Farvel til en kæmpe

Gert Petersen var en kæmpe, der ragede op og som satte sig uudslettelige spor for eftertiden. Et menneske, der viede sit liv til kampen for en retfærdig verden med menneskelig værdighed for alle og en mand, der om nogen satte sit præg på den danske venstrefløj i det 20. århundrede.

Gert var socialist, og det var han lige til sit sidste åndedræt. Det kan forekomme gammeldags i en tid, hvor de politiske ideologier blegner og politik tømmes for indhold. Men han gav sig ikke, og vi er faktisk mange, som var og er enige med ham. Han havde en grundlæggende tro på at mennesker kan styre historiens udvikling i stedet for at være viljeløse ofre for en kapitalistisk markedsøkonomi.

Men han var en demokratisk socialist, og han var gennem hele sit liv udogmatisk. Som han skrev i sin bog »Om socialismens nødvendighed« fra 1980 er der »ingen historisk skæbne som garanterer os socialisme. Hvis bestemte sætninger hos de gamle klassikere kan læses som messianske profetier om socialismens uundgåelighed, må man, som Gramsci sagde, holde en gravtale over denne holdning – og begrave den med alle tilbørlige hædersbevisninger. ... Nej, indenfor det muliges rammer skaber menneskene selv deres historie. Også de historiske ulykker. Derfor skal vi vælge. Og vi skal som socialister bidrage til det valg, vi alle må træffe«.

Gert var demokrat. Politik var for ham at skabe forandring – socialistisk forandring – men ethvert nok så lille skridt skulle være legitimeret af et flertal i befolkningen, som ved frie demokratiske valg manifesterede sig ved et flertal i Folketinget.

Den tilgang kan forekomme indlysende i dag, men det var den sandelig ikke i store dele af Gerts formandstid. Han brugte mange kræfter på kampe imod de dele af venstrefløjen, som kun havde foragt til overs for det borgerlige demokrati og som af den grund betragtede Gert som en skjult socialdemokrat. Mange af de folk har siden bevæget sig langt til højre og befinder sig i dag solidt placeret i den borgerlige lejr og på den yderste højrefløj.

Erfaringerne fra Chile og Portugal fik ham ikke på noget tidspunkt til at stille spørgsmålstegn ved den demokratiske vej. Venstrefløjsterrorismen i Tyskland og Italien afviste han totalt. Da et hovedbestyrelsesmedlem engang i 1977 mente at man måtte forstå baggrunden for Baader-Meinhof-gruppen var svaret brutalt: Tyskland var et demokratisk land og intet kunne begrunde terrorhandlinger – og der var intet at forstå.

Gert Petersen sidste optræden på SFs landsmøde 2008. Foto: Mikkel Inumineq Jørgensen.

Han var gennem årene dybt engageret i Mellemøst-konflikten og støttede palæstinensernes ret til et land og en værdig fremtid. Men modsat mange andre anerkendte han samtidig Israels ret til at eksistere, og det var Gert, der sammen med Pelle Voigt, som nogle af de første i Danmark satte kød og blod på den tostatsløsning, som alle i dag erkender er det eneste, som kan sikre en løsning af konflikten.

Han blev dengang modsagt af mange unge brushoveder, men han stod fast – og havde ret.

Gert var socialist, men han var en folkelig socialist og var selv dybt indbegrebet af det partinavn, SF’s stiftere meget bevidst havde valgt: Socialistisk Folkeparti. Det var til stadighed arbejderklassen og arbejderbevægelsen, han tog udgangspunkt i, men for ham var det helt afgørende at skabe en alliance, som var bredere.

Som medredaktør på tidsskriftet Dialog i 1950’erne havde han sammen med vennen Arne Gaardmand en tæt kontakt til kulturradikalismen. Han var forholdsvis fremmed overfor den grundtvigianske andels- og højskolebevægelse, men han respekterede den og inddrog den faktisk ganske positivt i sine sidste formandsår. Han var i stand til at knytte an til bevægelsen omkring atommarcherne i 1960’erne og det »nye venstre« der blev formet i løbet af 1960’erne.

Da SF blev sprængt og VS dannet i 67 var han imidlertid ikke i tvivl. Det nye parti var for ufolkelig, havde for mange jacobinske træk og var for langt fra arbejderklassens jordnære problemer til, at han ville støtte det.

Men modsat mange andre i SF holdt han fast i diskussionen med VS’erne. Han er uden sammenligning den person som i de seneste 50 år har deltaget i de fleste ideologiske debatter på venstrefløjen – og det var ikke kun SF’ere, han diskuterede med. Alle, der havde noget interessant at sige, forholdt han sig til.

Derfor kunne Gert også forholde sig til de nye græsrodsbevægelser, som skød op i 1970’erne og 1980’erne.

Han tog den grønne dagsorden til sig. Det blev sagt, at hans grønne profil primært bestod af grøn Cecil og Grøn Tuborg. Det var sådan set ikke løgn, men det var heller ikke hele sandheden.

SF var i mange år ét af de mest atomkraft-positive partier i Folketinget og det kostede hårde kampe at ændre det. Men Gert tog dem og vandt og fik – med god hjælp fra mange andre – gjort SF til et rød-grønt parti.

Det er i høj grad Gerts fortjeneste, at Danmark er ét af de få lande i Europa, hvor der aldrig har været behov for et egentligt grønt parti.

Han åbnede SF for kvindebevægelsen. Heller ikke det var spor nemt. Jeg husker et landsmøde, hvor en række aktive SF-kvinder fremlagde et forslag til et »ligeretsprogram«. Det var – som titlen antyder – overmåde moderat, men ikke desto mindre var der én af de gamle SF-mænd som gik op og sagde, at det vi havde brug for, var »liggeret« og ikke »ligeret«. Hø, hø…

Men det ændrede sig – ikke mindst på grund af Gert. Det var ikke fremmed for ham. Maria var gennem hele sit liv feminist, og Gert fik på et tidligt tidspunkt et tæt samarbejde med Ebba Strange, som havde tilsvarende holdninger. Men nemt var det ikke.

De nye strømninger betød, at Gert kom ud i et kraftigt modsætningsforhold til mange af sine gamle venner og kammerater. De påstod, at SF var ved at blive et nyt VS og at han forrådte Aksel Larsens arv. Det kostede gamle venskaber, men han valgte flertallet i partiet.

Og han havde jo ret, når han fnyste af deres påstande. »Ebba Strange, Lilli Gyldenkilde, Aage Frandsen, Ib Bjørn Poulsen – skulle de virkelig være venstreekstremister – vorherrebevares!«

Jeg er ikke i tvivl om, at det valg Gert tog, reddede SF. For vi var virkelig på spanden – selv med Gert. Havde han ikke været der, var vi røget helt til bunds.

Det var ikke en nem tid for ham. I den offentlige debat var han klemt mellem en demagogisk Knud Jespersen og en skarp Preben Wilhjelm og så med en Anker Jørgensen, der ikke ville arbejde sammen med ham. Men han stod det igennem, og partiet kom på fode igen.

Det gjorde han ikke mindst, fordi han hele tiden var i levende kontakt med partiets medlemmer. Han var til et utal af møder rundt omkring i partiet.

Når vi holdt møder i SFU kunne vi altid få Gert til at komme med oplæg om socialistisk strategi og vi var vilde med ham. Jeg tror også, at han nød det, og han tog os alvorligt. Selv de mest enfoldige spørgsmål fik et ordentligt – og ofte langt og grundigt – svar.

Men det var også et hårdt liv. Når han var ude, var der overnatning på en madras eller i en opredt seng hos den lokale partiforeningsformand. Og forventninger om, at han skulle sidde og diskutere politik til langt ud på aftenen og natten.

Hvis der kom en øl på bordet var Gert nu heller ikke svær at overtale, men konsekvensen var få timers søvn, før han skulle med flyet næste morgen for at nå ind på Christiansborg, hvor han fluks satte sig til skrivemaskinen for at skrive en politisk artikel.

Gert var i hele sin formandstid debatterende og åben. SF har altid været et parti præget af levende debatter. Forsvinder det, forsvinder partiets sjæl. Vi må aldrig blive et topstyret parti, hvor medlemmerne skal adlyde ordrer, der kommer fra ledelsen. Sådan var det i DKP, sådan skulle det ikke være i SF.

Gert var indbegrebet af denne åbne og debatterende kultur. Han kunne blive skarp og hidsig, men havde også – når det var nødvendigt – en engels tålmodighed. Som dengang da vi i Hovedbestyrelsen brugte 22 timer på at strikke et kompromis med Sigurd Ømann og Poul Dam. Eller på de talrige landsmøder, hvor Gert skulle lave de kompromisser, der kunne samle partiet. Ofte overfor meget engagerede og hidsige kombattanter.

Det er også derfor helt forkert, når nogen har hævdet at Gert ikke var nogen dygtig parlamentariker og praktisk politiker. Vel var han så.

Det er da rigtigt, at hans viden om økonomi ikke var så detaljeret som andres. Han morede sig meget over, da Anker Jørgensen engang trak ham til et møde i statsministeriet, hvor de under fire øjne skulle drøfte en løsning på Danmarks økonomiske problemer. Anker ville ikke have embedsmændene med – ifølge Gert fordi de efter Ankers mening ikke forstod ret meget. Det kunne de så sidde og bekræfte hinanden i, mens embedsmændene udenfor fik flere og flere ticks i ansigtet og mens panikken steg i Finansministeriet.

Til embedsmændenes lettelse blev der ingen bukser ud af det skind, men Gert lagde vægt på det praktiske parlamentariske arbejde og han var dygtig til det. Desværre fik vi ikke det arbejderflertal, som var Gerts drøm – selvom vi var tæt på i 1987. Når SF ikke fik stor indflydelse på den økonomiske politik skyldtes det hverken Gert eller SF. Det skyldtes den måde Folketinget var sammensat på.

Den sammensætning betød imidlertid at vi fik indflydelse på sikkerhedspolitikken i 1980’erne. Det var Lasse Budtz, Steen Folke, Pelle Voigt og ikke mindst Gert Petersen som var bannerførere for en politik, som Uffe Ellemann i sine erindringer kalder et »svigt« og en »skamplet«. Ifølge Uffe var det selve NATO-medlemskabet, som var i spil.

For Gert forholdt det sig fuldstændig anderledes. Som den politiker i Folketinget, der havde størst viden om udenrigspolitik var han fuldt bevidst om konsekvenserne af den mere aggressive amerikanske udenrigspolitik, der fulgte efter valget af Reagan som amerikansk præsident. Og han var fuldt bevidst om det knivsæg, vi bevægede os på under den kolde krig. En forkert bevægelse og atomragnarokket kunne bryde ud.

Han brød sig ikke om det sovjetiske system og påstande om, at han var nyttig idiot for russerne er dybt latterlige. Men modsat andre dæmoniserede han ikke den sovjetiske ledelse – han var i stedet realistisk og rationel i sin analyse.

Han var ikke i tvivl om, at der i Sovjetunionen var militaristiske kræfter, men der var også kræfter, som indså at hvis det sovjetiske samfund skulle udvikle sig økonomisk, måtte militærudgifterne skæres ned. Og at Vesten kunne tilskynde en sådan udvikling ved at gå i spidsen med en nedrustning i stedet for at opruste.

Der sker så samtidig det, at en række af de vesteuropæiske socialdemokratier begynder at stille sig mere kritisk overfor den amerikanske oprustning – det var en proces, hvor Lasse Budtz og Svend Auken var meget aktive. Hos de folk var der ingen intentioner om at bryde med NATO – hvad Gert i øvrigt heller ikke ville.

Oveni i alt det udvikler der sig så en stor folkelig fredsbevægelse i en række vestlige lande, som forsøger at sætte en ny dagsorden for den globale politik.

Med andre ord: Danmark får gennem fodnotepolitikken pludselig en frontposition i en bevægelse der er langt mere omfattende end den danske andedam og som også havde betydning for det som skete i 1989.

I sin sidste bog fra 2001, »Med frygten som drivkraft« forsøger Gert at sammenfatte hele denne diskussion. Han var 74 år, da bogen udkom, men den er ikke desto mindre en intellektuel pragtpræstation.

Den er også et forsvar for Gerts eget virke. Han ville – med tunge argumenter – imødegå den fortælling, som blev lanceret af højrefløjen efter Murens fald: at det gode havde vundet over det onde og at denne sejr udelukkende skyldtes Vestens militære styrke og USA’s aggressive udenrigspolitik.

Men Vesten var ikke bare det gode og Sovjet ikke bare det onde. For Gert var det ikke Reagan, men Gorbatjov, som var helten. Som noget enestående i historien opgav han frivilligt – og uden sværdslag – sit imperium. Det var den indre dynamik i Østblokken – og ikke Vestens militarisme, som var årsagen til Murens fald.

Og her havde de progressive bevægelser i Vest spillet en rolle. Det gjaldt de bevægelser der i forlængelse af Helsinki-processen støttede en demokratisk udvikling i Østlandene. Det gjaldt den brede fredsbevægelse, der kritiserede oprustningen i både Øst og Vest.

Og Gert var i den bevægelse. Hans viden var enorm og han brugte sin viden politisk – for at ændre tingene.

Gerts var en kæmpe. Han ragede op i det politiske landskab. Han gjorde et uudsletteligt indtryk på alle os der kendte ham og var venner og kammerater med ham.

Vi skylder ham uendeligt meget.

Holger K. Nielsen er medlem af Folketinget for SF og partiets formand fra 1991-2005. Nekrologen er en let omskrivning af den tale Holger K. Nielsen holdt ved Gert Petersens bisættelse lørdag den 10. januar 2009.