«. Politikken 16. december 2008). Men det bliver ikke situationen de nærmeste 3-4 år, hvor arbejdsmarkedet i stedet vil være præget af jobmangel.

Tilsvarende gælder også for timeeffekten i analyserne, at det aktuelle opsving allerede i betydeligt omfang har trukket på potentielle kilder til ekstra indsats i form af overarbejde, merarbejde osv. Derfor må det forventes, at en skattelettelse i dag og i de kommende år vil have vanskeligere ved at øge arbejdstiden yderligere.

Dette gælder ikke mindst for topskatteydere, som i forvejen generelt antages at være mere end fuldt beskæftigede med arbejdstider over de 37 timer. Og som familiemæssigt oftest begge har fuldtidsudearbejde. Hvor skal de finde tiden til at arbejde endnu mere og samtidig have en familie.

Samlet må DØR’s anførte selvfinansieringsgrader for topskattelettelser på mellem 50 og 60 procent betragtes som for høje. En selvfinansieringseffekt på omkring 1/3 må betragtes som langt mere realistisk, jf. nedenstående tabel. Heri ligger også, at beskæftigelseseffekten af topskatteskattelettelser vil være begrænset.

Tabel: Alternativt bud på selvfinansieringsgrader ved lettelse af personskatter

Kilde: Egen beregning. Se også Henrik Herløv Lund: Selvfinansierende skattelettelser – mere spekulation end realitet og Selvfinansierende skattelettelser – mere spekulation end realitet på www.henrikherloevlund.dk.

Er skattelettelser et effektvit økonomisk politisk svar på krisen?
Endelig fremføres som begrundelse for skattelettelser, at de kan tjene til imødegåelse af den økonomiske krise, den kommende stigning af ledigheden og den faldende økonomiske vækst. Argumentationen handler om, at skattelettelserne antages at ville øge det private forbrug og stimulere den indenlandske efterspørgsel, produktion og beskæftigelse.

Også denne begrundelse for skattelettelser holder imidlertid ikke for en nærmere undersøgelse.

En væsentlig drivkraft i den igangværende hårde økonomiske nedtur er tværtimod en stærkt aftagende vækst i det private forbrug. Opsvinget i 2004–2006 var ikke mindst baseret på en høj vækst i det private forbrug, ikke mindst takket være regeringens skattestop og skattelettelsespolitik samt de affødte stigende boligfriværdier, der gennem regeringens frigivelse af nye låneformer blev omsat låntagning til forbrug.

Men boligmarkedet er for længst i krise og boligpriserne falder og må over de næste 3-4 år forventes at falde med omkring 20 procent (jf. Det økonomiske Råd: Dansk Økonomi Efterår 2008). Hermed vil friværdierne skrumpe. Samtidig har aktienedturen betydet store kurstab på værdipapirer og herigennem ramt bl.a. pensionsopsparingerne.

Og endelig er kreditmarkedet stadig stramt og renten steget som følge af bankernes nervøsitet ved at påtage sig nye låneforpligtelser og deres behov for at reducere udlån for at øge solvensen. Endelig vil krisen også er ved at skylle ind over Danmark fra udlandet og at konsekvensen af både den indenlandske og udenlandske krise vil være stigende ledighed.

Denne udvikling påvirker borgernes forventninger og deres økonomiske adfærd. Tilliden til de fremtidige forbrugsmuligheder er allerede faldet stærkt og ligger nu helt nede på det laveste niveau siden 1980’erne, jf. nedenstående figur.

Figur: Forbrugerforventninger

Kilde: Det økonomiske Råd: Dansk Økonomi Efterår 2008, s. 77.

De faldende friværdier og vanskelighederne ved at sælge ejerboliger medfører, at tilbøjeligheden til at optage lån til forbrug er faldende. Og at borgerne snarere vil satse på at holde igen med forbruget for at nedbringe gælden og øge opsparingen.

Den tidligere høje stigningstakt i gennemsnitlige samfundsøkonomiske forbrugskvote kan da allerede også konstateres at være aftagende i takt med de skrumpende formuer jf. nedenstående figur.

Diagram: Formue og forbrugskvote

Kilde: Det økonomiske Råd: Dansk Økonomi Efterår 2008, s. 79.

Aftagende vækst i forbruget betyder modsat stigende vækst i opsparingen.

Denne udviklingen må vurderes at accelerere, jo mere den økonomiske krise kradser og bliver synlig gennem stigende ledighed

Konsekvensen er, at det vil være en meget lidt effektiv at satse på at øge det private forbrug og indenlandsk efterspørgsel, produktion og beskæftigelse gennem skattelettelser. Den igangværende økonomiske udvikling tyder nemlig på, at danskerne ikke vil omsætte den øgede disponible indkomst i forbrug, men vil se tiden an, gardere sig og lægge penge ned i formuekassen (jf. Mogens Lykketoft: »Skattelettelser – ideologisk motiveret vanvid«. Berlingske Tidende, 11. december 2008).

Ikke alene er skattelettelsers evne til at øge beskæftigelsen relativt begrænset, men skattelettelser vil også kun i begrænset omfang stimulere forbrug, efterspørgsel og økonomisk vækst.

Offentlig forbrug og offentlige investeringer giver større økonomisk vækst

Når selvfinansieringsgraden af en topskattelettelse kun må vurderes at ligge omkring 1/3 ligger heri modsat, at to tredjedele af lettelsens provenu vil være tabt for det offentlige såvel som at beskæftigelseseffekten af skattelettelsen vil være begrænset.

Ud en samfundsøkonomisk vurdering og ud fra et hensyn til de offentlige finanser vil topskattelettelser overvejende være spild.

Til sammenligning vil f.eks. en udvidelse af offentlige udgifter til børnepasning i alderen 0–5 år give et større incitament til at udbyde arbejdskraft, navnlig for kvinder. Samtidig frigør det langt flere personer til arbejdsmarkedet end udvidelsen af børnepasningen selv kræver, da en pædagog kan passe adskillige personers børn. En investering i flere børnepasningspladser muliggøres derfor en forøgelse af arbejdsudbuddet på op mod én procent af arbejdsudbuddet eller op imod 2½ gange så meget som effekten af en topskattelettelse af samme størrelse.

Tilsvarende har øget offentlig investering i uddannelse eller i sundhed/lavere sygefravær også dokumenterede effekter på arbejdsudbud, beskæftigelse og økonomi, der overstiger effekten af skattelettelser (jf. AE–rådet: »Service kan øge beskæftigelse mere end lavere skat«. Økonomiske Tendenser, 2007).

De nyliberale påstande om beskæftigelses og væksteffekten af skattelettelser har »meget lidt tøj på«. Der tale om postulater, der ud fra en kynisk devise om for enhver pris at fremme skattelettelser. Det negligeres, at øgede offentlige investeringer i bedre uddannelse, sundhed og skole/børnepasning giver en betydelig forøgelse af arbejdsudbud, beskæftigelse og dermed nok så stort bidrag til den økonomiske vækst.

Øget offentligt forbrug vil ud fra en samfundsøkonomisk betragtning såvel som ud fra hensynet til de offentlige finanser være langt mere effektivt.

Henrik Herløv Lund er økonom, cand. Scient. adm.

Henrik Herløv Lund har skrevet en uddybende rapport (25 sider) om skatteministeriets hemmeligholdte rapport om ”Skatternes økonomiske virkning”. Rapporten hedder: »Selvfinansierende topskattelettelser: Mere spekulation end realitet«. Den kan downloades på www.henrikherloevlund.dk under »artikler«.