Fremtidens krig kan ses i Gaza

Ifølge den israelske stat er Gaza-krigens massive civile tab i sidste ende ikke Israels, men palæstinensernes eget ansvar.

Hamas’ Izzedin al-Qassam-brigade og de øvrige væbnede palæstinensiske grupperinger bruger bevidst boligblokke, skoler og andre civile bystrukturer som platform for deres krigsførelse vendt mod de israelske styrker, som ifølge den officielle israelske forklaring udelukkende har bevæget sig ind i det tætbefolkede Gaza-område for at stoppe palæstinensisk aggression vendt mod befolkningen i det sydlige Israel.

Når Israel så svarer igen på angrebene, kan det ikke undgås, at civile ryger med i købet, lyder forklaringen. Det er det beklagelige, men uundgåelige resultat, når de væbnede palæstinensiske grupper bevidst og kynisk spekulerer i at gøre konflikten til en bykrig i stedet for den form for krig i åbent terræn, der kendetegnede både Første og Anden Verdenskrig såvel som de israelsk-arabiske krige i 1947, 1967 og 1973.

Slumbyen er fremtidens krigszone

Ifølge førende israelske militærforskere som Eyal Weizman og Martin van Creveld har det israelske militær imidlertid lige siden Libanonkrigen i 1982 lagt sin militære strategi an på, at den typiske modstander ikke længere er konventionelle hære tilhørende arabiske nationalstater som Egypten, Jordan og Syrien, men »irregulære«, ikke-statslige guerillabevægelser som Hizbollah, Islamisk Jihad og Hamas, der udspringer af og har deres base i tætbefolkede flygtningelejre og byområder.

Hurtigt ind, hurtigt ud. Krigens rum er i stigende grad byrummet, et tætbefolket rum struktureret af bygninger, gader og pladser. Det israelske og amerikanske militær træner i disse år intensivt i, hvordan man mest effektivt nedkæmper oprør i slumbyer, hvor titusindvis af fattige mennesker er klumpet sammen. Forsvaret af den eksisterende orden starter og slutter i byen. På billedet ses amerikanske marinetropper i Sadr City i Bagdad.

Samme konklusion er det amerikanske militær nået frem til, især ovenpå erfaringerne fra kampene i Somalias hovedstad Mogadishu i 1992: I det 21. århundrede er den typiske kampplads ikke åbne marker, stepper eller ørkenlandskaber, men tredjeverdens slumbyer som Sadr City i Bagdad, Citi Solei i Port-au-Prince på Haiti og netop Gaza-striben.

Det er præcis i disse urbane menneskesammenhobninger, at man finder de fattige befolkningsmasser, der er så marginaliserede og desperate, at de er villige til at gribe til våben i kampen mod en stadigt mere ulige fordeling af ressourcer, rettigheder og magt.

»Vandring gennem mure«

I en artikel fra 2007 beskriver Eyal Weizman, hvordan det israelske militærs egne strateger og højtstående officerer taler om, at modstanden mod den israelske besættelse har undergået en »urbanisering« i løbet af de seneste årtier.

Ifølge Eyal Weizman har militæret for længst draget konsekvenserne af udviklingen. Et helt kompleks af militære tænketanke, skoler og træningsinstitutioner er skudt op og har specialiseret sig i at forske i og træne soldater i bykrig. Kurser i bystruktur, kompleks systemanalyse og bygningskonstruktion er obligatorisk pensum for den moderne israelske kampsoldat.

Også på det taktiske og våbenmæssige område skinner udviklingen igennem. Eyal Weizman beskriver, hvordan amerikanske og israelske våbenfirmaer satser stort på at udvikle nye våbentyper egnet specielt til krig i tætte byrum som dem, man finder i Gaza By og flygtningelejre som Jenin på Vestbredden. Det drejer sig bl.a. om bærbare scannere, der gør det muligt at »se« menneskekroppe gennem vægge samt ammunition, der kan bruges til at skyde igennem brædder, lofter og murstensvægge.

På det taktiske plan har grene indenfor det israelske militær udviklet særlige bykrigsteknikker. Et eksempel herpå er taktikken »walking through walls« (vandring gennem mure, red.), der går ud på, at soldaterne skal bevæge sig på tværs af gader og huse ved at bryde huller i mure, lofter og lignende.

Taktikken skal sikre, at de israelske soldater ikke bliver lokket ind i de fælder, som de palæstinensiske modstandsgrupper typisk forsøger at etablere i de snævre gader og tætte byrum. Taktikken blev først gang brugt i forbindelse med angrebet på Jenin-flygtningelejren i 2002, hvor de israelske styrker også brugte specialbyggede D9-bulldozere til at jævne store dele af byen med jorden for på den måde at fjerne den bystruktur, der udgjorde de palæstinensiske modstandsgruppers naturlige og foretrukne terræn.

Fra direkte besættelse til dominans over afstand

I 2005 besluttede den daværende israelske premiereminister Ariel Sharon at trække Israel ud af Gaza. Beslutningen blev af mange udlagt som endnu et eksempel på, at Israel var reelt interesseret i at bidrage til oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat.

Ifølge Eyal Weizman lå der imidlertid også mere kyniske betragtninger til grund. Som han redegør for i artiklen (og også i bogen »Hollow Land« fra 2007), mente stærke kræfter indenfor det israelske militær, at landbaseret besættelse, altså direkte kontrol over et givent territorium gennem direkte fysisk tilstedeværelse, både var forældet og for dyrt.

De samme kræfter argumenterede for, at det både i politiske og militære termer ville være langt mere effektivt at skifte til en kontrolteknik baseret på »afstandsdominans«.

Den landbaserede besættelse kræver ikke alene mange soldater, der i kraft af deres fysiske tilstedeværelse i det fjendtlige territorium er sårbare overfor angreb og kidnapningsforsøg. De patruljerende soldater og checkpoints formidler også et billede af Israel som en brutal og undertrykkende kolonimagt. I forbindelse med beslutningen om at trække sig tilbage fra Gaza i 2005, gik man derfor over til en kontrolstrategi baseret på højteknologisk overvågning, luftpatruljering samt ikke mindst en total kontrol med al ind- og udføring af varer og mennesker til og fra Gaza.

I stedet for at styre områdets halvanden million indbyggere ved at sidde tungt og massivt på dem, gik man over til at kontrollere dem på mere indirekte og subtile måder, der i heldigste fald ligefrem kunne give det indtryk, at Gaza havde selvstyre.

Det, der udspiller sig i Gaza i slutningen af 2008 og starten af 2009, er i vid udstrækning, at denne »afstandsdominans« har vist sig at være utilstrækkelig i forhold til at holde Gaza-stribens modstandskraft nede. Når den indirekte koloniseringsform kommer til kort overfor slumbyens oprør, må kolonimagten midlertidigt vende tilbage til de gammeldags, klodsede og åbenlyst repressive opstandsbekæmpelsesformer.