Annonce

14. januar 2009 - 12:12

Islandske aktivister afbryder tv-udsendelse

Demonstrationer, aktioner og blokader. Det islandske samfund oplever i denne tid en bølge af politiske protester, der bestemt ikke er hverdagskost for det lille øsamfund.

Siden det økonomiske kollaps slog benene væk under de fleste på Island, har tusinder demonstreret mod regeringen, men mere radikale aktivister har i de seneste måneder gennemført en række direkte aktioner vendt mod især banker og politikere.

JPEG - 29.1 kb
Antikapitalistiske demonstranter forsamlet udenfor Hotel Borg inden stormen på tv-udsendelsen. Foto: oddurben.jalbum.net

Blandt andet er regeringsmøder i parlamentet blevet afbrudt og banker i hovedstaden Reykjavik stormet eller blokeret.

Den 31. december forsamledes flere hundrede demonstranter på det centrale torv Austurvöllur i Reykjavik forud for den årlige politiske tv-duel Kryddsíld, hvor ministre og partiledere krydser klinger i studiet, der er i denne anledning er sat op på luksushotellet Borg nær parlamentet.

Selvom demonstranterne på forhånd var blevet opfordret til at tage nødblus og ting, der kunne larme, med til demonstrationen, var der stort set ingen politifolk eller vagter på torvet. En enkelt Securitasvagt stod foran hotellet, mens enkelt politibil stod parkeret foran parlamentet.

Efter en rolig start på demonstrationen begyndte folk at kaste rådne æg på hotellet og hamre på ruderne, men da det gik op for demonstranterne, at politikerne befandt sig længere inde i hotellet, stormede de døren, puffede personalet til side og fyldte foyeren, mens de dansede, sang og råbte slagord vendt mod regeringen – som tydeligt kunne høres i studiet af både publikum og politikere.

Da en større politistyrke dukkede op og truede demonstranterne med at bruge peberspray mod dem, blev sendekablerne hevet fra hinanden af aktivister og den direkte udsendelse gik i sort.

JPEG - 21.2 kb
Politiet brugte store mængder peberspray mod demonstranterne. Foto: oddurben.jalbum.net

Demonstranterne satte sig på gulvet, men kort efter skød betjentene alligevel peberspray mod dem, og situationen udviklede sig kaotisk. Da demonstranterne var presset udenfor blev der atter anvendt peberspray mod dem, og tre personer på omkring 20, 40 og 60 år blev anholdt.

Efter udsendelsen meddelte Rio Tinto Alcan, der er en af Islands store aluminiumsproducenter, at han trak sit sponsorat til udsendelsen tilbage på grund af aktionen. Ifølge tv-kanalen Channel 2 betød det et tab på flere millioner islandske kroner.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce